© Martinus Institut 1981

 

Min missions fødsel

 

 1. KAPITEL

 

Mennesker, der er de første til at tro på fortidige, men de sidste til at tro på nutidige »åbenbaringer«

Da mit arbejde efterhånden har fundet vej ud til mange mennesker, for hvem det i form af åndsvidenskab udelukkende er en bærende livsfaktor, har jeg følt det gavnligt overfor disse mennesker at give et lille omrids af de begivenheder, der blev det direkte udløsende moment til denne min åndelige mission.
 

Disse begivenheder, der for mig blev en kaldelse, er af en så usædvanlig og sjælden karakter, at deres blotte beskrivelse i detaljer allerhøjst kun vil virke som et fantastisk og absolut uvirkeligt eventyr for den uindviede, ligesom den på de intolerante og mindre kærlighedsudviklede væsener ligefrem vil fremkalde forargelse, der, i ly af begrebet »hellig vrede«, vil få dem til at betegne mig som »besat af djævelen«, som »gudsbespotter«, som offer for »storhedsvanvid« eller anden form for abnormitet eller sindssyge.

Ja, kendsgerningerne har endog vist, at der er dem, der betragter mig for at være selve »Antikrist«, en »falsk Messias« e.l.

Disse mennesker er efterhånden så suggereret eller fast indgroet i den forestilling, at de såkaldte »åbenbaringer« er foreteelser, der kun er knyttede til fortidige bibelske personer.

Skønt man fra disse menneskers bevidsthedsniveau i årtusinder fra prædikestole i by og på land, fra talerstole i det frie, i skov og på strand, på gader og stræder, har råbt det ud til menneskene, at

»Guds ånd svævede over vandene«»Gud talede« til Moses – »Gud talede« til profeterne Jesus blev »forklaret« på bjerget – apostlene blev »overskyggede af den hellige ånd«, der sås som »tunger af ild over deres hoveder«, Paulus blev »indhyllet i et hvidt lys« på vejen til Damaskus osv., osv.,

vil de fleste fra samme niveau være de sidste til at forstå, være de sidste til at tro på, at de samme begivenheder akkurat lige så godt kan finde sted i nutiden, kan finde sted her midt i vor moderne, videnskabelige og tekniske tidsalder.

Medens man fra nævnte niveau finder det ganske naturligt, at »Guds ånd« i form af »tornebusken der brændte«, viste sig for Moses, og »det hvide lys« kom over Paulus, skønt den første var morder, og den sidste var en hårdnakket modstander og forfølger af Kristus, er man urokkelig i troen på disse beretningers sandfærdighed;

men hvis en mand kommer i dag og fortæller, at han er blevet

»overskygget af den hellige ånd«, at han er »ét med Faderen«, at han selv er blevet »vejen, sandheden og livet«,

vil man ikke tro ham, men derimod forarges på ham, ligegyldigt hvor hæderligt og rent han så end lever, ligegyldigt hvor videnskabeligt han så end kan bekræfte sin påstand.


Men dette er ganske naturligt. Disse mennesker er med hensyn til logisk tænkning og analysering på det religiøse område endnu ikke frigjorte mennesker.

De er endnu ikke så selvstændige, at de tør forlade »flokkens« officielle mening, der for dem er den urokkelige uskrevne lov, eller

udgør den gangstol, ved hvis hjælp de endnu religiøst set må holde sig oprejst, så længe deres tankes gåevne i livsmysteriets afsløringslabyrinter endnu er uselvstændig og hjælpeløs, og hvorved livet udenfor de gamle religiøse traditioners og dogmers område for dem måtte blive en ødemark, i hvilken de åndeligt set ved deres ubevægelighed måtte sulte ihjel eller på anden måde ynkeligt omkomme.

 

 

2. KAPITEL

 

Dømmer ikke
 
Til mennesker af ovennævnte type er denne min henvendelse ikke skrevet.
 
Skulle denne alligevel på en eller anden måde komme et sådant menneske i hænde, lad mig da med det samme sige til vedkommende:

»Bliv absolut i den religiøse tro, der for dig betyder livet eller lykken, der af dig menes at være vejen, sandheden og livet.
 
Tro endelig ikke, at jeg på et eneste punkt ønsker at føre dig bort fra denne din højeste livsbasis.
 
