oprettet 25-04 2021
 
 
 
Hvad er sandhed?
 
 
 
 
1. KAPITEL
 
Hvad er sandhed?

Fra Jesu lidelseshistorie ved vi, at den romerske landshøvding Pontius Pilatus hen imod slutningen af sit forhør over Jesus siger: »Så er du dog en konge«? –

Jesus svarede: »Du siger det; jeg er en konge. Jeg er dertil født og dertil kommen til verden, at jeg skal vidne om sandheden. Hver den, som er af sandheden, hører min røst«.

Pilatus sagde til ham: »Hvad er sandhed?« og da han havde sagt dette, gik han ud til jøderne igen og sagde til dem: »Jeg finder slet ingen skyld hos ham«.

Pilatus ventede sig altså ikke noget svar på sit spørgsmål til Jesus, ja, det var i virkeligheden slet ikke noget spørgsmål, han med disse ord havde rettet til ham. Dertil var han alt for skeptisk. Han var jo opdraget i de romerske forestillinger om livet og forsynet samtidig med, at han var vidne til de jødiske forestillinger om de samme livets højeste foreteelser og ligeledes til den indstilling til Guddommen eller guderne, de mange andre, under det romerske verdensrige hørende folk og racer, havde.

Han så, hvorledes de alle blev salige hver ved sin tro. Derfor kunne spørgsmålet for ham ikke blive af nogen særlig alvorlig karakter, idet dets besvarelse for ham syntes ufattelig eller ganske uopnåelig for ethvert menneske.

Alle de forskellige racer og folk, som han havde været i berøring med, havde jo hver især deres urokkelige tro på, at deres opfattelse af og forhold til den højeste magt i livet var den absolut rigtige, hvilket altså vil sige: var den absolutte sandhed.

Vi kommer derved til at se, at Pilatus bliver billedet af eller symbolet på et særligt bestemt udviklingstrin, som ethvert jordmenneske må passere, nemlig det materialistiske eller såkaldt irreligiøse, der igen vil sige: det stadium, hvor man har gennemgået et vist materielt studium, efter hvilket intelligensen i en noget for stærk grad er blevet dominerende bag væsenets viljeføring og opfattelse.

Og for Pilatus' intelligens måtte det se ud, som om den absolutte sandhed var utilgængelig for enhver, og at dens tilhængere eller dyrkere var naive, enfoldige sjæle, altså nøjagtigt det samme syn som en overordentlig stor mængde jordmennesker i dag lader sig lede og beherske af.

Men er disse sidstnævnte væsener mindre overtroiske end de religiøse?

– Er deres benægtelse af en virkelig guddoms eksistens og en heraf følgende absolut logisk og dermed alkærlig verdensstyrelse mere videnskabelig underbygget end de religiøses tro på den samme højeste, kærlige guddom og en heraf udløst retfærdighed mod alle levende væsener? –

Nej, absolut ikke. At være troende er ikke blot noget, der kun gælder for de væsener, der tror på en guddom, men er også i allerhøjeste grad noget, der dominerer de væsener, som ikke tror på en guddom eller et levende, intellektuelt forsyn.

 

Idet disse sidste væsener ikke tror på et intellektuelt forsyn, afslører de dermed, at de netop tror på, at et sådant ikke eksistere.

Hvad er så mest naivt eller enfoldigt, enten at tro på, at det findes en intellektuel verdensstyrelse, eller at tro på, at der ikke findes en sådan? –

I begge tilfælde må man altså tro, idet man på de nævnte væseners trin slet ikke fatter de realiteter, der kan fremdrages som beviser for, enten troen på en guddom eller troen på, at denne ikke eksisterer.

Vi får altså i Pilatus et billede af det i dag mentalt set højmoderne jordmenneske, hvis spørgsmål: Hvad er sandhed, hvis det overhovedet fremkommer med et sådant, kun kan være ironisk.

 

 
2. KAPITEL

 

Jesus var en konge

Det mentalt set moderne jordmenneske er således i virkeligheden en »Pilatus«. –

Det har for sig folkekirken med dens autoriserede præsteskab samt de mange andre sammenslutninger af religiøse bevægelser, der hver har sin særlige »sandhed« at tro på samtidig med, at det selv ligeledes også har en »sandhed« at tro på, nemlig: sandhedens uopnåelighed eller materialismen.

Men nu kommer det mest ejendommelige. Den moderne »Pilatus« er også stedet over for Kristus.

Kristus har jo tre måder at vise sig på, hvilket han selv udtrykker med ordene: »Jeg er vejen, sandheden og livet«.

For alle væsener, der fuldt og inderligt tror på ham, viser han sig som vejen. At han er vejen, vil igen betyde, at han er deres øverste mentale herre. Hans befalinger er deres højeste lov. Han er således disse troendes »konge«.

Sandheden er altså for disse væsener fremtrædende som en kristus i kød og blod. Og det er på denne basis, at alle religiøse bevægelser, såvel buddhistiske og muhamedanske som kristne, fremtræder.

Sandheden er for hver af disse bevægelser koncentreret i form af en højeste mental fører, hvis befalinger de betragter som højeste lov.

Sandheden er derfor et væsen i kød og blod, der i kraft af sin åndelige autoritet over for dem udelukkende kun kan være en »konge«.

Buddhismens »konge« blev således Buddha, mens Islams »konge« blev Muhamed, og Kristus blev kristendommens »konge«.

