Det levende væsen er ophav til og centrum for udløsning af manifestation og bevægelse.

Gennem udfoldelse af bevægelse danner væsenet sin væremåde. Det befordrer den med sine manifestationer eller skabelser og danner dermed sit forhold til andre levende væsener.

 Disse manifestationer kommer tilbage til deres ophav i form af virkninger. Bevægelsernes passage fra sit ophav og ud i manifestation, ud livet og tilbage igen til ophavet, betegner Martinus som skæbnebuer. Vores skæbne udgør vores nutidige livs forbindelse med vores fortid og fremtid.

Centrale detaljer i symbolet:

• Den hvide trekant med stjernekorset symboliserer det levende væsen.
• Det orange- og violetfarvede felt omkring stjernekorset, som er indrammet af de to lodrette hvide streger, udgør dets nuværende jordliv.
• De aflange firkantede orangefarvede figurer symboliserer væsenets forskellige fysiske jordliv. De hvide felter symboliserer dets åndelige liv mellem de fysiske liv. Tilsammen udtrykker disse figurer væsenets reinkarnationsprincip.
• De orangefarvede og hvide stråler, som udgår fra den hvide trekant eller væsenets jeg, betegner væsenets evige forbindelse med sine fysiske respektive åndelige liv.
• Det gule felt udtrykker væsenets fortid og det grønne dets fremtid.
• Systemet af violette halvcirkler eller buer foroven på symbolet udgør de skæbnebuer, som væsenet udsender igennem sin væremåde, og som vender tilbage til sit ophav. De indeholder virkningerne af væsenets handlemåde mod sig selv, mod sine omgivelser og sine medvæsener. Skæbnebuernes antal og forskellige størrelser symboliserer, at det levende væsen hele tiden indgår i et stort antal skæbnekredsløb med mere eller mindre dybtgående virkninger, hvoraf nogle afsluttes hurtigt, andre senere i samme liv, andre i næste liv og andre igen iefterfølgende liv.
• Læs Martinus’ egen symbolforklaring til symbol 18 i Det Evige Verdensbillede, bog 2.