22-02 2021

 

Mennesket skabes i Guds billede

 

af

 

Martinus

 

 
"Det evige lys" første spæde morgengry i jordmenneskehedens bevidsthed
 
142. Tror man virkelig, at det at leve i en tilværelse af helvede eller ragnarok er verdensophavets eller Guds endelige plan med de levende væsener? -
 
Er der slet ikke noget, der tyder på, at Gud har en anden plan med menneskeheden? -
 
Jo, der er meget, der for den udviklede iagttager viser "det evige lys" som menneskehedens kommende primære væremåde som kendsgerning.
 
Hvad med Kristus? - Var han ikke netop model for Guds skabelse af mennesket i sit billede efter sin lignelse? -
 
Som hans bevidsthed var, således skal alle levende væseners bevidsthed og væremåde blive.
 
Kom han ikke netop til verden for at vise menneskeheden, at der eksisterede en anden verden end den mørkets verden, menneskeheden endnu i så stor udstrækning beherskes af? -
 
Denne ny verden har for længst begyndt at vise sig som en fortsættelse af Guds skabelse af mennesket i sit billede.
 
Vi ser, at der er millioner af mennesker verden over, der er begyndt at blive lysende.
 
Det vil sige, at de er nået frem til udviklingstrin i Guds skabelsesproces, hvor de er begyndt at blive "humane".
 
Humanitet er det første spæde morgengry af den ny væremåde, der efter den sig nærmende ragnaroks kulmination skal udvikles til at blive menneskehedens fremtidskultur eller væremåde.
 
At et menneske er "humant" vil sige, at det mere eller mindre er begyndt at føle en uselvisk trang eller lyst til at være hjælpsom over for sin næste eller sine omgivende væsener.
 
Med denne begyndende trangs opfyldelse i væsenets væremåde begynder det at vokse ud af mørket eller djævlementaliteten for til sidst at blive helt befriet af dette og opleve sig selv som et "færdigt menneske i Guds billede efter hans lignelse".
 
Det er blevet til et "kristusvæsen" og har, som vi her skal se, hjemsted i Guds "primære bevidsthed".
 

Da bevidsthed hører til de "skabte" ting, er Guds alvidenhed, almægtighed og alkærlighed også i realiteten "skabte" ting.
 
Hvordan skulle de ellers være tids- og rumdimensionelle? -
 
Og hvis de ikke var tids- og rumdimensionelle, kunne de umuligt skabes eller være bevidsthed.
 
Men det betyder ikke, at Gud ikke har evig kulminerende almagtsbevidsthed. Den holdes nemlig evigt, uafbrudt vedlige.
 
Hvordan holder Gud sin evige almagtsbevidsthed vedlige? -
 
Tror man ikke, det er det, han gør med skabelsen af mennesket i sit billede efter sin lignelse? -
 
Vi har allerede bemærket, at toppunktet af Guds skabelse af mennesket i Guds billede efter hans lignelse er kristusvæsener, der igen, som vi skal se, er livsorganer i "Guds almagtsbevidsthed".
 
Kristusvæsener er altså den færdigskabelse, som de levende væsener når i kraft af "udvikling". Hvad er "udvikling"? -
 
Er det ikke det samme som "erfaringsdannelse"? -
 
Denne er i virkeligheden det samme som videns- eller bevidsthedsskabelse.
 
Og kommer vi ikke netop her til den gigantiske skabelsesproces, med hvilken Gud former menneskene i sit billede efter sin lignelse? -
 
Er det ikke den, de levende væsener befinder sig i? -
 
Det er rigtigt, at de er evige.
 
Hvorfor ser vi så ikke nogle færdigskabte mennesker i Guds billede, hvilket altså vil sige "kristusvæsener"? -
 
Nej, færdigskabte kristusvæsener har ikke hjemme på det fysiske plan.
 
De har ikke mere brug for noget fysisk legeme.
 
På det åndelige plan udløses al manifestation kun ved "tankekraft" og "tankematerie".
 
Derfor er væsenerne her ikke forsynet med et fysisk legeme.
 