For hver af disse tre store verdensreligioner vil sandheden således i sin højeste fremtræden kun være et spørgsmål om en autoritet, en suveræn fører, en »konge«.

For disse religioners tilhænger er sandheden således ét med en »konge«, en åndelig diktator eller hersker, hvis påbud eller anvisninger urokkeligt er »vejen« og derfor må følges.

Jesu erkendelse af sin identitet som »konge« overfor Pilatus har således under sig en fundamental og urokkelig begrundelse, der ikke har været uden indvirkning på den romerske landshøvding, idet han, trods stærke indvendinger fra de jødiske myndigheders side, befalede, at der på Jesu kors skulle stå »jødernes konge«.

Da han, som før nævnt, allerede i forvejen overfor de samme myndigheder havde erklæret, at han ikke fandt nogen skyld hos Jesus, indebar dette hans påbud med inskriptionen på korset ikke noget som helst udtryk for ironi.

Man ironiserer ikke over de mennesker, man af hele sin sjæl offentligt erklærer for skyldfri, som idealvæsener.

 

3. KAPITEL
 
Pilatus og »syndernes forladelse«
 
Hvad er det da for en mystisk kraft i Pilatus, der trods myndighedernes protest eller indvendinger får ham til urokkeligt at forlange Jesus betitlet »jødernes konge«? –
 
Når det ikke er ironi og således ikke kan være antipati, kan det kun være det modsatte, nemlig sympati.
 
Men når det er af sympati for Jesus, vil det altså afsløre, at Pilatus virkelig af sin sjæl erkendte Jesus som »jødernes konge«, hvilket igen vil sige: erkendte ham som den højeste, den bedste åndelige fører inden for det jødiske folk.
 
Pilatus' tidligere let ironisk henkastede spørgsmål til Jesus, »hvad er sandhed«, fik alligevel sin besvarelse.
 
Pilatus bragtes til at erkende Jesus som »jødernes konge«. Denne »jødernes konge« var et skyldfrit væsen.
 
Men et skyldfrit væsen kan kun være et væsen, der er hundrede procent i kontakt med livets love, og livets love kan umuligt være andet end sandheden.
 
Denne sandhed åbenbarede sig altså for Pilatus i form af »jødernes konge«.
 
Jesu ord til Pilatus: »Du siger det, jeg er en konge, jeg er dertil født osv.«, blev således til sandhed for Pilatus.
 
Det var derfor ikke så mærkeligt, at det kun var med dårlig samvittighed, at han overgav Jesus til henrettelse og måtte gøre forsøg på at udfri sig af den nævnte dårlige samvittighed ved officielt at »vaske sine hænder«.
 
Denne »vasken sine hænder« var i princip ganske analog med det »alterets sakramente« (hellige nadver), som senere af tusinder og atter tusinder af »Pilatus'er« blev benyttet med det samme formål, nemlig udfrielsen af dårlig samvittighed eller tilegnelsen af »syndernes forladelse«.
 
At blive befriet fra »dårlig samvittighed« kan i ordets dybeste forstand kun være en mental renselsesproces. Og var det ikke netop en sådan mental renselsesproces, Pilatus officielt ønskede at tilkendegive over for sig selv og offentligheden, da han tog vand og tvættede hænderne i folkets påsyn og sagde: »Jeg er uskyldig i denne retfærdiges blod; ser I dertil«? –
 
Det er dog alt for åbenlyst, at det i dette tilfælde ikke var for at vaske fysisk snavs af hænderne, at Pilatus tvættede dem.
 
 
4. KAPITEL
 
Hvorfor Pilatus gav røveren fri i stedet for Jesus
 
Hvorfor gav Pilatus da ikke Jesus fri? –
Han havde både magt og ret til at kunne have gjort det.
 
Nej, Pilatus kunne ikke give Jesus fri.
 
Han havde nemlig det tilfælles med alle andre, der møder en stor åbenbaring af lyset, at han havde ret til at give Jesus fri, men i første instans ikke ejede magten til at gøre det.
 
Han var bundet af flokkens eller hobens mening. Han var bange for selv at blive »korsfæstet«.
 
Han blev jo truet med »ikke at være kejserens ven«, hvis han ikke lod Jesus henrette i stedet for Barrabas.
 
Og her er det, at Pilatus bliver forbilledet for ethvert jordmenneske i dets første begyndende møde med lyset, her i dette tilfælde mødet med kristendommen.
Er det ikke netop således for ethvert jordmenneske, der møder et nyt moralsk lys, en moralitet, der står langt over flokkens eller det folks moralitet, det selv tilhører, og erkender denne nye moralitet som den højeste, at det befinder sig i nøjagtig den samme situation som Pilatus? –     
At erkende nævnte lys eller moralitet som det absolut højeste er at give samme lys kongeværdigheden.
Det er Pilatus' erkendelse af »Jesus som jødernes konge«.
 
Men over for det ny lys eksisterer flokkens mening: den gamle moralitet.
 
Er denne moralitet ikke det samme som »Barrabas«? –
 
Her er væsenet altså ligesom Pilatus stillet over for »jødernes konge« og »Barrabas«.
 
Tør væsenet nu lige straks officielt overgive til henrettelse eller undergang »Barrabas«, hvilket vil sige: flokkens mening, ved helt at sværge til det ny lys, den ny moralitet og dermed »frigive Jesus«? –
 
Nej, det almengældende er, at væsenet giver »Barrabas« fri og »korsfæster Jesus«.
 
