Verdensaltets grundtone alkærligheden

 

 

Den endnu meget alkærlighedsløse verdenskultur

20. Alle mine kosmiske analyser eller samlede litterære værker udgør tilsammen alkærlighedens videnskab. Denne videnskab viser, hvorledes alkærligheden udgør fundamentet eller grundtonen i hele verdensaltets struktur og eksistens.

Nævnte alkærlighed er således den allerhøjeste, logiske energiudfoldelse, der eksisterer. Den er selve kulminationen af fuldkommenhed i al tænke-, skabe- og væremåde. Resultatet af denne væremåde bliver igen den tilsvarende allerhøjeste, lykkeligste og glædeligste kulmination i livsoplevelse.

Det vil igen sige, at i samme grad som mennesket manifesterer alkærlighed, i samme grad skaber det sin fremtidige skæbne tilsvarende lys og lykkelig. At dette ikke er et blot og bart postulat, kan ethvert udviklet eller begavet menneske let få bekræftet ved at iagttage det os omgivende ocean af menneskelig tankegang og tilværelse.

Er det ikke en kendsgerning, at der, hvor alkærligheden mangler, eksisterer mørket i form af had, krig, unaturlig død og lemlæstelse? -

Hvor i verden findes der uro og splid i ægteskabet, der ikke skyldes mangel på alkærlighed? - Hvor findes der bitter uoverensstemmelse mellem forældre og børn, der ikke ligeledes skyldes mangel på alkærlighed? - Hvor findes der en følelse af skinsyge, jalousi, vrede, hidsighed, vold, terror, kidnapning, tyveri, bedrageri, røveri og plyndring, der ikke har sin begrundelse i mangel på alkærlighed? -

Hvad med krigenes koncentrationslejre, tortur- og dræbende gaskamre, blodige gadedemonstrationer, blodige religionskampe, blodigt diktatur og voldspolitik, frihedsberøvelse i tugthuse, fængsler og straffeanstalter? - Hvordan kan disse foreteelser finde sted uden mangel på alkærlighed? -

Hvad med "hellig vrede" og "retfærdig harme"? - Hvordan kan det være andet end mangel på alkærlighed? - Udgør den ikke netop bitterhed og vrede mod et andet væsen? - Hvordan kan den da være udtryk for verdensgenløserens ord om at elske og tilgive sine fjender, og velsigne dem som forbander en, gøre dem godt som hader en, og bede for dem, som krænker og forfølger en? (se Matt. 5,44). -

Hvorfor følte Kristus ikke "retfærdig harme" og "hellig vrede" imod sine bødler eller dem, der korsfæstede ham, når det skulle være en dyd at have denne følelse? - Var det ikke netop, fordi han i sin væremåde kun kunne opfylde alkærligheden og dermed livets allerhøjeste lov? -

Var det ikke den væremåde, han forkyndte som den sande kristendom?

- Hvordan kan "hellig vrede" og "retfærdig harme" høre hjemme andre steder end i Moseloven, der udtrykker som retmæssig dom blandt andet "øje for øje, tand for tand, hånd for hånd, fod for fod, brændt for brændt, sår for sår, blåtslaget for blåtslaget" (se 2 Mos. 21,24-25).

Men denne lov er jo af al magt igennem Jesu forkyndelse og væremåde udtrykt som absolut ikke at høre hjemme i kristendom eller den virkelige opfyldelse af alkærlighedsloven. Her kan "hellig vrede" og "retfærdig harme" kun være udtryk for ubeherskethed, altså udtryk, ved hvilke man søger at camouflere sin egen ubeherskethed som både "hellig" og "retfærdig".