Det er kun på det fysiske plan, at væsener har brug for en organisme eller et legeme.
 
Men når det ikke har noget fysisk legeme, hvordan kan det da leve videre? -
 
Det har et andet legeme, men dette legeme er ikke beregnet til den grove, fysiske, tunge materie.
 
Og da væsenet ikke er på det fysiske plan og ikke har noget fysisk legeme, kan det kun eksistere i en verden, der består af tankematerie.
 
Det kan altså kun arbejde med de tanker, det har fået tilegnet sig på det fysiske plan.
 
Materien er her så let og fin, at væsenet kun behøver at tænke, så står tankerne manifesteret i dette tankeplans materie.
 
Ligeledes kan det udslette denne sin tankeskabelse. Væsenerne kan altså ikke udvikle sig her, den proces hører udelukkende det fysiske plan til.
 
Efter hvert jordliv kommer væsenet ind i et sådant åndeligt plan, der er et underholdnings- og hvileplan.
 
Hvert væsen kommer ved sin fysiske "død" ind på et sådant hvileplan, der passer for det udviklingstrin, væsenet har.
 
Men at komme ind i et overliggende hvile- og underholdningsplan kræver altså tilsvarende udvikling.
 
Derfor skal væsenet tilbage til det fysiske plan for at udvikle sig videre.
 
Og således er reinkarnation eller genfødelsen i fysisk materie til for at lære væsenet at tænke og skabe væremåde efter denne tænkning.
 
Det er disse mange hvileplaner, Kristus udtrykte som "i min Faders hus er der mange boliger".
 
Igennem de åndelige hvile- og underholdningsplaner vokser væsenerne frem til det sidste store åndelige plan.
 
Der er de levende væseners virkelige livsplan eller hjemsted.
 
 
Det fysiske plan er i virkeligheden Guds værksted eller atelier for hans skabelse af kunstværket "det færdigskabte menneske i hans billede", altså "kristusvæsenet".
 
Nu er det altså færdigskabt og fri for genfødelse eller reinkarnation.
 
Her har væsenerne en millionårig tilværelse og udgør Guds evige lys, hvilket vil sige Guds almægtigheds-, alvidenheds- og alkærlighedsorgan.
 
Dette åndelige hjemsted udgør det rige, Kristus udtrykte for Pontius Pilatus som "mit rige er ikke af denne verden".
 
Det fysiske plan er ikke væsenernes virkelige hjemsted eller ordinære livsplan.
 
Hvert eneste eksisterende "levende væsen" er ikke det, det ser ud til at være.
 
Det, vi ser på det fysiske plan som "levende væsen", er absolut ikke det levende væsen selv.
 
Det er kun dets fysiske legeme. Dette legeme er igen et organ, i kraft af hvilket det "levende" i væsenet kan lære at tænke og skabe i den fysiske materie.
 
Det kan det ikke lære på de åndelige planer.
 
Den åndelige materie er så let og fri af tyngde, at den uden særlig modstand lystrer væsenets tankelegeme.
 
Når væsenet kan lære at tænke i den fysiske materie, skyldes det, at den ikke kan formes i "tanker" uden ved hjælp af fysisk kraft.
 
Den er mere eller mindre bundet i tyngdekraften og er alt for massiv i forhold til væsenets blotte tankekraft.
 
Derfor er væsenerne under hele udviklingsprocessen tilknyttet en fysisk organisme.
 
Denne organisme giver væsenet kraft til at forme eller skabe i fysisk materie. I denne materie bliver alle dets tanker først udformet.
 
Disse i fysisk materie udformede tanker udtrykker vi som "skabte ting".
 
Samtidig med at væsenet i den fysiske materie har skabt disse nævnte ting, har det dannet sig kopier af disse ting i sin åndelige struktur.
 
I kraft af denne struktur kan væsenet genmanifestere disse kopier i den åndelige materie og iagttage dem for sin indre åndelige struktur som "erindringer".
 
Denne proces går let for væsenet, da tingene i form af tanker blev færdigskabte på det fysiske plan. Det er denne proces, vi kalder "at tænke", "at erindre".
 
