Juleevangeliet

 

 

 fra

Juleevangeliet

af

Martinus

 

 

1. kapitel
 
 
Juleevangeliet er i sin dybeste analyse et mysterium, en okkult foreteelse
 

Ligesom ethvert af de andre evangelier eller fundamentale overleveringer af de bibelske traditioner og budskaber har en for almenheden åbenlys fortolkning, der efterhånden har rodfæstet sig i folket som ritualer eller religiøse ceremonier og således på denne måde er blevet en tradition, og dernæst har en for almenheden skjult side,

 

således har juleevangeliet også sin for almenheden åbenlyse ordform eller terminologi, som forlængst er blevet den kristne verdens største og kæreste tradition, og en for almenheden skjult side.

 

Juleevangeliet er således ligesom de andre store religiøse budskaber i sin dybeste analyse et mysterium, en okkult foreteelse.

 

Og det er denne okkulte foreteelse, der er den fundamentale, urokkelige sandhed i evangeliet, ganske ligegyldigt om den for almenheden åbenlyse bogstavform eller terminologi kun er et digt, eller den virkelig udtrykker en historisk begivenhed.

 

Det bliver ganske underordnet, om disse store bibelske traditioner eller religiøse overleveringer er udtryk for begivenheder, der virkelig har fundet sted, og om nævnte personer virkelig har levet, eller de aldrig nogen sinde har eksisteret.

 

Og jo mere man lærer dette at kende, desto mere bliver man vidne til, hvor tåbeligt og unyttigt, ja ligefrem skadeligt, diskussioner og religiøse stridigheder herom i sig selv er, og at alle, der deltager i sligt, kun er tåber, der ikke ved, hvad de gør.

 

Og desto mere disse religiøse stridslystne personer hører til indenfor prædikanter, præsteskabet og øvrige autoriserede gejstlige myndigheder, desto mindre flatterende bliver disse væsener som fortolkere af den virkelige sandhed.

 

De er kun fortolkere af sandhedens ydre staffage og tilpasning for en bestemt fortidig bevidsthedstype, der umuligt kan være andet end mere eller mindre forældet for ethvert senere tidspunkts psyke eller mentalitet.

 

At skændes om, hvor Jesus f.eks. er født, eller hvor han holdt sin bjergprædiken, om han blev korsfæstet og begravet her eller der, eller om han i virkeligheden aldrig nogen sinde har eksisteret, er altså ligeså tåbeligt og meningsløst, som det ville være at skændes om solens eksistens eller ikke-eksistens.

 

De bibelske traditioner, og navnlig Det Ny Testamentes to store overleveringer: jule- og påskebudskabet, har ikke til hovedformål at være historiske data.

 

De er ikke bestemt til at skulle være materiale for arkæologer eller for at være urokkelige videnskabelige holdepunkter for senere tiders nidkære, materialistiske forskere.

 

I så fald måtte de i stor udstrækning have været anlagt ganske anderledes. Ophavene til de bibelske beretninger har aldrig nogen sinde tænkt sig at skabe holdepunkter for en materialistisk videnskab. Og hvordan skulle dette vel også være gået til? –

 

En materialistisk videnskab, totalt udskilt fra det religiøse princip, således som denne forekommer i dag, har været noget ganske ukendt i fortiden.

 

Fortiden, hvilket vil sige hele jordmenneskehedens historie frem til vore dage, var ikke en "tvivlens", men en "troens" tidsalder.

 

Den mentale livsbetingelse var derfor i denne fortid ikke et spørgsmål om mål, vægt, afstande, tid, rum og hastigheder.

 

Det var ikke et spørgsmål om stoffernes kemiske sammensætning eller indhold, stjerneverdenens eller universets fysiske struktur, jordens, solens og månens rent materielle analyser, thi sådanne spørgsmål kunne endnu slet ikke foreligge.

 

 
2. kapitel
 

 

I "troens tidsalder" blev den religiøse trang tilfredsstillet og båret oppe af "den guddommelige suggestion"
 

I en "troens tidsalder", hvor hele den jordmenneskelige psyke udelukkende opretholdtes ved en slags hypnose eller suggestion, kunne man jo umuligt være klar over, at man i virkeligheden slet ikke havde nogen reel viden om alle de nævnte foreteelser.

 

Man var jo totalt behersket af den suggestion eller tro, at man netop besad en stor viden om de nævnte emner.

 

Havde ikke kongen, ypperstepræsten og præsterne fortalt det fornødne og tilfredsstillende i den henseende? –

 

Og var det ikke netop syndigt imod Gud og loven at tænke eller tro noget andet, end hvad disse væsener havde autoriseret? –

 

Og hvem kunne vel heller tvivle eller modsige disse autoriserede traditioner andre end kætterne eller selve satans eller djævelens børn? –

 

Nej, den absolutte takt og dannelse, den absolutte gode tone i samfundets kultur var ikke baseret på kætterske eller djævelske påfund.

 

Viden om universet var ikke menigmands beskæftigelse eller lod, det var i allerhøjeste grad noget, der udelukkende kun var forbeholdt de af Gud udvalgte eller indviede væsener med kongen, selve Guddommens søn eller "himmelske ætling" på jorden, i spidsen.