Hvilket ufærdigt menneske forsøger ikke netop at udtrykke eller påberåbe sig sin vrede og bitterhed som retfærdig, altså i kontakt med den gængse moralopfattelse, for dermed at bevare sin position i andres øjne som en moralsk, hæderlig og agtværdig borger? -


      Men hvad med alle de andre fra fortiden nedarvede opfattelser af retsvæsen og straffedomme? - Hvad med alle de dødsdomme og andre straffedomme, man har idømt og stadig idømmer menneskene? - Hvor mange mennesker er ikke brændt på bålet som opfyldelsen af såkaldte "retfærdige" domme udstedt af øvrigheder eller autoriserede myndigheder? -

Og hvor mange tusinder og atter tusinder af mennesker sidder ikke i dag indespærrede i uhyggelige tugthuse, fængsler eller straffeanstalter? -

Og hvad er krigen mellem nationer og stater og ligeledes mand og mand imellem? -

Er det at følge ordet om at gå i verdensgenløserens fodspor? - Er det at tilgive? - Er det at elske sin næste, som man elsker sig selv? -

Men påberåbes ikke alle disse manifestationer af myndighederne som "retfærdige" og bringes til fuldbyrdelse, hvad enten de udgør dødsstraf eller indespærring, frihedsberøvelse og tortur? -

Disse manifestationer florerer altså i virkeligheden overalt i verdens kulturstater. Om end de ikke ligefrem opfattes som "hellige", så dog som "retfærdige"? - Er det alkærlighed? - Er det kristendom? -

 

 De kristne staters endnu ufærdige kristendom

21. Vi har her set, at den virkelige kristendom er meget langt fra at være færdigudviklet i de såkaldte "kristne stater". Man kan snarere med rette sige, at den kun er i sin begyndelse.

Situationen er derfor i virkeligheden den, at menneskeheden søger at bekæmpe hedenskabet eller dens endnu dominerende dyriske eller uudviklede natur med et retsvæsen, der må betragtes som i familie med Moselovens straffeprincipper.

Men menneskeheden var ikke beregnet til at kunne udvikles så hurtigt, at den ved Kristi guddommelige forkyndelse kunne bringes til på stående fod eller øjeblikkeligt at opfylde den altoverstrålende kristendoms alkærligheds påbud og væremåde og den heraf følgende ny verdensepoke eller det totalt fuldkomne menneskerige på jorden.

En alkærlighedens verdensepoke eller det heraf følgende nævnte totalt krigs-, mord-, drabs- og hævnløse og af alle jordens mennesker indbefattede fredsrige eller sande kristendom er ikke noget, der kan dikteres eller påtvinges menneskene.

Det er noget, der efterhånden opstår eller udvikles i menneskene, støttet og suppleret ved verdensgenløseres og verdensgenløsningsprincippets vejledning igennem tiderne. 

Da kristendommen endnu kun fremtræder i sin første svage begyndelse, er det således endnu i en overordentlig stor grad mosesepoken, der er den herskende i verdenskulturen overalt på jorden.

Denne fra fortiden nedarvede lov er som før nævnt baseret på blandt andet princippet "øje for øje og tand for tand". Den er altså en straffens eller gengældelsens lov og danner fundamentet for den for kristendommen forudgående og endnu til en vis grad gældende kultur- eller verdensepoke.

Den var og er endnu toppunktet af, hvad myndighederne eller herskerne kunne gøre for at styre mængdens endnu stærkt fremtrædende dyriske og dræbende natur.

At menneskene ikke øjeblikkeligt kunne udvikle sig fri af deres dyriske og dræbende natur og pludselig være totalt fuldkomne kristne eller alkærlighedsborgere i en ny diametral modsat verdenskulturepoke, er selvfølgeligt.

I denne af Kristus forkyndte ny verdenskultur var det fundamentale eller bærende absolut ikke "øje for øje eller tand for tand" eller nogen som helst anden form for straf eller hævn.

Det var en intellektualitetens og tilgivelsens og dermed en alkærlighedens epoke, som udelukkende kun kan udgøre den absolut sande kristendom. Der skulle gå årtusinder før en sådan epoke kunne blive den herskende i menneskeheden over hele jorden. Og disse årtusinder er endnu ikke tilendebragt.

