redigeret og opdateret 03-11-2021



Vejen ud af mørket


Fejludtrykket "verdens frelse"

 

 

 

91. For det udviklede, normale menneske er det ikke vanskeligt at se, at menneskehedens liv er højst ufuldkomment. Vi behøver ikke her at gentage detaljerne i det mørke ragnarok, som den samlede menneskeheds liv på jorden endnu må siges at udgøre. Dette mørke, de manifestationer, der undertiden udgør rene djævlemanifestationer, menneskene påfører hverandre, har ikke kunnet undgå at lede menneskeheden hen på den tanke at blive "frelst" fra dette ragnarok eller helvede.

Derved er begrebet "verdens frelse" kommet ind i menneskehedens mentalitet. Men i realiteten er dette udtryk et fejludtryk. Den mørke situation, menneskene befinder sig i, er ikke en forfølgelse af den såkaldte "djævel", "satan" eller "den onde", ligesom "slangen" i paradisets have heller ikke var "den onde" eller "djævelen", således som fejlagtigt opgivet i Bibelen. "Slangen" forførte ikke "Eva", men vejledede hende til nydelsen af kundskabens træ, uden hvilken nydelse intet som helst væsen nogen sinde ville komme til at kende hverken godt eller ondt, hvilket igen vil sige, at intet som helst menneske ville være i stand til at få mentalitet eller bevidsthed. Hvordan skulle Gud da skabe mennesket i sit billede efter sin lignelse? - "Slangen" er således det første udtryk for kristusprincippet eller verdensgenløsningsprincippet på det åndelige plan. Det er dette princip, der hinsides den fysiske verden leder og styrer menneskehedens udvikling eller Guds skabelse af mennesket i sit billede. Det er ud fra dette høje princips væsener, at verdensgenløserne bliver sendt til menneskene for at vejlede dem, når deres karma har gjort dem modtagelige for disse væseners guddommelige bistand.


      I den ny verdensopfattelse vil menneskene blive klar over, at det mentale og fysiske mørke, menneskeheden lider under som ragnarok eller helvede, absolut ikke er noget, de skal "frelses" fra. Det er noget, de skal udvikle eller vokse sig ud af, ligesom man vokser fra barndommen til manddommen. Hvis menneskene ikke lærte mørket at kende som selvoplevede erfaringer, kunne de aldrig nogen sinde blive til lysets væsener, blive til væsener i Guds billede efter hans lignelse.


      Men menneskenes sansebegavelse er endnu ikke så udviklet, at de kan overskue den kosmiske verdenssituation, de lever i. Det, de ser af menneskehedens nuværende liv og væremåde, er kun en meget lille, ja, næsten mikroskopisk del af en gigantisk, guddommelig, altoverstrålende skabelsesproces, der hver dag fører hvert menneske eller menneskeheden ind i situationer, hvis virkninger slutteligt vil oprejse mennesket af støvet, af materien, af mørket, og lade det fremtræde i det nævnte Guds billede efter hans lignelse.

At der er en bestemmelse eller mening i menneskets eksistens, udtrykkes jo allerede i Bibelen. Hedder det ikke netop her, at Gud sagde: "Lader os gøre et menneske i vort billede efter vor lignelse; og de skulle regere over havets fisk og over himmelens fugle og over fæet og over jorden og over alt kryb, som kryber på jorden"? - Dette menneske skulle i sin færdige tilstand ikke blot være højt hævet over dyret i sin fremtræden i Guds billede, men også over al jorden. Mennesket skulle være det højeste væsen, være slutfacittet på Guds skabelse. At det skulle herske over al jorden, kan kun betyde den absolutte fred, der igen er det samme som den absolutte alkærlighed.

Hvordan skulle noget væsen uden denne alkærlighed kunne være i Guds billede? - Guds billede er det samme som Guds væremåde, der udtrykkes som alvisdom, alkærlighed og almagt. Så længe mennesket fører krige, er de ufærdige væsener i Guds skabelse af mennesket. At de skulle herske over dyrene, betyder ikke, at de skulle dræbe og æde dem. Gud har jo forinden udtrykt loven for, hvad mennesket skulle spise der, hvor han udtrykker: "Se, jeg har givet eder alle urter, som give sæd, som er over al jorden, og alle hånde træer, i hvilke er træers frugt, som have sæd; de skulle være eder til føde" (1 Mos. 1,29). - Ligeledes har Gud også her forudsagt, at "alle dyr på jorden og alle fugle under himmelen og alt kryb på jorden, i hvilke er en levende sjæl, har jeg givet alle hånde grønne urter til at æde; og det skete så".

