Det Gamle og Nye Testamente

 

Hvorfor Vestens hellige bog "Bibelen" forekommer i to afsnit: "Det Gamle Testamente" og "Det Nye Testamente", samt forskellen på disse to testamenter

 

1301. Men hvordan går det dog til, at jordmenneskeheden bliver stedet overfor to så store kontrære terræner for moralitet eller to så højst forskellige former for samfundsidealer? - De første idealer gør det livsfarligt virkeligt "at elske" sin næste, medens de sidstnævnte gør det livsfarligt "ikke at elske" sin næste.

Er det ikke netop denne omstændighed, der har bevirket, at den "kristne" verdens hellige bog "Bibelen" er blevet fremtrædende i to fundamentale afsnit: "Det Gamle Testamente" og "Det Nye Testamente"? - Er det fundamentale i "Det Gamle Testamente" ikke netop ægteskabs- eller familieloven? -

Er det ikke her, man har opsat den vældige dødsstraf for enhver tilstand, der ikke var helt i kontakt med det formentlige jordmenneskelige "parrings-" eller "formeringsideal"? -

Var det ikke efter "Det Gamle Testamentes" love, at man ville have stenet kvinden til døde, som var grebet i hor? -

Og var det ikke ophavet til "Det Nye Testamentes" love, der ikke ville dømme hende og påbød, at "den, der er ren, han kan kaste den første sten"? -

Er det ikke netop overholdelsen af familielovene fra "Det Gamle Testamente", der har kunnet holde det jødiske folk sammen til ét folk igennem årtusinder, selv om det så at sige var spredt over hele den civiliserede verden, måtte leve i en permanent landflygtighed blandt mange andre racer, måtte tale alverdens tungemål foruden dets eget sprog? -

Og var det ikke netop dette folks historie og idealer, der blev det første afsnit i "kristendommens" hellige bog? -

Er det ikke netop dette afsnit, der udgør det såkaldte "gamle testamente" i den hellige bog for Vestens folk? - Var ikke vor religionsundervisning ud fra dette "testamente" et permanent studium af krige og atter krige.

Var ikke alle de store skikkelser, alle de store hovedpersoner i denne lærdom så at sige sværdets og gengældelsens lovprisere? -

Var de ikke netop "krigsmæssige helteskikkelser"? - Var det ikke "David", der fældede "Goliat"? - Og var de andre jødiske konger ikke indviklede i krige? -

Var de ikke i en meget stor udstrækning opflammet og inspireret til disse krige af deres lands førende profeter? - Påbød ikke selve Moseloven "øje for øje og tand for tand"? -

Og var det ikke selve ypperstepræsterne, templets øverste, "det allerhelligstes" eneste betrædere, der dømte Jesus af Nazaret til tortur og korsfæstelse? -

Og hvorfor? -

Var det ikke netop fordi, han forkyndte "næstekærlighedens evangelium"? -

 

1302. Nej, "Det Gamle Testamente" er således ikke ganske det samme som "Det Nye Testamente".

Det er i stor stil en beretning om en mental sfære, hvor "næstekærligheden" endnu er et ganske uforståeligt begreb, og hvor krigens og magtens helteskikkelser udgør de store beundrings- og attråværdige tilbedelsescentrer, er folkets udkårne største idealer.

"Det Gamle Testamentes" beretninger er et drama i menneskehedens historie, indenfor hvilket krigen, magten og dødsstraffen endnu er religionens eller moralitetens fornemste dyder. Det er en beretning om et folk, der både havde flerkoneri, slaver og slavinder, et folk, der lige så godt som "hedningerne" undertrykte visse kategorier af dets egne samfundslag, lod dem leve i trældom og underkastelse, ligesom de regnede andre staters eller nationers folk for en slags laverestående væsener, man slet ikke måtte gifte sig med, og med hvilke samkvem kun tolereredes der, hvor dette udgjorde enorme udbyttegivende, forretningsmæssige forbindelser.