Ja, så stor magt havde og har denne tradition, at der måtte rejses tusinder og atter tusinder af autoriserede »renselsessteder« verden over i form af templer, kirker og altre for sakramenter, ved hvilke den moderne »Pilatus« kunne »vaske eller tvætte sig fri« af sin dårlige samvittighed med hensyn til sit forhold til »jødernes konge« og »Barrabas« i sit eget indre.
 
 
5. KAPITEL
 
Den sande kongeværdighed
Det er ikke så let at forlade »flokkens« mening, dens skik og brug eller dens vedtagne, autoriserede livsopfattelse og moral.
 
Kun den, der kan gøre dette til fordel for en endnu højere moralitet eller livsopfattelse, er ikke mere en »Pilatus«, men en »jødernes konge«, hvilket altså vil sige »en sandhedens fyrste«.
 
Han behøver ikke mere at bortsuggerere dårlig samvittighed med »vaskning af hænder« eller på anden ydre måde betjene sig af syndesforladelsessakramenter.
 
For ham eksisterer der ingen anden indstilling over for Guddommen end denne ene:
 
»Ske ikke min, men din vilje«.
 
Han er blevet inkarnationen af »Guds vilje« og er dermed inkarnationen af sandheden.
 
Og det er i en sådan inkarnation af sandheden, at vi finder det allerdybeste grundlag eller udløsende moment for al »kongeværdighed«, »majestæt« eller guddommelig magtfylde.
 
Begrebet »konge« dækker noget langt dybere og mere fremtrædende guddommeligt end det, almenheden i dag forstår ved det samme begreb.
 
Alle de sidste årtusinders regerende konger, kejsere og fyrster repræsenterer i virkeligheden kun en meget svag afglans af det, der oprindeligt skjulte sig bag tronernes besiddere.
 
»Kongen« er det oprindelige udtryk for verdensgenløserne.
 
Og man forstår således, at de regerende fyrster i dag kun er bærere af den tomme titel.
 
 
Navnet er det eneste, der er tilbage af den fordum så overjordiske magt og herlighed.
 
Ja, fyrstehusene af i dag er kun gyldne ruinhobe af de fortidige største og altbeherskende åbenbaringer af Guddommen i kød og blod eller i et menneskes skikkelse.
 
I dag er »kongerne«, psykologisk set, kun almindelige mennesker med almenmenneskelige fejl og svagheder, der hos visse majestæter eller kongelige højheder i historien ligefrem har kulmineret i udskejelser, laster og forbrydelser.
 
At kronen, scepteret og kongekåben, der tilsammen udgør symbolet for »det treenige princip«, ikke mere er en urokkelig legitimation for højintellektuel indvielse eller kosmisk viden hos tronens besidder, er derved forlængst blevet en kendsgerning, ja, endog indtil en sådan grad, at man i dag næsten har glemt, hvad en »konge« oprindelig, i absolut forstand, var.
     
I dag er en konge kun blevet konge i kraft af, at han var i familie med en konge.
 
Nogen virkelig indvielse, hvilket vil sige: medfødt kosmisk kvalifikation og den deraf affødte kosmiske værdighed, er totalt udelukket og kræves ikke mere.
 
Det er nok, at man er af kongeslægt.
 
Er man søn, broder, onkel, fætter eller nevø til et kongehus eller af fyrstefamilie, er man, uanset begavelse, arving til kongetronen.
 
At man er i familie med en konge giver altså i påkommende tilfælde adgang til kronen, scepteret og kongekåben.
 
Man bliver iklædt dette livets højeste symbol eller det i fysisk materie fremtrædende højeste »billede af Gud«.
 
Fra ens hoved funkler kronens gyldne skær om kap med glansen i dens ædle stene.
 
Er ikke denne strålende pryd det fornemste symbol, der overhovedet findes i fysisk materie? –
 
Er den ikke udtryk for kulminationen af det højeste »noget« i et folks vilje og magt? –
 
Hvem i et folk er højere eller mere suveræn end den af dets individer, der retmæssigt bærer dets kongekrone? –
 
(Her tænkes naturligvis ikke på de nuværende fyrstelige regenter, hvis kongelige værdighed forlængst er undermineret af et stadigt voksende magtsvind, der i tilsvarende voksende grad gør dem mere og mere afhængig af folkets vilje).
 
Men når kongekronen således er symbolet for »det højeste noget« bag magt og vilje, er den jo udtryk for selve jeg'et i det levende væsen eller det, jeg i mit hovedværk »Livets Bog« kalder X1.
 
Kongekronen udtrykker eller symboliserer således, at dens bærer eller kongen er »det guddommelige noget« bag folket.
     
Fra kongens hånd funkler og glimter scepteret, der er symbol eller tegn for kongens magt og vilje, hvilket igen i virkeligheden vil sige: hans »skabeevne«.
 
Men når scepteret er udtryk for selve »skabeevnen« i det levende væsen, er det jo udtryk for det, jeg i »Livets Bog« kalder »det skabende princip« eller X2.
 
Scepteret i kongens hånd udtrykker eller symboliserer således, at den retmæssige konge er folkets magt og vilje eller dets skabeevne.
     
Endvidere lyser ud over kongens legeme og helt ned ad tronens trin kongekåbens farver, folder og bræmmer og markerer resultatet af hans skabeevne: den kongelige værdighed, hvilket igen vil sige: selve hans særlige, ophøjede, individuelle bevidsthedsstruktur og den heraf følgende standard for villen og kunnen.
 
