Det rigtige Menneskerige

 

Menneskeriget og grundenergierne Det rigtige menneskes erindring. Materialisation og dematerialisation

361. Men grundenergiernes rytme i "spiralen" fortsætter stadigt og fører væsenet næsten umærkeligt gradvis videre, og "dyret" bliver langsomt til et helt andet væsen. Dette ny væsen er "det rigtige menneske".


      Med kulminationen af "tyngdeenergien" i "spiralens" andet afsnit begynder den væsenstilstand, vi kalder "det jordiske menneske". Men dette væsen er altså ikke noget færdigudviklet "menneske". Det benytter sig endnu i en altovervejende grad af den eksplosive energi både med hjerne og hånd.

 

Der er blod og brand i dets fodspor. Mordgeniet æder og drikker og formerer sig på "tigerens" og "svinets" maner. Der er rovdyrglans i dets øjne, nødskrig og dødsrallen i dets atmosfære. Det er en ægte "jordisk" søn.

 

Det rige, vi nu skal se, er derfor "ikke af denne verden". Men dets atmosfære har begyndt at overskygge zonen. Mordgeniet degenererer. Efter "tyngdeenergiens" kulmination tager "følelses-" og "intelligensenergien" sådan til, at den dræbende energi bliver mere og mere bundet. Eksplosionernes voldsomhed er i stærk aftagen. De mister efterhånden deres dræbende natur. Reaktionen imellem energierne bliver af en stilfærdig karakter.

 

Denne stilfærdighed oplever det dyriske væsen som "fred". Og med dennes indpas i bevidstheden begynder et nyt rige at inkarnere i jordisk kød og blod. Og med den tiltagende harmoni imellem "tyngde-", "følelses-" og "intelligensenergi" bliver "freden" til "kærlighed". Og på mordgenialitetens ruiner opstår "en ny himmel" og "en ny jord i hvilken retfærdighed bor".

 

Et rige, som ikke er af denne verden, kommer til at lyse og funkle over jordiske kontinenter. Den rent materielle værdiadministration vil her forlængst være gået over til "C-viden". Det gode, væsenet vil, det gør det, og det onde, væsenet ikke vil, det gør det ikke. Denne natur er forlængst blevet til automatfunktion hos væsenet. Kærligheden er her absolut og selvfølgelig. Og med denne, bevidsthedens harmoni med livets love, begynder en ny energi at holde sit indtog i bevidstheden

 

. Denne energi er "intuitionsenergien". Da denne energi udgør det fineste bevidsthedsmateriale, der findes, udgør den det "stof", i hvilket livets højeste idemateriale skabes. Ja, det er materialet for selve Guddommens bevidsthed. Nævnte energi er derfor også at udtrykke som identisk med "den hellige ånd".

 

Der, hvor "intuitionen" får adgang til kærlighedsvæsenets bevidsthed, oplever det Guddommen. Væsenet bliver "ét med Faderen". Det hæves op på Guddommens eget udsigtspunkt. Det ser uhindret igennem universet, igennem tider og afstande. Guds rige ligger udbredt for dets undrende øjne.


      Men denne umådelige oplevelse kan ikke undgå at sætte sit præg på væsenet. Det begynder at kopiere "Guds rige". Det begynder at skabe i "Guds billede efter hans lignelse". Det forhenværende mordgeni er blevet en kunstner i humanitetens og sympatiens fortolkning. Det er blevet geni i kærlighed.


      Det rigtige menneske adskiller sig altså fra det jordiske eller dyriske menneske, der er specialist i lemlæstelse eller ulykkeskabelse, derved, at det er specialist i humanitet eller kærlighedsmanifestationer. Medens der er død og undergang i førstnævnte væsens fodspor, blomstrer livet frem, der hvor det rigtige menneske har gået. Der er stråleglans over kærlighedens væsener.


      Med hensyn til det rigtige menneskes rent fysiske tilstand, da er den, som billedet viser, endnu noget dominerende. Det rigtige menneske må endnu spise og drikke, men dets føde er, som modsætning til dyrenes og det primitive jordiske menneskes, der væsentlig er andre dyrs kød og blod, af plantekød, hvilket igen vil sige, den substans, der sidder omkring plantevæsenernes kerner. Nævnte substans består hovedsagelig af livsenheder eller mikroindivider, der kan gå levende over i menneskets kød og blod og derved få sin videre udvikling uden nogen som helst form for lidelse. Denne substans afviger således fra kødet og de grove næringsstoffer derved, at der i dette eller i disse er en umådelig mængde mikroindivider, der ikke kan optages i menneskets kød og blod som næring. Disse mikroindivider bliver derved, igennem fordøjelsen, dræbt. Og deres lig danner tilsammen det, vi kalder "afføring".