Og vi skal se i de kosmiske analyser, hvorledes både mennesker og dyr kommer bort fra det dræbende princip, når mennesket når frem til at blive det færdige menneske i Guds billede, og væsenerne dermed danner himmeriges rige på jorden. Da vil de nuværende giftige dyrearter være uddøde på jorden.
      Menneskets nuværende jordiske, fysiske liv er altså kun et ganske, ja endog et meget lille afsnit af dets virkelige udødelige og dermed evige liv. Men menneskene forstår endnu slet ikke deres eget liv. Det er for dem et tilsyneladende uløseligt mysterium. Men det betyder naturligvis ikke, at det skal blive ved med at være et mysterium. I den nye verdensepoke vil alle mennesker blive færdigskabte i Guds billede og blive fyldt med den hellige ånd, der er det samme som kosmisk bevidsthed.

Denne bevidsthed udgør den færdigskabte mentale tilstand, i hvilken de kun kan udstråle alkærlighed og alvisdom og bliver derved i Guds billede efter hans lignelse. Det er denne bevidsthedstilstand, der giver væsenet evne til at se Gud, hvilket igen vil sige livsmysteriets løsning. Absolut alle mennesker skal blive til mennesket i Guds billede efter hans lignelse, blive til et kristusvæsen, og dagsbevidst opleve deres udødelige eksistens bag tiden og rummet. Men denne høje guddommelige tilstand får mennesket således ikke ved nogen "frelse" eller fritagelse fra virkningerne af det onde eller den lidelse, det har påført sin næste. Tværtimod, det bliver netop kun til det færdige menneske i Guds billede igennem de selvoplevede virkninger af den væremåde, det igennem jordlivene har påført sin næste, det være sig dyr eller mennesker. Absolut kun igennem udviklingen af dets i kraft af skæbnen udviklede alkærlighed befrier det sig selv fra al ond karma eller alt det onde og bliver ét med Gud.

Menneskenes endnu uudviklede åndelige eller kosmiske sansesæt

92. Hvorfor ved menneskene så forfærdelig lidt om deres virkelige kosmiske identitet? - Svaret må blive, at menneskene naturligvis ikke kan vide eller forstå situationer og områder, hvortil deres sanser endnu ikke er udviklede eller færdigskabte til at reagere over for. Den kristne religions mennesker tror, at deres nuværende fysiske jordliv er det absolut eneste fysiske jordliv, de har at leve i. De ved ikke, at de er ufærdige mennesker i en gigantisk stor skabelsesproces, der strækker sig gennem mange liv, og at det er denne, der har ført dem fremad i form af udvikling lige fra mineral til plante og fra plante til dyr og derfra frem til det nuværende jordiske menneske.

Og herfra er dette væsen i færd med at udvikle sig videre igennem mørkets kulmination, og i kraft af hvilket det skal blive til det færdige menneske i Guds billede efter hans lignelse. Men et stort flertal af mennesker forstår som nævnt ikke den store skabelsesproces, de befinder sig i, ja, nogle ligefrem protesterer imod, at en sådan udvikling af mennesket er i færd med at finde sted. Mange tror, at når man bliver genstand for den såkaldte "død", hvilket vil sige: når den fysiske organisme dør, bliver til et "lig", så er det en total afslutning på det pågældende væsens oplevelse af livet. De tror, at den fysiske organisme udgør selve det levende væsen. De forstår slet ikke eller kan ikke se, at den kun er et redskab, ved hvilket et levende "noget" hinsides den fysiske verden, altså et åndeligt væsen, kan opleve den fysiske verden.