Men idet kongekåben således er udtryk for resultatet af hans skabeevne eller »det skabte«, udtrykker eller symboliserer den det, jeg i »Livets Bog« kalder X3.
 
Kongekåben udtrykker dermed, at kongen er kulminationen af folkets skabe- eller sanseevne, hvilket i absolut forstand igen vil sige, at kongen er det højeste, folket med sin tanke kan forestille sig.
 
Hvad der er over kongens bevidsthed, kan kun være Guddommen selv og er dermed ganske utilgængelig for kongens sande undersåtter. Kongen er således for de samme undersåtter Guddommens allerhøjeste repræsentation på det fysiske plan. Ingen kommer til Guddommen uden ved kongen. Kongen er Guddommens stedfortræder på jorden.
     
Når dertil kommer, som vi lige har set, den omstændighed, at kongen er det »guddommelige noget« i folket samtidig med, at han er dets magt og vilje, bliver han dermed identisk med selve verdensaltets eller universets allerhøjeste analyse, der også er det levende væsens grundanalyse, nemlig:
 
»Det treenige princip«, de tre X'er: jeg'et, skabeevnen og det skabte, der igen henholdsvis i Bibelen er udtrykt som »Faderen«, »Sønnen« og »Den hellige Ånd«.
 
Man forstår således her, at kongen i sin oprindelige bestemmelse og fuldkommenhed var identisk med den absolutte sandhed inkarneret i folket. Kongen var sandhedens åbenbaring i kød og blod.
 
 
 
6. KAPITEL
 
Kongen var den højeste, tilgængelige åbenbaring af Guddommen
 
Kongen var fysisk, vågen dagsbevidst i denne sin identitet, idet han var et indviet væsen og derfor oplevede sig selv som værende »vejen, sandheden og livet« og dermed værende »ét med Faderen«.
 
Vi har her for os den kendsger ning, at sandhedens første fundamentale åbenbaring på jorden var i form af – ikke videnskabelig eller intelligensmæssige analyser, men derimod i form af et ved udvikling og indvielse ophøjet levende væsen i kød og blod.
 
Dette væsen bar altså i sit hjerte og i sin hjerne som vågen dagsbevidsthed universets og det levende væsens analyse formet til et »billede af Gud«, som dets samtidige mindre intellektuelle eller enfoldige medmennesker kunne fatte og acceptere.
 
Dette »billede af Gud« udgør således det, der oprindelig fundamentalt skjulte sig under begrebet kongen, ligesom de medvæsener, der opfattede »Guds billede« i kongens lysende skikkelse, var hans folk, var hans undersåtter.
 
Og det var denne hans ophøjede identitet som guddommeligt væsen, der symboliseredes ved tronregalierne eller kronen, scepteret og kåben.
     
Tronregalierne var således kun en ydre symbolsk iklædning af det kongelige væsen.
 
Under dette højeste ydre materielle symbol skjulte der sig et væsen, hvis bevidsthed var vågen dagsbevidst i den absolutte højeste sandhed, som nævnte iklædning symboliserede.
 
Og kun den, der besad disse kvalifikationer eller denne åndelige kvalitet, kunne være den retmæssige konge.
 
Kongen i denne sin højeste og virkelige fremtræden var således ikke en blot og bar ydre materiel pragt og luksusudfoldelse, således som tilfældet mere eller mindre blev med senere tiders bærere af kongekåben, kronen og scepteret.
 
Den virkelige og retmæssige bærer af de kongelige symboler var en sandhedens lyskilde, var en stedse brændende, livgivende og varmende ild, en evigt rindende strøm af kærlighed og de herfra udgående aspekter: visdom, retfærdighed og ydmyghed.
 
Der bliver således her mening i Jesu ord til Pilatus, hvor han udtrykker sig selv som »konge« i kraft af hans forhold til sandheden og til »dem, som hører hans røst« grundet på, at »de var af sandhed«.
 
Han udtrykte således i virkeligheden over for Pilatus, at han var den »fødte konge«, og de, som var af sandhed og derfor hørte hans røst, var hans »undersåtter«.
 
Han var og er stadig disse væseners højeste autoritet.
 
Han er den for dem tilgængelige højeste synlighed eller åbenbaring af Gud.
 
At Kristi ord til Pilatus om sin egen kongeværdighed og Pilatus' erkendelse af denne værdighed hos Kristus ikke var tom fantasi, men realistisk kendsgerning er vel nok til fulde blevet bekræftet af de efterfølgende århundreder.
 
Millioner og atter millioner af hans »undersåtter« har hele deres liv sværget til denne »konge«, selv efter hans fysiske død.
 
Slægt efter slægt har tilbedt og knælet i bøn og dyb ærefrygt for denne åndens virkelige »fyrste«.
 
Kendskabet til ham blev indgivet dem med modermælken.
 
Og han var i deres tanker og formede deres daglige liv, var deres trøst og hjælp i sorgens stund, var deres midtpunkt og glæde i lykkelige timer, ligesom hans navn vibrerede henover deres læber sammen med deres dødsstunds sidste stille suk.
 
I sandhed, her er vi endnu vidne til forholdet mellem en virkelig »konge« og hans »folk«.
     