Verden er i dag endnu underlagt Moselovens straffe- eller gengældelseslove for ond handlemåde imod ens næste. Moseloven kan altså endnu omtrent to tusinde år efter Kristi forkyndelse af alkærlighedens væremåde stadig ikke undværes i regeringsformernes retsvæsen og mentale styreformer.

Og vi har allerede set, at årsagen udelukkende er den endnu manglende alkærlighed i menneskenes daglige liv og væremåde. Dette vil altså igen sige, at menneskene endnu ikke er blevet færdigskabt eller færdigudviklet i kristendom. De er ikke blevet til mennesket i Guds billede efter hans lignelse.

 

 

Menneskets forvandling til en helt ny væsenstilstand

22. Mennesket er under en forvandling fra en dyrisk og djævleagtig mentalitet og væremåde til en total- ny og modsat mentalitet og væremåde.

Fra en hadets og lidelsesfrembringende væremåde er det under omskabelse til en helt ny livsoplevelsestilstand, igennem hvilken det vil blive helt styret og ledet eller gennemsyret af verdensaltets grundtone alkærligheden.

Det er denne ny væsens- eller livsoplevelsestilstand, der udgør den absolut sande kristendom. Og det er denne forvandlingsproces af væsenet, der i Bibelen udtrykkes som "Guds skabelse af mennesket i sit billede efter sin lignelse".

Men en organisk væsensforvandling fra en tilstand til en modsat organisk væsenstilstand kan absolut ikke ske ved en blot og bar viljesakt og heller ikke fra den ene dag til den anden. Ingen af verdens dyr blev udviklet eller forandret fra en primitiv væsenstilstand til en højere og mere udviklet væsenstilstand på hverken år eller dage, men på årtusinder.

Mennesket er et dyr og djævlevæsen, der for længst er begyndt at udvikle sig til en helt ny væsenstilstand.

Fra at være et dyr, et djævlevæsen, for hvilket det var en livsbetingelse, at det måtte dræbe for at leve, er det nu i færd med at udvikle sig til et væsen, der i sin færdigudviklede tilstand er et ganske andet væsen end det, det ufærdige jordiske menneske mere eller mindre udgør i dag.

Dette nye væsen er det færdigt udviklede menneske eller et kristusvæsen, hvis bevidsthed udelukkende er kulminerende alkærlighed, og i kraft af hvilken det har kosmisk bevidsthed.

Det er denne bevidsthedstilstand, der udtrykkes i Bibelen som "den hellige ånd". Denne er igen det samme som den allerhøjeste bevidsthedstilstand, der eksisterer. Det er en bevidsthedstilstand, der giver væsenet evne til ubegrænset at opfatte den allerhøjeste viden eller selve livsmysteriets løsning og hemmeligheder.

Det samme væsen er altså befriet fra alt fysisk mørke og bånd. Det er også befriet fra reinkarnationens smertefulde fysiske fødsler og dødsprocesser, da det efter ønske kan materialisere sig i fysisk materie og dematerialisere sig fri af denne materie igen.

Det færdige menneske er dobbeltpolet, hvilket vil sige, at begge dets seksuelle poler og dermed dets maskuline og dets feminine principper er blevet jævnbyrdige.

Det er derfor ikke mere mand eller kvinde og udgør således ikke mere et "hanvæsen" eller et "hunvæsen".

Efter en vis epoke i denne tilstand går det videre og videre ind på de højeste åndelige verdener. Det er nu totalt forvandlet fra at være et dyrisk og djævleagtigt væsen, i hvis fodspor krig, mord, drab og lidelser florerer, til et væsen, i hvis fodspor alkærlighedens altomfavnende strålevæld bringer alt til at lyse og funkle i kulminerende visdom, skabeglæde, lykke og salighed.

Når menneskeheden totalt lyser og funkler i denne alkærlighedens ånd i sin daglige væremåde, er den såkaldte "verdens frelse" sket fyldest. Kristendommen er blevet befriet fra alt hedenskab og opleves som Guds hellige ånd over hele jorden.