De tænker ikke på, at et redskab ikke er til for redskabets egen skyld, men derimod er et middel, ved hvilket det nævnte åndelige væsen, der altså udgør det virkelig levende væsen og ophav til organismen, kan opleve og manifestere sig i fysisk materie. Mange mennesker forstår naturligvis heller ikke, at dette væsen kan opleve og manifestere sig på det åndelige eller psykiske plan uden den fysiske organisme. Og at de igen af et par fysiske forældres seksuelle kraft atter kan fødes på det fysiske plan og efterhånden igen danne sig et fysisk legeme.

Dette legeme må også blive forældet eller kan komme ud for lædering, blive ubrugeligt, og væsenet må atter befries fra dette legeme og derved komme til kun at kunne opleve på det åndelige plan, der er de levende væseners virkelige hjemsted. På denne måde kan det levende væsen atter og atter fødes på ny i en fysisk organisme, indtil det engang igennem disse fysiske liv har udviklet sig og er nået frem til at blive det færdige menneske i Guds billede efter hans lignelse. Da er det blevet ekspert i den alkærlighed og alvisdom, der kræves for at kunne leve her i dette plans primære zone.

      Hvorfor ved væsenerne ikke, at de har en så gigantisk skæbne eller fortsættelse af liv? - De ved ikke, at de alle er under Guds skabelsesproces, der i virkeligheden er det samme som det, vi kender under begrebet "udvikling". I denne udvikling er mennesket ikke nået så langt frem, at deres sanser er blevet færdigudviklet til, at de kan opleve denne deres skabelse under Guds hånd, denne deres forvandling fra primitivitet til intellektualitet, fra had til alkærlighed. Menneskenes sansesæt er kun færdiggjorte på de udviklingstrin, de har passeret. På de højeste af disse trin kan de jordiske mennesker forske og iagttage med relativ stor dygtighed. Vi kan og må for eksempel beundre den del af menneskene, der ofrer hele deres liv på at udforske den materielle materie for der at finde en løsning på livsmysteriet.

De kan jo ikke vide, at denne løsning ikke kan opnås i en blot og bar materieforskning. Den er ikke et materiemysterium, den er et åndsmysterium. Livsfunktionen kan kun befordres ved ånd og materie. Derfor kan livsmysteriet umuligt løses ved blot og bart kendskab til den fysiske materie. Man må derfor undskylde den irreligiøse, materielle videnskabelige forsker, at han ikke kan acceptere åndsvidenskaben. Oplevelsen og forståelsen af den åndelige verden som kendsgerning kræver dertil udviklede sanser, akkurat ligesom der kræves udviklede fysiske sanser til oplevelsen af den fysiske verdens detaljer som kendsgerning.

Men naturligvis kan der være materielle videnskabsmænd, som allerede er fremme i de nævnte åndelige sansers spæde begyndende udvikling. De begynder mere eller mindre at acceptere den åndelige verden og en levende skaber bag hele verdensaltet, alt efter deres åndelige modtagelighed. De materielle videnskabsmænd befinder sig også under udvikling. De vil alle som nævnt komme til at acceptere og efterhånden leve på åndsvidenskaben i fremtiden. Livsmysteriet kan umuligt løses ved materiel forskning, ligesom det heller ikke kan løses ved hjælp af apparater eller elektroniske hjælpemidler. Løsningen kan kun finde sted igennem åndelige sanser. Hvad er da det for åndelige sanser, der kræves, for at mennesket kan opleve total "kosmisk bevidsthed"? - Det er sanser, der først kommer til fuld udvikling, når mennesket har nået et udviklingstrin, hvor alkærlighedsevnen er blevet den førende eller den primære i væsenets væremåde.

Sammen med denne væremåde udvikler det sig et sansesæt, der kendes under begrebet "intuitionen". Væsenet må altså være færdig med at lyve og bedrage. Det må være totalt fri af ærgerrighed og hovmod. Det må være totalt ydmygt og totalt tilgivende og uberørt af at være genstand for andre menneskers sladder, hån og spot, ligesom det naturligvis selv som nævnt må være blottet for at udøve sådanne mørke tendenser over for andre væsener. I samme grad som det i kraft af alkærlighedens udvikling bliver fri af udøvelsen af alt mørke over for sine omgivelser, begynder den kosmiske bevidsthed, der er den virkelige og fuldkomne "menneskebevidsthed", sammen med en anden stor forvandling i væsenets indre højeste struktur.