Og er det ikke den samme ophøjede ærbødighed og fuldstændige, frivillige hengivenhed og trygge underkastelse for sand »kongeværdighed« eller guddommelig åndelig autoritet, der ligeledes har gjort Buddha og Muhamed til »fyrster« af åndelige storområder i jordzonen? –
 
Er disse tre guddommelige væsener: Kristus, Buddha og Muhamed ikke endnu i dag jordens mægtigste og eneste absolutte »konger«? –
 
Hvilken jordisk konge af i dag repræsenterer blot tilnærmelsesvis samme absolutte kongeværdighed, hvilket vil sige: åndelig kvalitet og myndighed? –
 
Og hvem af nutidens konger vil ud over deres fysiske død kunne blive ved med at regere, styre og lede deres folk igennem årtusinder som disse menneskehedens kosmiske førere eller virkelige konger? –
 
Disse kosmiske væsener var de sidste virkelige, suveræne konger i menneskehedens udviklingshistorie.
 
De var de sidste i en række af væsener, der mere eller mindre har levet som verdensgenløsningens og dermed sandhedens absolutte inkarnationer, og i kraft heraf var indviet til at være suveræne førere for menneskeheden.
 
De var alle mere eller mindre »vejen, sandheden og livet«.
 
 
7. KAPITEL
 
Kongeværdigheden er degenereret
 
Men det var ikke livets mening, at folket eller flokken skulle blive ved med at være en uvidende, primitiv og hjælpeløs hob, der udelukkende kun kunne forme deres liv og eksistens ved ordre eller diktat af en suveræn hersker, selv om denne ganske vist var et i livet og sandheden af Gud indviet væsen.
 
Denne Guddommens »kongelige« førelse af menneskeheden havde da også til hensigt i forbindelse med livets egen tale (lyse og mørke erfaringer) at lade menneskeheden vokse i ånd og kultur således, at ethvert af dens individer engang med tiden selv kunne nå »kongeværdigheden«, blive en inkarnation af sandheden og dermed ligesom »kongen« blive suveræn i intellektualitet og skabelse, blive et »indviet væsen«.
 
Og i samme grad som denne udvikling og vækst i folket tog til, i samme grad måtte »kongen« blive mindre og mindre påkrævet.
 
I samme grad som dette blev tilfældet, blev det ikke længere nødvendigt at lade kongesymbolerne eller kongeregalierne bæres af indviede væsener.
 
Vi ser da også, som allerede nævnt, hvorledes der efterhånden kom til at vise sig almindelige, uindviede, ja, endog undertiden primitive væsener bag kongekåben, kronen og scepteret.
 
Kongen kom helt bort fra det, der var hans oprindelige mission, nemlig dette at være »vejen, sandheden og livet«.
 
Kongen af i dag er i heldigste tilfælde nu kun et symbol på sandheden.
 
Han er ikke selv et væsen, der har kosmisk bevidsthed eller ejer sandheden ved selvoplevelse.
 
Han står under kirken, er underlagt statens religion.
 
Han er underlagt en af de endnu, kosmisk set, regerende virkelige »konger«: Kristus, Buddha eller Muhamed.
 
Han er i dag kun en kosmisk »undersåt« ligesom hvert enkelte individ i hans eget folk.
 
Han udgør ikke nogen »Kristus«, »Buddha« eller »Muhamed«, han er ikke profet, han er ikke verdensgenløser.
    
Mens folket under den »indviede konge« både legemligt og sjæleligt totalt blev ført af ham, idet han besørgede al nødvendig tænkning og tilrettelægning af alt vedrørende dets rent sociale liv, dets daglige velvære og fornødenheder, gjorde skel imellem ret og uret, var deres beskytter, var deres største synliggørelse af Gud og til gengæld blev tilbedt og elsket af sit folk, er kongen af i dag helt anderledes stillet.
 
Folket er ikke mere underkastet kongens vilje, men kongen er derimod i dag underkastet folkets vilje. Mens den »indviede konge« på en måde bestemte folkets skæbne, bestemmer folket af i dag kongens skæbne.
 
 
 
8. KAPITEL
 
Nutidens konger er ikke mere folkets hersker, men dets undersåt
 
Folket er nu nået ud over de første former for primitivitet og kan altså selv begynde at være »vejen«.
 
Det har fået så megen indsigt i de rent fysiske foreteelser igennem livene, det har oplevet så mange erfaringer og kundskaber, at det selv kan begynde at opsætte love og paragraffer for materiel tilværelse, for retfærdighed og humanitet.
 
Det har altså til en vis grad fået udviklet en evne, som kun den tidligere »indviede konge« var i besiddelse af.
 
Og vi forstår derfor her, at et folk, der efterhånden mere eller mindre er blevet udviklet til selv at kunne give love og oprette humane foranstaltninger på alle områder, umuligt kan indordnes under et sådant ensrettende, materielt suverænt, bydende væsen som det, den »indviede konge« repræsenterede, og hvorved folkets egen kunnen og viden helt sattes ud af spillet.
 
Lige så god og velsignelsesrig som den »indviede konges« suverænitet og uindskrænkede magt og vilje var for et folk, der endnu ikke selv havde nogen særlig intellektuel evne, hvorfor den kongelige magt ligefrem var uundværlig, lige så ulykkebringende en tvangsforeteelse ville en så uindskrænket kongelig magt af i dag være.
 
Ja, det ville i virkeligheden end ikke forandre sagen, om »kongen« var et »indviet væsen« ligesom de oprindelige »konger«.
 
