Bønnnens mysterium
 
 
 af
 
Martinus
 
 
 
1. kapitel
Det moderne menneskes indstilling til bønnen

Hos de mennesker, der ikke har det rette kendskab til bønnens mysterium, dens teknik og særlige betydning, kan der let opstå den tanke, at bønnen ikke er noget for det nutidige moderne menneske. Ja, der findes vist endog mennesker, der studerer åndsvidenskab, der ikke rigtig kan blive fortrolig med at bede til Gud.

De synes, at når alt er logisk og fuldkomment, når "alt er såre godt", hvad er der så at bede om? – Vil det ikke være blasfemi at trygle Guddommen om den ene eller den anden særlige begunstigelse, den ene eller den anden særlige "hjælp i nøden", når alt er så inddraget i den guddommelige vilje, at vore "hovedhår er talte", ja, at ikke engang et støvfnug kan lægge sig tilfældigt det ene eller det andet sted? 

–  At materialisten, der jo slet ikke har nogen som helst indsigt i nogen absolut åndelig eller kosmisk foreteelse, men udelukkende kun sværger til mål- og vægtfacitter, betragter dette at bede som det rene nonsens, ja, som kulminationen af naivitet og overtro er naturligvis en selvfølge.

Men kan han i længden leve på dette standpunkt? – Kan stor indsigt i de materielle facitter og en derpå erhvervet fremragende videnskabelig og social position være en urokkelig garanti for, at han aldrig nogen sinde vil blive ulykkelig? 

– Og hvorledes er det med det fremskredne religiøse menneske, der allerede tror på, at alt er fuldkomment underordnet den guddommelige vilje, ja, nævnte væsen er endog begyndt at kunne se, at det er således, – er dette syn eller denne ny viden en absolut betryggende garanti for, at det heller aldrig nogen sinde kan blive ulykkelig?

– Nej, absolut ikke. Hverken viden på det materielle eller åndelige plan kan give en sådan garanti. Hvad nytter det, at man er en genial forsker i geologi, astronomi, fysik eller kemi eller endog i psykologi?

– Kan det garantere, at man aldrig skal miste dem, man elsker mest?

– Kan det garantere, at ens ægtefælle ikke bliver syg og dør længe før tiden?

– Kan det garantere, at ens børn bliver lige akkurat de pragteksemplarer i sundhed, moral, begavelse og position, som man inderligt havde håbet på og drømt om? 

– Er den fremragende religiøse forsker ikke stillet akkurat på samme måde? – Kan den viden, han sidder inde med om altets fuldkommenhed, give ham nogen som helst garanti for, at han ikke kan komme ud for de samme kalamiteter? – Nej, viden alene kan ikke garantere lykken.

 

2. kapitel
Bønnen har sine egne love, er en videnskab for sig

 

Kan bønnen da garantere lykken?

– Ja, bønnen kan blive så fuldkommen, at den i forbindelse med kosmisk viden helt kan udelukke sorgernes og ulykkernes mørke skygger fra individets sjæleområde.

Ikke således at den gør det immun overfor smerter og lidelser i kød og blod. De kropslige lidelser er meget ofte ganske uforandrede, trods megen bøn.

Det er heller ikke således, at bønnen er en Aladdinslampe, hvorved man er i stand til at give dem, man elsker, et langt liv eller bringe sine børn til at opfylde det ideal i sundhed, moral, begavelse og position, som er enhver naturlig faders og moders inderligste håb eller drøm.

Det er meget lidt, bønnen her kan udrette. I modsat fald ville bønnen jo være et middel til opløsning og modarbejdning af den guddommelige verdensplan.

Alle sådanne foreteelser, som de nævnte, er nemlig allerede i forvejen skæbnebestemt. Dette vil igen sige, at deres midlertidige situation, enten i god eller dårlig retning, er en naturlig nødvendighed for de pågældende væsener selv.

Den er en videreførelse og nødvendig udvikling af deres erfaringsdannelse, en udvikling de ville være ganske afskåret fra, hvis den f.eks. ved bøn helt kunne forhindres.

Det er rigtigt, at det ville være meget tiltalende og behageligt, om man ved bøn kunne "redde" en mor fra at dø fra sine små børn og derved fjerne de bekymringer, en sådan katastrofe ville afføde, men hvis man derved forhindrede den samme moder såvel som hendes børn i at nå ind i et højere udviklingsplan, kan det jo kun være guddommeligt, at en "bønhørelse" her ikke kan finde sted.

På det fysiske plan er der mange muligheder til stede, ved hvilke de efterlevende små børn kan lindres savnet af deres moder, men der er absolut ingen muligheder til stede for at kunne give moderen det, hun ville tabe ved ikke at få lov til at gennemgå den allerede skæbnebestemte for tidlige død.

Den er ikke en straf for noget som helst, men en nødvendig undervisning, en nødvendig bevidsthedsberigelse, som netop kun kunne udløses i den pågældende situation.

Bønnen kan således ikke bruges til at gøre underminerende indhug i den plan, Forsynet har med ethvert levende væsen.

Hvis et barn fødes med en begavelse, der stempler det som primitivt, kan det ikke nytte noget at bede om, at dette barns begavelse pludselig må blive forandret og derved fremtræde som højintellektuel.

En sådan bøn kan Forsynet ikke bønhøre, thi en fremragende begavelse eksisterer kun som et resultat af forudgående oplevelser, arbejde og flid, og uden disse foreteelser vil skabelsen af begavelse være en umulighed, thi den skulle da være frembragt af "intet", og "noget" kan som bekendt umuligt komme af "intet".

Det er lige akkurat det samme princip, der gør sig gældende ved den for tidligt døende moder såvel som for de moderløse børn.

Den for tidlige død er et resultat af en forudgående sammensætning af skæbnematerier, hun enten i det nuværende eller tidligere liv har afstedkommet og er således en ligeså naturlig følge heraf, som vandets udstrømning fra en vandhane, man har åbnet for, er naturligt.

At bede til Forsynet om, at vandet ikke må strømme ud af vandhanen trods dette, at man holder hanen åben, ville jo være en højst unaturlig brug af bønnen, ligesom Forsynets bønhørelse af en sådan bøn også måtte være at betragte som total abnorm.

Ligesom den for tidlige død er et resultat af årsager, der allerede er udløst i forvejen og derfor må finde sted, således er også den situation, at være "moderløs", et resultat af forudgående udløste årsager.

Men når noget er udløst, hvilket vil sige: sket, kan det ikke være usket; moderens død er sket og kan ikke gøres usket.

Men når det skete ikke kan være usket, tror man så, man ved bøn kan bringe det til at være usket?

– Det er ikke så mærkeligt, at mange mennesker i stor udstrækning opfatter det at bede som ganske værdiløst, idet de i samme udstrækning har oplevet ikke at få deres bøn hørt, hvilket vil sige: opfyldt af Forsynet.

Hvad er det da, de har bedt om? – Er det ikke netop foreteelser eller situationer, der, hvis Forsynet skulle have frembragt disse, måtte være blevet til af "intet", eller også måtte Forsynet have bragt det skete til at være usket?

– Ligeså lidt som det kan nytte at bede til Forsynet om, at solen må stå før eller senere op om morgenen, ligeså lidt kan det nytte at bede Forsynet om, at den eller den situation eller begivenhed i en pårørendes skæbne, der er ligeså skæbnebestemt af allerede forud udløste betingelser som solens tilsynekomst over kontinentet om morgenen, må blive udløst eller ikke udløst.

Bønnen har således sine egne love, sin egen struktur, sit eget bestemte formål. Kendskab til bønnen er en videnskab for sig.

Uden dette kendskab vil man i stor udstrækning anvende bønnen i situationer og felter, hvor den af Forsynet slet ikke kan bønhøres, og hvorved skuffelse, tvivl og vantro på Forsynet opstår i den bedendes bevidsthed.

Han bliver derfor i værste fald gudsfornægter.

Dette, at ville anvende bønnen til noget andet end det, den er beregnet til, kan således afføde temmelig alvorlige konsekvenser.

Hvorledes kan man da vide, om man anvender bønnen på den rigtige måde eller til det rette formål?

– Har Kristus ikke netop sagt, at "alt, hvad I beder om i mit navn, skal han (Gud) give eder"?

– Her er jo slet ikke sat nogen anden betingelse op end den, at bønnen skal være i "Jesu navn".

– Jo, det er rigtigt, således står der skrevet, men er det ikke klart, at det må være underforstået, at dette "alt" ikke kan betyde alt i absolut forstand?

– Hvis et menneske i god tro finder på at bede om, at jordaksehældningen må forandres til fordel for en evig sommer her på vore breddegrader, tror man så, denne bøn vil blive "bønhørt", hvilket vil sige opfyldt af Forsynet, selv om den er i "Jesu navn"?

– Tror man, at man ved sin bøn kan forandre solens løb eller månens bane, selv om man i denne sin bøn indfletter Jesu navn?

– Hvad vil det da sige, at bede om noget i "Jesu navn"? – Ja, er det ikke således, at man ved "Jesu navn" forstår Jesu ånd?

– Kan der være noget andet, der under dette navn kan have interesse i forbindelse med bønnen?

– Kan det være den krop eller det fysiske legeme, der forsvandt i graven?

– Er det ikke netop det evige "jeg", der forherliget opstod af gravens mørke, og fra hvis åsyn det funklede ud over sfærerne:

"Jeg er opstandelsen og livet, hver den som tror på mig, om han endog dør, skal han dog leve".

Tror man ikke, det er denne side ved sin natur, Jesus har hentydet til angående bønhørelsen?

– I denne hans natur var han jo ét med opstandelsen og livet, hvilket vil sige: ét med uselviskheden, ét med Guddommen, der igen er det samme som at være ét med den alkærlighed, der i form af Guds plan, vilje og manifestation åbenbarer sig som verdensaltet.

Dette alkærlige eller uselviske væsen var altså det samme som Jesu ånd eller det "noget", der markeredes ved navnet Jesus.

At bede om noget i "Jesu navn" var altså det samme som at bede om noget i Jesu ånd.

At bede om noget i Jesu ånd vil således igen være det samme som at bede om noget i kontakt med alkærligheden, hvilket vil sige: uselviskheden, og dermed i kontakt med den guddommelige vilje, i kontakt med Guddommens direkte ønske.

Og en bedre medvind kan en bøn vel ikke få?

– Det var ikke så mærkeligt, at Kristus kunne love "alle", der bad til Gud i kontakt med denne ånd eller uselviske natur, bønhørelse.

Thi hvorledes skulle det vel kunne gå til, at en bøn så vældigt i kontakt med Guddommens eget ønske og vilje ikke skulle blive bønhørt? 

– En bøn kan altså manifesteres på to måder, nemlig i "Jesu navn" eller uselviskhedens ånd, hvor man netop siger "Fader, ske ikke min, men din vilje", og i selviskhedens ånd, hvor det er ens eget ønske, man absolut vil have opfyldt, ganske uafhængigt af hvilken pris eller hvor meget det så end kan være til skade og lidelse, kollektivt set eller i den store guddommelige plan.

I det første tilfælde bliver bønnen hørt, medens den i det sidste tilfælde ikke kan bønhøres.

Det store problem for den bedende bliver derfor dette at få lært at bede i "Jesu navn", hvilket altså vil sige: i alkærlighedens ånd, den ånd, i hvilken bønnen aldrig i noget som helst tilfælde kan være andet end til stor glæde og velsignelse for alle og til gene eller ulykke for absolut ingen.

 

 

3. kapitel

 Den almene kristne opfattelse og indstilling til bønnen

 

Har det almindelige kristne menneske da ikke forlængst lært at bede i uselviskhedens ånd? Har Kristus ikke netop med sin bøn "Fadervor" givet det et storartet eksempel i hænde på, hvorledes en fuldkommen kosmisk bøn, eller bøn, der kun kan være til gavn for alle og til skade for ingen, bør se ud?

Er den ikke i hele sit væsen kollektiv eller befordrende almenhedens vel? – Gør den bedende sig ikke her til ét med sine omgivelser eller næste? – Hvem er det ellers, han mener, når han siger: "vor" og "os"? –

Jo, de kristne har ganske vist fået en genial model af den fuldkomne bøn, men den dækker ikke alt det, de endnu ønsker eller mener sig nødsaget til at bede om for dem selv rent "privat".

I så høj grad er de endnu ikke blevet ét med almenheden, at deres egne "private" genvordigheder er underordnede eller uvæsentlige i forhold til almenhedens. Og det er i denne deres selvopholdelsesdrifts kamp og kvide, de griber til bønnen som et våben eller et middel, ved hvilket de håber på mirakuløs måde at kunne forhindre alle de mange mørke foreteelser, der har tårnet sig op i deres skæbne.

Men her må man erindre, at den hidtil almene kristne opfattelse og indstilling til tilværelsens mørke foreteelser er baseret på den tro, at disse er "straf" fra Forsynet over "synder", som deres ophav har begået. De føler sig således stedet overfor en "vred" guddom.

Deres syn på Guddommen er endnu ikke gennemlyst af intellektualitetens klare solskin. De er endnu i stor udstrækning bundet af naturmenneskets primitive eller endnu uoplyste indsigt i selve livets virkelige struktur.

At det formentlige ophav til lidelserne og ubehagelighederne i deres skæbne må være et væsen som deres eget, der lever efter de love, der gør sig gældende indenfor deres egen primitive dagsbevidste horisont, er naturligvis en selvfølge.

De kender jo ikke til nogen højere form for udøvelse af bevidsthedsliv end deres eget, og dettes struktur er jo i en stor bærende udstrækning baseret på at hævne og straffe, begunstige og kærtegne.

Det falder dem derfor umådeligt vanskeligt at forstå et bevidsthedsniveau, hvor hævn, straf og særlig begunstigelse er aldeles udelukket, og kun en hundrede procents kærlighed er altbeherskende.

At de mørke foreteelser i deres skæbne derfor udelukkende kun kan være en "straf" fra en guddom, er derfor det eneste selvfølgelige for dem at antage.

Ja, så dybt bunder denne overtro, at den ikke engang kunne aflives eller fjernes ved Jesu liv, der jo var en levende demonstration af, at en sådan kærlighedsbevidsthed virkelig kunne eksistere.

Var han ikke netop åbenbaringen af en højintellektuel tilstand, i hvilken man hverken hadede eller straffede? Ja, vendte han ikke ligefrem den højre kind til, da han blev slået på den venstre og bad på korset, midt i sine lidelser, for sine bødler: "Fader, forlad dem, thi de ved ikke, hvad de gør"?