At opleve alt, hvad væsenet frembringer på denne måde, udgør dets "bevidsthed". Det kan heller ikke iagttages med fysiske sanser.
 
Dette er altså det åndelige plan.
 
Væsenet har altså to livsplaner, et fysisk og et åndeligt plan.
 
 
Guds store skabelse spænder over en mangfoldighed af forskellige bevidsthedssfærer, der udgør udviklingssfærer, fra de laveste til de højeste.
 
Der er således en mangfoldighed af livssfærer eller åndelige opholdssfærer for de ufærdige, levende væsener i Guds store skabelsesproces af mennesket i sit billede efter sin lignelse.
 
Var det ikke også det, Kristus meddelte? - Sagde han ikke: "I min Faders hus er der mange boliger"? -
 
Guds plan med sin skabelse af menneskeheden i sit billede efter sin lignelse er ikke blot skabelse, der kun strækker sig over et jordlivstidsrum.
 
Processen er evig, men den er afbrudt af hvileplaner og foregår igennem væsenernes oplevelse af de fysiske jordliv.
 
Vi ser menneskene tilsyneladende fødes og dør, man da almenheden endnu ikke har evne til at se, hvad det er, der i virkeligheden sker, er der opstået mange afsporede eller fejlagtige meninger om denne del af Guds store skabelsesproces af mennesket i sit billede efter sin lignelse.
 
 
Den er ligefrem et mysterium for menneskeheden.
 
Da væsenerne hovedsageligt endnu kun kan sanse fysisk, kan de kun se eller opleve væsenernes fysiske legeme.
 
Da det levende i væsenet kun åbenbarer sig gennem det fysiske legeme og er bundet til fysisk manifestation, oplever mennesket overalt på det fysiske plan kun det "virkeligt levende" camoufleret som et fysisk levende væsen.
 
Menneskene tror, at det fysiske legeme er det levende væsen.
 
Så længe dette legeme er bundet til det levende i væsenet, udtrykkes det fysiske legeme som "det levende væsen".
 
Men det levende i organismen er en evig realitet, medens den fysiske krop er en meget sårbar og forgængelig, timelig realitet.
 
Den bliver let udsat og læderet, dels ved ulykke og mord, dels ved alderdom.
 
Og menneskene ser da denne krop som livløs og kalder den et "lig" og tror i stor udstrækning, at dette lig er det før så "levende væsen". Da menneskene endnu ikke kender ligets struktur, gives det til forrådnelse i jorden eller til opløsning i ild.
 
Da skabelse er resultatet af bevidsthed, må verdensophavet, altså Gud, have "bevidsthed".
 
Denne bevidsthed må rumme alt, hvad der overhovedet eksisterer af bevidsthed og den heraf følgende skabeevne.
 
Det betyder igen, at Guds bevidsthed er tids- og rumdimensionel. Og som allerede berørt, er den alvis, almægtig og alkærlig.
 
Er der nogen steder i verden, vi ikke bliver vidne til denne verdensophavets eller Guds allestedsnærværende gigantiske skabelsesproces? -
 
Er den ikke til stede både i mikrokosmos og makrokosmos såvel som i mellemkosmos? -
 
Hvad med vor egen fysiske organisme? - Er den ikke i sin virkelig, normale, sunde tilstand toppunktet af genial logisk skabelse? -
 
Og skal endog yderligere afløses af organismer, der er lige så geniale til brug for væsenernes oplevelse af tilværelsesplaner, der er hinsides den fysiske verden.
 
Er det ikke det, der er bebudet menneskene, samt at blive skabt i "Guds billede"? -
 
Kan noget skabelsesresultat være eller blive mere fuldkomment? - Guds billede og væremåde er altså alvidenhed, almægtighed og alkærlighed.
 