Folket er mere og mere kommet bort fra det religiøse instinkt, i kraft af hvilket det havde evne til at »tro« på »kongen« og derved tilbede og dyrke ham og til ligefrem slet ikke at kunne undvære ham, idet han gav dem den fulde tilfredsstillelse af deres religiøse hunger.
 
I dag har menneskeheden tilegnet sig en så altdominerende intelligens, at den helt har sat det religiøse instinkt ud af spillet, hvorved væsenerne totalt er forhindrede i at »tro på kongen« eller i det hele taget i at »tro« på kosmiske love og overleveringer.
 
Og da deres intelligens ikke kan løse livsmysteriets love eller højeste sjælelige sandhed, selv om den ganske vist relativt set er fremragende, er sådanne væsener ude af stand til at acceptere den højeste visdom.
 
Hvad skal sådanne væsener med en »konge« af den her skildrede slags? –
 
Det eneste, der her kan være frugtbringende og nødvendigt, er erfaringens vej.
 
Og menneskeheden oplever da også i dag disse erfaringer i rigt mål.
 
Det voldsomme ragnarok, der for tiden går hen over jorden, skal nok afføde sådanne kendsgerninger for væsenets opfattelsesevne, at det kan blive vidende om, hvad der er »godt«, og hvad der er »ondt«, og herefter indstille sin viljeføring på denne viden.
 
Men en sådan kundskabsåbenbaring på jorden, en sådan skabelse af talende kendsgerninger til fordel for sandheden, humaniteten og næstekærligheden, ville aldrig nogen sinde kunne være blevet iværksat eller bragt til udløsning, hvis menneskeheden var blevet ved med at være behersket af »indviede konger«.
 
Deres autoritet og magt ville jo have været en borgen for enhver udelukkelse af krig, terror og den heraf affødte død og lemlæstelse.
 
Menneskeheden ville derved have været afskåret fra selv at opleve den indsigt i mørket, der skal gøre visdommen eller lyset til videnskabelig kendsgerning.
 
Efterhånden som menneskeheden modnedes til oplevelse af mørkets foreteelser, måtte den »indviede konges« materielle magt ophøre, i modsat fald ville den være blevet en hindring for væsenernes videreførelse i deres udviklingsbane eller i opfyldelsen af den guddommelige plan, der skal gøre mennesket til »Guds billede efter hans lignelse«.
 
Og den »indviede konges rige« ophørte med at være af denne verden.
 
Denne verdens »rige« skulle folket nu selv til at regere.
 
Der blev ganske vist ved med at være »konger«, men disse måtte og kunne efterhånden kun blive til foreteelser, der mere eller mindre var »folkets undersåtter«.
 
Det materielle regerings- eller magtprincip vil normalt aldrig mere blive inkarneret som suverænt i et enkelt individ eller en »konge« på jorden.
 
Den guddommelige udviklingsplan har nu ført menneskeheden og hermed flokken så langt frem i materiel fremtræden, indsigt og kunnen, at det nu urokkeligt er eller til sidst vil blive flokken eller folket, der er den absolutte autoritet bag enhver »konge«, bag ethvert regeringsoverhoved.
 
Det »rige«, som en sådan konge regerer, er totalt af »denne verden«.
 
Folket er selv »konge« i dette rige. Denne udskillelse af den materielle kongeværdighed fra det indviede væsens kosmiske eller åndelige værdighed begyndte at blive synlig, da kronregalierne begyndte at bæres af væsener, der ikke var »indviede«, men derimod væsener, der havde folkets skavanker, dets fejl og laster, dets goder og dyder samtidig med, at vi så de »indviede væsener« fremtræde uden krone, scepter og kongekåbe.
 
 
Verdensgenløsningens åbenbaring af sandheden kom ind i en ny fase
 
Men endnu var disse sidste væsener af naturen »konger«.
 
Deres kongelige værdighed var ikke en af folket skænket ydre iklædning af materielt guld og glimmer, guldkrone, scepter og kåbe etc., men en sjælelig modenhed, en kosmisk indvielse i livsmysteriet, som tillod dem at være en mentalt eller bevidsthedsmæssigt suveræn over for enhver form for oplevelse af livet.
 
De var således ikke »konger« i kraft af familieskab og folkets vilje, således som den moderne »konge« af i dag er det, men var »konger« i kraft af en sjælelig, organisk struktur, som alene udviklingen, den totale passage af og den heraf affødte overvindelse af »det dræbende princips« zone kan give.
 
De var »konger«, fordi de udgjorde en livsform, i hvilken den absolutte sandhed var inkarneret som vågen dagsbevidsthed og derved af naturen gjort suveræne.
 
Og i kraft af denne suverænitet var de stadig »konger«, men deres »rige« var ophørt med at være af denne verden.
 
Og verdensgenløsningens åbenbaring af sandheden for folket var dermed kommet ind i en hel ny fase.
 
Den skulle ikke mere åbenbares eller legemliggøres som en altbeherskende, intellektuel, materiel magtfaktor, inkarneret i kød og blod, der kunne tage det intellektuelt blinde folk i hånden og ved sit mere eller mindre højintellektuelle syn føre det frem ad livets bane, indtil det fik et så fremtrædende intellektuelt syn, at det selv kunne se vejens materielle markering og dermed overflødiggøre »kongen« eller den »vejledende fører«.
     
Folket er således nu nået frem til selv at være »ét med vejen«.
 
Men »vejen« er ikke den totale oplevelse af livsmysteriets løsning.
 
»Vejen« er, som vi her har set, kun det første stadium i livsindvielsen eller tilegnelsen af nævnte løsning eller »den absolutte sandhed«.
 
