Dyreriget

 

Dyreriget og grundenergierne

 360. "Dyreriget" er således ivirkeligheden kun en fortsættelse af "planteriget", men her er grundenergierne jo nået ind i et andet stadium af deres rytmiske baner. "Instinktenergien" er blevet mindre dominerende, og er nu stadig på retur. "Intelligensenergien" er jo her begyndt at gøre sig gældende. Individet begynder at kunne analysere og bliver dermed bevidst i den ydre verdens detaljer, begynder at få viden.

 

Men den mest fremtrædende energi her er "tyngdeenergien" (ilden), der som billedet viser, er kulminerende. Den bliver derfor den energi, der giver zonen karakter. Men da "følelsesenergien" (kulden), som billedet også viser, er stærkt repræsenteret, bliver "dyreriget" ikke noget flammende ildhav eller glødende solmasse. "Følelsesenergien" holder "tyngdeenergien" i skak, således at dens manifestation kun kommer til udtryk som "varme".

 

Alle væsener i "dyreriget", hvilket vil sige væsener, hvis legemer eller organismer er sammensat af denne zones materiekombination, er derfor alle uden undtagelse "varme" væsener. Det betyder naturligvis ikke, at alle er lige "varme".

 

Vi har jo væsener indenfor samme zone, vi kalder "koldblodede", men disse væsener repræsenterer jo også en form for "varme" i deres kød og blod. De er blot nogle grader koldere i deres legemstemperatur end de højere dyr, men de er endnu "varmere" end plantevæsenerne, der jo også repræsenterer en vis grad af varme, og hvis legemer derfor også må henregnes til "varme" organismer. De kan dog ikke trives under "frysepunktet". Men i dyreriget kulminerer altså manifestationen af "varme" organismer. I dyrerigets væsener er "tyngdeenergien" eller den eksplosive energi i størst udstrækning til stede.


      Da "følelsesenergien", selv om den også i samme zone i stor udstrækning er til stede, ikke kan holde "tyngdeenergien" helt i skak, bliver der i nævnte zone en overordentlig mængde "eksplosioner", hvilket igen vil sige en overordentlig mængde felter, hvor "følelsesenergien" eller den afkølende og fortættende energis virkninger pludselig glipper, og "tyngdeenergiens" virkninger momentvis får overtag.


      Da væsenernes organismer her i denne zone er baseret på et vist følelsesmæssigt overtag af "tyngdeenergien", vil der opstå en fysisk såvel som mental forstyrrelse i det pågældende væsen, hver gang et sådant overtag brydes. Da denne forstyrrelse er eksplosiv, er den sønderlemmende eller ødelæggende for enhver materiefortættelse. Da væsenernes fysiske organismer netop udgør sådanne materiefortættelser, er de i stor udstrækning genstand for ovennævnte sønderlemmelser.

 

Det er sådanne sønderlemmelser, vi kalder "sygdomme". Alle former for ulykker, enhver fysisk lemlæstelse, ligegyldig hvordan den er opstået, ligegyldig hvad man så end påpeger som dens årsag, vil i et hvilket som helst tilfælde være identisk med "tyngdeenergiens" brud på "følelsesenergiens" overtag. Da mentaliteten eller tankefunktionen i samme zone i stor udstrækning er baseret på oplevelserne gennem den fysiske organisme, vil de pågældende "eksplosioner" eller sønderlemmelser af organismerne jo i tilsvarende grad skabe forstyrrelser i de pågældende væseners sjæleliv eller mentalitet.

 

Sådanne forstyrrelser kalder vi "sorg", "melankoli", "sindssygdom" og "åndssvaghed". Disse foreteelser er alle uden undtagelse en følge af uligevægten imellem "tyngde-" og "følelsesenergien".


      Da "tyngdeenergien" kulminerer i "dyreriget", ogden i de andre riger kun fremtræder i mindrevægt i forhold til de øvrige energier, bliver "dyreriget" således den zone, i hvilken de legemlige og sjælelige lidelser kulminerer. Nævnte rige er derfor her i "Livets Bog" blevet kaldt "det dræbende princips zone". Alle oplevelser her er jo baseret på disharmoni og lidelse, ufuldkommenhed og primitivitet. Samme zone er derfor "mørkets" zone. Den er tilværelsens eneste eksisterende "helvede".


      Når nævnte zone således er blevet hjemstedet for mørket eller lidelserne, skyldes det jo også den omstændighed, at "intelligensenergien" netop lige er begyndt at gøre sig så meget gældende, at væsenerne ved hjælp af den i stor udstrækning har kunnet forøge deres fysiske dagsbevidsthed med virkelig viden i stedet for "anelses-" eller "instinktbevidstheden".


      Ved den begyndende "intelligens" er væsenerne her i stand til at sætte sig ind i deres oplevelsers rent fysiske karakter. De kan drage lære af den. Men denne lære bliver i første instans til fordel for udfoldelsen af "det dræbende princip". Eksplosionsenergien bliver taget i brug i selvopholdelsesdriftens tjeneste.

 

Da man i denne zone jo må dræbe for at leve, vil den første brug af "intelligensenergien" være til fordel for dygtiggørelsen i at dræbe. Men nogen særlig viden om selve det levende væsens virkelig evige tilværelse eller udødelige natur er de dyriske væsener absolut ikke i stand til at tilegne sig, thi "intuitionsenergien" er her, som billedet viser, ganske latent.

 

Da det er denne energi, der giver adgang til tilværelsens højeste ideverden, og "hukommelses-" eller "salighedsenergien" er stærkt degenererende hos samme væsen, kan dets opfattelse af tilværelsen, dets idealisme og moral kun være refleksioner ud fra "det dræbende princips" zone. Mordgenialiteten kan kun være dets højeste begær. Og vi ser da også denne genialitet komme til udfoldelse, beherske dyret i dets højeste fremtræden, der jo er det samme som det jordiske menneske.


      Nævnte væsen er, med sit kendskab til de eksplosive stoffer, sine bombemaskiner og skydevåben af alle arter, sin mangel på bevidsthed om højere livs- eller tilværelsesformer, sin mangel på kærlighedsevne og den heraf følgende drabsmoral, det kulminerende mordgeni.


      Dyret i form af det jordiske menneske er således i kraft af grundenergiernes særlige kombination i "spiralens" anden zone livets og tilværelsens største modstander. Væsenet her er sin egen største, men ukendte "dødsfjende". I "spiralens" anden zone skabes væsenets oplevelse af kontrasten til virkeligheden, nemlig en tilværelse, der næsten er uden intellektualitet, kærlighed og Guddom.

© Martinus Institut 1981

 

Læs videre her

 

 

fra

 

Martinus:

Livets Bog bind 2