At menigmand selv skulle kunne forske livet ud og fravriste universet dets hemmeligheder, var en tanke, der endnu aldrig nogen sinde havde rørt sig i almenhedens hjerner.

 

"Guds veje var uransagelige" for det almindelige menige menneske. Og følgelig måtte kongens og hans præsteskabs udtalelser herom være absolut tilfredsstillende, absolut helt behageligt mættende.

 

Og folket havde således absolut ingen religiøs hunger eller sult.

 

De var i virkeligheden i den retning kolossalt velnærede, ja næsten korpulente eller overfedede.

 

Hvordan skulle sådanne i deres religiøse velnærethed eller fedme prustende og stønnende væsener vel få trang til at råbe efter mere åndelig viden eller næring? –

 

De havde jo alt, hvad deres hjerte og forstand var i stand til at begære af religiøs tilfredsstillelse.

 

De havde kongen og hele hans store præsteskab og alle øvrige vise mænd, de havde templerne med alle de herind under hørende mirakuløse, guddommelige kræfter eller højere magter eller alt, hvad de var i stand til at tænke sig af religiøse goder.


Den automatisk fungerende hypnotiske eller suggererende kraft, der udgik fra kongen eller ypperstepræsten og hans religiøse stab og okkulte hjælpemidler, dækkede umådelig meget mere, end hvad der overhovedet kunne opstå i denne almenheds hjerner af spørgsmål og mysteriøse problemer.

 

Så tilværelsen og dens struktur var for denne almenhed endnu ikke blevet noget problem, noget livsspørgsmål.

 

Denne almenhed var religiøst set tilfredsstillet, glad og sorgløs.

 

Den guddommelige suggestion eller den fra kongen og de vise mænd udstrålende religiøse magt holdt alle samfundets individer i sit favntag og fik hver især til at yde Guddommen (kongen) den allerhøjeste respekt, underdanighed og velvilje.

 

De fulgte ufravigeligt de foreskrevne ritualer, love og traditioner med den samme målbevidste sikkerhed og energi, som den en moderne, materialistisk forretningsmand af i dag anvender i sit begær efter at konkurrere konkurrenterne ud og dermed kapre kunder.

 

For den religiøst troende er intet højere end kongens befaling (Guds ord), ligesom der for den materialistiske forretningsmand ikke forekommer noget højere og bedre end at tjene den størst mulige avance og besidde det størst mulige kundeantal.

 

Hvad profitten og kundeantallet er for den materialistiske købmand, det er "Guddommens åbenbaring" igennem kongen og præsterne for det religiøst troende væsen. De troende væseners daglige liv var således ét med deres gudsdyrkelse.

 

 

3. kapitel

 

 
Hvorfor det religiøse princip i vore dage kun er en biting, medens de rent materialistiske analyser, mål og vægt opfattes som hovedtingen i væsenernes liv
 

I vore dage er det anderledes. Troen har ikke mere den magt, den havde i fortiden.

 

I dag er der mange væsener, der ikke mere kan føres af den guddommelige suggestion, hvilket altså vil sige, at de ikke mere kan "tro".

 

For dem er det religiøse princip og deres daglige liv blevet til to ting.

 

Og af disse to ting er det daglige liv blevet hovedtingen, medens det religiøse princip kun er en biting, hvis det da ikke helt er gået ud af sagaen.

 

Man forstår derfor, at disse væseners mentale hunger ikke mere kan tilfredsstilles ved hverken kongens, ypperstepræstens eller nogen anden vismands tale. Ja, i dag er kongen jo slet ikke "konge" i den betydning, som vi i det foranstående har skildret.

 

Han er i dag kun en hendøende skygge, en mental ruin af kongeprincippets fortidige, eneherskende, guddommelige værdighed.

 

Væsenerne holder sig derfor kun til, hvad de kan opfatte som konkrete foreteelser.

 

Og da deres intellektualitet endnu kun spænder over rent materielle kendsgerninger, som de er i stand til at opleve, vil alt, hvad der således forekommer udenfor denne oplevelsesevne, kun være noget uvirkeligt, være andre væseners opdigt, fantasi eller forestillinger.

 

Og da de nu har mistet evnen til at "tro", klamrer de sig udelukkende til de materielle facitter indenfor deres forstandsevnes begrænsning.

 

For sådanne væsener betyder data, mål, vægt, volumen, hastigheder, bølger, vibrationer, kemiske formler etc. så at sige alt.

 

De skal bruge disse foreteelser, idet de er nødvendige i opbyggelsen af enhver form for intelligensmæssige eller logiske tankerækker, der igen er det samme som analyser.

 

 

4. kapitel

 

 
Den materialistiske opfattelse af juleevangeliet vil selv i bedste tilfælde blot være nogle værdiløse kendsgerninger
 

For det materialistiske væsen vil det således kun være analyser, der har interesse.

 

Hvad nævnte væsen ikke er i stand til at analysere, eller analyser, det ikke kan forstå, er for ham eller hende kun udtryk for fantasi eller uvirkelighed.

 

Når Bibelens juleevangelium derfor beretter om et barn, der blev født i en stald og lagt i en krybbe og under fattige og beskedne forhold voksede op og blev til menneskehedens største åndelige fører, vil det for materialisten betyde alt at få de rent ydre materielle foreteelser konstaterede som videnskabelige kendsgerninger eller virkelige historiske data.