Denne »sandhed« kan ikke blive fuldkommen i væsenets bevidsthed ved blot at være en »konges« vejledning eller en genfortælling af et andet væsens oplevelse.
 
Den må også være væsenets egen selvoplevelse af livets struktur i form af konkrete, urokkelige kendsgerninger eller erfaringer.
 
Uden selvoplevelse af denne strukturs detaljer ingen oplevelse af den absolutte sandhed.
 
Det har derfor været de »indviede kongers« opgave at diktere og organisere folkets materielle liv i kontakt hermed, indtil det ved egen indre kraft vågnede op til lyst og hunger efter selv at konstatere kendsgerninger.
 
Og så langt fremme i denne ny fase er folket i dag, at det ikke mere er »kongen«, der er dets rådgiver, dets materielle og åndelige vejleder.
 
I dag er det den eller den doktor eller professor i det eller det, der er den afgørende autoritet.
 
Og da videnskabelige institutter, universitets- og skolepaladser i voksende grad opstår, og der her uddannes sådanne videnskabelige autoriteter eller personligheder i tusindvis, forstår man, at folket mere og mere selv er ved at blive »vejen« og dermed i tilsvarende grad overflødiggør den »indviede konges« diktat eller førerskab angående denne »vej«.
 
Væsenet af i dag har dermed overskredet tærskelen til en ny fase i oplevelsen af livsmysteriet. Denne fase er det andet af sandhedsåbenbaringens eller indvielsens tre stadier.
 
10. KAPITEL
Når det jordiske menneske har mistet evnen til at tro
 
Mens det første stadium var »vejen«, baseret på kongen, og hvor al tænkning og orientering vedrørende det daglige liv var lagt i hans hånd på grund af »undersåtternes« endnu intellektuelle eller sjælelige uformåenhed, er det jordiske menneske i det nye stadium nået så langt frem i sit åndelige kredsløb eller i passagen af den materielle verden, at det ikke mere behøver den »indviede konge«.
 
Det tænker selv. Det har mistet sit religiøse instinkt og har dermed tabt evnen til at tro.
 
Da troen kun kan baseres på tillid, vil det altså sige, at det moderne, fremskredne jordmenneske har mistet evnen til at føle tillid til »kongens« tale, hvilket vil sige: til de højere religiøse dogmer eller overleveringer, ja kort sagt til alt, hvad der ligger uden for dets forstandsmæssige fatteevne.
 
Det nytter således ikke, at dogmerne eller udtalelserne er af den eller den fremragende autoritet med så og så mange tilhængere.
 
Om de nævnte dogmer, udtalelser eller facitter stammer fra Kristus, Buddha, Muhamed, eller de stammer fra væsenets bedste ven, nytter i dette tilfælde absolut intet. Det vil være umuligt for et væsen på omtalte stadium at tro på noget, det ikke kan få tilstrækkeligt intelligensmæssigt underbygget eller bekræftet.
    
At et sådant menneske efterhånden ikke mere kan hente inspiration i kirken eller ved uvidenskabelige, på blotte påstande eller dogmer baserede religiøse faktorer, sakramenter, ceremonier eller lignende, er naturligvis indlysende, idet inspiration eller human stimulans ad denne vej udelukkende forudsætter en stabil og sikker trosevne.
 
Vi ser da også, at der bliver flere og flere tomme kirkestole under de autoriserede gudstjenester, ligesåvel som de stærkt dogmatisk- eller trosreligiøse samfund er genstand for tab af proselytter.
 
At bandlyse alle, der forlader kirken og de øvrige trossamfund, med helvedes brand og bål eller »evig fortabelse«, »evig forbandelse« nytter selvfølgelig intet og afslører blot sit ophavs totale uvidenhed eller naivitet med hensyn til denne side af den virkelige sandheds område.
 
Men det er tilgiveligt, thi ophavet til en sådan fordømmelse er endnu en »troende undersåt« af den »indviede konge«, det være sig Kristus, Buddha, Muhamed med eller en anden religiøs autoritet. Et sådant væsen kender endnu slet intet til, hvad det vil sige: ikke at kunne tro. Det lever på den vildfarelse, at troen er en blot og bar viljesakt.
 
11. KAPITEL
 
Troen er ikke et spørgsmål om vilje
 
Men hvad betyder en vilje over for noget, der totalt og urokkeligt ligger uden for det, væsenet formår? –
 
Hvad nytter dets vilje over for solens bane og jordens løb? –
 
Viljen eksisterer jo kun som et udløsende moment for det, vi formår.
 
Over for det, vi ikke formår, må enhver form for vilje komme til kort.
 
Det nytter ikke, at en olding gerne vil være et halvt hundrede år yngre, han bliver ikke et eneste år yngre af den grund.
     
»Troen« er altså en evne, man enten har eller ikke har.
 
Har man den ikke, nytter det ikke, at »ville« tro.
 
Og har man den, tror man ganske uafhængigt af, om man vil det eller ikke.
 
Troen er således ikke et spørgsmål om vilje, men et spørgsmål om en særlig organisk struktur, der kan udløse evnen til at tro.
 
Denne evne er som nævnt degenereret hos det moderne menneske.
 
Det har ikke mere den organiske struktur, der kan udløse evnen til at tro.
 
Denne evne er som nævnt degenereret hos det moderne menneske.
 
Det har ikke mere den organiske struktur, der i særlig grad sætter væsenet i stand til at udnytte sit instinkt.
 