–Troede man ikke, det var her, hans mission kulminerede? – Troede man ikke, det var her, at Guddommens egen særlige bevidsthedstilstand blev åbenbaret? – Troede man ikke, det var her, at Verdensgenløseren var modellen for det vordende fuldkomne menneske i "Guds billede efter hans lignelse"?

– Nej, det troede man ikke. Så stærk var det primitive gudsbegreb, at der endnu skulle hengå nitten århundreder, inden det for alvor begyndte at tabe sit tag i menneskenes sjæleliv.

Ja, selv i dag er tusinder af væsener ansatte som dette gudebilledes statsautoriserede præster rundt om i den kristne verden for at forkynde "bøn" og "syndsforladelse".

Da "syndsforladelse" kun kan være det samme som "fritagelse for straf", og "straf" igen i absolut forstand kun kan være "hævn", og hævn igen er "vredens" udtryk, er dette de kristnes gudebillede således endnu en "vredens gud".

Ja, denne gud var endog så vred over den "ugudelige" menneskehed, at han ifølge den samme overtro netop kun kunne formildes, og menneskene fritages for "straf" ved Jesu korsfæstelse eller lidelse og død.

Kun ved at dette uskyldige væsen overfor sin himmelske fader påtog sig "straffen" for de "synder", alverdens mennesker havde begået og efterhånden ville begå, kunne denne guddoms begær som "straf" eller "hævntørst" over "synderne", over menneskene, blive tilfredsstillet.

Var det ikke en lidt hård guddom og fader, men til gengæld elskelig søn? – Det er ikke så mærkeligt, at dette gudebillede blev trængt mere i baggrunden og denne elskelige søn kom frem i lyset, kom frem i menneskenes tanker, blev hyldet og tilbedt som deres "redningsmand", og at enhver bøn til Guddommen i hans "navn" måtte være nok til at fjerne alle hindringer eller mørke skygger på vejen til himlen.

Og således står i virkeligheden den kirkelige kristendoms struktur i dag. Og det kan kun siges at være heldigt, at koncentrationen således mere hviler på den elskelige søn end på den lidt mærkelige fader.

Hans ædle og fuldkomne væsen, samt hans væremåde overfor sine fjender og forfølgere har således ikke kunnet undgå de troendes opmærksomhed. Ja, de har endog fundet den så ophøjet og guddommelig i forhold til deres egen, at de netop har følt det ganske utænkeligt, at de skulle kunne udvikle sig til at kunne gøre en sådan ophøjet væremåde til deres egen.

De har slet ikke fattet, at denne væremåde netop var modellen for deres udvikling. Og resultatet af verdensgenløsningen kunne derfor foreløbig kun blive "frelsen" ved "nåden" eller Guddommens "forsoning" igennem Jesus Kristus.

Resultatet af verdensgenløsningen blev derfor ikke dette, at få menneskene til at stræbe efter at udvikle Jesu væremåde i dem selv og således på naturlig og fortjent måde engang opnå himmeriges rige som et resultat af deres egen flid, egne gerninger og manifestationer.

Nej, de kunne komme meget lettere til dette ophøjede resultat. Ja, de gode gerninger betød ligefrem intet. "Frelsen" eller opnåelsen af "himmeriges rige" kunne udelukkende kun tilegnes i kraft af "nåden" og "syndsforladelsen".

Og forestillingen om "nåden" og "syndsforladelsen" blev til et "sakramente", igennem hvilket de angrende "syndere" og de, for den guddommelige "vrede" rædselsslagne væsener, kunne hente "syndsforladelse", blive fri for den guddommelige gengældelse, ligegyldigt hvor mange andre væsener, der så end endnu måtte befinde sig i de lidelser eller besværligheder, deres "syndefulde" liv havde afstedkommet.

De kunne således i virkeligheden selv opnå at gå ind i herligheden, endnu medens deres ofre martredes i de dem påførte pinsler eller lidelser. Dette sakramente fik sin ydre ceremoni i form af den såkaldte "hellige nadver".

Som vi her har set, kunne den "troende" således igennem "nadveren" og ved bøn bringe sin dårlige samvittighed ud af verden, få fred og få fornemmelsen af at have fået sine "synder forladt" og dermed være kommet i yndest hos Guddommen.

At dette måtte give absolut fred og ro i sindet hos den troende er jo en absolut selvfølgelighed. Men læg mærke til, at troen er en absolut nødvendighed for opnåelse af et sådant resultat. Men hvis man nu ikke kan tro, hvad så?

– "Troen" er ikke en viljesakt. Den er en evne, man enten har eller ikke har. De, der ikke har denne evne, kan altså slet ikke tro, ligegyldigt hvor gerne de så end vil det. Bønnen fordrer jo også, ifølge den kirkelige terminologi, at man skal tro, for at den kan blive "bønhørt".

De væsener, der ikke kan tro, kan således slet ikke få del i "nåden". De er hjemfaldne til Guddommens "vrede". De er "fortabte". En evig martring i "helvedes" luer er dem vis. "Gråd og tænders gnidsel" vil i en evig fremtid, hvor "alt håb er ladt ude", være deres eneste manifestation. Så streng er den kirkelige kristne guddomsopfattelse.

 

 4. kapitel

Verdensgenløsningen er den store kærlighedskilde

 

Men tror man ikke, verdensgenløsningens store princip havde et endnu større formål end blot det at hjælpe de "troende"?

– Det er selvfølgelig guddommeligt, at nævnte genløsning på et tidspunkt, hvor trosevnen var det kulminerende bevidsthedsfelt hos det store flertal af menneskehedens individer, kunne afstedkomme en foreteelse, der kunne give alle ulykkelige indenfor dette bevidsthedsfelt hjælp i deres kvide, kunne give dem beroligelse og ligevægt netop igennem den evne, der var højest udviklet hos dem.

Men der ville have været en meget slem brist eller ufuldkommenhed i verdensgenløsningens princip, hvis det slet ikke havde kunnet række en eneste hjælpende hånd ud til alle dem, der endog imod deres vilje slet ikke havde den mindste lille form for trosevne.

Hvis disse hundrede tusinder, ja, millioner af mennesker, der i dag slet ikke kan tro, kun lever for at skulle ende i "helvede", en tilstand hvorfra de aldrig i al evighed mere kan udfries, når de blot en gang er kommet der, bliver den autoriserede kirkelige kristne verdensopfattelse ikke noget særligt flatterende billede af Guddommen, selv om man i dens terminologi forsøger at udtrykke denne guddom som "alvis", "almægtig" foruden at være identisk med selve "alkærligheden".

Hvis Guddommen således er "alvis", vidste han jo i forvejen, hvorledes alle de nævnte "vantroende" mennesker af i dag vil ende i "helvede".

Hvorfor har han da skabt alle disse sjæle. Det måtte da være langt kærligere aldrig nogen sinde at have ladet disse ulykkelige væsener opleve livet.

Hvis han var "almægtig", hvorfor har han så ikke udstyret absolut alle med "trosevnen"?

– Har han været interesseret i at skabe væsener blot for at se dem lide?

– Og hvorfor lade dem lide i al evighed?

Når de aldrig kan udfries af denne lidelse mere, når de ikke af denne skal uddrage erfaringer og viden, hvorved de kunne dygtiggøre sig til en fuldkommen tilværelse bagefter, til hvad nytte så denne fortsatte lidelse?

Ynder Guddommen da at se lidelse?

Er det en velbehagelighed for ham at se disse sjæle vånde sig i de frygteligste pinsler, siden han har betinget, at de aldrig i al evighed skal kunne udfries?

– Hvis ikke, hvorfor har han da ikke i sin almagt skabt denne foreteelse om til lysende humanitet?

– Hvis han ikke kan gøre det, er han jo ikke "almægtig".

Og hvis han ikke vil gøre det, er han jo ikke "alkærlig", thi en lidelse, der aldrig nogen sinde skal høre op, kan kun have et eneste formål, nemlig dette at være til underholdning eller vellyst for den, der betinger dens stadige eksistens trods besiddelsen af evnen til at kunne lade den ophøre. 

Er det ikke et urgammelt "hedensk" gudebillede, der her toner frem af kristendommens terminologi?

Er det ikke udstyret med et bevidsthedslag, der rigtig passer ind i det primitive lave menneskelige niveau, hvor man ikke kan få had eller hævn nok over sine fjender, hvis det da ikke er udtryk for den rene sadisme eller perversitet? 

– Men det ser det troende menneske ikke. Det har forlængst igennem sin tro fundet støtte og hvile i troen på Jesus, er kommet i yndest hos Guddommen, har fået sine "synder forladt". Det fornemmer sig i kontakt med Guddommen.

Hvorledes denne guddoms bevidsthedslivs særlige detaljer former sig, er noget, der ligger ganske udenfor dets begær at vide besked med.

Det har nok i at kende Kristi særlige bevidsthedsliv og kærlighed. Ja, det mener endog, det er blasfemi at beskæftige sig med selve Guds bevidsthed, som det jo på forhånd mener slet ikke er tilgængeligt for noget væsens forskning.

Det finder fuldstændig tilfredsstillelse i den overleverede sætning: "Guds veje er uransagelige".

Men når verdensgenløsningen således med så stor sikkerhed kan give den troende frelse og salighed, tror man så ikke, at den i dag, hvor verden er mere fuld af vantroende mennesker end nogen sinde, og de virkeligt troende er i mindretal, også har en hjælpende hånd at række alle disse sjæle, så slet ingen kan gå tabt eller komme i et "evigt helvede"?

I så fald bliver Guddommen mere synlig som svarende til at være både alvis, almægtig og alkærlig.

Når Guddommen igennem verdensgenløsningens princip lader et væsen føde, hvis væremåde og fremtræden er den rene alkærlighed, er den rene elskelighed overfor ven som fjende, tror man så ikke, det i nogen grad har været for at gøre det gamle hedenske gudebillede til skamme?

At lade et væsen føde, der langt overstråler de begreber og idealer, menneskene havde dannet sig om en guddom, måtte dog før eller senere bringe det hedenske gudebillede i forfald.

Før eller senere måtte man komme til den erkendelse, at når et væsen i fysisk kød og blod kunne være udstyret med en så strålende hengivenhed for alle, måtte den almægtige Guddom absolut ikke kunne betragtes som værende et ringere væsen.

Man måtte før eller senere blive nødsaget til at revidere sit gudsbegreb.

En guddom, der bliver overtrumfet i intellektualitet eller kærlighed af et væsen i fysisk kød og blod, kan ikke være en sand guddom.

Altets højeste bevidsthed eller væsen må da være mindst ligeså fremtrædende i humanitet og kærlighed som et sådant animalsk væsen.

Og er det ikke her, verdensgenløsningens store kærlighedskilde sender sine hjælpende stråler ud og fører de "vantroende" til Guddommens hjerte? –

 

 

5. kapitel
Intelligensens kollision med de religiøse dogmer skaber vantroen

 

Hvem er de "vantroende", og hvorfor er de "vantroende"?

– De "vantroende" er jo alle dem, der ikke kan tro.

Og grunden til, at de ikke kan tro, skyldes jo udelukkende den omstændighed, at deres intelligensevne er for fremragende udviklet i forhold til den religiøse terminologi, i hvilken de møder beretningerne om det guddommelige.

Man må her huske på, hvorledes disse beretninger i de autoriserede religioners terminologi hovedsagelig er baseret på "stemningsskabelse".

De er med deres ceremonibefordrende natur kun indstillet på skabelse af lykkelige stemninger i individets bevidsthedsliv. Og her har denne form for religiøs kultus sin store mission.

Men den betinges udelukkende af "troen".

Dette vil altså igen sige, at for at man kan få del i dens lykke- og glædegivende natur, må ens intelligensevne på det religiøse område være så lidet fremtrædende, at man ikke stiller selv de mindste fordringer med hensyn til at forstå "Guds veje" og derfor kan få hele sit religiøse behov tilfredsstillet igennem ceremonierne, opbyggelige prædikener, sang og orgelbrus, religiøse dekorationer, røgelse, illuminerede altre, kirke- og tempeltjenere i religiøse dragter.

Alle disse foreteelser skaber en vis ophøjet kontrast til foreteelserne ude i dagliglivet med dets sygdom og fattigdom, dets genvordigheder for det store flertal af menneskene.

At fornemmelsen af denne ophøjede kontrast må virke som en oplivende feststemning på det følsomme sind er naturligvis en selvfølge.

Og den eneste hindring for, at det her kan blive mentalt løftet, blive begejstret, er netop lige akkurat "vantroen".

Det er nemlig således, at i samme grad, som intelligensevnen udvikler sig, hvilket jo i særlig grad sker igennem al den moderne skoleundervisning på alle områder, som er under en stærk voksende udvikling, skaber den lysten til eller begæret efter også at blive "vidende" på det religiøse område, i særdeleshed da den religiøse terminologi på mange områder ganske kolliderer med det, der foreløbig med intelligensen kan udforskes eller eftertænkes.

Og det er netop denne intelligensens kollision med de overleverede religiøse dogmer eller opfattelser, der umuliggør troen på disse dogmer.

Og da den pågældende intelligensevne alligevel er for lille til, at individet ad denne vej selv kan finde ud af de religiøse problemer eller livets største og evige fakta, ja, så er disse fakta efterhånden helt stillet i skyggen af alle de mange almindelige, daglige og direkte livsbetingende problemer, som det magter at løse med sin intelligens.

At dets interesse for det rent materielle derved udvikler sig samtidig med, at dets interesse for de førnævnte højeste fakta, som ligger udenfor dets intelligensområde, tager af, er naturligvis givet.

Det, man beskæftiger sig med, det udvikler sig i ens bevidsthed, medens det modsatte er tilfældet med det, man ikke er beskæftiget med.

Og resultatet af den her nævnte intelligensudvikling eller mentale indstilling hos individet må da nødvendigvis blive en stærkt fremtrædende materialisme eller gudsbenægtelse.

Som man her ser, er denne mentale tilstand således en ligeså naturlig bevidsthedstilstand som den religiøse. "Vantroen" er ligeså naturlig som "troen".

Hvis "vantroen" er "syndig", er "troen" ligeså "syndig".

Den "vantroende" kan ligeså lidt gøre for sit mentale trin, som den "troende" kan gøre for sit. Deres mentale tilstand eller holdning er således for begge parters vedkommende en foreteelse, der ligger ganske udenfor deres dagsbevidste vilje.