 

Skulle der tilfældigvis ikke forekomme sådanne realiteter eller være levnet ting, der kan bevise, at Jesus virkelig har eksisteret, bliver juleevangeliet ganske værdiløst for et væsen med denne materialistisk indstillede psyke.

 

Dette er så meget mere ejendommeligt, eftersom nævnte historiske data, som vi i det efterfølgende skal se, er selve evangeliet totalt uvedkommende.

 

Om Jesus virkelig har eksisteret, eller han aldrig har eksisteret, er ikke det fundamentale i juleevangeliet.

 

Nævnte evangelium er jo ikke skrevet eller overleveret til menneskene for ligesom en blot og bar avisartikel at udtrykke en aktuel beretning om den eller den kendte persons privatliv eller intime anliggender, der kan være tilfredsstillende for almindelig jordmenneskelig, materiel nysgerrighed.

 

Den, der udelukkende kun har interesse i at få konstateret virkelige beviser for Jesu historiske fremtræden, har i realiteten ingen som helst brug for selve juleevangeliet.

 

Det vil, selv med eventuelle historiske data som kendsgerninger, være værdiløst. Det vil allerhøjst kun kunne udgøre en "arkæologisk" tilfredsstillelse for nævnte væsen, men noget evangelium ville det aldrig nogen sinde kunne blive for ham.

 

Hans nysgerrighed eller åndelige behov var i virkeligheden kun af "arkæologisk" natur.

 

Den i juleevangeliet i form af Jesu skæbne fremtrædende sjælelige struktur vil for ham være noget abnormt, overspændt eller ufattelig naivt, som han slet ikke har hverken hjerte eller forstand til at kunne acceptere.

 

For ham er juleevangeliet i bedste tilfælde kun en samling konstaterede fakta, fødslen af et væsen, hvis skæbne blev en strid mellem nogle præster og en fanatiker, om end en skikkelig fanatiker eller lægprædikant.

 

Den sjælsadlende storhed, som evangeliet i sig selv er, og som det er dets mission at åbenbare for den, der har "øren at høre med" og "øjne at se med", ser den talbegærlige materialist slet ikke, fordi det, evangeliet skjuler bag den ydre form, bag de eventuelt konstaterede videnskabelige eller ikke-videnskabelige tal eller data, ikke er noget, der kan opgives i tal, volumen, hastigheder, bølgelængder, gram eller meter.

 

Juleevangeliet drejer sig jo udelukkende om en stimulering eller befordring af den foreteelse, vi kalder næstekærlighed eller rettere alkærlighed.

 

Og alkærligheden er som bekendt ikke noget, man kan opstille i mål og vægt.

 

Den er i sin dybeste natur selve universets bærende princip.

 

Og det er dette princip, der er juleevangeliets fundament. Juleevangeliet fortæller eller åbenbarer altså dette princip i form af dets beretning om en gudesøn, der fødtes på jorden, og de sælsomme tildragelser, som knyttede sig til denne fødsel.

 

 

5. KAPITEL

 

Juleevangeliet er ikke blot en historisk tildragelse, men udgør også et symbol over jordmenneskets kosmiske skæbne.

 

At denne fødsel er en historisk begivenhed for alle væsener, der har den dybere kosmiske indsigt i livet og tilværelsen, har ikke nær så stor betydning som den omstændighed, at begivenheden med alle dens detailler er udtryk for eller er et billede af en almengældende begivenhed.

 

Det er dette, der er evangeliets mystik.

 

Juleevangeliet er således for den, der har evne til at overse begivenheden fra et kosmisk synspunkt, ikke blot en fysisk eller historisk tildragelse eller kendsgerning, hvad Jesu fødsel og mentale struktur angår, men det udgør også åbenbaringen af eller er et symbol over hvert eneste jordmenneskes kosmiske skæbne.

 

Jesu skæbne, således som den former sig i evangeliet, er alle menneskers skæbne.

 

Det er denne beretningens dobbeltside, der gør den til et evangelium. Hvis ikke begivenheden havde netop en sådan form, ville fortællingen om den aldrig kunne være blevet andet end allerhøjest en beretning om en fysisk begivenhed, der engang fandt sted.

 

Jordmenneskeheden ville ikke have fået noget juleevangelium, men allerhøjst kun nogle historiske data, der kunne være af arkæologisk interesse, hvis de da overhovedet var nået frem til efterverdenen.

 

Det, der har gjort juleevangeliet udødeligt, er altså dets identitet med et almengældende princip.

 

Det er dets væren eet med den skæbne, som alle jordmennesker uden undtagelse repræsenterer og må gennemgå for at blive fuldkomne mennesker.

 

Uden denne fuldkommenhed ville der aldrig nogen sinde blive »fred på jorden«.

 

Og jordmenneskene ville dermed være udelukket fra at opleve den »velbehagelighed«, der er juleevangeliets største forjættelse.

 

Det, der gør den overleverede julebegivenhed til et evangelium, er i sidste instans ikke selve Jesu fysiske fødsel, men derimod den omstændighed, at nævnte fødsel udtrykker jordmenneskets »kosmiske fødsel«.

 

Man må således her forstå, at ethvert jordisk menneske jo i sig selv kosmisk set er en »gudesøn«, der i øjeblikket er ved at »fødes«.

 

Det er rigtigt, at denne »fødsel« strækker sig over en hel del jordliv, men det forandrer ikke princippet.

 

I den historiske beretning om Jesu fødsel udtrykkes det, at denne fødsel fandt sted under de mest primitive forhold, ja, foregik i en stald, hvor det lille nyfødte barn blev lagt i en krybbe og midt i stanken fra ekskrementerne og uddunstningerne fra dyrene og mere eller mindre omgivet af mørke, snavs og støv fødtes verdens fuldkomneste mentalitet.

 

Men blev denne fødsel ikke et genialt symbol på eller billede af jordmenneskets »kosmiske fødsel«?

 

6. KAPITEL

 

Det fuldkomne menneskes »fødsel« må begynde i dyriske omgivelser og traditioner.

 

Som vi nævnte før, er det jordiske menneske en »gudesøn«.

 

Men foreløbig er det sig ikke denne identitet bevidst.

 

Det opfatter allerhøjst sig selv som et »syndigt menneske«.

 

Men når det ikke er sig bevidst at være en »gudesøn«, beviser dette kun, at dets »gudesønlige« eller »kosmiske« bevidsthed endnu ikke er helt født.

 

Det, man ikke er blevet bevidst i, er man jo endnu ikke født i.

 

Men da det opfatter sig selv som et »syndigt menneske«, afslører denne erkendelse, at det i øjeblikket lever i to verdener.

 

Det, der gør jordmennesket til et »syndigt« væsen, er dets anvendelse af de metoder og principper, der er de højeste idealer og livsbetingelser for de væsener, vi kalder dyr.

 

Det er disse dyriske idealer, der giver sig udslag i at stjæle, røve, myrde eller andre former for udfoldelse af den stærkeres ret i selvopholdelsesdriftens og egoismens favør, medens de samme idealer for »menneskeriget« betyder den allerhøjeste lovovertrædelse og dermed underminering af alt normalt velbefindende.

 

Når jordmennesket betragter disse manifestationer som »syndige«, viser dette jo, at det allerede i nogen grad befinder sig som et »menneske«, thi i modsat fald ville det jo betragte disse idealer, hvis det da overhovedet i denne situation kunne reflektere over sig selv, som den fuldkomneste form for oplevelse af livet.

 

Det er altså misfornøjet med sig selv, når det anvender disse dyriske metoder.

 

Og det er denne misfornøjelse, der lader det fornemme sig selv som et »syndigt« menneske.

 

Det har opdaget andre og højere idealer, som det ønsker at være i kontakt med.

 

Da disse højere idealer kun kan være modsætningen eller kontrasten til dyrenes idealer eller rettere sagt til dyrenes naturlige instinkter eller drifter og derfor må være uselviskhed og næstekærlighed, der jo er »menneskerigets« højeste idealer, beviser de, at væsenet i nogen grad er et »menneske«.

 

Da de »dyriske idealer« er blevet et onde, som det ønsker at bekæmpe, og de »menneskelige idealer« er et gode, som det ønsker at tilegne sig, bliver det hermed til kendsgerning eller virkelighed, at det er underkastet en »fødsel«.

 

Det er ved at »fødes« som »rigtigt menneske«.

 

Denne »fødsel« er det samme somdets »forvandling fra dyr til menneske«.

 

Det rigtige eller fuldkomne menneske fødes således ikke i »himmeriges rige«, omgivet af hele den mentale eller åndelige verdens herligheder, men i »dyreriget«. »Gudesønnens fødsel« foregår således midt i »dyriske« omgiveiser og traditioner.

 

»Dyreriget«s stank og urenheder er i hans nærhed, ja, er ikke hans »kosmiske fødselsproces« igennem de mange jordliv omgivet af hele en »stald«s atmosfære? -

 

»Stalden« eller »dyreriget« er således nødsaget til at være skuepladsen for »gudesønnens kosmiske fødsel«.

 

Denne fødsel består jo netop i, at væsenet begynder at se »dyreriget« som udgørende en blot og bar »stald« og ikke noget virkeligt herberge for det fuldkomne menneske eller den

kosmisk bevidste gudesøn, der som en »Kristus« er »eet med Faderen«.

 

Evangeliet fortæller os, at »kristusfødslen« udelukkende kun kunne foregå i »stalden« (dyreriget), fordi ethvert andet sted var optaget.

 

Og på hvilket andet sted i tilværelsen skal vel en »Kristus« kunne »fødes« end netop i »dyreriget«? -

 

I alle andre tilværelsesplaner er »Kristusvæsenet« levende eksisterende og kan som følge heraf ikke »fødes«.

 

Den, der er født, kan ikke fødes, før han har gennemgået den virkelige død.

 

Og den eneste zone i tilværelsen, i hvilken »Kristusvæsenet« eller rettere sagt »Kristusbevidstheden« kan være »død«, er jo udelukkende kun »dyreriget«.

 

Det er ikke så mærkeligt, at juleevangeliet udtrykker »stalden« som fødestedet for »Kristusvæsenet«.

 

Når jordmenneskets skæbne i så høj grad, som tilfældet er, udviser myrderi, krig og lemlæstelse, had og forfølgelse og de heraf følgende konsekvenser: sorg, melankoli og livslede,

 

så er det kun »dyrenes lyde, stank og uddunstninger«, som nødvendigvis må være til stede i »stalden« og derfor omgiver jordmenneskets »kosmiske fødsel« og derved mere eller mindre gør »stalden« uegnet til opholdsrum eller herberge for gudesønnen eller det fuldkomne menneske.

 

Man forstår således her, hvorfor evangeliet lover jordmenneskeheden en højere mental sfære i form af »fred på jorden« (de dyriske princippers totale afskaffelse indenfor jordmenneskehedens mentalitet) og den heraf følgende »velbehagelighed« (næstekærlighedens strålende solvarme i alles øjne og kærtegn).

 

At den nyfødte gudesøn må ligge i en »krybbe«, så længe han kun har »stalden« til opholdsrum, er naturligvis også givet.

 

Det er ikke almindeligt at sætte nogen for høj menneskelig kultur værdig komfort ind i en »stald« eller et opholdsrum for dyr.

 

Der findes sædvanligvis ikke her blidt gyngende vugger eller bløde og kostbare barnesenge, da alt her jo kun er beregnet og tilpasset til dyrene.

 

Jesusbarnet eller jordmennesket må da også under dette sit ophold i »stalden« som en nyfødt »Kristus« eller »gudesøn« lægges til hvile i en eller anden for hånden værende foreteelse i »stalden«, f. eks. netop i »krybben«.

 

Hvad er da »krybben« i »kosmisk forstand«? - »Krybben« er den jordmenneskelige endnu »pattedyret« tilhørende organisme eller krop.

 

Det »nyfødte barn«, det »himmelske væsen«, lægges altså i en for dyrene beregnet genstand.

 

Men hvordan skulle vel selv en gudesøns ånd kunne manifestere sig i en »stald« på anden måde end ved de foreteelser, der findes i »stalden«? -

 

Hvordan skal et »himmelsk væsen« fremtræde for den materielle verdens »dyrerige« uden igennem et dyrisk legeme? -

 

Der findes jo endnu ikke rigtige fysiske legemer for det fuldkomne menneske eller for »himmelske væsener« på jorden.

 

Gudesønnen eller »Kristusvæsenet« må altså tilbringe sin første spæde barndom i en »krybbe«, hvilket altså vil sige: i et »pattedyr«s organisme, fordi der endnu ikke findes virkelige »menneskelige« organismer (æteriske organismer skabt ved materialisation af kombinerede højere fysiske og sjælelige materier) på jorden.

 

Gudesønnen må derfor i denne sin første spæde barndomstid fremtræde i en speciel »hanorganisme« eller en speciel »hunorganisme«

 

 

1O. KAPITEL

 

»De hellige tre konger« og de tre store verdensreligioner.

 

Men vi har allerede før bemærket, at »Kristusbarnet« i form af det jordiske menneske også var genstand for »tre hellige konger«s hyldest eller bevågenhed.

 

Det er jo ikke ret meget, evangeliet beretter om »de hellige tre konger« eller »vise mænd fra østerland«, men så meget har vi dog fået deraf, at de påtog sig den store rejse ud i det fjerne for at tilbede og tjene det himmelske kongebarn, der, som stjernen viste, skulle være født på et nærmere betegnet sted.

 

Vi ved, at disse konger fandt Jesusbarnet, og at de hyldede det og skænkede det gaver og dermed var med til at beskytte og tjene det.

 

Vi har allerede antydet, at disse »gaver« var medvirkende til at sætte den fattige håndværker i stand til med hustru og barn at foretage den lange rejse eller flugt til Ægyptens land, bort fra den forfølgende mørkets og hadets fyrste Herodes.

 

Vi har også set, hvorledes »Kristusbarnet« i form af det jordiske menneske ligeledes i princip står overfor en forfølgende »Herodes«.

 

Og spørgsmålet bliver nu, hvordan skal dette barn blive i stand til at flygte fra »Herodes«? -

 

Er der overfor det jordiske menneske eller det kosmiske »Kristusbarn« noget, der sætter det i stand til at flygte fra mørkets fyrste? -

 

Har det fået fyrstelige gaver, ved hvilke det er i stand til at kunne »rejse til Ægypten«? - Ja, i allerhøjeste grad.

 

Til stede ved det jordmenneskelige »Kristusbarn« er der også i dag »tre hellige konger«, som helt har givet sig barnet i vold.

 

De har rejst en meget lang rejse for netop at kunne tjene det »nyfødte kongebarn«.

 

Og de har hver for sig ofret på dette »barn«s alter det allerhøjeste, der kan gives, nemlig hele deres eget liv.

 

Disse tre store »konger« eller »vise mænd« er ophavene til de tre store verdens religioner: Islam, Buddhismen og Kristendommen. Er disse gaver ikke »fyrstelige«? -

 

Findes der nogen form for gaver, der i større udstrækning kan sætte jordmennesket i stand til at »flygte« fra mørkefyrsten »Herodes« blodige efterstræbelser? -

 

Hvorledes skal det lille hjælpeløse »Kristusbarn«, der udgør det jordiske menneske, uden disse gaver kunne »redde sit liv«, hvilket i dette tilfælde vil sige: bevare sin kosmisk medfødte »kongeværdighed« som arving til himmeriges rige? -

 

Hvem kan komme til Faderen uden igennem essensen af den kostelige overjordiske gave, som disse tre verdensreligoner må siges at være?

 

- Uden denne gave ville jordmenneskets kosmiske liv have været i den allerstørste fare.

 

Men i kraft af nævnte gave er det blevet i stand til at kunne »flygte til Ægypten«, til et land eller en zone, hvor mørkefyrstens magt aldrig nogen sinde kan nå.

 

 

11. KAPITEL

 

Ved hjælp af den kraft, der i form af næstekærligheder nedlagt i verdensreligionerne, foregår flugten fra mørket.

 

Hvad er da dette for en kostelig gave, hvad er det for »guld, røgelse og myrra«, disse væsener har overladt det i form af jordmennesket i krybben forekommende hjælpeløse »Kristusbarn«? -

 

Ja, er essensen af denne gave ikke udelukkende næstekærlighed? - Er det ikke udelukkende ved hjælp af den, at humaniteten, freden eller den »velbehagelighed«, som er »himmeriges rige«, kan bevares i nævnte »Kristusbarn« og dermed bevare dette som en suveræn gudesøn eller tronprætenden til »Guds rige« eller til at blive »eet med Faderen«, »eet med vejen, sandheden og livet«, et med udødeligheden, evigheden og saligheden.

 

Og er ophavene til de store verdensreligioner ikke mere eller mindre »konger« eller »fyrster« i kærlighedens eller humanitetens sfære? -

 

Hvilken jordisk konge har flere hengivne og trofaste, frivillige undersåtter end disse tre overjordiske eller kosmiske konger? -

 

Hvilken jordisk konge har efter sin fysiske død eller ud over sin jordiske grav kunnet blive ved med at regere millioner og atter millioner af mennesker, generation efter generation frem gennem årtusinder således som hver af disse »konger«? -

 

I sandhed, deres fysiske død og begravelse var kun en ydre ceremoni i og for kødet og blodet, men deres ånd viser os en over graven stadig fortsat evig opstandelse.

 

De taler til deres hengivne, frivillige undersåtter med umådelig kraft den dag i dag.

 

De regerer, vejleder og behersker disse sjæle med den evige sandhed, der var blevet deres ånd, ord og væsen. Og der, hvor sjælene bliver regeret med sandhedens ord eller disse væseners ånd i renkultur, foregår »flugten til Ægypten«, flugten fra mørket, der igen er det samme som overvindelsen af mørkets fyrste, totalt urokkeligt og sikkert.

 

Der bliver »Kristusbarnet« frelst og »Herodeskongen« ladt tilbage til undergang i sit eget hads natsorte sfære.

 

Der åbner gravens granitporte sig for den færdige »Kristus«, og den fuldkomne lysets konge kan stå ud af graven, medens de lukker sig for den ufuldkomne mørkets og hadets fyrste, der forlængst har lagt sin kurs ind mod gravens centrum.

 

Og fra den således opstandne »Kristus« kan kærligheden nu uhindret lyse og funkle i verden og give hans omgivelser eller medvæsener den »velbehagelighed«, som fra evighed af er bestemt som enhver gudesøns højeste væsen og mest fundamentale fornemmelse af den evige Faders nærværelse.

 

Jo, »de hellige tre konger« i form af verdensreligionernes ophav blev til umådelig velsignelse for »Kristusbarnet« i form af det jordiske menneske i dets kamp med »Herodes« eller dyrerigets mørke magter.

 

 

12. KAPITEL

 

 

Myten om jomfru Marias undfangelse

 

Men omkring det jordiske menneskes identitet som »Kristusbarn« forekommer der også en »Josef« og »Maria«.

 

Vi læser om, hvorledes Jesusbarnet i Bethlehem ligesom andre børn havde et par forældre.

 

Dog er der ved overleveringen gjort forsøg på at bortforklare denne så ganske naturlige og absolut nødvendige foreteelse.

 

Man har misforstået Jesusbarnets guddommelige eller overjordiske slægtskab med Guddommen og troet, at nævnte barns rent »sønlige« forhold til dette væsen var et ligefrem jordisk familieforhold.

 

Man har således ment, at Marias befrugtning var foretaget direkte af Guddommen og ikke af en jordisk mand.

 

Jesus skulle altså være et væsen, der ligefrem havde Guddommen til rent fysisk fader på samme måde, som han havde Maria til fysisk moder.

 

Guddommen og jomfru Maria har således efter denne beretning ligefrem haft et rent fysisk, seksuelt forhold.

 

Ganske vist har manikke holdt af at udtrykke foreteelsen i en så enkel og åbenlys udtryksform, som den her benyttede, men princippet i deres mening eller tro bliver jo den samme.

 

Man har derimod søgt at tildække eller tilsløre problemet bag en slags kunstig tåge ved at forklare, at jomfruen, Jesu moder, blev undfanget af »den helligeånd«.

 

Men hvad ligger der i disse ord?

 

Da »ånd« aldrig i noget som helst tilfælde kan blive andet end bevidsthed, og bevidsthed igen udgør denfundamentalt herskende faktor i ethvert levende væsens organisme, siger de nævnte ord jo slet og ret det samme som, at jomfru Maria blev besvangret af et levende væsen.

 

Og da Kristus senere opfattede Guddommen som sin »himmelske Fader«, og englen bebudede overfor jomfru Maria, at »den hellige ånd« skulle komme over hende, har man opfattet dette som udtryk for, at Guddommen var Jesu jordiske eller rent fysiske fader.

 

Men da man ikke har kunnet tænke sig et ligefremt fysisk samleje mellem Guddommen ogjomfru Maria, har man altså søgt at dække problemet med at forklare, at undfangelsen var noget overjordisk.

 

Og denne mystik eller kunstige tåge, der hedder jomfrufødsel, tilslørede hele problemet med et falsk skær.

 

Og millioner af mennesker levede og lever i den urokkelige tro på Jesus af Nazaret som en slags »fysisksøn« af - ikke Josef - men af Guddommen.

 

Og hvordan skulle vel disse væsener kunne forstå det anderledes. De havde jo endnu slet ikke nogen fundamental indsigt i livets kosmiske love og principper.

 

De måtte jo opfatte og dømme ud fra deres egne rent fysiske erfaringer.

 

Og efter disse at dømme kunne Jesusbarnet umuligt være »Guds søn«, hvis han havde en jordisk, fysisk fader ligesom andre børn.

 

Man måtte derfor absolut tro på det gådefulde forhold mellem jomfru Maria og Guddommen.

 

Man forstod således ikke, at jomfru Maria naturligvis ikke var blevet besvangret, men derimod overskygget af »den hellige ånd« eller Guddommen.

 

Derimod blev hun selvfølgelig befrugtet eller besvangret af Josef, hvad det overleveredebibelske  slægtsregister angående Jesus da også i allerhøjeste grad bekræfter eller stadfæster.

 

Det viser, hvorledes Jesus af Nazaret eller Kristus er det toogfyrretyvende led i slægtslinien direkte fra Abraham.

 

Det hedder således til slut i dette slægtsregister:

 

». .. men Eliud avlede Eleazar, men Eleazar avlede Matthan, men Matthan avlede Jakob, men Jakob avlede Josef, Marias mand; af hende er Jesus født, som kaldes Christus«.

 

Men hvad har dette slægtsregister med Jesus eller Kristus at gøre, hvis ikke Josef var Jesu fader?

 

Bibelens sprog eller beretning er således tydelig nok.

 

I dens linier eller imellem dem står det jo særdeles tydeligt, at Josef er Jesu fysiske eller kødelige fader.

 

Jesus er således, akkurat ligesom alle andre børn, barn af et par jordiske, fysiske forældre. Og hvordan skulle det vel kunne være anderledes?

 

 

13. KAPITEL

 

 

Det jordiske menneskes gradvise forvandling til et Kristusvæsen kan udelukkende kun finde sted i »dyreriget«.

 

 

Når et »Kristusbarn« skal fødes, kan der udelukkende kun være tale om eet eneste sted, hvor denne »fødsel« kan forekomme, nemlig i »dyreriget«.

 

Et væsen kan ikke fødes eller blive til i en verden, hvor det  allerede er født eller eksisterer. Hvor det ikke eksisterer, der kan det komme til at eksistere.

 

Men for at komme til at eksistere der, må det jo netop fødes nævnte sted.

 

Men for at kunne fødes i dyrerigets højeste sfære eller zone, kræves der uundgåeligt et par forældre, ved hvis hjælp en fødsel kan manifesteres og et væsens inkarnering i kød og blod dermed kan udløses.

 

Disse forældre kan ikke selv være »Kristusvæsener«. Det må være væsener, der tilhører dyrerigets inkarnations .. eller formeringsprincip. De må være mand og kvinde. De må være en »Josef« og en »Maria«, hvilket her vil sige: de må være han og hun. Uden en sådan »Josef« og »Maria«, kan et »Kristusbarn« umuligt fødes eller blive til.

 

»Kristusvæsenet«s og dermed »Kristusriget«s fødsel kan i det efter evige love ordnede kredsløb udelukkende kun finde sted ud fra »dyreriget«.

 

Denne zone er således ene og alene i universet det »moderskød«, ud fra hvilket nævnte væsen og dermed nævnte rige kan fødes eller blive til.

 

Og da »dyreriget«s beståen udelukkende er baseret på de to seksuelle poler, det feminine og det maskuline princips spaltning til specialvæsener i form af hanvæsener og hunvæsener,

 

bliver det disse specialvæsener eller disse to køn, hankøn og hunkøn, der henholdsvis er det jordiske menneskes »Josef« og »Maria« under dets »fødsel« og fremtræden som »kosmisk Kristusbarn«.

 

Ethvert »Kristusbarn« på jorden, såvel Jesusbarnet i Bethlehem som det jordiske menneskes kosmiske identitet med dette barn, kan således udelukkende kun fødes i »dyreriget«, idet dette rige er det samme som den »død«, Adam og Eva skulle opleve som et resultat af deres »nydelse af Kundskabens Træ«.

 

»Dyreriget« udgør altså den bevidsthedsindskrænkning, der gør væsenet til et uindviet væsen, der totalt er uden »kosmisk bevidsthed«, hvilket vil sige, at det totalt er uden nogen som helst selvoplevet viden om sin høje overjordiske, kosmiske herkomst somudødelig gudesøn og ligeledes er uden særlig kærlighed til næsten, men derimod i en overordentlig grad er behersket af en stor tilbedelsesevne af sig selv.

 

At dets liv eller tilværelse derfor i en tilsvarende grad er baseret på bekostning af denne næste, og at det undertiden forfølger, torterer og dræber ham, hvis det føler det nødvendigt for sin egen eksistens, er naturligvis en selvfølge.

 

Et væsen med en sådan mental struktur er et .»dyr«, hvad enten det kravler på fire ben, eller det har en oprejst gang på to ben og kan løfte sit blik imod solen og stjernerne.

 

Og da en»Kristusfødsels« manifestation eller højeste fremtræden udeukkende kun kan være opstået ved et sådant væsens gradvise forvandling eller omskabelse gennem reinkarnationen til et væsen med næstekærlighed og med sanser, igennem hvilke det atter kan»se Gud«

 

og igennem dette syn påny opleve sin kosmiske identitet som »udødelig gudesøn« og dermed erkendelsen af sin overjordiske eller himmelske værdighed, kan denne »Kristusfødsel« altså udelukkende kun finde sted i »dyreriget«.

 

Og da den yderligere kun kan finde sted i kraft af reinkarnationen, og denne igen i »dyreriget«s højeste sfære betinges af den seksuelle polspaltnings specialvæsener: »hankøn« og »hunkøn« eller »manden«s og »kvinden«s forening i sammensmeltningen af deres gensidige seksuelle udløsning, vil »jomfrufødsel« her således være en absolut umulighed.

 

 

14. KAPITEL

 

 

Hvorfor forestillingen »Jomfrufødsel« er blevet knyttet til Jesu fødsel.

 

Men når jomfrufødsel ikke desto mindre alligevel er kommet på tale i forbindelse med overleveringen af juleevangeliet, har det fra forsynets side naturligvis ikke været for at bedrage jordmenneskene eller for at foregøgle dem et mirakel som grundlag for verdensgenløserens fysiske fødsel.

 

Når jomfrufødslen hidtil er blevet fortolket som noget, der overflødiggjorde »Josef« eller mandens pricip, skyldes det udelukkende en i forvejen i jordmenneskenes mentalitet herskende misforståelse af det guddommelige, kønslige princip,

 

der i sin renkultur netop er redskabet for udløsningen af det normale levende væsens sympatiske anlæg og dermed for den allerhøjeste udløsning af sympati eller kærlighed, der igen i sin højeste natur er det samme som overskygningen af »Den hellige Ånd«.

 

Da det kønslige eller seksuelle princip ikke er i renkultur hos væsener, der fremtræder som mand og kvinde, idet det her også udløser antipati, skinsyge og had, har man misforstået hele seksualismen og fået en ganske nedsættende opfattelse af dette guddommelige princip som noget, der er syndigt, noget, man helst skal se at undgå og kun have så lidt med at gøre som muligt.

 

At »Guds søn«s fødsel skulle være afhængig af en sådan syndig foreteelse, har man slet ikke kunnet tænke sig.

 

Uvidenhedens og overtroens klamme tåger har derfor tildækket seksualismens naturlige, guddommelige rolle i Kristusfødslen.

 

 

 

15. KAPITEL

 

Det fuldkomne menneske er ikke en »mand« eller»kvinde«, ligesom man ikke tager til ægte i himmeriges rige.

 

Men antipatien imod jordmenneskenes kønsliv eller seksualisme ville dog ikke være blevet af en så fremtrædende natur, som tilfældet er, hvis ikke der netop var en anden og endnu dybere foreteelse, der havde begyndt at gribe ind.

 

Denne ny foreteelse er netop i virkeligheden en begyndende udvikling af jomfrufødsel.

 

I det rige, til hvilket jordmennesket nu igennem sine mange liv udvikler sig, og på grundlagaf hvilken udvikling det netop som her beskrevet udgør et»Kristusbarn«, »tager man ikke til ægte«.

 

Nævnte rige adskiller sig netop fra »dyreriget« derved, at man i dette rige ikke fremtræder som specielle hanvæsener og hunvæsener. Det fuldkomne menneske i »Guds billede« er ikke en mand eller en kvinde. Det er ikke et væsen, der organisk er bygget til at blive forelsket i det modsatte køn.

 

I himmeriges rige, som jo endnu »ikke er af denne verden«, men derimod stærkt er på vej til at blive det, eksisterer de to slags særvæsener hankøn og hunkøn slet ikke.

 

Hvis disse to organiske strukturer skulle fortsætte og også eksistere i »himmeriges rige«, ligesom de eksisterer i »dyreriget«, ville der umuligt kunne opstå noget »himmeriges rige« eller et rige, i hvilket kærlighedslovens opfyldelse er total.

 

For at »himmeriges rige« kan fødes og blive fundamentalt inde i et væsens mentalitet, er det en uundgåelig betingeIse, at man skal »elske sin næste som sig selv«.

 © Martinus Institut 1981

 

 

Læs alle 34 kapitler i bogen her:

her

 

Køb bogen:

Juleevangeliet

 

 Andre artikler om julen af Martinus:

Julen er en højtid, der vibrerer helt ind i menneskenes hjerter

Hvorfor julen er en hellig tradition