redigeret og opdateret 03-11-2021
Juleevangeliet
af
Martinus
1. kapitel
Juleevangeliet er i sin dybeste analyse et mysterium, en okkult foreteelse
Ligesom ethvert af de andre evangelier eller fundamentale overleveringer af de bibelske traditioner og budskaber har en for almenheden åbenlys fortolkning, der efterhånden har rodfæstet sig i folket som ritualer eller religiøse ceremonier og således på denne måde er blevet en tradition, og dernæst har en for almenheden skjult side,
således har juleevangeliet også sin for almenheden åbenlyse ordform eller terminologi, som forlængst er blevet den kristne verdens største og kæreste tradition, og en for almenheden skjult side.
Juleevangeliet er således ligesom de andre store religiøse budskaber i sin dybeste analyse et mysterium, en okkult foreteelse.
Og det er denne okkulte foreteelse, der er den fundamentale, urokkelige sandhed i evangeliet, ganske ligegyldigt om den for almenheden åbenlyse bogstavform eller terminologi kun er et digt, eller den virkelig udtrykker en historisk begivenhed.
Det bliver ganske underordnet, om disse store bibelske traditioner eller religiøse overleveringer er udtryk for begivenheder, der virkelig har fundet sted, og om nævnte personer virkelig har levet, eller de aldrig nogen sinde har eksisteret.
Og jo mere man lærer dette at kende, desto mere bliver man vidne til, hvor tåbeligt og unyttigt, ja ligefrem skadeligt, diskussioner og religiøse stridigheder herom i sig selv er, og at alle, der deltager i sligt, kun er tåber, der ikke ved, hvad de gør.
Og desto mere disse religiøse stridslystne personer hører til indenfor prædikanter, præsteskabet og øvrige autoriserede gejstlige myndigheder, desto mindre flatterende bliver disse væsener som fortolkere af den virkelige sandhed.
De er kun fortolkere af sandhedens ydre staffage og tilpasning for en bestemt fortidig bevidsthedstype, der umuligt kan være andet end mere eller mindre forældet for ethvert senere tidspunkts psyke eller mentalitet.
At skændes om, hvor Jesus f.eks. er født, eller hvor han holdt sin bjergprædiken, om han blev korsfæstet og begravet her eller der, eller om han i virkeligheden aldrig nogen sinde har eksisteret, er altså ligeså tåbeligt og meningsløst, som det ville være at skændes om solens eksistens eller ikke-eksistens.
De bibelske traditioner, og navnlig Det Ny Testamentes to store overleveringer: jule- og påskebudskabet, har ikke til hovedformål at være historiske data.
De er ikke bestemt til at skulle være materiale for arkæologer eller for at være urokkelige videnskabelige holdepunkter for senere tiders nidkære, materialistiske forskere.
I så fald måtte de i stor udstrækning have været anlagt ganske anderledes. Ophavene til de bibelske beretninger har aldrig nogen sinde tænkt sig at skabe holdepunkter for en materialistisk videnskab. Og hvordan skulle dette vel også være gået til? –
En materialistisk videnskab, totalt udskilt fra det religiøse princip, således som denne forekommer i dag, har været noget ganske ukendt i fortiden.
Fortiden, hvilket vil sige hele jordmenneskehedens historie frem til vore dage, var ikke en "tvivlens", men en "troens" tidsalder.
Den mentale livsbetingelse var derfor i denne fortid ikke et spørgsmål om mål, vægt, afstande, tid, rum og hastigheder.
Det var ikke et spørgsmål om stoffernes kemiske sammensætning eller indhold, stjerneverdenens eller universets fysiske struktur, jordens, solens og månens rent materielle analyser, thi sådanne spørgsmål kunne endnu slet ikke foreligge.
2. kapitel
I "troens tidsalder" blev den religiøse trang tilfredsstillet og båret oppe af "den guddommelige suggestion"
I en "troens tidsalder", hvor hele den jordmenneskelige psyke udelukkende opretholdtes ved en slags hypnose eller suggestion, kunne man jo umuligt være klar over, at man i virkeligheden slet ikke havde nogen reel viden om alle de nævnte foreteelser.
Man var jo totalt behersket af den suggestion eller tro, at man netop besad en stor viden om de nævnte emner.