De kan hver især ligeså lidt bestemme at ville tro eller ikke tro, som de kan bestemme at ville have brune eller blå øjne.

At en guddom derfor skulle betragte den ene af de nævnte parter som "syndig" og "straffe" dette væsen med en terror eller pinsel, for hvilken der i al evighed ikke eksisterer nogen "frelse", samtidig med at han betragter den anden part som "hellig" eller "frelst" og begunstiger denne med en ligeså evig tilværelse i herlighed og glæde, er en opfattelse, der nok skal berøve det intelligente væsen enhver evne til at se den autoriserede religiøse terminologi som sandhedens og retfærdighedens absolutte udtryk.

 

 

6. kapitel
Intelligensens utilstrækkelighed i skabelsen af den sande lykke

Men da et væsen, selv med stor intelligens, ikke selv kan se, hvad der er absolut sandhed, må det leve på sin egen af dets begyndende intelligens affødte filosofi.

Da denne filosofi ikke er baseret på de autoriserede religiøse forskrifter og heller ikke kan være baseret på en højere kosmisk indsigt i livets absolutte analyser, kan den kun blive baseret på de foreteelser og erfaringer, der er mest dominerende i det daglige samliv mellem jordmenneskene.

Og for den endnu spæde intelligensevne kan disse foreteelser og erfaringer kun udløse sig i begrebet: "Enhver er sig selv nærmest".

Men da denne filosofi udgør lige akkurat modsætningen til det facit, der udtrykker den absolutte vej til lykken, nemlig dette: "Enhver er sin næste nærmest", vil ethvert væsen, der lever efter det førstnævnte begreb, før eller senere komme til at kollidere med de love, der er en betingelse for jordmenneskets fremtidige og fuldkomne lykke.

Der melder sig sygdomme, ulykkelig kærlighed, splid i familieskabet, økonomiske kampe eller mange flere af de i det daglige liv forekommende besværligheder hvis bekæmpelse langt overstiger, hvad de kan magte at råde bod på med deres intelligens.

Og resultatet heraf er den situation, vi kender fra lignelsen om "den fortabte søn", hvor denne "går i sig selv" og opdager sin egen åndelige uformuenhed, der igen bringer alt det selvglade og hovmodige i ham, der bragte ham bort fra fædrenehjemmet, til at kapitulere.

Han ser, at hans egen af ham selv så lovpriste eller tilbedte viden ikke engang kunne give ham en tilværelse så fuldkommen og attråværdig som den, hans faders daglejere sidder inde med.

Og den ydmyghed, der kun fordrer at blive en af disse ringeste i hans faders hus, fylder hele hans bevidsthed.

Han står op og går tilbage til faderen. Og takket være denne ydmyge indstilling, hvilket igen vil sige: denne hans opdagelse af sin egen hjælpeløshed, fandt han lykke og glæde i sin faders arme ved tilbagekomsten til sit hjem.

Vi har således et glimrende billede af materialistens situation. Sålænge materialisten ikke har prøvet sin egen intelligensevnes utilstrækkelighed i skabelsen af den sande lykke, vil fædrenehjemmet, hvilket vil sige: alt det religiøse i tilværelsen, al tale om en guddom, om et liv efter døden osv., ikke være noget for ham.

Han vil i de fleste tilfælde føle sig meget frastødt af disse bevidsthedslivets højeste emner. Hvis han endelig er nået så langt frem, at han virkelig har nogen interesse af disse emner og i en række tilfælde med sin intelligens kan se, de indeholder sandheden, vil hans materialistiske indstilling alligevel dominere i sådanne tilfælde, hvor han endnu ikke har opdaget sin intelligensevnes begrænsning, men tror at alle livets problemer udelukkende løses med denne evne.

Her i disse felter går han da, takket være sin overdrevne tillid til eller forestilling om sin intelligensevnes kapacitet, i rette med hvem han så end måtte møde på sin vej, selv absolutte autoriteter på disse områder, ja, Verdensgenløseren ville ikke blive nogen undtagelse, hvis det faldt i hans lod at møde denne sandhedens virkelige autoritet.

Han går således i rette med "Faderen" og må derfor endnu et stykke tid leve borte fra "fædrenehjemmet", hvilket vil sige: borte fra den absolutte sandhed i sit hjerte og dermed borte fra den virkelige glæde ved livet, selv om han teoretisk kan jonglere med nogle af dens analyser i sin hjerne.

Men at leve borte fra den virkelige sandhed i sit hjerte er det samme som hovedsagelig at være uden evne til at kunne praktisere dens særlige væsen i det daglige liv.

Og da et hvilket som helst liv, der ikke er en praktisering af den absolutte sandhed, kun kan eksistere som en kollision med livets love, og disse kollisioner igen kun kan resultere i en såkaldt "ulykkelig skæbne", vil materialisten eller det gudløse væsen uundgåeligt møde eller være indhyllet i denne skæbne.

Og her er det, at "den fortabte søn" opdager sin egen magtesløshed og igen får brug for den evige Fader.

Og på dette stadium af "den fortabte søns" kredsløb finder vi i dag en stor part af de såkaldte "moderne" mennesker.

Disse er således væsener, der forlængst har forladt "fædrenehjemmet", hvilket vil sige: troen på det religiøse, har gennemlevet en gudløs tilstand og den heraf følgende smertens og lidelsens zone.

 

 

7. kapitel
Bønnens mysterium afslører sig først gennem total uselviskhed

En tilværelse, hvor intelligensevnen ikke kan garantere den sande lykke, og hvor smerte og lidelse florerer, vil afsløre en sjælelig uformuenhed i en sådan grad, at mennesket intuitivt fornemmer en længsel efter Guddommen.

Men denne længsel er ikke et stærkt begær efter at spille en stor ydre glansrolle i Faderens hus, være "søn af huset" eller lignende. Begæret er totalt blottet for forfængelighed.

Nej, så højt var den "fortabte søn" i sin fornedrelse kommet til at elske sin himmelske Fader, at blot dette, at være denne Faders ringeste tjener eller daglejer, var den fulde livslykke eller højeste attrå for nævnte søn.

Og her begyndte bønnens mysterium for første gang virkeligt at afsløre sig.

Medens den stærkt religiøst troende sender sine brændende bønner op hinsides himlen til et tænkt strålende væsen og venter sig dette væsens mirakuløse indgriben i dette eller hint felt til gunst for bønnens opfyldelse, er den tilbagevendte "fortabte søn" udelukkende kun indstillet på at bringe – ikke sit eget ønske – men Faderens ønske til opfyldelse.

At han ønsker at være "daglejer" og ikke "søn af huset" viser jo, at han ikke kom tilbage for at "lade sig tjene", men "for at tjene".      

Det var ikke så mærkeligt, at faderen blev glad og gjorde gæstebud for denne søn, ligesom det heller ikke var så mærkeligt, at den anden søn blev fornærmet over denne faderens glæde og gæstebud for den hjemvendte.

Det er jo intet mindre end selve livets to store kontraster, der kolliderede i de to brødres mentalitet.

Det er igen livets egen demonstration af analysen af det levende væsens forhold til Guddommen. Dette forhold er naturligvis først og fremmest det bærende grundlag for væsenets indstilling med hensyn til at bede.

Den første af de to brødre, ham, der havde levet hjemme hos faderen hele tiden og således endnu ikke havde prøvet at være borte fra fædrenehjemmet og gennemlevet fornedrelsen, havde ikke ydmyghedens evne.

Han var kun indstillet på at tjene sig selv. I sin egenskab heraf blev han vred, da han så, at den fattige, lazaronagtige broders hjemkomst skulle fejres med gæstebud og denne stodderagtige person således ligefrem hædres.

Han følte, at der ligesom gik noget fra ham, ja, at al denne hæder egentlig tilkom ham selv, fordi han trofast var blevet hjemme hos faderen.

Vi ser således her tydeligt, at sålænge der ikke gik ham noget imod hjemme hos faderen, hvilket vil sige: sålænge han ikke havde opdaget, at faderen kunne dele ligeså megen sympati og kærlighed ud til den "uværdige" broder som til ham selv, den værdige, havde han følt sig lykkelig nok i sit forhold til faderen.

Men nu kom kollisionen. Og tror man ikke, det var begyndelsen til det brud med faderen, der ville betinge, at det nu blev denne søns tur til at forlade fædrenehjemmet?

– Han havde altså hverken forstået eller lært, at kærligheden, der jo er det samme som den absolutte retfærdighed, ikke er noget, der kun uddeles som en gunstbevisning for det eller det.

Ligesom solens lys skinner på den uretfærdige såvel som på den retfærdige, således er kærligheden noget, der fra os skal udstråle til forbryderen, lazaronen, stodderen såvel som til Guddommen,

Verdensgenløseren eller alle dem, der ellers er i vor yndest eller gunst. Så længe vi ønsker at blive særligt begunstiget med Guddommens kærlighed for den eller den handling, og vi endnu ikke har opdaget, at vi ikke får dette ønske opfyldt, kan vi jo sagtens være tilfredse i vort forhold til denne Guddom.

Da føler vi ikke noget som helst grundlag for at skulle forlade "fædrenehjemmet" og vandrer efter dette vort eget retfærdighedsbegreb.

Man deler gunstbevisninger ud til alle dem, der er i vor yndest og sparker til alle dem, man ikke kan lide, ligesom vi venter os store fortjenester eller fordele af dem, vi har begunstiget og føler det knugende uretfærdigt, at vi bliver forfulgt af dem, til hvem vi har sparket.

Her er det, at sønnen er Faderens største modsætning, her er det, at vi kapitulerer i styringen eller føringen af vort eget liv eller i skabelsen af vor egen skæbne.

Her er det, at vi opdager, at kærligheden ikke er en handelsvare.

Den kan ikke erhverves som betaling for gunstbevisninger. Ja, er det ikke hændt, at de af os begunstigede væsener undertiden er blevet vore forfølgere?

– Kærligheden er Guddommens egen indre strålende ild, som gennemstrømmer alt og alle, ja er selve verdensaltets inderste bærende ånd og kraft.

Det er Guddommens fornemmelse af gudesønnen. Og denne fornemmelse er i en så overvældende majoritet, at alle mulige eksisterende kræfter eller foreteelser i livet eller verdensaltet udelukkende kun kan udgøre dens underordnede detaljer, dens materie, organer og redskaber.

Den er enhver tings begyndelse, kulmination og afslutning, den er dens alfa og omega.

At en så altgennemtrængende og altbeherskende kraft eller et evigt strålende lysvæld ikke kan svækkes eller forstærkes af en gudesøns fornægtelse eller acceptation af dens eksistens er ligeså selvfølgeligt, som det er selvfølgeligt, at solens lys er ganske uhindret af, hvad det eller det jordmenneske mener om dets natur.

Det var denne Faderens strålende kærlighedsudfoldelse, der er uafhængig af forudgående tilbedelse eller gunstbevisninger eller kort sagt dens identitet med den totale uselviskhed, den hjemmeværende søn ikke kunne fatte eller begribe.

Men den tilbagevendte søn var til fulde blevet klar over, hvad den betød, hvad den var værd.

Han havde jo ved troen på sin egen selvretfærdighed lukket sig selv ude fra dens stråler og derved set, hvorledes livet så tabte sin glans, blev til den fornedrelse og kapitulation, der viste ham, at alt i Faderens hus var fuldkomment, ja, selv tilværelsen som Faderens ringeste arbejder eller daglejer var en lysende, attråværdig fuldkommenhed.

Vejen tilbage til Faderen blev således det altoverskyggende strålende lys.

Men tænk, hvis Faderen havde jaget ham tilbage ud i mørket! Ja, så var Faderen naturligvis kommet i yndest hos den første søn.

Men så havde denne søn umuligt kunnet opdage sin egen fejlbarlighed eller disharmoni med selve kærlighedsloven, og den anden søn var gået til grunde ude i fornedrelsens sumpe og mentale mudderpøle.

– Den første søn ville således aldrig have lært sin Faders virkelige natur at kende, og den anden søn ville have været nødsaget til i Faderen at se et mentalt uhyre, værre end de røvere og banditter, han havde mødt ude i livets skyggezoner.

Begivenheden formede sig i kraft af den rene kærligheds uafhængighed af lyse eller mørke pletter helt anderledes.

Den evige Fader opfyldte lige så hjerteligt sin elskede søns ønske om at komme tilbage og være hos sig, som han i sin tid gavmildt opfyldte den samme søns ønske om at få sin arv udbetalt og få lov til at rejse ud, bort fra hjemmet.

Og var det en ulykke, at han opfyldte dette sønnens ønske om at rejse ud?

– Var det en ulykke, at han ikke opfyldte den første søns ønske om at ignorere den hjemvendte søn ved ikke på nogen måde at vise ham hædersbeviser eller gæstebud?

– Nej! – Ville det ikke netop have været en ulykke for alle tre parter, hvis det modsatte havde været tilfældet? – Den første søn ville ganske vist være blevet hjemme hos Faderen og ville dermed aldrig have kunnet opleve den fornedrelsens mørke baggrund, der gjorde det muligt for ham at se Faderens umådelige storhed.

Den første søn ville aldrig have fået lejlighed til at opdage, at hans retfærdighedsbegreb var anderledes end Faderens. D

er ville ikke være opstået noget grundlag for skabelsen af noget ønske i ham om at forlade Faderen.

Den disharmoni eller uoverensstemmelse, der nu umuligt kan fjernes, uden at sønnens syn eller retfærdighedsbegreb med hensyn til den tilbagevendte broder bliver ét med Faderens, ville umuligt kunne være opstået.

Og for Faderens guddommelige værdighed ville en sådan optræden have været katastrofal.

Hans identitet som kærlighedens evigt funklende sol ville være blevet så temmelig formørket.

De to gudesønner ville aldrig i al evighed have fået lejlighed til at opleve sig selv som bevidst ét med denne Fader og hans strålende lysvæld, ånd og bevidsthed.

Her er noget at tænke over for den, der ønsker at bede til denne Fader.  

Vi har hermed fået afklaret forholdet mellem Fader og søn, hvilket i dette tilfælde altså vil sige: mellem Guddommen og det levende væsen eller den, der vil bede til Gud.

Enten må den bedende være den tilbagevendte søn, eller også må han være sønnen, der endnu ikke har været borte fra Faderen. Til hvilken af de to kategorier den bedende hører, ses udelukkende af dennes bøn.