Jeg ønsker overhovedet ikke at svække et eneste menneskes tro på det, der er virkeligt skønt og ædelt, sandt og derfor kærligt, guddommeligt inspirerende i den daglige tilværelse. 
 
Men husk, at det vil være en overtrædelse af kærlighedsloven ikke at vedkende dig, at din viden er begrænset, og at du uden om denne begrænsning er omgivet af en zone, hvor du altså ikke kan være »vidende« og derfor nødvendigvis kun kan eksistere som »troende«.
 
Uden om dette felt er du igen omgivet af en uendelig zone, der af din komplette hundrede procents uvidenhed eller totale bevidstløshed bliver udgørende den sorteste nat.
 
Hvad denne mørke nat kan skjule i sit skød, ved du intet om. Du kan derfor ikke udgøre nogen som helst autoritet eller retmæssig kvalificeret dommer i bedømmelsen af beretninger fra, eller afsløringer af, dette for dig ganske ukendte terræn.
 
Kun i det lille felt eller område, hvor du står på absolutte matematiske kendsgerningers grund, på absolut selvoplevet viden, kan du tale med.

Men allerede i det felt, hvor du kun eksisterer som »troende«, ophører du med at være kapacitet.
 
Her eksisterer du på, hvad andre har fortalt dig, hvad andre har skrevet. Dette vil altså sige, at her er du kun en discipel, en lærling, en elev. Du er ikke nået til det modne stadium, hvor din uddannelse er fuldendt. Du har endnu ikke opnået dit certifikat, din eksamen, din svendeprøve.

Men er det ikke mere naturligt og derfor mere kærligt, at eleven erkender denne sin virkelige identitet, der netop udelukkende kun kan bestå i at være den »lyttende« part, end at han i sit væsen foregøgler sig berettiget til at fremtræde som den »bedømmende«, som den »belærende« part og således i virkeligheden, om end ubevidst, placerer sig som en »falsk« mester eller lærer?
 
Når den »troende« vil belære den »vidende«, er det jo det samme som, at eleven vil belære mesteren.
 
Dette forhold er unaturligt, og alt, hvad der er unaturligt, er ukærligt.
 
Den »troende« synder mod sin egen overbevisning ved at gå i rette med det »vidende« væsen, ganske uafhængigt af, om denne dets handlemåde endog sker i god tro.

Men er det ikke også derfor, det hedder
 
»dømmer ikke, thi med hvad dom, I dømmer, skal Eder igen tilmåles?«
 
Den, der virkeligt ved dette, dømmer ikke i felter, hvor han ikke er »vidende«.
 
Det tilkommer således ikke det »troende« væsen at dømme. Det kan retmæssigt kun være det »vidende«s privilegium.
 
 
3. KAPITEL
 
Til hvem beretningen om min missions fødsel er henvendt
 
Hvis du kommer i berøring med efterfølgende beretning, som i store og grove træk er mit eget nuværende livsløb, og som netop har formet sig som en eneste stor åbenbaring af guddommelig visdom, en permanent omskabelse af religion til videnskab, da husk på, i henhold til ovennævnte, at samme beretning ikke er en henvendelse til dig, der på forhånd mener at have opnået alt i kraft af »troen«, mener dig »frelst«, føler dig »salig«.
 
Gør dig begribeligt, at min henvendelse derimod direkte er rettet imod alle de mennesker, der er udviklede til
 
ikke at dømme på grund af formodning, på grund af »tro«, men udelukkende kun fremtræder som upartiske sandhedssøgere, for hvem den absolutte »viden« eller kendsgerning er hellig, er absolut eneste mål for deres stræben og eneste virkelige basis for deres ræsonneringsevne og dermed for deres dømmekraft og handlemåde.
 
4. KAPITEL
 
Hvorfor skulle »åbenbaringer« ikke lige så godt være mulige nu som i fortiden?
 
Din egen religion lærer dig, at der er noget, der står over »troen«, nemlig den virkelige selvoplevelse af lyset, og at du, hvis denne ikke netop eksisterer, aldrig ville være skænket eller kommet i besiddelse af troens guddommelige lys, aldrig ville have erfaret noget om en Guddom, om livets store facitter eller de evige sandheder: »hvad et menneske sår, dette skal han og høste« Salige er de rene af hjertet, thi de skulle se Gud«»elsker hverandre«»alt er såre godt« osv., som netop tilsammen udgør det bærende fundament for al tilværelse.