Intet under, at "Guds udvalgte folk" efterhånden måtte bringes til at erkende deres selviske "nationalismes" isnende kulde i "internationalismens" verdenssamfund.

Og er det ikke den samme erkendelse, der senere blev mange andre selviske nationer til del, grundet på deres antipati eller fjendtlighed overfor "internationalismen"? -

Hvorfor blev "jøderne", trods tapper kamp og dygtige førende mænd, store profeter, kloge og delvis "indviede" konger, stadig spredt i landflygtighed, mistende al selvstændighed og deres enkelte individer så at sige stillet ansigt til ansigt med eller tvungne til at leve midt i andre landes, andre racers individer, skønheder, sæder og skikke? -

Tror man ikke, det var for at knække "nationalismens" selviske indkapsling i og drømme om en "herrefolketilværelse"? -

Tror man ikke, det var for at lade dem erfare, at andre nationers, andre racers individer også var menneskelige væsener, hvilket her vil sige: væsener, der også kunne udøve mentale dyder, ja, ligefrem også var væsener, man kunne gifte sig med eller på anden måde komme til at holde af? -

Og tror man ikke, det netop var særligt nødvendigt for "Guds udvalgte folk"? -

 

1303. "Jøderne" var som bekendt "Guds udvalgte folk", dog ikke således at forstå, at Guddommen har særlige "kæledægger" eller "favoritter" blandt nationer og enkelte individer.

Overfor Guddommen er jo alle lige.

Men Guddommen må vejlede, undervise, udvikle og føre de levende væsener fremad i kredsløbet, såvel opad imod lyset, som nedad imod mørket.

Og denne førelse kan selv en guddom ikke foretage i kraft af - ingenting, men udelukkende kun i kraft af "levende væsener".

Som vi her i "Livets Bog" har set, er alle levende væsener jo Guddommens redskaber.

Og det "jødiske folk" er kun "Guds udvalgte" på den måde, at det er blevet det folk, i hvilket "alle jordens slægter skulle velsignes".

Dette vil igen sige, at det er et folk, der er foran i spiralen eller udviklingens kredsløb. Derved er det blevet et folk, hvis skæbne de efterfølgende nationer eller folk kan se tilbage på.

Dets skæbne er således lagt blot for hele den øvrige verden.

Da dette folk altså er foran denne øvrige verden, vil denne igennem nævnte folks historie være i stand til at følge hele dets skæbnedannelse eller udvikling.

Den øvrige verdens folk kan på dette folks skæbne se, hvorledes det går, når man i alt for høj en grad misforstår sin identitet som "Guds udvalgte folk" og tror, at denne "udvælgelse" består i, at man er kaldet til at være et "herrefolk", hvilket altså i virkeligheden vil sige, at man er kaldet til at "byde og befale" over alle andre folk i verden, og at disse således kun skal være ens "lydige tjenere".

Det vil med andre ord igen sige, at man ligger under for den forfærdelige overtro, at verdenssamfundet eller en hel klodes menneskehed skal være et undertrykt slavefolk med undtagelse af den enkelte lille nation, der udelukkende, altså i kraft af "Guddommens yndest", skal være disse slavefolks besiddere eller suveræne herrer og undertrykkere.

Hele den væsentlige del af en hel klodes menneskehed skulle således kun være legetøj og objekter for denne "herrenations" forgodtbefindende, dens ufuldkommenhed, dens perversiteter, umoralske lyster og begær.

Tror man en sådan tilstand kan være den "velsignelse", Guddommen har tiltænkt "alle jordens slægter" igennem "Abrahams sæd"? -

Takket være den omstændighed, at "det jødiske folks" plads i kredsløbet var foran de andre samtidige folks plads i dette kredsløb, kan vi se, hvorledes dets drømme eller overtroiske forestillinger om dets identitet som "Guds udvalgte folk" har dannet dets mørke skæbne udadtil, ligesom vi har set, at dets nationale love og idealer indadtil igennem tiderne tilsidst har måttet briste.