 

 

Hvorfor menneskene taber troen på kristendommen
 
23. Det er rigtigt, at menneskeheden i dag i stor udstrækning vånder sig i blodige krige, myrderier og lemlæstelser af hverandre indbyrdes. Og det er også rigtigt, at de såkaldte "kristne stater" ikke er en undtagelse herfra, tværtimod.
 
Disse stater er netop blevet verdens mest geniale og effektive morderiske, lidelses- og ødelæggelsesfrembringende med hensyn til at skabe det onde eller djævlemanifestationer.
 
De har, siden verdensgenløseren for snart to tusinde år siden begyndte at så kristendommens sæd i menneskehedens bevidsthed, udviklet deres morderiske eller djævelske kapacitet eller kunnen millioner af gange.
 
Hvad var datidens krigs- og drabsmidler ved siden af det tyvende århundredes moderne kernevåben, ved hvilke millionbyer med deres befolkninger og kulturværdier kan udslettes på sekunder, minutter og timer? -
 
Hvad med de andre djævelske påfund af svært sygdoms- og dødsbefordrende kemiske midlers anvendelse i krigsøjemed, der på denne måde på jordens terræner skaber helvedesarrangementer af døds- og lidelsesterræner? -
 
Var det ikke meningen, at kristendommen skulle befri menneskene fra helvede, fra alt det onde, fra al hævn og had og bringe dem til at elske Gud over alle ting og deres næste som sig selv? -
 
Og skulle dette ikke betyde skabelsen af et "himmeriges rige", altså et totalt fuldkomment kærlighedens verdensrige på jorden, og hvorefter menneskene kunne fortsætte i en helt ny eksistensform eller livsoplevelsestilstand? -

Hvorfor er dette rige ikke for længst blevet skabt, vil nogle måske sige. Andre mener, at kristendommen er den rene overtro. Atter andre mener, at verdensgenløseren Jesus eller Kristus aldrig har eksisteret.
 
Skepsis og tvivl er i særlig hurtig vækst her i vort tyvende århundrede. Menneskene holder op med at gå i kirke.
 
Det er lige ved af nogle mennesker at blive opfattet som en abnormitet at være religiøst interesseret.
 
Og en ny stor overtro er begyndt at vokse frem, netop denne, at kristendommen er i forfald og har udspillet sin rolle og dermed er i færd med at ophøre. Hvordan kan det være, at det ser således ud? - Ja, hvordan skulle mennesker, der endnu ikke hverken har intuitionsevne eller andre højpsykiske evner og derfor udelukkende kun kan se den rent fysiske side ved tilværelsen, kunne se kristendommens sande højpsykiske struktur og tilknytning til menneskeheden? -
 
Må ikke netop den djævleagtige mentalitetsudfoldelse, der er vokset over kristendommens tilsyneladende svage kapacitet, få det intelligente, materialistiske menneske til at opfatte det næsten som en kendsgerning, at kristendommen er overtro, naivitet, magtesløs og intetsigende? -
 
Men denne opfattelse af kristendommen må man undskylde. Den eksisterer udelukkende af mangel på endnu uudviklede højintellektuelle sanseevner.
 
Og med evner eller sanser, man ikke har, kan man ikke opleve eller sanse.
 
Kristendommen er i sig selv absolut ikke hverken overtro, magtesløs eller intetsigende. Men denne overtro vil blive ved med at florere, så længe det endnu ikke er blevet til virkelig kendsgerning for menneskeheden, at kristendommen ikke blot er "vejen, sandheden og livet", men i sin helhed er selve verdensvidenskaben, er selve livsmysteriets løsning.
 
 
Det tiltagende mørke side om side med den endnu svage kristendommens begyndelse
 
24. Vi må her lægge mærke til, at menneskehedens udfoldelse af djævlementalitet ikke helt behersker den fysiske verden. Side om side med denne mørkets mentalitet findes der også en ikke ringe lysets mentalitet.
 