Hvis der ud fra denne bøn stråler ønsket om at få kraft og styrke til at måtte gøre godt, hvad man der eller der har forbrudt, at man må få lov til at velsigne alt, hvad man har forbandet, at man må få lov til at være til glæde og velsignelse for alt og alle eller på alle måder få lov til at følge Guddommens absolutte vilje fremfor ens egen vilje, og samtidig er gennemsyret af en stærk taknemlighedsfølelse for alt, hvad man har fået lov til at opleve og gennemgå og kan se den guddommelige kærlighed i de mørke såvel som i de lyse oplevelser eller erfaringer, livet har givet en, da er man identisk med den tilbagevendende søn.

Da har man nået visdommen, det kosmiske klarsyn eller den store fødsel, indgangen til det virkelige livs port, indgangen til Guddommens egen sfære eller zone.

Her er indstillingen koncentreret i dette ene: "Ske ikke min, men din vilje". Og med denne indstilling er den bedende gennem sin bøn blevet Guddommens medarbejder.

Hvis der ud fra den bedendes bøn udstråler begæret efter at blive fri for den eller den ubehagelighed, blive fri for det eller det mørke, den eller den gene, eller den bedende på anden måde er hundrede procent opfyldt af kun at få sin egen vilje tilfredsstillet, da vil han i højeste grad blive utilfreds, hvis Guddommen ikke opfylder dette begær.

Da vil han mere eller mindre føle sig forladt eller uretfærdigt behandlet af Guddommen.

Vantro, antipati, ja måske endog vrede imod Guddommen eller alt, hvad der kommer ind under begrebet "religiøsitet" opfylder i en sådan situation bevidstheden.

Vi kommer mere og mere til at foregøgle os, at mange andre væsener i langt højere grad end os bliver skæbnemæssigt begunstiget af Forsynet eller Guddommen.

Vi synes endog at kunne konstatere, at disse andre slet ikke er nær så pligtopfyldende eller nær så opofrende overfor Guddommen eller Forsynet, som vi har været.

Ja, disse vore medvæsener beder måske slet ikke til Gud, eller håner os måske ligefrem, fordi vi er indstillede på dette væsen, og dog får disse væsener alle livets goder: sundhed, rigdom, magt og ære, medens vi selv mener at være så temmelig ugunstigt behandlet af Forsynet, hvad disse goder angår.

Er det ikke let at se, at vi i dette tilfælde er den hjemmeværende søn, der kommer i disharmoni med Faderen om dennes anden søn?

– Vi er opfyldt af begæret efter de goder, som Faderen nu begunstiger den anden søn med.

Men hvad er det for goder, denne anden søn således på et vist stadium svælger i?

– Er det ikke netop den udbetalte "fædrenearv"?

– Er det ikke netop de goder, som denne søn senere satte over styr og derved i fornedrelsens mørke blev i stand til at se sin Faders strålende fuldkommenhed eller guddommelige herlighed?

– Er det ikke tydeligt at se, at vi er ganske uforstående med hensyn til Guds vilje bag "goderne": sønnens omskabelse til "Guds billede i hans lignelse".

Vi tror jo netop, at vi allerede er i denne "lignelse" og har ingen anelse om, at disse "goder" er fornedrelsens fundament og derfor kun er et "middel" til opnåelsen af den guddommelige bevidsthedsafklaring eller den hundrede procents fuldkomne kontakt med Guddommen.

Vi tror, de er Guddommens "gunstbevisninger" og derfor udgørende det endelige "mål" for oplevelsen af livet. Og derfor bliver vi misfornøjede og tror os uretfærdigt behandlet, når vi ser andre af Forsynet blive tildelt disse "begunstigelser", som altså slet ikke er "begunstigelser" i kosmisk forstand.

De er udelukkende redskaber, midler, uden hvilke det ville være umuligt for noget væsen at komme i en absolut åndelig kontakt med sig selv og dermed med Guddommen eller Forsynet.

Det er denne sjælelige primitivitet eller åndelige uformuenhed, der lader os tilbede eller dyrke "midlet" i stedet for "målet", som Guddommen igennem fornedrelsen eller mørket kan fjerne fra vor bevidsthed.

 

 

8. kapitel

 Bønnens endelige mission i sin sande guddommelige skikkelse

 

Med dette klarsyn på den bedendes situation har vi nu fået forudsætninger for i vor bøn at kunne begynde at indstille os i kontakt med Guds vilje.

Denne situation kan altså kun udløse sig i dette, enten beder vi om "gunstbevisninger", hvilket i kosmisk forstand igen er det samme som at bede om favorisering, bede om at blive en af hans særligt "udvalgte", blive i yndest hos dette almægtige væsen, og vi vil da aldrig i al evighed blive "bønhørt", eller også er vi hundrede procents indstillede på den guddommelige vilje og lever da fra morgen til aften i en tilsvarende evig "bønhørelse".

Dette er altså bønnens dybeste struktur og bærende fundament, at ingen som helst bøn, der skal udløse tilfredsstillelsen af et begær om særlig favorisering eller gunstbevisning hos Guddommen, kan blive "bønhørt" eller efterkommet.

Ligesom enhver bøn, der udelukkende kun skal udløse tilfredsstillelsen af begæret efter, at den guddommelige vilje med ens eget selv indtil hundrede procent må ske, kun kan blive totalt "bønhørt" eller opfyldt.

I samme grad som den bedende ikke er i kontakt hermed, vil hans bøn være noget, der er i disharmoni med den guddommelige vilje og forblive uopfyldt.

I modsat fald måtte gudesønnens eller den bedendes primitiveste ønsker eller vilje ske, og Guddommens højintellektuelle, alkærlighedsbefordrende vilje måtte standse, og universet og dermed livet måtte gå sin undergang i møde.


Til hvad nytte er da bønnens store og evige princip?

Når det væsen, der beder om rent selviske begærs tilfredsstillelse, fordi denne tilfredsstillelse for ham (hende) synes at være den eneste fornødne eller attråværdige lykke, ikke bønhøres, til hvilken nytte så dette væsens bøn?

Og når en "bønhørelse" kun kan finde sted der, hvor den udtrykker begæret efter, at Guds vilje må ske fyldest, er den ikke nødvendig, thi denne vilje er jo under alle omstændigheder det sejrende slutresultat i enhver situation og opfylder således den bedendes begær.

Hvad skal man så bede om?

Er det ikke således, at bønnen her viser sig at være total overflødig?

Nej, tværtimod. Her er det netop, at bønnen begynder at vise sig i sin sande guddommelige skikkelse som det, der er dens endelige mission, nemlig som "en levende daglig samtale eller korrespondance med Guddommen".

Den afslører jo her, at det, vi tidligere kendte til dens natur, kun var dens fostertilstand, dens begynderzone.

Sålænge bønnen udløser sig som et selvisk begær, er den endnu kun identisk med "dyrets" angstskrig i junglen, selv om den hos jordmennesket ganske vist udløses i "kultiverede ordformer".

Forholdet mellem den bedende og Guddommen er i virkeligheden det samme som forholdet mellem det lille spæde barn i vuggen og dets moder.

Det lille spæde væsen kender ikke til anden henvendelse til moderen end "skrigen" og "græden", når et eller andet ubehageligt vederfares det.

Dette "ubehagelige" er som regel noget livsvigtigt og naturligt, såsom sult, renligholdelse og lignende.

Her er det en "advarsel", et råb, en bøn til moderen, der jo er barnets skytsengel i dets endnu hjælpeløse situation. Et sådant råb eller en sådan "bøn" til moderen eller andre, der måtte være i moderens sted, kan ikke komme ind under begrebet "selviskhed".

Tværtimod, skriget er det eneste middel, ved hvilket det selv kan være i kontakt med den guddommelige vilje, hvilket vil sige: dets egen livsvigtige pasning og pleje.

Uden skrigen, græden eller klynken kunne det jo ikke påkalde de væseners assistance, der er nødvendige for dets fysiske livs fortsættelse.

Normalt bliver en sådan bøn derfor også "bønhørt".

Men når barnet er vokset til, kan begynde at tænke, forstå og tale på det fysiske plan, kan det få begær eller ønsker, der ikke hører ind under de livsbetingende, ja, er måske direkte skadelige for medvæsenerne.

Sådanne tanker og begær er selviske og er således ikke udtryk for den guddommelige vilje.

Denne kommer derimod til syne igennem den sunde opdragelse, der netop afstedkommer en bekæmpelse af disse ønskers opfyldelse, lige meget hvor meget barnet så end måtte græde, klynke og klage over ikke at blive "bønhørt".

Akkurat ligesådan er det med hensyn til gudesønnens forhold til Guden. Alle de begær, der er livsbetingende eller naturnødvendige, såsom sult, tørst m.fl., og uden hvilke det daglige liv umuligt kunne opretholdes, er ikke selviske og er derfor direkte i kontakt med den guddommelige vilje.

Det kan kun være godt at flette disse ind i sin bøn, hvis der er opstået gene eller hindringer for disses opfyldelse.

Men alle de begær, der ikke er livsbetingende og kun kan opfyldes på grundlag af en større eller mindre ødelæggelse af medvæsenernes liv og førlighed, er "selviske" og er således ikke i kontakt med den guddommelige vilje.

At indflette disse i sin bøn, er at appellere til en "bønhørelse", som Guddommens "opdragelse" eller den guddommelige verdensorden er indstillet på at bekæmpe.

Ligesom der i væsenets korrespondance med sin moder eller sine forældre kan forekomme mange begær, forældrene ikke kan efterkomme, således kan det jordiske menneskes forhold eller bøn til Guddommen ligeledes udvise mange "bønner" eller begær, Forsynet ikke kan opfylde.

Det er rigtigt, at det for det almindelige menneske kan være svært at skelne de falske begær fra de rigtige eller naturlige.

Men her har Forsynet igennem verdensgenløsningen udstrakt sin hjælpende hånd og skænket menneskene bønnen "Fader vor".

Denne bøn er, som jeg her skal omtale, en kosmisk bøn og fuldstændig i kontakt med det, den guddommelige vilje selv ønsker gennemført med hensyn til gudesønnens egen indstilling til verdensaltet, livet og Guddommen.

 

 

9. kapitel

 "Fader vor, du som er i himlene"

Bønnen "Fader vor" udtrykker den absolut fuldkomne sjælelige indstilling til Forsynet eller Guddommen i ni særlige tankekoncentrationer.

Heraf udgør den første ordene

"Fader vor, du som er i himlene"!

– Ved hjælp af disse ord kan den bedende efterhånden fuldstændig lukke alle uvedkommende tankearter ude og dermed helt åbne en kanal mellem sig og det almægtige Forsyn eller den evige Fader, ad hvilken hans efterfølgende ønsker direkte kan stige ind i det himmelske væsens bevidsthed.

Ordene er så tydelige og så koncentreret affattet, at de ikke kan lade nogen som helst tvivl tilbage hos de usynlige, englelige væsener, der overalt og i alt i naturen er til stede som den himmelske Faders særlige "lytteorganer" for selv de bedendes mindste suk, og igennem hvilke bønnens vibrationer bringes videre til andre englelige, usynlige, himmelske væsener, der er den overjordiske

Faders organer for skabelsen af hans reaktion på den bedendes bøn eller henvendelse.

Angående disse usynlige væseners eksistens må jeg henvise til mit hovedværk "Livets Bog".

Her skal jeg blot lige antyde, at det i virkeligheden er disse væsener, der udtrykkes under begrebet "engle", og om hvilke Kristus siger: "Er ikke alle disse tjenende ånder, udsendte til hjælp for dem, som skal arve salighed".

Igennem disse væsener foregår en hvilken som helst korrespondance mellem den bedende og Forsynet, mellem Guden og gudesønnen.

Uden disse væsener som mellemled vil en hvilken som helst korrespondance med Guddommen være totalt umulig.

Guddommens bevidsthed kan ligeså lidt som andre former for bevidsthed fungere uden organer, og hvorledes skulle Guddommens organer kunne eksistere uden at være identiske med de levende væsener?

– Det er derfor også så guddommeligt indrettet i den evige verdensordning, at vi ikke kan sanse, se eller opfatte alle de væsener, som Forsynet benytter som mellemled mellem sig og os, thi da ville vi tage fejl af disse væsener og Guddommen på samme måde, som jordmenneskene på primitive stadier permanent tager fejl af de levende væsener og Guddommen.

De tror her, at de levende væsener, venner og fjender er en ting og Guddommen en anden ting.

De kan her se, sanse eller opfatte disse deres medvæsener, medens de tiltror Guddommen at være et helt andet væsen, som slet ikke er fysisk synlig og ligefrem befinder sig et andet sted henne.

Dette andet sted har de betegnet som "himmelen".

Men hvis væsenerne fysisk kunne se dette "andet sted", og Guddommen som et væsen boende på dette "sted", ville de opleve, at nævnte "sted" var ligeså befolket med levende væsener som deres egen sfære, og at Guddommen fuldstændig bliver borte i denne vrimmel af liv.

De ville aldrig i al evighed komme til at opleve nogen Guddom.

Alt ville der kun blive "medvæsener" og "ting", akkurat ligesom alt kun er "medvæsener" og "ting" i deres egen sfære.

Men takket være den omstændighed, at verdensaltet for ethvert væsens fysiske sanseevne urokkeligt må fremtræde i to afsnit, nemlig et synligt og et usynligt, bliver det muligt for det levende væsen at frigøre sin sanseevne og dermed sin tanke fra det synlige afsnit: "medvæsenerne" og "tingene", og derved opleve altet, universet eller naturen i form af det usynlige afsnit fremtrædende som noget helt andet end "væsener" og "ting".

At dette usynlige afsnit af verdensaltet ikke er noget "intet", afslører sig hurtigt som kendsgerning for væsenet.

Det ser nemlig, at alt synligt udgår fra dette usynlige afsnit og indgår atter igen i dette afsnit.

Hvis dette afsnit derfor var det samme som et "intet", måtte alt det synlige: "væsener" og "ting" jo komme af "intet", hvilket jo er totalt umuligt.

"Intet" kan aldrig blive til "noget", ligesom "noget" aldrig kan blive til "intet".

Når dertil kommer, at den synlige del udelukkende viser sig som virkninger af den usynlige del, bliver den usynlige del således identisk med "noget", der åbenbarer sig igennem den synlige del.

Men derved bliver verdensaltets analyse jo identisk med det levende væsens analyse, der også urokkeligt udtrykker et "usynligt noget", der åbenbarer sig igennem et "synligt noget".