      Da der således i den grove føde kun findes et forholdsvis lille procentantal mikroindivider, der kan optages i blodet som næring, bliver al den øvrige masse af den indtagne føde kun til fyld. Og det primitive væsens fordøjelsesorganer er da også i høj grad baseret på at give plads for dette fyld. Samme væsen vil derfor komme til at afvige fra det rigtige menneske derved, at det har en mere robust og sværere organisme end dette.


      Da sidstnævnte væsens føde så at sige er hundrede procents næring, er dets organisme efterhånden vokset fra at skulle behandle fyld. Og friet for denne belastning er dets organisme naturligvis af en langt sartere og mere forfinet karakter end det jordiske menneskes. Dets mave og øvrige fordøjelsesorganer er blevet af et mindre omfang og dets legeme slankere.


      Når dertil kommer, at selve polforvandlingen, hvilket vil sige, væsenets overgang fra "dyreseksualisme" til "menneskeseksualisme", der igen er det samme som, at det skønneste i kvindens feminine og mandens maskuline mentale naturer og fysiske linjer er forenet til en guddommelig sammensætning i ét væsen, bliver det rigtige menneskes organisme således selve kulminationen af, hvad der kan præsteres af skønhed og fuldkommenhed i skabelse af fysiske organismer eller redskaber for intellektuel manifestation.


      Ved aldrig at skulle arbejde med fyld, ved altid kun at indtage hundrede procents næring, er et sådant væsen fri af den tunge belastning, som det primitive dyr og jordmenneske er bundet af, og som i så stor en udstrækning er fundamentet for samme væsens jordbundethed og sygdomstilstand.

 


      Men samtidig med, at det rigtige menneske mere og mere kommer ind på at spise den rigtige føde, hvorved den rent fysiske ernæring formindskes, tiltager en anden ernæringskilde i samme individ, nemlig åndedrætsernæringen. Det rigtige menneske vil, i sin højeste instans, faktisk komme til at leve helt af luften. Dets fysiske organisme vil efterhånden blive så fin, at den ernæringsmæssigt set helt kan opretholdes i kraft af åndedrætsfunktionen alene. Og nævnte væsen nærmer sig her et stadium, hvor det bogstaveligt talt er et "luftigt" væsen.

 

Man vil således forstå, at med den grove ernærings ophør er væsenets rent jordisk, fysiske tilstand af en hel anden og langt skønnere og mindre fysisk natur end den, man nu kender. Dertil kommer, at det samme væsens afhængighed af pattedyrlovene, hvad fødsel og legemsopbygning angår, forlængst er ophørt, idet dets fysiske legeme, som vi senere skal se, bliver opbygget og sammenholdt ved tankekoncentration.

 

Dette vil igen sige ved en fremragende materialisations- og dematerialisationsevne, der tillader væsenet at skabe sit fysiske legeme af visse andre medvæseners overskud af "sjælefluida" eller "åndsdufte", hvorved formeringsprocessen eller genfødslen bliver en slags inkarnering i disse "sjælematerier". Gennem kræfterne fra det inkarnerende* væsens talentkerner for legemsskabelse bliver de førnævnte "sjælekræfter" så hensigtsmæssig fysisk fortættede og af en sådan natur, at de her bliver til en fysisk organisme for væsenet.


      Da det rigtige menneskes organisme således eksisterer som fortættede "sjælefluida", og denne fortættelse kun er opretholdt ved tankekoncentration, kan den ligeledes opløses ved tankekoncentration. Og samme væsens fysiske synlighed kommer derved således udelukkende til at bero på en viljesakt.

 

Med andre ord, eventyret om at gøre sig "usynlig" er her blevet til virkelighed. Dog skal det tilføjes, at denne væsenets umådelige underlæggelse af materien, hvorved det selv i tilsvarende grad er blevet frigjort af denne, dog for det rigtige menneskes vedkommende kun er i sin første begyndelse og først får sin kulmination i spiralens femte rige. Det, der nu kendes indenfor det jordiske menneskes samfund under begrebet "materialisation" og "dematerialisation", er begyndelsen til udviklingen af denne inkarneringsmåde.

© Martinus Institut 1981

 

Læs videre her

 

 

fra

Martinus:

Livets Bog bind 2