Og er det ikke det, der er målet med Guds store skabelse, som alle fysiske væsener befinder sig i? -
 
Af hvilken grund ellers formålet med de levende væsener i mørket? - Hvordan skal de blive alvidende, almægtige og alkærlige uden selvoplevelse af mørkets eksistens som kendsgerning? -
 
Hvordan skal det ellers blive til selvoplevet kendsgerning, at det fuldkomne liv eller den højeste væremåde er at elske sin næste som sig selv og at elske sine fjender, velsigne dem, der forbander en, og gøre godt imod dem, der hader og forfølger en osv.? -
 
Er dette ikke netop at elske Gud over alle ting? -
 
Og hvorledes kan Kristus vide, at det ikke blot er syv gange, man skal tilgive sin næste, men indtil halvfjerdsindstyve gange syv gange? -
 
Hvordan kan han vide, at man ikke skal sætte sig op imod det onde? -
 
"Hvis nogen slår dig på den ene kind, da vend ham den anden til"? -
 
"Hævner eder ikke selv, I elskelige, jeg vil betale, siger den Herre Zebaot"? -
 
Man kan som nævnt ikke opleve det evige lys uden kendskabet til mørkets erfaringer som selvoplevet kendsgerning.
 
Det er denne kendsgerning, der giver evnen til at opleve "det evige lys" som grundpillen i den ny væremåde, der efterhånden vil blive den kristne verdenskultur efter det nær forestående ragnaroks kulmination.
 
Menneskene forstår ikke, at man ikke kan forsvare sig imod "det onde" ved at gøre "det onde".
 
Der findes en helt anden måde at forsvare sig på over for "det onde", men menneskene tror blindt på, at deres geniale krigsvåben, helvedesmaskiner af mange forskellige slags, alle baserede på at skabe døds- og lidelsesprocessers mangfoldighed, kan være "forsvar imod det onde".
 
Hvordan kan man høste andet end det, man sår? -
 
Kan man fjerne ukrudt ved at så det? - Må man ikke gøre alt for at rense en mark for ukrudt, hvis man vil avle sunde og normale produkter på den? -
 
Hvordan skal man kunne fjerne "det onde" med "det onde"? -
 
At man kalder "det onde" for "forsvar", forhindrer det ikke i at være myrderi, kulturødelæggelser og lidelser eller alle slags former for "det onde".
 
For snart 2000 år siden kom Kristus til verden for at vise menneskeheden denne forfærdelige fejltagelse, at de tror at kunne fri sig fra "det onde", fri sig fra sin onde skæbne, ved at skabe ond skæbne.
 
Og hvordan skulle de også kunne tro andet? -
 
Det er jo udslag af det udviklingstrin, de befinder sig på.
 
De må se det som en livsbetingelse at forsvare sig imod "det onde", der tilsyneladende bliver påført dem af deres næste.
 
Men da menneskene endnu ikke har opdaget, at "ingen i virkeligheden kan lide uret, og ingen kan gøre uret", forstår de ikke, at de selv er den virkelige årsag til det "onde", der rammer dem fra omgivelserne eller deres næste.
 
Det er derfor, at menneskene skal tilgive deres næste, elske deres fjender osv.
 
Ses det ikke her tydeligt, hvorfor Kristus kom til verden? -
 
Ses det ikke tydeligt, at det ikke var for at støtte Moseloven? -
 
Siger den ikke "øje for øje, tand for tand og hånd for hånd" osv.? -
 
Men menneskene kunne dengang ikke forstå alt det, Kristus kunne have fortalt dem.
 
De måtte igennem en totusindårig erfaringsoplevelse af mørket for at se, at dette at forsvare sig kun kunne føre til fordærv, føre til ragnarok eller helvede, men umuligt til fred.
 
Flammer det ikke stærkt op hist og her på jorden og, som nævnt, nærmer sig sin kulmination inden længe? -
 
Menneskeheden er således for tiden i livets største erfaringsoplevelse og den heraf følgende vidensdannelse.
 
Denne viden er "Guds billede" og den heraf følgende forberedelse til en alkærlighedskulturs udvikling i det kommende årtusinde.
© Martinus Institut 1981
 
 
 
Læs videre i:
 
Den Intellektualiserede Kristendom