Hvis ikke Moses, profeterne, verdensgenløserne, apostlene og andre visdommens repræsentanter i verdenshistorien havde oplevet Guds ånd, hvordan skulle så Biblen eller andre guddommelige lærebøger være blevet til? Hvordan skulle du så have opnået den »frelse« eller »salighed«, der nu udgør al din livslykke? – Det er en kendsgerning, at disse nævnte personer har bragt nye guddommelige synspunkter ind i menneskehedens mentalitet; men derved bliver det også en kendsgerning,
 
at disse er ophav til noget, de ikke kan have læst sig til i forvejen, noget, der ikke kan være blevet fortalt dem af andre. Disse nye synspunkter er således opstået i deres egen bevidsthed, i deres egen mentalitet, er altså en selvoplevelse og udgør dermed en førstehåndsviden.
     
Men når det således er en kendsgerning, at den guddommelige visdom igennem århundreder er kommet ind i verden gennem dertil egnede personer, hvorfor skulle denne transmission så ikke blive ved med at fortsætte? –
 
Hvorfor skulle sådanne personer kun være historiske emner, kun være fortidige tildragelser? –
 
Hvorfor skulle disse foreteelser i dag således i virkeligheden kun udgøre mentale museumsgenstande?
 
Ville det være logisk at antage, at det vise Forsyn, som du på en eller anden måde så højt tror på, ikke i dag skulle være lige så interesseret i at få manifesteret sin høje visdom gennem levende personer, lade sine åbenbaringer komme til syne som kendsgerninger i kød og blod i det tyvende århundredes sol og lys ligesåvel som i fortidige århundreders dage og nætter? –
 
Kan det være logisk at antage, at de nuværende generationer i mindre grad har nødig at få livets store sandheder åbenbaret som synlige tildragelser, som håndgribelige kendsgerninger midt i deres daglige liv, end de fortidige? –
 
Er det ikke netop en kendsgerning, at den moderne videnskabelige tænkemåde underminerer trosevnen, og at det moderne videnskabeligt indstillede menneske ikke har nær så let ved at »tro«, som det med den traditionelle indstilling.
 
 
5. KAPITEL
 
Jesus bebuder kommende åbenbaringer
 
 
Når et menneske på grund af videnskabelig indstilling ikke kan »tro«, vil der kun være én vej, ad hvilken Forsynet kan komme det således moderne indstillede menneske til hjælp, nemlig
 
ikke ved at henvise til fortidige åbenbaringer, der jo netop er værdiløse for den, der ikke kan »tro«
 
men derimod ved,
 
midt i den moderne tidsalder, at lade sin åbenbaring gentage sig som videnskabelig kendsgerning, synlig i nulevende kød og blod, synlig i gerning og væsen, tilgængelig for al ren og upartisk forskning.

Men er det ikke netop det, din egen religion har lært dig? – Har den ikke netop sagt til dig i form af Jesu ord,
 
»Eder er det ikke givet at forstå disse ting, men de kommende slægter«»men Talsmanden, den hellige Ånd, som Faderen skal sende i mit navn, han skal lære Eder alt og minde Eder om alt, hvad jeg har sagt Eder«
 
»Men når han, sandhedens ånd, kommer, skal han vejlede Eder til al sandheden; thi han skal ikke tale af sig selv, men hvad som helst han hører, skal han tale, og de tilkommende ting skal han forkynde Eder.
 
Han skal herliggøre mig; thi han skal tage af mit og forkynde Eder. At hvad Faderen har er mit; derfor sagde jeg, at han skal tage af mit og forkynde Eder.«
 
Når dertil, blandt andre forjættelser, kommer, at Jesus gentagne gange stærkt pointerer sin »genkomst«, tyder dette just ikke på, at de fortidige åbenbaringer ikke skulle gentage sig.
 
Hvad er »Talsmanden den hellige ånd«? – Hvad er »Kristi genkomst«? – Er det ikke netop de største åbenbaringer i tilværelsen? –
 
Og hvad er »de kommende slægter?«
 
Er de nulevende generationer ikke netop de »kommende slægter« overfor Jesu tidsalder i Palæstina? –
 
Og har de samme slægter ikke netop en videnskabelig indstilling, har de ikke en noget højere udviklet evne til at forstå verdensmysteriet videnskabeligt end de fortidige generationer? –
 
Og er dette ikke netop årsagen til, at de ikke mere kan »tro«, men fordrer »viden«? –
     
Vær derfor forsigtig, når du dømmer andre, thi du ved intet om, »når disse ting skal ske«.Ingen kender dagen eller timen«.»Disse ting« kommer over ethvert menneske som »en tyv om natten«. 