Denne forvandling er, som vi senere skal komme tilbage til, ægteskabsprincippets ophør. Og med dette princips degeneration og totale ophør vandrer væsenet ud af dyre- og djævlementalitetens natsorte mørke. Og Guds billede begynder betingelsesløst at udstråle kærlighedens lys og varme fra væsenet imod alt og alle. Guds hellige ånd er dermed blevet en solopgang i væsenets hjerte og hjerne.

Hvorfor menneskene taber troen på Guds retfærdighed eller alkærlighed i skabelsen af mennesket i sit billede

93. Menneskene har mange spørgsmål, når det drejer sig om Guds retfærdighed og alkærlighed. De spørger blandt andet, hvad det er, man bliver vidne til i det lille spæde barn, der lige er født ud af moderens organisme? - Er det Guds begyndelse med at skabe et væsen, der aldrig har levet før, men som har haft sin allerførste begyndelse i moderorganet og her er blevet modnet til den lige overståede fødsel til den fysiske verden? - Er det den proces, Gud omtaler, når han siger: Lad os gøre et menneske i vort billede efter vor lignelse? -

Hvis det lille foster i moderlivet, der når at blive født til den fysiske verden, er det sande og urokkelige udtryk for Guds skabelse af mennesket i sit billede, må vi erkende som en urokkelig kendsgerning, at denne Guds skabelsesproces er umådelig usikker og dilettantisk. Millioner og atter millioner af disse efter Guds skabelse frembragte mennesker har aldrig nogen sinde nået at blive til det færdige mål eller resultat, der var Guds hensigt, nemlig, at gøre dem til mennesker i sit eget billede efter sin lignelse. Millioner af disse påbegyndte væseners skabelse mislykkedes allerede i moderlivet, inden de blev født. Og dør der ikke en kolossal procentdel af mennesker i barndommen, i ungdommen og i manddommen? -

Det er ikke så mærkeligt, at det endnu kosmisk uvidende menneske finder det mærkeligt, at Guds skabelse af mennesker har en så gigantisk stor fejlprocent. Hvorfor når alle disse i utide døde mennesker ikke de tiltænkte støvets år eller sunde alderdom? - Når det er Guds plan at gøre væsenet så fuldkomment, at det skal udgøre hans eget billede efter hans lignelse, hvordan kan det da være, at det ikke lykkes? -

Har man nogen sinde set, at et gammelt menneske ved gravens rand eller ved sit fysiske jordliv er nået frem til at blive det færdige menneske i Guds billede efter hans lignelse? - Alle gamle mennesker ved dødens rand måtte jo være færdige mennesker i Guds billede, hvis de ikke bliver genfødt i et nyt fysisk jordliv og i dette kan udvikle sig videre. Dør ikke netop alle jordiske mennesker som ufærdige mennesker? -Hvilket jordisk menneske har vist sig i alderdommen at være blevet til det færdige menneske, et kristusvæsen i Guds billede efter hans lignelse? -


      Det er rigtigt, at mange mennesker er døbte og går under navnet "kristne mennesker". Men dåben kan ikke frelse nogen. Derefter kommer nadverens sakramente. Dette sakramente er kun, som jeg før har berørt, et beroligelsesmiddel imod stærkt samvittighedsnag. Hedder det sig ikke netop, at mennesket kan få sine "synder forladt" ved nydelsen af nadveren? - Men selv om mennesket får denne beroligende suggestion imod, og kan blive befriet fra, en midlertidig kvalfuld tilstand, bliver det ikke dermed til det færdige menneske i Guds billede efter hans lignelse.

At få "syndernes forladelse" er ikke det samme som, at man kan begå den samme synd igen, ligesom man heller ikke har fået forladelse for alle andre synder, man har begået. Det er ikke ved "syndernes forladelse", at Gud skaber mennesket. Hvis menneskene kunne få syndsforladelse for alle deres synder, hvilket i virkeligheden vil sige blive fri for virkningerne af alle deres forkerte handlinger, ville udvikling være en umulighed. Det er netop ved nydelsen af kundskabens træ, der er det samme som væsenets daglige livs manifestation af ondt og godt og dets oplevelse af virkningerne af dette onde og dette gode, at Gud giver mennesket kundskab.