At denne evne således mere eller mindre er degenereret, skyldes den vældige optræning eller udvikling af en ny organisk struktur, som væsenet igennem erfaringerne, igennem kampen for tilværelsen efterhånden har fået udløst.
 
Denne nye organiske struktur og den heraf affødte bevidsthedsevne er intelligensen.
 
Med denne strukturs og evnes udvikling bliver væsenet i stand til at erhverve sig – ikke tro, men viden.
 
Men da denne evne, ligesom alle andre evner kun kan befordres i kraft af udvikling, har den også sin første spæde begyndelse, der hvor den viden, som væsenet igennem den kan tilegne sig, er stærkt begrænset.
 
Den viden, væsenet her kan tilegne sig, udgøres kun af rent materielle mål- og vægtfacitter.
 
Det kan ikke med denne form for viden alene tilegne sig den fuldkomne erkendelse af livsmysteriets højeste løsning eller facit.
 
Det kan ikke med denne struktur alene blive vågen dagsbevidst i »kosmisk viden«.
 
2. KAPITEL
 
Den materielle eller gudløse videnskabs tilblivelse
 
Da væsenet har mistet sit instinkt eller sin trosevne og ikke kan tilegne sig »kosmisk viden« ved hjælp af intelligens alene, bliver dets bevidsthedsfelt eller mentale vingefang her mindre end naturmenneskets eller det enfoldige væsens.
 
Men til gengæld bliver så det lille felt eller område, nævnte væsens bevidsthed behersker, kolossalt detaljeret med virkelig viden, mens det religiøse væsens her kun fremtræder som »uanalyseret anelse« og således kun er tågedetaljer, hvis faste former ikke er kendsgerninger, men allerhøjest kun kan opnå at være trosformer.
 
Da førstnævnte væsen ikke mere kan tro, men kun kan tilfredsstille sin mentale hunger med viden, og da dets evne til at tilegne sig virkelig viden kun er i sin første spæde begyndelse, kan væsenet kun tilegne sig viden på de mest elementære felter i livet, hvilket altså vil sige: de felter, hvor det med sine fysiske sanser direkte kan se, høre, lugte, smage, føle eller fornemme.
 
Og da alt, hvad det således direkte kan sanse, kun kan udgøre materielle facitter, vil væsenets tanker og sjæleliv kun kunne udgøre erkendelser af sådanne facitter.
 
Det er sådanne facitter, der efterhånden skaber den materielle videnskab og gør deres ophav til videnskabelige autoriteter.
 
For sådanne materialistiske autoriteter udgør verdensaltet såvel som det levende væsen kun de fysiske kombinationer af materie, der for nævnte autoriteters vågne dagsbevidsthed kan udgøre håndgribelige kendsgerninger.
 
Alt, hvad der ligger derudover, vil de samme autoriteter i værste tilfælde benægte såsom:
 
Guddommen eller et levende Forsyn, det udødelige jeg i det levende væsen, ligeledes gengældelsesloven eller karma for slet ikke at tale om erkendelsen af reinkarnationen, der af dem nærmest kun kan opfattes som udslag af abnormitet eller sindssyge.
 
Alt, hvad der ikke kan dokumenteres i mål og vægt eller kontrolleres i volumen eller konsistens som talfacitter, er for dem noget absolut uvirkeligt, som de benægter og bekæmper. Og vi bliver vidne til, at deres religiøse instinkt, hvilket altså vil sige: trosevne, her fuldstændigt beherskes af deres begyndende intelligensevne.
 
Med denne begyndende spæde intelligensevne kan de nemlig umuligt bevise eller gøre deres irreligiøse påstand til kendsgerninger, selvom de ganske vist ved hjælp af den kan veje kloder, kontrollere atomer og måle lysets hastighed m.m.
 
De nævnte væsener bliver således stadig inden for det religiøse felt kun troende væsener, selvom denne tros objekt ganske vist nu er benægtelsen af Guddommen og de øvrige højeste evige faktorer og facitter.
 
Med denne tro er væsenet blevet en modstander, en fjende af disse højeste religiøse foreteelser. Og væsenet er her så langt borte fra Gud, som et væsen overhovedet kan komme.
 
Gudesønnen er borte fra sin Fader. »Den fortabte søn æder sammen med svinene«, hvilket i virkeligheden vil sige: kulminerer i det dyriske princip, den dyriske levemåde eller »det dræbende princip«.
 
Det højeste guddommelige princip, de højeste religiøse facitter er mentale »perler«, et sådant væsen, mentalt set, tygger i stykker, ligesom »svinene« eller dyrene ville tygge fysiske perler i stykker, hvis sådanne blev kastet på deres vej, ganske uafhængigt af, hvor ædle eller ægte disse perler så end måtte være.
 
Men også her må vi tilgive de materialistiske eller ikke-troende væsener.
 
Ifølge sin organiske struktur kan et sådant væsen umuligt på dette sit stadium være anderledes.
 
Dets intelligensevne er nu blevet den altbeherskende faktor i dets mentalitet og bag dets viljeføring. Samtidig med, at dets religiøse instinkt degenererede, degenererede også dets religiøse hunger.
 
Denne degeneration blev jo befordret af hungeren efter materiel viden, altså denne sult, der kun kan tilfredsstilles med nydelsen af frugterne fra »kundskabens træ«.
© Martinus Institut

 

Læs videre her:

Kapitel 13