Forfærdelige skuffelser, forfølgelser og lidelser, forfærdelige undertrykkelser og liv i landflygtighed og nedværdigelse er af den øvrige verdens folk eller "hedningerne" blevet dette folk til del.

Det er altså blevet undertrykt og nedværdiget af netop de folk, som det mente, det i kraft af dets tro på selv at være "Guds udvalgte folk", stod højt hævet over og havde ret til at byde og befale over, hvilket her i dette tilfælde nærmest vil sige: forretningsmæssigt at udplyndre.

På alle måder har livet vist dette folk, at det ikke på nogen som helst måde var et "herrefolk", ikke var et folk, der af Guddommen var sat til at byde og befale over alle andre eller havde ret til at misbruge disse andre medvæsener på kloden som trælle, som objekter for dets åbenlyse eller camouflerede udplyndring og begær efter materielle værdier, jordisk gods og guld.

 

 

1304. Og hvad sker der da med "jødefolket" efter denne guddommelige tale og undervisning i form af dets ulykkelige skæbne?

- Ja, sker der ikke netop det samme med "jødefolket" som med alle andre folk og enkelte individer, der opdager, at de har taget fejl, at de forandrer kurs? -

Når det normale væsen opdager, at den vej, det går på, ikke fører mod lykken, men derimod udelukkende fører til ulykken, så forandrer det, så godt det kan, kurs, søger at vende om og drage mod lykken.

Det normale i tilværelsen er jo at stile imod lykken, og det unormale er at stile imod ulykken.

Ethvert væsen, der bevidst stiler imod ulykken, kan kun være at betragte som et "unormalt" væsen.

Og som det er med det enkelte individ, således er det også med et folk eller en nation.

Og herfra udgør det "jødiske folk" ikke nogen undtagelse.

Og er det ikke netop blevet en kendsgerning, at "jøderne" efterhånden mere og mere begynder at vokse fra deres strenge ortodokse religion?

- Forekommer der ikke i stor udstrækning eksempler på, at "jøder" har giftet sig med væsener, der ifølge deres egen ortodokse religion måtte opfattes som "hedninger"? -

Ser man ikke også eksempler på, at mange "jøder" ligefrem af hjertet eller med glæde er blevet "statsborgere" indenfor nationer eller stater, der ligeledes ifølge deres overleverede ortodokse religion er "hedenske"? -

Forekommer der således ikke i dag et utal af eksempler på, at "jøderne" begår sådanne overtrædelser af deres oprindelige morallove, der tidligere betød straf eller udelukkelse af det "jødiske samfund"? -

Finder vi ikke ligeledes rundt om i de førende statssamfund uselviske "jødiske" genier i spidsen for mange forskellige samfundsgrene? -

Har det ikke vist sig, at verdensberømte specialister eller genier indenfor lægevidenskab, atomforskning, jura, statskundskab osv. i en særlig stor udstrækning havde "jødisk" blod i årene? -

Er det således ikke blevet en kendsgerning, at det ikke er alle "jøder", der bruger deres geni i "forretningsprincippets" camouflerede udplyndrings- og ågerkarlesystemer, men at disse systemer derimod i dag får flere og flere ophav og genier indenfor sit felt, der tilhører helt andre racer end den "jødiske"? -

Det synes som om, at "ikke-jødiske" racer, som i dag forfølger "jøderne", med umådelig uhæmmet begærlighed har tilegnet sig den "jødiske" genialitet på "forretningslivets" område.

Hvad er det autoriserede "forretningssystem" indenfor den europæiske kultur andet end en i stor udstrækning fremtrædende blodig udnyttelse af medvæseners arbejdsevner, manifestations- eller skabemuligheder, en hjerteløs udplyndring af andre væsener for frugterne af deres fysiske og mentale kunnen? -

(Man erindrer sig her det fjerde kapitel i "Livets Bog").

Jo, de "ikke-jødiske" racer har taget vældigt ved lære af "jøderne". De er "forretningsmæssigt set" selv blevet "geniale jøder".

  © Martinus Institut

 

fra Livets Bog 4

 

Læs videre

her

 

Køb bogen:

her