Jeg kan ikke her komme nærmere ind på dette problem, men må henvise til mit hovedværk.

Her har jeg kun berørt problemet for at vise, at "væsener" og "ting" ikke er udgørende alt, hvad der eksisterer, men at alt "det usynlige" i universet tilsammen udgør et "noget", for hvilket alt "det synlige" er redskaber.

Alt synligt er således manifestationen eller åbenbaringen af dette "noget", og da denne manifestation eller åbenbaring er logisk skabelse, er den udtryk for tanke og vilje.

Den usynlige del af altet, livet og tilværelsen udgør altså "et tænkende og viljeførende noget", og det er fornemmelsen af dette højeste noget, der danner grundlaget for et hvilket som helst væsens religiøsitet eller gudsforhold.

Men dette forhold ville altså aldrig nogen sinde kunne være blevet til virkelighed eller absolut oplevelse, hvis ikke netop væsenernes sanseevne blev begrænset, således at en del af det eksisterende verdensalt med dets levende væsener og ting blev usynligt, og væsenerne derved blev frigjort fra udelukkende at skulle betragte altet som en blot og bar mangfoldighed af væsener og ting.

Med usynliggørelsen opstår muligheden eller evnen til at se mangfoldigheden som udtryk for et viljeførende usynligt noget og dermed som udgørende en enhed med samme analyse som det levende væsen.

Om dette væsen kan der derfor, som det netop står angivet i den første tankekoncentration af "Fader vor", kun siges "Du som er i himlene". "Himlene" kan kun være sfærerne, universet eller altet.

Den bedendes indstilling til Guddommen bliver således her hundrede procent korrekt eller fuldkomment indstillet.

Det er ikke et væsen "oppe i himmelen" eller på anden måde et sted henne, det er ikke et væsen af den eller den rang eller størrelse, den bedendes indstilling her bliver koncentreret på eller rettet imod.

I så fald ville det jo kun være et "medvæsen", det bedende væsen i sin bøn henvendte sig til.

Et væsen, der er et sted henne, et væsen, der har en størrelse, rang eller repræsenterer udviklingstrin, er ikke en guddom, men en gudesøn.

Men det væsen, som er i "himlene", kan udelukkende kun være et væsen, der er "allestedsnærværende", et væsen der udgør alle sfærerne, et væsen, der er alle "himlene".

Af sådanne væsener kan der kun være ét, nemlig den evige Guddom.

Med udtrykket "Fader vor" indstiller vi hele vor sjæl på en sønlig indstilling til denne Guddom.

Med udtrykket "Du, som er i himlene" giver vi denne vor sønlige indstilling en absolut ufejlbarlig adresse, en absolut lige direkte urokkelig retning imod den evige Fader.

Her kan kun være tale om det ene væsen, som er "himlene".

At der ikke i denne bøn kan ligge noget som helst egoistisk, fremgår tydeligt af ordet "Fader vor".

I ordet "vor" udtrykker den bedende tydeligt Guddommen som "alles Fader".

Han føler ikke sig selv som nogen favorit overfor denne Fader, men gør sig i sin bøn til ét med alle medvæsener og erkender disse som sine brødre overfor Guddommen.

En mere fuldkommen og ædel indstilling til en bøn til Guddommen kan ikke manifesteres.

 

 

10. kapitel
"Helliget vorde dit navn"

Den næste tankekoncentration i bønnen "Fader vor" udtrykkes i ordene:

"Helliget vorde dit navn"!

At Guds navn må vorde "helligt" for et væsen kan kun komme til at ske fyldest i kraft af fornemmelsen eller oplevelsen af, at "alt er såre godt".

I samme grad, som man ikke ejer denne fornemmelse, men tvivler på fuldkommenheden i verdensaltets eller livets inderste guddommelige struktur, er man i disharmoni med den evige Fader.

Her underkender man hans fuldkommenhed og stempler ham indirekte som ufuldkommen.

At denne stempling af Guddommen som ufuldkommen er tilsløret under begrebet eller overtroen "djævelen", hvilket igen vil sige: troen på at alt det formentlige ufuldkomne, der jo også udtrykkes som "det onde", har et andet ophav end Guddommen, forandrer ikke princippet.

Det udviser derimod for den udviklede åndsforsker eller sandhedssøger, et gudebillede, der kun er en kopi af et almindeligt jordmenneskes bevidsthed.

Et sådant væsen har fjender, af hvilke det kan blive forfulgt, og med hvilke det derfor mere eller mindre må være i krig.

Det ønsker mere eller mindre hævn eller straf over forfølgerne, og er det ikke netop disse ufuldkomne jordmenneskelige bevidsthedstendenser, der overskygger eller formørker gudebilledet?

– Er "djævelen" ikke Guddommens store modstander eller "fjende nr. 1"?

– Betragtes vrede og harme over, samt forfølgelse af dette væsen og dem, det har "forført" af "Guds børn", ikke som "hellig" og "retfærdig"?

– Er ikke "evig fortabelse" den fortjente straf for denne "gudefjendtlige" virksomhed? – Tænk, hvilket glimrende og fuldkomment udtryk for kulminationen af jordmenneskelig skadefryd og hævntørst.

Tænk, hvilken formørket opfattelse af den evige, alvise Guddom, hvis blændende kærlighed ligesom solen skinner på alt og alle, på rige og fattige, på unge og gamle, på mennesker, dyr, planter og mineral, og hvis funklende højintellektualitet ikke har kunnet finde eller påvise noget ét eneste sted i altet eller universet, der ikke var "såre godt".

I sandhed, væsener, der har fået dette i kærlighed således kulminerende absolutte gudsbillede formørket af troen på djævelen, hans håndlangere og det evige helvede, trænger til at få "helliget" Guddommens navn.

Tænk, hvilken guddommelig velsignelse det er, at disse væsener også har lært at bede "Fader vor".

Thi uden, at de faktisk ved det, beder de igennem bønnens anden tankekoncentration om "kosmisk klarsyn", så de kan komme til at gennemskue absolut alt, hvad der ellers måtte holde dem bundet til et primitivt og ufuldkomment syn på dette altets evige ophav og altgennemtrængende Guddom.

Og absolut kun igennem opfyldelsen af denne bøn kan det klarsyn få sæde i den bedendes bevidsthed, der lader Guddommen fremtræde i en så højintellektuel renhed og kulmination af kærlighed, at hans navn i samme bevidsthed udelukkende kun kan være indbegrebet af "hellighed" og resultatet af denne "hellighed": verdensaltet som en fremtrædende kombination af kærtegn.

Kun således kan det guddommelige ord: "Alt er såre godt" urokkeligt lyse og funkle som absolut evig sandhed, og udelukkende kun igennem den totale erkendelse af denne sandhed kan Guddommens navn være virkelig eller absolut "helliget".

 

 

11. kapitel
"Komme dit rige"

Den tredje tankekoncentration af "Fader vor" er givet udtryk i ordene: "Komme dit rige".

Med denne bøn er den bedende også helt i kontakt med den guddommelige vilje.

At "Guds rige må komme" er kun, hvad der allerede eksisterer som en evig bestemmelse i den guddommelige verdensplan. "Guds rige" er jo det samme som en tilværelsesform, i hvilken "dyret" er forvandlet til "det fuldkomne menneske".

At denne forvandling finder sted, kan ikke benægtes uden samtidig at benægte udviklingen.

For ethvert almindeligt intellektuelt begavet jordmenneske, der ikke er hildet i eller bundet af "videnskabelige" såvel som religiøse "dogmer", kan det ikke undgå at være en kendsgerning, at dets daglige liv er erfaringsoplevelse, og at denne erfaringsoplevelse bliver viljebestemmende, ligesom denne viljebestemmelse tilsidst bliver karakterforædlende.

I modsat fald måtte væsenet være abnormt.

Med oplevelsen af den tilstrækkelige erfaring for, hvad der danner årsagerne til ulykkelige eller bitre hændelser i oplevelsen af livet eller tilværelsen, vil ethvert normalt menneske fremtidigt bekæmpe disse årsager.

Da dette princip er fundamentet i ethvert væsens normalitet, kan en mentalitetshøjnelse eller åndsforædling umuligt undgå at blive følgen.

At en overordentlig stor del af jordens mennesker stadig manifesterer årsager såsom: laster, udsvævelser, begærlighed, magtsyge, had og intolerance, hvis virkninger uundgåeligt må resultere i foreteelser som de i øjeblikket netop almengældende ulykkelige hændelser, vi kalder krig, forfølgelse, lemlæstelse, sygdom og armod forandrer ikke princippet, men viser blot, at man endnu ikke i tilstrækkelig grad har fået overblik over disse mørke foreteelsers sande årsager eller første spirende udspring i individernes daglige sjæleliv, viljebestemmelse og moralfunktion.

Men at de nævnte hændelser har deres betydning som moralforædling, viser sig allerede som en urokkelig kendsgerning i den omstændighed, at humanitet i form af "en varig fred" er blevet de samme individers højeste eftertragtede ideal eller attrå.

Er dette ideal ikke netop blevet en så fundamental faktor i jordmenneskenes moralbegreb, at ingen kamp, ingen forfølgelse, ingen krig eller lemlæstelse tør begås eller kan finde noget gyldigt forsvar eller nogen retmæssig begrundelse under noget som helst andet påskud end netop dette, at udløsningen finder sted i "retfærdighedens" og dermed i "moralens" og "humanitetens" navn? –

Så attrået eller absolut ønsket er altså en altbeherskende humanitet, fuldkommen kultur eller varig virkelig fred, at enhver blodshandling, rædselsterror, lemlæstelse, forfølgelse med mord og brand af jordmenneskene tolereres, når blot almenhedens tro på, at disse foreteelser udelukkende er i retfærdighedens og dermed i humanitetens eller en virkelig kollektiv freds og harmonis tjeneste, er usvækket.

At en urokkelig tro på en bestemt metodes eller et særligt middels ufejlbarlighed i opnåelsen af den attråede humanitets og freds tjeneste i første instans må føre til nævnte metodes eller middels praktiske anvendelse er naturligvis en selvfølge.

I modsat fald måtte de pågældende væsener jo være abnorme. Det ville være intolerant at forlange, at de netop skulle gå ad veje mod opfyldelsen af deres ønskes mål, der for dem måtte se tåbelige og fejlagtige ud.

Men netop i kraft af deres frihed til at anvende de tåbelige såvel som de fuldkomne eller retmæssige veje og metoder, bliver det jo tilsidst til levende kendsgerning, hvilken vej eller metode, der er den fuldkomneste eller som direkte fører til det ønskede mål;

og da krigens og brutalitetens primitive magt- og voldsmetoder er anvendt indtil overdådighed i jordmenneskehedens historie, og ønsket om humanitet og fred ikke desto mindre trods dette er endnu mere utilfredsstillet i vor tid end i nogen som helst anden tidsperiode, er det ikke vanskeligt at se, at erfaringerne ikke taler til gunst for krigs- eller terrormetodernes bevarelse i bestræbelserne for at opnå den attråede varige fred, humanitet eller fuldkomne kultur.

Erfaringerne vil gøre det til kendsgerning for individerne, at man ikke kan afskaffe eller udrydde et onde ved at holde det i live, udvikle og formere det.

Man kan ikke udrydde terror ved at praktisere, dyrke og hædre den. "Guds rige" eller "himmeriges rige" kan ikke tvinges ind over kontinenter eller holdes i skak ved hjælp af mordvåben, lemlæstelse og drab.

Kun ved gennem forstanden eller intellektualiteten at overflødiggøre og fjerne disse primitive metoders nødvendighed eller formentlige nødvendighed fra individets bevidsthed, vil det kunne opleve "Guds riges komme" i sin egen mentale sfære eller i sit eget sjælelige indre.

At bede om "Guds riges komme" vil således være det samme som at bede om, at man må være i kontakt med denne her skildrede erfaringsdannelses førelse af "dyret" imod lyset eller Guddommens skabelse af "det fuldkomne menneske".

 

 

12. kapitel
"Ske din vilje, som i himlene, så og på jorden"
 

Den fjerde tankekoncentration i "Fader vor":

"Ske din vilje, som i himmelen, så og på jorden"

er i realiteten kun en yderligere forstærkning af den tredje tankekoncentration. Gennem erfaringerne bliver det til kendsgerning, hvad der er "Guds vilje". "Guds vilje" er altså "dyrets forvandling" eller det jordiske menneskes tilegnelse af alle intellektualitetens højeste og skønneste dyder. "Himmelen" er jo netop en mental tilstand, i hvilken alle disse, de højeste og fuldkomneste bevidsthedsmæssige egenskaber, kulminerer, og en som følge heraf hundrede procents harmoni er altbeherskende imellem de levende væsener.

Da jordmennesket er et væsen, der befinder sig under udvikling fra den primitive, ufærdige eller dyriske tilstand til den fuldkomne, højintellektuelle, menneskelige tilværelse, har det to mentale naturer i sig, nemlig: de degenererende "dyriske" anlæg og de begyndende eller spirende "menneskelige" anlæg.

Undertiden kan de "dyriske" anlæg beherske individet, medens til andre tider de "rent menneskelige" anlæg bliver viljebestemmende i samme væsen.

Da de "dyriske" anlæg sætter individet i kamp og strid med livet og "næsten", medens de rent højintellektuelle eller menneskelige anlæg sætter individet i harmoni med livet og næsten, og denne sidste manifestationsform er den samme som den, der udfolder sig som "Guds vilje" i "himmelen", vil den fjerde tankekoncentration i "Fader vor" således være det samme som at bede om, at de højintellektuelle eller rent næstekærlige anlæg må blive så stærke i ens mentalitet, at de altid vil udgøre det overlegne viljebestemmende moment i ens manifestationer.

Dette vil med andre ord sige: at man beder om, at al selviskhed eller ethvert herunder henhørende ikke livsbetingende ønske eller begær om personlig fordel man måtte nære, må blive totalt ignoreret af Forsynet til fordel for opfyldelsen af et hvilket som helst livsbetingende eller nødvendigt ønske, der måtte være aktuelt hos ens "næste".

Den fjerde tankekoncentration i "Fader vor" skaber således en vidunderlig indstilling af mentaliteten på den guddommelige vilje. Det var ikke så mærkeligt, at Verdensgenløseren bad: "Fader, ske ikke min, men din vilje".

 

 

13. kapitel
"Giv os i dag vort daglige brød"

Den femte tankekoncentration i "Fader vor" hedder:

"Giv os i dag vort daglige brød".

Med denne tankekoncentration er der også givet individet et stort hjælpemiddel i hænde.

I dyrerigets zone er livets opretholdelse baseret på kamp.

Det er i denne zone, at princippet: "Den enes død er den andens brød" er kulminerende.


For jordmenneskene gælder det endnu i en overordentlig stor udstrækning, at man må kæmpe for at leve, ligesom den gamle tradition:

"I dit ansigts sved, skal du æde dit brød",

er lige så almengældende.

Sålænge jordmenneskene i så stor udstrækning, som tilfældet er, må "albue" sig frem for at tilegne sig det "daglige brød", hvilket sidste vil sige: opfyldelsen af de mest nødvendige betingelser for opretholdelsen af sit normale livs sundhed og velvære, vil den med de stærkeste "albuer", hvilket i dette tilfælde vil sige: den med de stærkeste fysiske kræfter, den mest snedige, brutale og hensynsløse eller ufølsomme overfor næsten, jo blive den herskende part over adgangen til de levende væseners fysiske livsværdier.

Det bliver derfor i samme udstrækning en af denne herskende part afhængig nådessag for det mindre "albuestærke" væsen at få den livsvigtige adgang til disse værdier, og i særdeleshed da den nævnte herskende part stundom slet ikke kender til nogen som helst form for mættelse af sit begær efter at besidde værdierne.

Vi ser da også det særsyn indenfor den jordiske menneskehed, at nogle enkelte væsener kvæles i ødselhed, fråseri, dovenskab og overkultivering, udelukkende baseret på kolossale rigdomme, på hundreder og atter hundreder af hjems eller tusinder af medvæseners livsfornødenheder, som er blevet disse matadorers "legitime ejendom".

At disse tusinder af medvæseners adgang til disse livsfornødenheder kun kan finde sted ved en klækkelig skatteydelse til denne besidder af den "legitime ejendomsret" eller til disse livsfornødenheders "legitime" ophav, sålænge denne eller dette endnu er umættelig eller glubsk i sit begær efter at besidde, er naturligvis en selvfølge.

Denne skatteydelse til livsfornødenhedernes "legitime" besiddere standser da heller ikke ved nogen som helst rimelig grænse, men tilsigter en total udplyndring af alt og alle til fordel for ophobningen af yderligere mængder af rigdomme for disse "albuestærke" væseners fødder, hvorved nye og endnu mere drastiske udplyndringer kan iværksættes.

At dette forhold måtte føre til fattigdom, nød, elendighed og sultedød for millioner af andre væsener indenfor det jordmenneskelige samfund er forlængst blevet til en urokkelig kendsgerning.

Det er ikke så mærkeligt, at disse væsener råber til Gud om at få det daglige brød.

At denne bøn er i kontakt med den guddommelige vilje bliver også til kendsgerning igennem den omstændighed, at samme guddommelige vilje forlængst er begyndt at likvidere det førnævnte uheldige forhold med hensyn til livsfornødenhederne og disses fordeling.

Regeringer, statsstyrelser og øvrigheder, som tager hånd i hanke med administrationen af værdierne, er opstået, og adgangen til livsfornødenhederne kommer mere og mere under kontrol.

Love dannes, der skal beskytte den svage og mindre albuestærke imod den mere albuestærkes glubske, men i form af "legitim forretning" camouflerede udplyndring og røveri.

At denne udvikling af øvrighed eller statsmyndighed ikke skal standses, før den har nået en sådan position, at den fuldstændig garanterer ethvert menneske en ligelig adgang til de naturnødvendige livsfornødenheder og umuliggør enhver form for materiel fattigdom, sult og elendighed såvel som enhver form for samfundsskadelig adgang til ødselhed, fråseri eller andet misbrug af de fysiske livsværdier eller materier, er jo et ideal, der mere og mere urokkeligt danner fundamentet i alle de moderne politiske bevægelser og kampe. Jo, den guddommelige vilje er stærkt i færd med at skabe bønhørelse af den femte tankekoncentration i "Fader vor".

At bede om at få det daglige brød er således ikke blot lige akkurat dette at bede til Gud om en øjeblikkelig hjælp i en pludselig opstået fysisk situation, hvor adgangen til hjælp ad anden vej tilsyneladende er bristet, og i hvilken situation en sådan bøn naturligvis i højeste grad er på sin plads, men den er også i sin dybeste, kosmiske natur en total indstilling af den bedendes vilje i kontakt med den ophøjede guddommelige vilje med hensyn til skabelsen af det fuldkomne samfundssystem eller oprettelsen af det rigtige menneskerige på jorden.

 

 

14. kapitel 
"Og forlad os vor skyld, som vi og forlade vore skyldnere"

Dernæst har vi den sjette tankekoncentration i "Fader vor", som udtrykkes:

"Og forlad os vor skyld, som vi og forlade vore skyldnere".

For den moderne åndsforsker vil denne tankekoncentration i "Fader vor" måske lyde lidt overflødig eller meningsløs.

Da studiet af den guddommelige verdensplan eller livet viser os, at "alt er såre godt", og at ingen i virkeligheden kan lide uret eller gøre uret, så kan jo ingen komme i en sådan situation, at der kan blive tale om nogen skyld, hvilket vil sige: en begået "synd" eller "uret" imod nogen, og som man derfor i absolut forstand har pligt til at bede om forladelse for.

Men da det er et kosmisk væsen, der anbefaler denne tankekoncentration som et led i den bedendes bøn, vil der ikke være noget logisk grundlag for at antage, at nævnte koncentration skulle være en illusion eller et produkt af overtro.

Der må altså være en fuldstændig logisk begrundelse for anbefalingen af denne bøns tilstedeværelse i "Fader vor".

Hvilken kosmisk sandhed eller absolut realitet kan der da ligge skjult i denne ydre tilsyneladende misvisende ordform?

Ja, er det ikke således, at denne bøn skal råde bod på "brødebetyngethed" eller "skyldbevidsthed"?

Er en sådan "brødebetyngethed" eller "skyldbevidsthed" i sin værste form ikke netop en af de allerstørste sjælelige lidelser, der kan vederfares et jordmenneske?

– Er det ikke netop den, der i form af "dårlig samvittighed" piner den døende på dødslejet, giver ham en kvalfuld død og skaber "skærsild" for samme væsen efter døden?

– Kan den samme "dårlige samvittighed" ikke også skabe en ulykkelig tilstand i mange andre af livets forskellige felter, såsom: i ægteskab, i venskab, i forhold til overordnede, underordnede og ligestillede, ja, kort sagt, er den ikke ødelæggende i alle individets ellers lykkelige og harmoniske forhold til næsten, hvis den ikke kommer til udløsning i form af skyldbevidsthed og bøn om tilgivelse hos rette vedkommende?

– Repræsenterer den moderne åndsforsker en undtagelse herfra?

– Kan han med sin høje teoretiske viden fuldstændig gøre sig immun mod eller være sjæleligt uberørt af enhver fremtrædende gene eller ulykke, han eventuelt måtte være kommet til at påføre sin næste?

– Kan han overlegent berolige sig selv med, at denne hændelse, gene eller ulykke var denne næstes "egen skæbne", hvilket vil sige: var en virkning, til hvilken samme næste selv var den oprindelige udløsende første årsag og derfor ikke kan have noget som helst krav om noget i retning af undskyldning fra hans side?

– I så fald er åndsforskningen endnu slet ikke blevet noget alvorligt problem for denne åndsforsker, men er derimod kun udgørende et behageligt tidsfordriv i retning af en teoretisk kæphest, bag hvilken han søger at bortforklare for sig selv og andre sin endnu fremtrædende store mangel på næstekærlighed.

Den mangel på næstekærlighed, der afslører sig i en sådan holdning overfor urigtige handlinger imod sin næste, afslører nemlig sit ophavs primitivitet som hjemmehørende på udviklingstrin, der står langt under den almindelige ædle troendes og vantroendes trin.

Ville ikke ethvert af disse væsener blive mere eller mindre ulykkeligt i enhver sådan situation, hvor de kom til at forvolde et andet væsen stor ulykke eller lidelse?

– Ville det gøre nogen videre forskel, at de slet ikke bevidst havde tilsigtet denne ulykke for næsten, men ganske uforvarende var kommet til at forvolde denne?

– Har man ikke eksempler på, hvorledes bilister og førere af andre befordringsmidler ligefrem har fået sjælelige sammenbrud i situationer, hvor de med deres befordringsmiddel er kommet til at lemlæste eller dræbe andre mennesker, skønt skylden for ulykken ganske åbenlyst lå hundrede procent på de forulykkedes side?

– Nej, tro endelig ikke, at den sjette koncentration i "Fader vor" så let bliver overflødig.

Vi ser således her, at selv i situationer, hvor vedkommende, fysisk åbenlyst, er absolut uden skyld, kan dette ikke være tilstrækkeligt for det sympatisk eller næstekærligt anlagte væsen til at hindre en mere eller mindre fremtrædende sjælelig krise eller sorg over at være blevet det udløsende redskab for at påføre næsten den skete ulykke.      

Men når denne åbenlyse uskyld ikke engang helt kan berolige det mindre næstekærlige væsen, hvorledes tror man da, at synet af den åbenlyse uskyld skulle kunne berolige det i næstekærlighed endnu langt mere fremtrædende væsen? 

– Nej, sagen er, at problemet i sin dybeste kosmiske analyse i virkeligheden slet ikke er et spørgsmål om skyld eller uskyld, men derimod er et spørgsmål om en kontakt med sit eget selvs almenbefindende eller næstekærlighedsstandard.

Denne standard udgør området for, hvad man kan nænne at gøre imod sin næste.

Nævnte standard er meget individuel.

Nogle væsener kan nænne at påføre andre væsener svære mentale og legemlige lidelser, medens andre slet ikke tilnærmelsesvis kan nænne at tillade sig en sådan opførsel overfor medvæsenerne. Ja, er der ikke netop væsener, der hellere selv vil lide end påføre andre væsener selv de mindste lidelser?

Væsenerne tilhører således forskellige mere eller mindre høje eller lave former for næstekærlighedsstandard. Men fælles for ethvert væsen er dette, at hvis det kommer til at påføre sin næste skade eller lidelse, der ligger under dets specielle kærlighedsstandard eller det, der er normen for, hvad det ellers kunne nænne at påføre sin næste af ubehag eller lidelse, kolliderer det med denne sin almene eller virkelige bevidsthedsstandard.

Da denne bevidsthedsstandard igen er det samme som dets mentale almenbefindende, kolliderer det altså ved ovennævnte handling med sit mentale almenbefindende.

Det bliver mentalt sygt. Det er en sådan sygdom, vi kalder "samvittighedsnag".

Samvittighedsnag er altså det samme som fornemmelse af "anger" og "brødebetyngethed" over den gene eller lidelse, man har påført næsten. Man føler sin handlemåde som en begået "synd" eller "uret" imod vedkommende.

Denne følelse lader sig ikke væsentlig ændre ved noget syn på eller en forklaring af eller overbevisning om, at man er uskyldig.

Kun det meget ukærlige eller lidet brødebetyngede væsen kan bedyre sin "uskyld" ved hjælp af de kosmiske analyser eller erkendelsen af, at ethvert væsen er sin egen skæbnes første egentlige udløser, årsag eller ophav.

Det meget kærlige og derfor meget "brødebetyngede" væsen kan ikke berolige sig selv med denne blotte erkendelse af kosmisk uskyld.


Da samvittighedsnag således, som her bemærket, såvel er til stede hos det kærlige væsen, også i situationer, hvor dets ophav fysisk, åbenlyst er ganske uden skyld, som hos det kosmisk bevidste væsen, for hvem det forlængst er blevet realistisk viden, at ingen kan lide eller gøre uret, bliver det en kendsgerning, at dets fremkomst ikke udelukkende skyldes blot og bar brødebetyngethed eller skyldfornemmelse, men at det derimod må være udtryk for en anden af absolut skyld eller uskyld ganske uafhængig, dybereliggende, normal sjælelig foreteelse.

Denne foreteelse vil jeg her udtrykke som individets "bevidsthedsakse".

Da denne "akse", hvilket igen vil sige, den for det pågældende individs udviklingstrin normale harmoni i vekselvirkningen mellem dets egne bevidsthedsenergier og omgivelsernes, medvæsenernes og dermed "næstens" energier, er fundamentet for dets mentale eller sjælelige almenbefindende, vil dette almenbefindende naturligvis blive forstyrret i samme grad, som nævnte "akse" kommer ud af balance.

Man må således forstå, at nævnte "akse" har en bestemt mental "hældning", igennem hvilken den holder væsenets bevidsthed i en for dets normale almenvel passende kontakt med den mentale struktur, der udgør fundamentet for universets højeste og evige love og styrelse (Guds bevidsthed) på samme måde som jordens aksehældning udgør en for klodens midlertidige almenvel (dens beboeres normale udvikling og erfaringsdannelse) nødvendig kontakt med solen.

Denne væsenets normale, mentale "aksehældning" er således det samme som dets normale indstilling til sit midlertidige særlige udviklingstrin, hvilken indstilling igen er det samme som dets tilfredshed med nævnte trins særlige specielle foreteelser.

Med andre ord:

Individets normale, mentale "aksehældning" er det samme som den manifestationsform eller bevidsthedsudfoldelse, der er dets trins højeste ideal.

Dette ideal er således individets højeste mentale balancepunkt eller normen for dets normale villen og kunnen.

I dette balancepunkt har vi således den førnævnte kærlighedsstandard for væsenet eller feltet for, hvad det kan "nænne" at gøre overfor sine omgivelser, medvæsener og ting.

Denne mentale "aksehældning" er højst forskellig hos de forskellige levende væsener.

Ligevægten mellem rovdyrets og omgivelsernes mentalitet udtrykker et andet balancepunkt end ligevægten mellem det planteædende dyrs og omgivelsernes mentalitet, ligesom bevidsthedens "aksehældning" eller ligevægt mellem f.eks. en hovedjægers og næstens mentalitet er ganske anderledes end ligevægtspunktet mellem verdensgenløsernes og næstens bevidsthed.

Men vi ved jo, at væsenernes særlige standard, hvor forskellig de så end viser sig at være med hensyn til, hvad de kan "nænne" at gøre overfor næsten, alligevel for hver især udtrykker en midlertidig højeste normalitet.

At den ikke bliver ved med at gøre dette, men bevæger sig fremover imod en højere og højere moralitet eller kærlighedsstandard, er jo kun, hvad vi allerede kender som "udvikling".

Udvikling er således kun en normal forandring af den mentale "aksehældning", en normal forskydning af forholdet mellem væsenet og Guddommen.

Alle levende væsener er således ved deres mentale "aksehældning" sjæleligt, organisk rodfæstet i et bestemt forhold til Guds bevidsthed (omgivelserne og næsten), akkurat som klodernes indbyrdes forhold og baner i rummet er bundet ved ligevægten i vekselvirkningen mellem deres gensidige energiudstråling i det uendelige rum.

Denne ligevægt kommer altså til syne i deres "aksehældning".

Også klodernes "aksehældning" undergår en normal forskydning. Polerne flytter sig.

Når denne forskydning foregår på normal måde, sker der ingen forstyrrelse i almenbefindendet for klodens liv.

Men hvis der nu sker dette, at kloden pludselig kom for nær til et andet himmellegeme, vil dens normale aksehældning blive forstyrret af den fremmede klodes tiltrækningskraft, og en umådelig ravage med jordskælv, cykloner og oversvømmelser vil indtræffe for dens levende væsener.

Ja, selve kloden ville i værste tilfælde blive totalt splintret, opbrændt og således forsvinde fra det fysiske plan.

Men ligesom der findes unaturlige akseforskydninger for kloder, således findes der også unaturlige "akseforskydninger" for de andre eksisterende levende væsener f.eks. for jordmennesket.

Medens der ved den naturlige eller normale "akseforskydning" (normal udvikling) ikke sker nogen forstyrrelse af individets almenbefindende, vil den unaturlige "akseforskydning" derimod skabe en forstyrrelse af almenbefindendet, der i værste tilfælde ligeledes kan blive til en fysisk, dødbringende katastrofe for det pågældende væsen.

Denne unaturlige forskydning af "aksehældningen" vil ligesom for klodernes vedkommende altid skyldes for stærk påvirkning af kræfter fra omgivelserne.

Denne for stærke påvirkning udefra får stabiliseringen af den for væsenets nuværende normale almenvel nødvendige "aksehældning" til pludselig at forskubbe sig, hvorefter de fremmede kræfter, alt efter deres overlegenhed, behersker væsenets bevidsthed og fører denne imod en katastrofe eller lemlæstelse.

Det er disse fremmede kræfters overtag, vi mærker i form af "samvittighedsnag", "brødebetyngethed" eller "skyldbevidsthed".

Men det er også disse kræfters forskydning af den normale "aksehældning", der ligger til grund for sindssyge, åndssvaghed eller kort sagt alle mentale abnormiteter.

For samvittighedsnagets eller skyldfornemmelsens vedkommende gælder det blot, at individet har opdaget sin abnorme sjælelige forskydning.

Vi har således alle en særlig bestemt mental "aksehældning", der betinger vort mentale balanceforhold eller en bevidsthedsmæssig harmoni mellem os selv og vore omgivelser.

Hvis vi nu f.eks. kommer til at påføre vor næste en større eller mindre lemlæstelse eller gene, der giver os samvittighedsnag eller brødebetyngethed, vil det altså sige, at vi er kommet til at udløse en handling, der åbner for tilstrømning af fremmede, mentale energier til vor bevidsthed.

At denne tilstrømning af fremmede energier hurtigt bringer vor normale, mentale "aksehældning" (vor normale fornemmelse af et godt forhold til omgivelserne eller næsten) til at forskubbe sig, er naturligvis en selvfølge.

Jo mere denne "aksehældning" forskubber sig, jo mere kommer vi bort fra fornemmelsen af at besidde den normalitet, der udelukkende kun kan være kulminationen af vort normale, mentale almenbefindendes højeste sundhed, der igen er det samme som den naturlige glæde ved at være til.

Glæden ved at være til, hvilket altså vil sige: den for sit midlertidige udviklingstrin tilpassede sande lykkefølelse (det for trinet gældende almenvel), er således en sjælelig, organisk funktion.

Den er frugten eller virkningen af en for netop denne oplevelsesform tilpasset harmonisk vekselvirkning mellem individets bevidsthedskræfter og naturens og medvæsenernes almenudfoldelse (Guds bevidsthedsudfoldelse).

Alt, hvad der kommer ind under begrebet "samvittighedsnag", vil altså være det samme som fremmede energiers ukontrollerede passage ind i individets bevidsthedsområde og vil der, ved sin ukontrollerede fremmarch forrykke balancepunktet for den harmoniske vekselvirkning mellem individets egen og omgivelsernes energier, der udelukkende betinger det normale, mentale velvære.

Denne ukontrollerede indmarch af fremmede energier skaber et andet balancepunkt i vekselvirkningen af energierne i det pågældende væsens bevidsthedsområde.

Derved opstår der en konflikt mellem individets vilje og det, det kommer til at udløse.

Det er en sådan situation, Paulus udtrykker i ordet: "Thi det gode, som jeg vil, gør jeg ikke; men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg".

Det "gode", som Paulus ville, udtrykker således det ordinære balancepunkt i vekselvirkningen mellem hans egen og omgivelsernes og dermed også næstens energiudfoldelse.

Det betegner således hans normale, mentale "aksehældning". Det "onde", han ikke ville, men som han alligevel gjorde, viser os således forskydningen af hans "aksehældning" over imod et balancepunkt eller en ligevægt i hans bevidsthedsenergier, der var ganske imod hans vilje, og dermed imod hans normale livsglæde eller lykkefølelse.

Når væsenet, således som Paulus, opdager, at ligevægten eller tyngdepunktet af dets samlede energifunktion eller vekselvirkningen mellem dets egen og omgivelsernes energier udløser sig i manifestationer, der afviger fra det, det i virkeligheden anser for at være det retmæssige, det normale, det naturlige eller kærligste, er det klart, at denne opdagelse kun kan udløse sig i "skyldfornemmelse" eller "brødebetyngethed" ganske uafhængigt af, om det rent praktisk kan dokumenteres, at det selv er ganske uskyldigt i det begåede.

At det er uskyldigt i foreteelsen betyder, således som læserne her har set, altså ikke, at dets mentale "aksehældning" ikke er forskubbet, og at det ikke er blevet et udløsende redskab for udfoldelse af kræfter, som det er imod dets vilje at være redskab for.

Da den forskubbede "aksehældning" betyder disharmoni i dets forhold til livet, til omgivelserne eller næsten, hvilket er det samme som dets forhold til Guds bevidsthed, vil det naturligvis kun være i overensstemmelse med væsenets normale standard eller trin at få bragt denne disharmoni ud af verden og derved igen få harmoni i sit bevidsthedsområde.

Når det derfor i denne sin sjælekvide beder de pågældende væsener, som det føler sig skyldbetynget overfor, om forladelse for, hvad det har gjort imod dem eller i mangel heraf råber til Guddommen om at få forladelse for denne sin "synd" eller "skyld", vil det i virkeligheden kun sige, at det under dette råb, enten bevidst eller ubevidst, bønfalder Guddommen om at få hjælp til at få sin mentale "aksehældning" bragt tilbage i sit naturlige leje og derved få sit naturlige forhold til omgivelserne og næsten og dermed til Guddommen genoprettet.

Problemet er således, som før bemærket, i sin højeste analyse ikke et spørgsmål om skyld og uskyld, men et spørgsmål om en standsning af ukontrollerede kræfters unaturlige forskydning af individets normale, mentale "aksehældning", og at få den bragt tilbage i sit naturlige leje og dermed få oprettet den for væsenets udviklingstrin normale harmoni mellem det selv og dets omgivelser.

At problemet med hensyn til "vore skyldnere" er det samme, og at der her ligeledes mere er tale om et mentalt "aksehældningsspørgsmål" end om et spørgsmål om "skyld" og "uskyld", er naturligvis en selvfølge.

Tankekoncentrationen:

"Fader, forlad os vor skyld, som vi og forlade vore skyldnere",

er således ikke en overflødig naiv påstand, et overleveret resultat af primitiv overtro, men udtrykker derimod en strålende guddommelig indstilling af bevidstheden til fordel for stabiliseringen af en permanent, normal, mental "aksehældning" og det for væsenets særlige bevidsthedstrin heraf følgende normale almenbefindende eller guddommelige velvære.

 

 

15. kapitel
"Led os ikke i fristelse"

Med hensyn til den syvende tankekoncentration i "Fader vor":

"Led os ikke i fristelse",

er det i virkeligheden også et bevidsthedens "aksespørgsmål", vi har med at gøre.

Den kosmiske forsker vil måske også her studse, idet han vil mene, at det netop må være godt at blive "ledet i fristelse", thi det vil da kun kunne føre individet til en sådan erfaringsoplevelse eller kundskab, som er nødvendig, for at han netop ikke mere i fremtiden i det særlige specielle felt, "fristelsen" gælder, kan lade sig "friste", og det er naturligvis også logisk.

Men det daglige liv er meget mere forfinet i sin struktur end netop denne den groveste form for erfaringsoplevelse.

Ethvert individ har et vist kvantum kundskab, indhentet ved allerede tilbagelagte erfaringsoplevelser.

Ved hjælp af denne kundskab kan det til en vis grad i forvejen danne sig et skøn over eftervirkninger af situationer eller handlinger, det ønsker at iværksætte.

Hvis denne kundskab er fuldkommen, vil disse eftervirkninger blive nøjagtigt således, som individet i forvejen havde tænkt sig, og det bliver i så tilfælde ikke skuffet.

Der sker fuldt ud det, det netop ønskede sig.

Men hvis denne kundskab ikke er fuldkommen i det pågældende felt, vil det skøn over eftervirkningerne, som individet i forvejen havde dannet sig, i tilsvarende grad være ufuldkomment, og eftervirkningerne vil da vise sig at blive helt anderledes end det fuldkomne billede eller denne opfyldelse af mål, væsenet i forvejen havde forestillet sig, ja, bliver stundom lige det modsatte og kan i værste tilfælde blive en hel katastrofe for det samme væsen.

Denne katastrofe giver så væsenet det plus, at det nu kan danne sig det fuldkomne billede af situationen, ved hvilket det kan gardere sig imod en gentagelse.

Hvis væsenet ikke havde tilstrækkelig kundskab til at afværge denne katastrofe og heller ikke havde evne til at modtage den manglende kundskab af andre væsener, var katastrofen eller ulykken den absolut eneste vej fremover i udviklingen.

Her er denne erfaringsoplevelse i kosmisk forstand ikke et "onde", men et "gode", omend et "ubehageligt gode". Og det er ikke til gunst for fritagelsen herfor, at den syvende bøn i "Fader vor" er givet jordmennesket, der jo i særlig grad befinder sig på de store og grove erfaringsoplevelsers trin.

I så fald ville denne bøn jo være det samme som at bede om, at ens udvikling måtte standse. At denne guddommelige bøn ikke skal udtrykke en sådan standsning af udvikling og dermed af liv er naturligvis en selvfølge.

Men den førnævnte katastrofe behøver ikke altid at skyldes manglende erfaringer, tværtimod, undertiden kan det hænde, at et væsen kommer til at ligge under for en katastrofe, det i virkeligheden godt kunne have undgået, hvis det blot havde "tænkt sig om".

Hvad vil det nu sige, at "tænke sig om"?

– At "tænke sig om" er det samme som at tilbagekalde i sin erindring alt, hvad man kender af oplysninger vedrørende et bestemt problem.

Denne mobilisering af erindringer eller oplysninger er igen det samme som "koncentration", ligesom de mobiliserede oplysninger eller erindringer er det samme som "kundskab".

Det er denne mobilisering af erindringer, der ligger til grund for alt, hvad der kommer ind under begreberne: forskning, studium og undervisning.

Den heraf udvundne "kundskab" udgør altså en foreteelse, der kan sætte individet i stand til at udnytte hele sit erfaringsmateriale til fordel for skabelsen af en fuldkommen indsigt i eftervirkningerne af de situationer og handlinger, det ønsker at manifestere.

Det er således på fuldkommengørelsen af denne indsigt, at alle skoler, universiteter og læreanstalter er baseret.

Det er nemlig ikke blot sine egne erfaringer eller erindringer, man kan tilegne sig og bruge i mobiliseringen, man kan også tilegne sig andres erfaringer, når de blot er nogenlunde beslægtet med ens egne realistiske oplevelser.

Det er sådanne fremmede mobiliserede erfaringer, vi har adgang til gennem bøger, foredrag og al øvrig undervisning.

Denne mobilisering af erfaringer eller koncentration af kundskab har altså den værdi, at den indenfor et vist område kan fritage væsenet fra gentagelser af grove og smertefulde erfaringsoplevelser.

Men hvis væsenet nu ikke forud benytter sig af denne kundskab, hvis det ikke mobiliserer et tilstrækkeligt område af oplysninger eller "tænker sig tilstrækkeligt om" angående den særlige situation, det ønsker at manifestere eller skabe, ja, så vil den jo i tilsvarende grad komme til at afføde de samme ubehageligheder for sit ophav som dem, den ville afføde, hvis det slet ingen kundskab sad inde med i det pågældende felt.

Dette, ikke at "tænke sig om" eller på anden måde undlade at mobilisere kundskab forud for en handling, man ønsker at manifestere, afføder skuffelser og lidelser.

Dette, forud at "tænke sig om" eller mobilisere kundskab om eftervirkninger af en handling, man ønsker at iværksætte, garderer eller beskytter en mod ubehagelige overraskelser eller erfaringer, og de bitre erfaringer kan kun komme der, hvor man ikke selv har så mange erfaringer, at de kan give den fornødne kundskab, og man ligeledes heller ikke har evne til at kunne forstå andres erfaringer på dette særlige felt.

Men når denne kundskab eller oplysningsmobilisering således er lidelsesforebyggende, vil det jo være ganske ulogisk ikke at benytte denne.

Hvorfor benytter da ikke alle sig af de kundskaber, de i virkeligheden sidder inde med eller kan få adgang til igennem andres mobilisering: bøger, undervisning eller rådgivning osv.?

– Ja, en af hovedårsagerne hertil kan simpelthen være en vis mental ugidelighed.

Man mangler lysten til at koncentrere sig eller søge råd eller undervisning.

Men da dette ikke altid forhindrer væsenet i alligevel at ville udføre en eller anden særlig handling, så afstiver det sin mangelfuldt koncentrerede kundskab med den tomme tanke eller forestilling, at "det går nok".

At en handling eller manifestation må blive mindre heldig i sit forløb og sine eftervirkninger for dens ophav, når den ganske planløst er iværksat på lykke og fromme, end når den er iværksat af en for dens heldige forløb logisk og planmæssigt manifesteret viljeføring, er naturligvis en selvfølge.

At dette uheldige forløb vil være mere pinligt for manifestationens ophav i et sådant tilfælde, hvor det ikke skyldes manglende erfaringer, men derimod kun udeladelsen af disse erfaringers mobilisering eller sammenstilling til den koncentration af kundskab, hvormed individet i forvejen kunne have garderet sig, end i sådanne tilfælde, hvor miséren skyldes den totale mangel på erfaringer i det pågældende felt, er naturligvis ligeså selvfølgeligt.

I første tilfælde får væsenet samvittighedsnag i form af "ærgrelse", og jo større katastrofen eller de uheldige eftervirkninger er, desto større vil dette samvittighedsnag eller den mentale lidelse være.

Væsenet er ikke mere i en sådan kontakt med sin oplevelse af livet, som det netop kunne og derfor burde have været. Det oplever således også her en unormal forskydning af sin normale, mentale "aksehældning".

Der vil således være grund nok til for væsenet at være agtpågivende med hensyn til at mobilisere sine erfaringer, dels ved koncentration af egne oplevelser og dels ved gennem studium og undervisning at tilegne sig kundskab ved andres erfaringer der, hvor egne erfaringer ikke er tilstrækkelige.

At udelade dette er en skødesløshed, der altså kan få de alvorligste følger for væsenet.

Årsagen til ovennævnte skødesløshed kan, som tidligere bemærket, være mental ugidelighed.

Da lysten eller begæret til at iværksætte handlingen eller manifestationen ikke svækkes af denne ugidelighed, "fristes" man til at ignorere tankemobiliseringen eller den for handlingens fuldkomne gennemførelse nødvendige kundskabsberigelse og afstiver denne "fristelse" med alskens løse eller overfladiske, foregøglede "undskyldninger", hvormed man beroliger sin samvittighed for denne sin "laden stå til".

Det er en sådan situation, vi genfinder hos et menneske, der udfører f.eks. et halsbrækkende eller meget livsfarligt dødsnummer i et cirkus.

Et sådant dødsnummer må, for virkeligt at kunne svare til sit navn, kun udføres i kraft af udeladelsen af alle de logiske sikkerhedsforanstaltninger, der ellers ville gøre nummeret "ufarligt" og dermed værdiløst som attraktion.

Da disse foranstaltninger her er ignorerede, har den artist, der skal udføre dødsnummeret, ikke nogen som helst garanti for, at han vil slippe heldigt fra sit eksperiment.

Skønt han fuldt ud kender risikoen og således ikke mangler viden om eller erfaringer om farens tilstedeværelse, "lader han stå til" og håber inderligt, at "det går nok".

Men det er ikke alene i cirkus, at sådanne "dødsnumre" manifesteres.

Indenfor jordmenneskenes daglige liv forekommer en sådan tilsidesættelse eller ignorering af allerede indvundne erfaringer i en langt mere omfattende grad, end man i almindelighed tænker sig. Er ikke en masse forbrydelser netop begået i kraft af denne tilsidesættelse af erfaringer?

– Er ikke udførelsen af mange af disse rene "dødsnumre" med tilsidesættelse eller ignorering af indvundne erfaringer om dødsstraffe, tugthuse, bevæbnet politi, hemmelige alarmeringsapparater, pladshunde osv. og dermed i stor udstrækning baseret på den tankeindstilling, at "det går nok"?

– Har ikke også mangen en krigserklæring været udløst på samme grundlag?

– Hvad mener man om den almindelige daglige dosis usandhed, der bringes til torvs for at befordre hævn eller antipati, forfølgelse og underminering?

– Tror man ikke, den i en masse tilfælde er lanceret trods viden om risiko og ligeledes i håb om, at "det går nok"?

– Ja, er vi ikke her, med dette at lyve, ved et felt, hvor dette at ignorere indvundne kundskaber om risiko ligefrem er blevet til automatfunktion og fremtræder som det, vi kalder "tankeløshed"?

– Når et menneske handler i "tankeløshed", betyder det således ikke altid, at væsenet ingen tanker og dermed ingen kundskab eller viden har i det pågældende felt, men derimod netop det, at det ikke koncentrerer disse tanker bag viljeføringen.

Bag denne bliver der derfor kun "tankeløshed".

Væsenet lyver i sådanne situationer uden på nogen som helst måde at uddrage nytte af kundskaber eller erfaringer, det i virkeligheden sidder inde med angående risikoen i det pågældende felt.

Det er her blevet til automatfunktion (vane) at "lade stå til".

Risikoen med hensyn til eventuel afsløring og den heraf følgende kompromittering skænker det således ikke en eneste taoverdådigt nke, skønt det i dybden af sin bevidsthed har med erfaringer eller kundskaber, der, hvis det havde mobiliseret disse (tænkt sig om), med lethed kunne have advaret sig selv.

Der er således et overordentligt stort område i væsenets daglige liv, hvor dette, at mobilisere kundskaber bag viljeføringen, bliver ignoreret, og væsenet "løber risikoen", og kun indenfor dette felt kan der være tale om den foreteelse, vi kalder "fristelse".

I de felter, hvor væsenet absolut ingen kundskaber har eller ikke kan tilegne sig dem, kan det umuligt "fristes".

Her er der udelukkende kun en eneste vej frem, nemlig: den realistiske erfaringens vej.

Advarsler har det ikke kundskab til at forstå og er derfor ude af stand til at tro på disse, og i dets egen kundskab eksisterer absolut intet, der kan lade det ane eller begribe faren.

Her må livet selv tale. Intet som helst andet kan her påvirke individet.

Noget helt andet er det derfor i de situationer, hvor det har rigeligt med kundskaber både til at forstå andres advarsler og til at kunne danne sig et skøn over risikoen eller faremomenterne i de særlige handlinger, det ønsker at iværksætte eller manifestere.

Kun her kan der blive tale om "fristelse".

"Fristelse" vil altså være det samme som at blive forledt til at ignorere bevidste faremomenter ved den eller den manifestation eller handling, man ønsker at iværksætte.

Hvorledes opstår nu en sådan situation, hvor man bliver forledt eller "fristet" til at ignorere alle naturlige advarsler?

– Ja, den opstår som før nævnt som følge af en vis mental ugidelighed eller energisvækkelse, der igen skaber ulyst til at iværksætte den i den givne situation nødvendige mobilisering af den ved tidligere erfaringer tilegnede kundskab.

Man vil således her opnå visse mentale fordele uden at opfylde de for denne opnåelse særligt funderende sikkerhedsforanstaltninger.

Man vil opnå et begærs tilfredsstillelse ganske uden om de love, der er naturlige for den sikre og fuldkomne eller farefrie opnåelse af denne tilfredsstillelse.

Det er denne mentale indstilling, vi kender fra det noget misvisende begreb "dumdristighed".

Da en "dristighed", der er baseret på dumhed, hvilket igen vil sige: uvidenhed om faren i den pågældende situation, i absolut forstand hverken kan være "dristighed" eller "mod", (man kan jo ikke tale om "dristighed" eller "mod" der, hvor man ikke aner nogen fare), kan begrebet ikke udtrykke den dummes dristighed eller mod.

Når der derfor i denne forbindelse er tale om "dristighed" eller "mod", kan denne tale kun udtrykke en situation, hvor individet kender faren, men alligevel mere eller mindre handler således som den "dumme", der ikke kender faren, ville handle i den samme situation. "Dumdristighed" betyder altså den situation, i hvilken den "kloge" lader sig forlede eller "friste" til at handle som den "dumme".

At dette ikke kan være en fuldkommen forvaltning og udnyttelse af de allerede erhvervede erfaringer eller kundskaber og derfor må føre individet til unyttig risiko, er således her synligt som en åbenlys kendsgerning.

Det gør ikke sagen bedre, at denne "fristelse" yderligere kan stimuleres ved andre væseners mere eller mindre suggererende overtalelser til handling og bortforklaringer af faremomenterne.

Sådanne medvæsener bliver altså "fristere" eller medarbejdere i vor egen "fristelse" af os selv.

Det er derfor slet ikke så mærkeligt, at man i den kosmiske bøn eller "Fader vor" har søgt at komme den bedende til hjælp i en sådan situation.

"Led os ikke i fristelse"

er således ikke en bøn om at blive fri for realistiske, bitre virkninger af vor handlemåde der, hvor vi er så uerfarne, at vi ikke engang kan modtage kundskab, råd eller undervisning, og disse bitre erfaringer derfor er den absolut eneste vej til kundskab.

At nævnte bøn her ville standse al udvikling og dermed al oplevelse af liv, hvis naturen ikke netop havde gjort dens opfyldelse til en total umulighed, er således her åbenlyst.

At bede om ikke at blive "ledet i fristelse", er altså udelukkende det samme som at bede om at få kraft og styrke til at holde sig fri af den kraft, der standser kundskabs- og erfaringsmobiliseringen, og som forekommer, dels i form af den ved et for stærkt begær opståede tilbøjelighed eller "fristelse" til at ignorere faremomenterne, som dette begærs tilfredsstillelse indebærer, og dels i form af suggererende overtalelser (fristelser) fra medvæsener og omgivelser, og som støtter individets egen ignorering af faren.

Dette, at holde sig fri af "fristelse", vil altså være det samme som at holde sit erfaringsmateriale i højeste beredskab, således at vor kundskab eller mentale lys i sin fulde styrke kan lyse og funkle bag enhver art af viljeføring og manifestation, det er vor hensigt at udløse.

Og er det ikke netop i dette højeste beredskabs favør, at Bibelens ord så manende udtrykker:

"Våger og beder, at I ikke skulle falde i fristelse! Ånden er villig, men kødet er skrøbeligt".

 

16. kapitel
"Men fri os fra det onde"

Med hensyn til den ottende tankekoncentration i "Fader vor":

"Men fri os fra det onde",

vil den i virkeligheden kun være at udtrykke som et supplement eller en fortsættelse af den syvende bøn.

Som jeg allerede har forklaret, kan det i absolut forstand ikke være et "onde" at opleve realistiske eller praktiske erfaringer der, hvor al anden vej til kundskab er spærret, idet livet i modsat fald da ellers totalt måtte gå i stå eller ophøre.

Det eneste, der kan være tale om at betegne som et "onde", selv om denne betegnelse i absolut kosmisk forstand ikke er korrekt, da alt her jo er "såre godt", er netop dette: at udsætte sig for bitre lidelses- eller lemlæstelseserfaringer der, hvor vi i virkeligheden sidder inde med kundskaber nok til at kunne undgå disse og derfor kun oplever dem på grund af mental slappelse eller svækket omtanke.

Denne mentale slappelse eller svækkede omtanke og virkningerne heraf er således i virkeligheden det eneste, der her i denne forbindelse kan være at betegne under begrebet "det onde".

Det samlede facit af den syvende og ottende tankekoncentration i "Fader vor" vil derfor i virkeligheden være at udtrykke således:

"Hjælp os, så vi ikke lader os forlede til at ignorere vort erfaringsmateriale, vor kundskab eller andres retmæssige råd og vejledning, men stadig opretholder vor evne til at undgå det "onde" eller den gene: at genopleve lidelser og smerter, vi i virkeligheden har kundskab eller evne nok til at kunne undgå".

 

 

17. kapitel
"Thi dit er riget og magten og æren i evighed. Amen"

Hermed er vi nået frem til den niende og sidste tankekoncentration i "Fader vor":

"Thi dit er riget og magten og æren i evighed. Amen".

Med denne tankekoncentration overgiver den bedende sig totalt eller helt i Guddommens varetægt.

En større hengivenhed og anerkendelse af Guddommen end den, der her er udtrykt, kan ikke eksistere. "Riget" udtrykker således her universet eller verdensaltet, medens "magten" udtrykker dette verdensalts styrelse, hvilken styrelse igen er det samme som Guddommens vilje eller viljeføring. Med "æren" erkender den bedende denne viljeføring som den mest strålende eller højest fuldkomne.

I modsat fald var der jo ingen ære.

Kun den fuldkomne eller retmæssige viljeføring kan være "ærefuld". I afslutningen på "Fader vor" gør den bedende sig således totalt til ét med Guddommen.

Idet han erkender alt for at være "Guds rige", erkender han også dermed, at det "rige", i hvilket han selv er makrovæsen og centrum, hvilket vil sige: hans egen organisme, er Guddommens, ligesom han med sin erkendelse af, at "magten" er Guddommens, dermed tilkendegiver, at hans egen magtudfoldelse eller viljeføring i absolut forstand også er Guddommens, og med erkendelsen af, at "æren" er Guddommens, frakender han sig selv al mulig ret til at være retmæssigt ophav til alt, hvad stort og fuldkomment han så end selv måtte have frembragt.

Vi har således her for os den mest fuldkomne bevidsthedsindstilling og største afsløring af viden om os selv, der kan åbenbares i et levende væsen.

Som De her vil have forstået, er "Fader vor" den største og mest fuldkomne bøn, der overhovedet kan manifesteres, idet den omfatter absolut alt, hvad det levende væsen kan bede om og med sikkerhed opnå bønhørelse af.

Der findes i den ikke noget som helst selvisk eller egoistisk, men kun det absolut naturnødvendige, ikke blot for den bedende selv, men også for dennes næste.

Der er ikke nogen som helst tendens til ønske om favorisering eller til at komme i særlig gunst eller yndest hos Guddommen fremfor medvæsenerne eller næsten. "Fader vor" er således tilstrækkeligt eller fuldt dækkende den bedendes behov.

Men hvis man trods dette alligevel yderligere har tanker eller anliggender, man gerne i egne specielle ord vil udtrykke overfor Guddommen, vil det ikke være hverken naivt eller naturstridigt at indflette dem i sit "Fader vor", når blot de er af samme uselviske natur som dette.

At træne sig op til at bede "Fader vor" med fuld forståelse af, hvad der ligger nedgemt i dets ordlyd eller tekstform, vil således uundgåeligt føre mod bønhørelse, ikke alene på det fysiske, men også på det kosmiske plan og derved med urokkelig sikkerhed føre den bedendes bevidsthed ind i den allerhøjeste lykke:

sammensmeltningen med Guddommens bevidsthed, væsen og kærlighed.

© Martinus Institut 1981

 

Bønnens mysterium

 

Som bog:

 

Martinus Institut

Bønnens mysterium

 

Saxo

Bønnens mysterium