Hvordan skulle det ellers få viden og derved blive ekspert i at kende forskel på godt og ondt og derefter blive til mennesket i Guds billede efter hans lignelse, hvorved det netop opfylder Guds bestemmelse med sin skabelse af det levende væsen? - Guds billede er det samme som Guds væremåde. Guds væremåde er igen den alkærlighed og alvisdom, ved hvilken han opretholder hele verdensaltet.

Med oplevelsen af kun ét jordliv kan mennesket umuligt blive mennesket i Guds billede efter hans lignelse

94. Men hvad nu med mennesket, der kun lever ét eneste fysisk jordliv, ja, måske endog dør i den spæde alder? - Hvor skal dette væsen få viden fra? - Det kan i den spæde tilstand ikke opleve noget af særlig betydning på det fysiske plan ved en så tidlig død. Hvor skal dette væsen da få viden fra? - Det kan ikke komme til at nyde godt af kundskabens træ. Da det ikke skal fødes igen i et nyt fysisk jordliv, hvordan kan dette væsen blive til mennesket i Guds billede efter hans lignelse? -

Er dette lille væsen bare en høvlspån i Guds store skabelsesproces? - Er det kun lige til brokkassen? - Hvis det kan blive til et menneske i Guds billede uden at blive født på ny og i en fysisk tilværelse komme til at nyde af kundskabens træ, hvortil så det fysiske plan? - Hvis nævnte barn kan opleve at blive til mennesket i Guds billede uden at fødes på ny i den fysiske verden, så må alle andre mennesker jo også kunne blive til mennesket i Guds billede uden at fødes på ny i den fysiske verden.

Er det ikke ligeså med alle de andre mennesker, som ikke når at leve det ene fysiske liv ud, men dør i den unge alder eller længe før de normalt skulle dø? - Hvad er det, vi her i virkeligheden bliver vidne til? - Bliver det ikke netop her synligt, at et væsen, selv om det lever sit nuværende fysiske liv ud og bliver et gammelt menneske, alligevel ikke er blevet et færdigt menneske i Guds billede, men er mere eller mindre befængt med uovervundne syndetalenter ved sin død? - Disse talenter kan ikke fjernes, hverken ved dåb eller nadver, da disse kun er suggererende beroligelsesmidler imod samvittighedskvaler.

At mennesket ved nadverens sakramente bliver indgivet følelsen af, at dets særlige synder, som er årsagen til dets samvittighedskvaler, er tilgivet, betyder ikke, at det dermed bliver totalt befriet fra sine syndetalenter og er blevet et færdigt menneske i Guds billede efter hans lignelse og således ikke kan synde mere eller manifestere fejlmanifestationer. Ser vi ikke netop, at menneskene dør på mange forskellige udviklingstrin? -

Hvad med røvere, mordere, bedragere, misundelige og hævngerrige mennesker og mange andre fremtrædende repræsentanter for syndetalenter eller fejlmanifestationer; tror man, at nadverens sakramente pludselig kan forandre disse væsener til færdige mennesker i Guds billede? - Er det ikke en kendsgerning, at menneskets forvandling fra primitivitet til intellektualitet kun kan ske ved vækst, ligesom et barns forvandling fra barn til voksen kun kan ske ved vækst?

- Ligesom et barn ikke ved nogen som helst ceremoni pludselig kan blive voksen, således kan intet som helst menneske ved en blot og bar ceremoni og dermed heller ikke ved nadverens sakramente, pludselig blive til det færdige menneske i Guds billede efter hans lignelse. Et meget primitivt naturmenneske fra urskoven kan umuligt pludselig ved nogen syndsforladelsesceremoni blive til det højintellektuelle kristusvæsen eller mennesket i Guds billede. Der findes kun en eneste vej til dette Guds høje mål eller hensigt med det levende væsen. Denne vej er udelukkende selve Guds skabelsesproces. Denne skabelsesproces er baseret på, at alle væsener kommer til at opleve virkningerne af deres væremåde over for deres næste eller omgivelser af levende væsener.