At du selv får opfyldt din bevidsthed med salighed på basis af de fortidige åndelige begivenheder eller åbenbaringer, berettiger dig absolut ikke til at mene, at disse er fyldestgørende eller tilstrækkelige for alle tider eller for alle mennesker,
 
thi hvis det var således, ville Jesu forjættelse til de »kommende slægter« jo være ganske overflødig og meningsløs.

I henhold til din egen religion, i henhold til Biblen, i henhold til præstens prædiken er det således ikke udelukket, at mennesker i dag kan blive overskygget af den hellige ånd.
 
Det er ikke udelukket, at Gud ligesåvel direkte kan »tale« til et menneske af det tyvende århundrede, som til et menneske fra fordums tid. –
 
Det er ikke udelukket, at der i et væsen af ringe byrd, af ringe social position kan fremtræde et så åndeliggjort indre, at Guds ånd kan levendegøre sig deri
 
og derved komme direkte til syne i et nulevende fysisk menneske og dermed gøre de fortidige religiøse åbenbaringer til realistiske kendsgerninger for det tyvende århundrede, ligesåvel som for de svundne tidsperiode.
 
 
6. KAPITEL
 
Kun i kraft af kærlighed kan man opleve »den hellige ånd« eller »se« »den indviede«
 
Livet selv, din egen religion, maner i virkeligheden i henhold til foranstående til stor forsigtighed, advarer dig meget imod at dømme.
 
Du ved jo ikke, hvem du har for dig, når du står overfor din næste.
 
Du kender absolut ikke hans skjulte sider.
 
Du ved ikke, om han er, eller bliver, inkarnationen af den guddommelige åbenbaring, om han er Guds sendebud til menneskene, om han er en ny hjælper i det verdens frelsende princip, om han er selve verdensgenløseren.
 
At han (hun) måske fremtræder i stor social beskedenhed eller på anden måde nødtvungent må leve i »krybbens« nærhed eller omgivelser, at han (hun) måske ikke går i kirke, ikke er medlem af den eller den religiøse sekt eller bevægelse,
 
ja måske endog tilsyneladende er irreligiøs, født og opdraget under forhold, du ville kalde »syndige«, såsom uden for ægteskab, uden dåb, uden konfirmation, garanterer ikke, at nævnte person ikke er bærer af den guddommelige bevidsthed, er inkarnationen af den hellige ånd, tværtimod.
 
Den nævnte beskedne materielle position synes jo netop at være en af de veje, der særligt yndes ved enhver åbenbarelse af den guddommelige ånd i jordzonen.
 
Det var jo ikke fra luksusvuggen eller guldtronen, men fra krybben og korset, at livets største verdensgenløsning og dermed manifestationen af Jordens største bevidsthedsåbenbaring fandt sted.
     
Vær derfor forsigtig! Du ved ikke, når du står overfor en fyrste fra en højere tilværelseszone.
 
Disse højere zoner har andre realiteter at inddele deres rang, position og fremtræden efter end de jordiske, der netop glimrer ved ydre materiel glans og foreteelse.
 
Og du må absolut ikke forestille dig, at den indviede selv siger dig, hvem han er.
 
Et sådant væsen færdes blandt menneskene, blandt den store hob, men de kender ham ikke.
 
Da han ikke er kommet for at lade sig tjene, men for at tjene, er det ikke udelukket at møde et sådant væsen i et tyendes skikkelse, ja en sådan storhed kan skjule sig i din bydreng, i din husassistent, i din rengøringskone, i din arbejdsmand e.l., men du opdager det ikke, hvis du ikke i dit eget bryst har en sådan kærlighed til disse personer, at denne får dem til at genelske dig med en sådan tillid, at de åbner deres hjerte og mentalitet for dig.
 
En sådan beskeden ydre position er jo heller ikke egnet til at give den store hob respekt og ærbødighed for den indviede, idet rigdom og luksus i fremtræden og opførsel er dens ideal nærmere og bringer lettere stor anseelse, både hos presse, videnskab og lægfolk.
 
Du skal derfor heller ikke vente dig at få evne til at se den indviede, så længe den offentlige mening, skik og brug, hvad man kan være bekendt osv. endnu er bestemmende for, hvad der er dine idealer, selvom du endogså møder ham i kød og blod.
 
Du får absolut ikke set andet end »krybben«, den ydre beskedenhed eller ringhed, hvormed han viser sig, og den eventuelle bagtalelse, ironi og spot, hvormed de uindviede undertiden søger at forgifte hans fodspor.
 
Vær derfor forsigtig.
 
Den hellige ånd er, foruden at være den højeste viden om Gud også den højeste kærlighed. Men kærlighed kan kun kendes af kærlighed.
 
Derfor, hvis du har kærlighed nok i dit eget indre, vil du også opdage den åndelige åbenbaring, den hellige ånd eller rene, guddommelige kærlighed i et hvilket som helst andet bryst, den så end måtte findes, ganske uanset bag hvilke eventuelle laser eller pjalter dette så end måtte dække sig.
 
At du selv føler dig »frelst«, giver dig ingen som helst ret eller kvalifikationer til at dømme andre. Kun kærligheden alene kan være en genkendelse af guddommeligt slægtskab.
 
 
 
7. KAPITEL
 
Den indviede kommer ikke for at plagiere andre indviedes manifestationer, men kun for at skabe ny udvidelse af mentalitet, moral og forståelse af livet
 
Når Guds ånd overskygger en person i den fysiske tilværelse, er det absolut uden undtagelse for at bringe noget nyt ind i verden, for at skabe eller udvikle moralen om til en endnu højere fremtrædende idealisme.
 
Den indviede vil derfor aldrig begynde at plagiere, hvad der allerede er manifesteret eller åbenbaret ved Guds ånd gennem tidligere indviede personer.
 
»Man fylder ikke ny vin på gamle læderflasker«.
 
Den indviede vil altid kun være kommet til verden for at afsløre eller åbenbare fortsættelsen af den guddommelige plan og hensigt med de jordiske menneskers tilværelse.
 
Han vil derfor altid komme på tværs af de gamle udlevede traditioner og dogmer og dermed sprænge de gamle fordomme.
 
Hvis han ikke netop gjorde dette, hvis han indskrænkede sig til kun at sige det, tusinder af præster, religiøse foredragsholdere og cirkelledere efter fortidige indviede i dag genfortæller verden over, og som har været sagt i århundreder, hvad nytte skulle hans fremtræden så være til.
 
Til at genfortælle noget behøves ingen overskygning af den hellige ånd, ingen indvielse, ingen kosmisk bevidsthed eller klarsyn.
 
Den indviede kommer derfor ikke for at genfortælle eller plagiere en anden indviets manifestation.
 
Han kommer udelukkende kun til verden for at skabe nyt materiale for udvidelse af menneskehedens mentalitet, moral og forståelse af det sande og virkelige liv bag alle ydre foreteelser.
     
Det kan derfor ikke noksom anbefales at være forsigtig, når du hører en eller anden sige noget, du ikke før har været vant til at anerkende som moral eller idealisme.
 
Det kunne jo være, at det var et nyt sendebud fra Gud til menneskene. Og sæt nu, at du dømte ham, bagtalte og modarbejdede hans gerning, da modarbejdede du jo Gud, modarbejdede din egen religions store forjættelser og dermed menneskehedens fuldkommengørelse.
     
At du måske er præst, Oxfordmand, indremissionsk, adventist, antroposof, teosof, spiritist e.l. fritager dig ikke for det deraf følgende ansvar.
 
Var det ikke netop ypperstepræsten, der blev en »Kajfas«?
 
Og var det for øvrigt ikke blandt alle dem, der sad inde med den officielle værdighed som »moralens vogtere«, at man fandt de mest nidkære til at råbe »korsfæst ham, korsfæst ham«?
 
Og sagde vedkommende væsen ikke selv, at »de første skulle blive de sidste«?
 
Og det er vel ikke lige netop den position, du ønsker dig?
 
Vær derfor på post. Du kommer før eller senere til at stå overfor det samme problem, ligegyldigt hvor selvsikker, hvor frelst eller salig du så end føler dig i dag.
 
© Martinus Institut 1981
 
 
Læs videre
 
 
 
Køb bogen