Verdensgenløserens guddommelige forkyndelse er absolut ikke gået sporløst hen over verden. Dens virkninger kommer blandt andet meget lysende til syne midt i krigens dødsterræner eller helvedesområder som internationale barmhjertighedsinstitutioner, Røde Kors og lignende, med hjælp til sårede og lemlæstede soldater og andre af krigens ulykkelige ofre.
 
De søger at hjælpe alle, som af krigen er berøvet hus, hjem og fædreland, samt de af sult forpinte mennesker. Denne store barmhjertighed i krig og fred, såvel over for fjende som ven, er det ikke kristendom? -
 
Hertil kommer megen anden kristendom til syne ved store katastrofer.
 
Og hertil kommer så udviklingen af mentaliteten, opførelse af universiteter, skoler og læreanstalter, forsorg for syge og uarbejdsdygtige mennesker og folkepension for gamle mennesker, så de ikke mere i den grånende alder behøver at slide og slæbe for det daglige brød, men kan nyde deres livsaften uden økonomiske sorger eller spekulation.
 
Er alt hospitals- og ambulancevæsen, i kraft af hvilket syge og tilskadekomne mennesker kan blive hentet og bragt til lægebehandling hurtigst muligt, ikke det modsatte af hedenskab? -
 
Og man må også erindre sig de mange religiøse sekter og samfund, som hver på deres måde i forhold til deres religiøse udvikling søger at føre menneskene frem til et bedre liv, frem til forståelse af forsyn eller Gud, som er det primære tilbedelsesobjekt her, selv om der eventuelt endnu kan være meget ufærdigt og fejlagtigt i disse sekter og samfund.
 
Men må der ikke netop være dette i alt, hvad der ikke er færdigskabt. Intet religiøst samfund på jorden er endnu i stand til at manifestere den totalt fuldkomne alkærlighed, der er kristendommens totale opfyldelse.
 
Men de er dog en vej eller et forsøg på at vise vejen til det verdensfrelsende lys. Alt det ædle i disse humane foreteelser er mere eller mindre fødselsveerne til kristendommens snarlige logiske eller videnskabelige gennembrud. Er det humane i disse religiøse foreteelser ikke netop mere eller mindre det modsatte af hadets virkninger? -
 
Men så kan de jo kun være begyndende alkærlighedsvirkninger. Da alkærligheden kun kan udvikles og blive til i mennesket som et resultat af den karma eller gengældelse, mennesket får tilbage af sine onde handlinger, må det samme væsen naturligvis først gennemgå mørkets udvikling i sig selv.
 
Uden denne udvikling absolut ingen alkærlighed og dermed absolut ingen total fuldkommen oplevelse af livet.
 
Derfor ser vi også, at udviklingen går fra dyrets mentalitet til sin kulmination i mennesket som djævlebevidsthed, der udgør kristendommens diametrale modsætning eller kontrast.
 
Og uden oplevelsen af denne kontrast til kristendommen eller livets lys absolut ingen som helst oplevelse eller tilblivelse af mennesket i Guds billede efter hans lignelse.

 

 

Alkærlighedsevnens "A-stadium" og "B-stadium"
 
25. Er det virkelig nødvendigt, at en sådan udvikling af mørket i mennesket må finde sted, for at dette kan blive til mennesket i Guds billede efter hans lignelse? -
 
Ja! Det er en absolut uundgåelig betingelse. Hvordan skulle alkærligheden ellers blive til i væsenet? - Hvordan skulle det kunne udvikles til at blive et totalt fredens og lysets væsen uden at være alkærligt? - Men hvordan skal det blive alkærligt uden at udvikles i oplevelsen af mørket? ...............

© Martinus Institut 1981

 

 
fra bogen "Den intellektualiserede Kristendom".
 
 
Læs videre her:

 Alkærlighedsevnens "A-stadium" og "B-stadium"

 

 

Læs Den Intellektualiserede Kristendom forfra

 

 Indholdsfortegnelse