Det er disse virkninger, vi kalder karma. Denne karma er igen det samme som væsenets skæbne. Det levende væsen er således i virkeligheden sin egen skæbnes herre. Men når der endnu ikke er noget menneske, der er færdigskabt ved døden, men stadig her er ufærdigt, er synder og har syndsforladelse behov, hvordan skal det da i form af udvikling nå at blive færdigskabt, hvis ikke det igen fødes i den fysiske verden og her fortsætter, i form af udvikling, Guds færdigskabelse af det i hans billede efter hans lignelse? - Vi ser her, hvorledes Kristus har ret der, hvor han siger til Nikodemus, at ingen kan komme i Guds rige uden at blive født på ny, ligesom han også lader Nikodemus forstå, at denne fødsel må være af "vand og ånd". Vand betyder her en ny fysisk organisme, og ånd betyder ligeledes her en forandring af væsenets mentalitet.

Kristus vidste således udmærket, at Guds færdigskabelse af mennesket i sit billede efter sin lignelse måtte strække sig langt ud over det tidsrum, som et enkelt fysisk jordliv for mennesket udgør. Han var helt klar over eller fortrolig med, hvor kolossal en proces der skulle til, for at nævnte skabelse kunne ske fyldest.

Det levende væsen er noget meget mere end dets synlige fysiske organisme

95. Jeg må her med hensyn til en total kosmisk detaljering af reinkarnationen og det levende væsens udødelighed henvise til mine hovedværker "Livets Bog" og "Det Evige Verdensbillede". Jeg skal dog her i de følgende afsnit give et kortfattet overblik over de realiteter, der gør det levende væsens udødelighed og genfødelser eller reinkarnationen til kendsgerning. Menneskene går nu ind i en livsepoke, hvor de vil lære at forstå, at det levende væsen ikke blot er en fysisk organisme, der i realiteten kun udgør en skabt ting og derfor er forgængelig, men derimod afslører sig som et manifestationsredskab for et evigt eksisterende "levende noget".

Dette "levende noget" bliver til kendsgerning for den udviklede iagttager i henhold til dette, at den for sanserne direkte tilgængelige fysiske organisme udelukkende kun består af fysisk materie, der i sig selv kun er bevægelse og derfor uden bevidsthed. Men da der igennem den fysiske materie, der udgør organismen, ikke desto mindre åbenbares "bevidsthed", der i form af tankemanifestation omsat i fysiske manifestationer i form af tale, begær, vilje, forelskelse, parringsdrift, skinsyge, jalousi, teknisk og kunstnerisk skabelse, kærlighed og had, kort sagt alle de foreteelser, der tilsammen udgør det, vi kalder "livet", ser vi her de fakta, der gør den fysiske organisme til udtryk for et for de fysiske sanser utilgængeligt eller usynligt levende "noget".

Dette levende "noget" kommer til syne og kan erkendes som det, der dirigerer den fysiske organisme og manifesterer og oplever i kraft af den. Da den fysiske organisme således bliver behersket og dirigeret af "noget", der ved hjælp af den kan opleve og manifestere sig på det fysiske tilværelsesplan, der udelukkende består af fysisk materie, bliver det her til kendsgerning, at den fysiske organisme ikke kan være det levende væsen selv, men derimod kun kan være et redskab for det virkelig levende væsen, det nævnte usynlige "noget" bag organismen. Hvis dette levende "noget" ikke var knyttet til materien, ville intet som helst levende eksistere, der ville hverken være liv eller skabelse.

Dette "noget" udgør det allerhøjeste element i tilværelsen eller verdensaltet. Alle vegne, hvor dette berører materien, bliver denne til en åbenbaring af bevægelse og dermed af liv, der er det samme som oplevelse og skabelse. Det er dette højeste "noget", der udgør "jeget" i alle levende væsener.

© Martinus Institut 1981 

fra bogen "Den intellektualiserede Kristendom".

Forklaring til symbol 4 – Vejen mod lyset

 

 

 

 

Køb bogen:

 

 

 

Martinus Webshop:

 

Det evige verdensbillede bd 1

 

 

 

Saxo:

 

Det evige verdensbillede bd 1