Havde ikke kongen, ypperstepræsten og præsterne fortalt det fornødne og tilfredsstillende i den henseende? –
Og var det ikke netop syndigt imod Gud og loven at tænke eller tro noget andet, end hvad disse væsener havde autoriseret? –
Og hvem kunne vel heller tvivle eller modsige disse autoriserede traditioner andre end kætterne eller selve satans eller djævelens børn? –
Nej, den absolutte takt og dannelse, den absolutte gode tone i samfundets kultur var ikke baseret på kætterske eller djævelske påfund.
Viden om universet var ikke menigmands beskæftigelse eller lod, det var i allerhøjeste grad noget, der udelukkende kun var forbeholdt de af Gud udvalgte eller indviede væsener med kongen, selve Guddommens søn eller "himmelske ætling" på jorden, i spidsen.
At menigmand selv skulle kunne forske livet ud og fravriste universet dets hemmeligheder, var en tanke, der endnu aldrig nogen sinde havde rørt sig i almenhedens hjerner.
"Guds veje var uransagelige" for det almindelige menige menneske. Og følgelig måtte kongens og hans præsteskabs udtalelser herom være absolut tilfredsstillende, absolut helt behageligt mættende.
Og folket havde således absolut ingen religiøs hunger eller sult.
De var i virkeligheden i den retning kolossalt velnærede, ja næsten korpulente eller overfedede.
Hvordan skulle sådanne i deres religiøse velnærethed eller fedme prustende og stønnende væsener vel få trang til at råbe efter mere åndelig viden eller næring? –
De havde jo alt, hvad deres hjerte og forstand var i stand til at begære af religiøs tilfredsstillelse.
De havde kongen og hele hans store præsteskab og alle øvrige vise mænd, de havde templerne med alle de herind under hørende mirakuløse, guddommelige kræfter eller højere magter eller alt, hvad de var i stand til at tænke sig af religiøse goder.
Den automatisk fungerende hypnotiske eller suggererende kraft, der udgik fra
kongen eller ypperstepræsten og hans religiøse stab og okkulte hjælpemidler, dækkede umådelig meget mere, end hvad der overhovedet kunne opstå i denne almenheds hjerner af spørgsmål og mysteriøse problemer.
Så tilværelsen og dens struktur var for denne almenhed endnu ikke blevet noget problem, noget livsspørgsmål.
Denne almenhed var religiøst set tilfredsstillet, glad og sorgløs.
Den guddommelige suggestion eller den fra kongen og de vise mænd udstrålende religiøse magt holdt alle samfundets individer i sit favntag og fik hver især til at yde Guddommen (kongen) den allerhøjeste respekt, underdanighed og velvilje.
De fulgte ufravigeligt de foreskrevne ritualer, love og traditioner med den samme målbevidste sikkerhed og energi, som den en moderne, materialistisk forretningsmand af i dag anvender i sit begær efter at konkurrere konkurrenterne ud og dermed kapre kunder.
For den religiøst troende er intet højere end kongens befaling (Guds ord), ligesom der for den materialistiske forretningsmand ikke forekommer noget højere og bedre end at tjene den størst mulige avance og besidde det størst mulige kundeantal.
Hvad profitten og kundeantallet er for den materialistiske købmand, det er "Guddommens åbenbaring" igennem kongen og præsterne for det religiøst troende væsen. De troende væseners daglige liv var således ét med deres gudsdyrkelse.
3. kapitel
Hvorfor det religiøse princip i vore dage kun er en biting, medens de rent materialistiske analyser, mål og vægt opfattes som hovedtingen i væsenernes liv
I vore dage er det anderledes. Troen har ikke mere den magt, den havde i fortiden.
I dag er der mange væsener, der ikke mere kan føres af den guddommelige suggestion, hvilket altså vil sige, at de ikke mere kan "tro".
For dem er det religiøse princip og deres daglige liv blevet til to ting.
Og af disse to ting er det daglige liv blevet hovedtingen, medens det religiøse princip kun er en biting, hvis det da ikke helt er gået ud af sagaen.
Man forstår derfor, at disse væseners mentale hunger ikke mere kan tilfredsstilles ved hverken kongens, ypperstepræstens eller nogen anden vismands tale. Ja, i dag er kongen jo slet ikke "konge" i den betydning, som vi i det foranstående har skildret.
Han er i dag kun en hendøende skygge, en mental ruin af kongeprincippets fortidige, eneherskende, guddommelige værdighed.
Væsenerne holder sig derfor kun til, hvad de kan opfatte som konkrete foreteelser.
Og da deres intellektualitet endnu kun spænder over rent materielle kendsgerninger, som de er i stand til at opleve, vil alt, hvad der således forekommer udenfor denne oplevelsesevne, kun være noget uvirkeligt, være andre væseners opdigt, fantasi eller forestillinger.
Og da de nu har mistet evnen til at "tro", klamrer de sig udelukkende til de materielle facitter indenfor deres forstandsevnes begrænsning.
For sådanne væsener betyder data, mål, vægt, volumen, hastigheder, bølger, vibrationer, kemiske formler etc. så at sige alt.
De skal bruge disse foreteelser, idet de er nødvendige i opbyggelsen af enhver form for intelligensmæssige eller logiske tankerækker, der igen er det samme som analyser.
4. kapitel
Den materialistiske opfattelse af juleevangeliet vil selv i bedste tilfælde blot være nogle værdiløse kendsgerninger
For det materialistiske væsen vil det således kun være analyser, der har interesse.
Hvad nævnte væsen ikke er i stand til at analysere, eller analyser, det ikke kan forstå, er for ham eller hende kun udtryk for fantasi eller uvirkelighed.
Når Bibelens juleevangelium derfor beretter om et barn, der blev født i en stald og lagt i en krybbe og under fattige og beskedne forhold voksede op og blev til menneskehedens største åndelige fører, vil det for materialisten betyde alt at få de rent ydre materielle foreteelser konstaterede som videnskabelige kendsgerninger eller virkelige historiske data.
Skulle der tilfældigvis ikke forekomme sådanne realiteter eller være levnet ting, der kan bevise, at Jesus virkelig har eksisteret, bliver juleevangeliet ganske værdiløst for et væsen med denne materialistisk indstillede psyke.
Dette er så meget mere ejendommeligt, eftersom nævnte historiske data, som vi i det efterfølgende skal se, er selve evangeliet totalt uvedkommende.
Om Jesus virkelig har eksisteret, eller han aldrig har eksisteret, er ikke det fundamentale i juleevangeliet.
Nævnte evangelium
er jo ikke skrevet eller overleveret til menneskene for ligesom en blot og bar avisartikel at udtrykke en aktuel beretning om den eller den kendte persons privatliv eller intime anliggender, der kan være tilfredsstillende for almindelig jordmenneskelig,
materiel nysgerrighed.
Den, der udelukkende kun har interesse i at få konstateret virkelige beviser for Jesu historiske fremtræden, har i realiteten ingen som helst brug for selve juleevangeliet.
Det vil, selv med eventuelle historiske data som kendsgerninger, være værdiløst. Det vil allerhøjst kun kunne udgøre en "arkæologisk" tilfredsstillelse for nævnte væsen, men noget evangelium ville det aldrig nogen sinde kunne blive for ham.
Hans nysgerrighed eller åndelige behov var i virkeligheden kun af "arkæologisk" natur.
Den i juleevangeliet i form af Jesu skæbne fremtrædende sjælelige struktur vil for ham være noget abnormt, overspændt eller ufattelig naivt, som han slet ikke har hverken hjerte eller forstand til at kunne acceptere.
For ham er juleevangeliet i bedste tilfælde kun en samling konstaterede fakta, fødslen af et væsen, hvis skæbne blev en strid mellem nogle præster og en fanatiker, om end en skikkelig fanatiker eller lægprædikant.
Den sjælsadlende storhed, som evangeliet i sig selv er, og som det er dets mission at åbenbare for den, der har "øren at høre med" og "øjne at se med", ser den talbegærlige materialist slet ikke, fordi det, evangeliet skjuler bag den ydre form, bag de eventuelt konstaterede videnskabelige eller ikke-videnskabelige tal eller data, ikke er noget, der kan opgives i tal, volumen, hastigheder, bølgelængder, gram eller meter.
Juleevangeliet drejer sig jo udelukkende om en stimulering eller befordring af den foreteelse, vi kalder næstekærlighed eller rettere alkærlighed.
Og alkærligheden er som bekendt ikke noget, man kan opstille i mål og vægt.
Den er i sin dybeste natur selve universets bærende princip.
Og det er dette princip, der er juleevangeliets fundament. Juleevangeliet fortæller eller åbenbarer altså dette princip i form af dets beretning om en gudesøn, der fødtes på jorden, og de sælsomme tildragelser, som knyttede sig til denne fødsel.
© Martinus Institut 1981
Læs alle 34 kapitler i bogen her:
Andre artikler om julen af Martinus: