Den fortabte søn

 

 

Martinus:

 

Livets Bog Bind 3

 

 

Livssubstans nr. 43 – "Syndefaldet" som dyrets "selvopholdelsesdrift"

 

966. Og hvad er "lignelsen om den fortabte søn" andet end den samme historie? (som Adam og Eva ( jd)) – I den "fortabte" søns bevidsthed opstod der også en slags længsel, et begær efter at komme bort fra de gængse traditioner, komme bort fra faderen, bort fra fædrenehjemmet.

 

Men hvad er den "fortabte" søns vandring bort fra faderen og fædrenehjemmet andet end hans vandring imod materialisme, imod glemselen af Guddommen og den heraf følgende primitivitet og uvidenhed på åndelige felter, altså i princip nøjagtig det samme som "uddrivelsen af paradisets have". Er faderen ikke netop Guddommen og "fædrenehjemmet" "paradisets have"? –

 

At vandre bort fra Guddommen vil altså være det samme som at dyrke materien i stedet for Guddommen. Men det bærende i denne dyrkelse er skabelsen af "tilfredsstillelse" for sig selv, hvilket igen er det samme som "selviskhed". "Selviskhed" er således udgørende den "forbudte" frugt i "paradisets have". Den er "æblet" på "kundskabens træ".

 

At "spise" af "kundskabens træ" giver på en gang erfaringer og skaber samtidig uvidenhed. Denne "spisning" fører således til store oplevelser på selvdyrkelsens område, fører til den rå brutale magts tinde samtidig med, at den skaber glemsel og dermed uvidenhed om Gud. Individet befinder sig jo her i en bevidsthedstilstand, hvor det er kontrær overfor Guddommens bevidsthed.

 

Hele dets lyst og interesse er jo udelukkende baseret på opnåelsen af tilfredsstillelsen af dets egne særlige materielle ønsker eller begær. At sanserne derfor vil udvikle sig i denne tilfredsstillelses favør, medens de svækkes på selve det ophøjede, guddommelige område, er naturligvis en selvfølge. Og individet mister da også tilsidst evnen til at se Gud.

 

Derimod vil alt, hvad der går imod de ordinære kærlighedslove, på hvilke hele universet eller verdensaltet er baseret, i nærværende situation skabe behag i dets bevidsthed. Hele dets hunger er oplevelsen af dette behag. Denne oplevelse er således ligefrem en livsbetingelse.

 

Men at blive besjælet af en sult, der kun kan tilfredsstilles igennem en overtrædelse af de love, på hvilke kærlighed, fred og harmoni er baseret, vil jo tilsidst gøre individet til et geni i befordringen af denne overtrædelse. Ja, denne bliver ligefrem til automatfunktioner med den her ind under hørende skabelse af organer eller organismer i kraft af hvilke evner, talenter eller anlæg på overtrædelsens område kan bringes til at kulminere. Det er denne form for bevidsthedsudfoldelse, vi kalder "selvopholdelsesdriften". Vi vil derfor udtrykke denne drift som "livssubstans nr. 43".

 

 

Livssubstans nr. 44 – Det kulminerende "dyr" eller den gudløse materialist

 

967. Da denne dyriske eller selviske tilstand først når sit højde- eller vendepunkt i det jordiske menneskes materialisme, er dette væsen således udgørende den største overtræder af kærlighedslovene og er dermed længst borte fra Guddommen. Dette væsen udgør således det kulminerende "dyr". Og vi vil her udtrykke dette væsen som "livssubstans nr. 44".

 

Vi har her for os, i form af nævnte væsen, den "fortabte søn". I den kolde intelligensbetonede materialist finder vi således et væsen, der sålænge har været koncentreret på materien og den igennem denne koncentration skabte tilfredsstillelse af materielle, selviske begær, at det midlertidigt eller i sin nuværende periode af sin jordlivsrække ikke alene helt har glemt Guddommen, men også har glemt sit eget inderste eller virkelige "selv", ja, endog indtil en sådan grad, at det hårdnakket benægter disse to fundamentale faktorers eksistens.

 

Alt er, for dette væsen, kun virkninger af årsager, der også er virkninger af årsager og således fortsættende i det uendelige. Alt er "døde" funktioner, udløste af "tilfældighed". Samme gudesøns hele viden er kun et kendskab til disse døde funktioners mål og vægt. Han har mistet sin kontakt med Guddommen og sig selv og dermed med livet. Han tror sig ét med materien, de døde funktioners tilfældighed.

 

Dette gudløse væsen sværger således til den "død", det i sand rædsel overalt frygter og gør alt for at bekæmpe og blotter derved sin, trods de mange intelligensmæssige kundskaber, de mange mål- og vægtfacitter, kulminerende naivitet. Det frygter en afslutning på det liv, det mere eller mindre direkte docerer ikke eksisterer.

 

Det siger: "Jeg ved", "jeg forstår", "jeg sagde", "jeg skrev", og udtrykker dermed, at det "noget", hvis eksistens, det ellers docerer som en umulighed, har både viden, forstand, tale- og skriveevne. En mere inkonsekvent bevidsthedstilstand eksisterer ikke. I sandhed gudesønnen er her blevet "forloren", er udgørende noget helt andet end en fremtræden i sin Faders "billede" eller "lignelse". Det er denne til Guddommen kontrære tilstand, der, i "lignelsen om den fortabte søn", er sigtet til der, hvor det udtrykkes, at han "åd sammen med svinene"

 

 

Lignelsen om den fortabte søn sigter til et bestemt stadium i spiralkredsløbet

 

968. At "æde sammen med svinene" er her ikke lige akkurat dette at lægge sig ned og æde af deres trug. En sådan tilstand kunne jo endog i en given situation være en frelsende redningsplanke overfor en presserende hungers- og sultedød. Mel, korn og vand er jo endnu i ligeså høj grad næring for jordmennesket, som det er næring for svinene.

 

Så selv om det ikke er almindeligt for jordmennesket at spise denne føde af svinetruget, men derimod at få den serveret i en særlig "tillavet" form på rene tallerkener eller fade som: "kager", "brød", "grød" eller lignende (en form svinenes mave også udmærket kan fordøje), vil det ikke kunne fragå til en vis grad at spise den samme føde som svinene.

 

Men dette, at være et væsen, hvis mave eller fordøjelsesorganer i stor udstrækning er bygget eller indrettet til at skulle indtage den samme føde eller det samme næringsmiddel som svinet, gør jo et vist slægtsfællesskab mellem førstnævnte væsen og svinet til kendsgerning.

 

Som vi her ser, udtrykker den geniale lignelse ikke blot den sjuskede, stodderagtige eller forarmede tilstand, der eventuelt kunne tvinge en såkaldt "vagabond" til at mætte sig ved svinetruget, således som lignelsens indhold ved første indtryk blot synes at tyde på, men udtrykker også en langt dybere fase i det levende væsens udviklingsproces, ja, er selve kendetegnet på et særligt bestemt afsnit i selve livets store kredsløb. Det er jo intet mindre end netop dette afsnit, vi kender fra tidligere beskrivelser i dette værk under begrebet "dyreriget".

 

 

Lignelsen om den fortabte søn giver et ufejlbarligt kendetegn på, hvem der er den "fortabte søn"

 

969. Den "fortabte søn" blev altså til et væsen, der "åd sammen med svinene". Lignelsen udtrykker således denne tilstand som selve kulminationen og dermed "vendepunktet" i sønnens fravær fra fædrenehjemmet og disharmoni med faderen. Den "fortabte søn" i sit "vendepunkt" er altså at finde som et væsen, der "æder sammen med svinene", men er bundløs ulykkelig over denne sin tilstand. Det vil igen sige, at den "fortabte søn" i sit "vendepunkt" er et "dyr", der er ulykkelig over sin "dyriske" tilstand.

 

Da det jordiske menneske, som vi før påpegede, netop er et væsen, der "æder sammen med svinene", men helst ikke vil vedgå sig dette kostfællesskab eller nære organismeslægtskab, ja, forsøger endog helt at benægte dette, har vi i nævnte væsen fundet den virkelige "fortabte søn". En fornægtelse af sin egen tilstand beror hovedsagelig på enten beskedenhed eller stolthed.

 

Enten vil man ikke vedgå sin tilstand, fordi man synes, den er for fornem i forhold til det eller de væsener, man meget gerne vil være i harmoni eller kontakt med, og derfor ved benægtelsen beskedent søger at skjule standsforskellen således, at den ikke skal være en hindring for kammeratskabet eller harmonien med de nævnte væsener, eller også fornægter man sin tilstand, fordi man synes, den er for simpel overfor det eller de væsener, man gerne vil være på lige fod med. Man ligefrem skammer sig over sig selv.

 

Den bibelske beretning siger tydeligt nok, at det var den sidste tilstand, der tyngede den "fortabte søn". Samme beretning har altså givet os et ufejlbarligt kendetegn på nævnte væsen, der endog er så nøje eller korrekt, at vi ligefrem kan udpege, ikke blot den art væsener, til hvilke den "fortabte søn" hører, men også de særlige individer indenfor samme art, der direkte fremtræder som identisk med den guddommelige beretnings "fortabte søn".

 

Lignelsen siger os således ikke blot, at den "fortabte søn" hører til den art levende væsener, vi kalder jordmennesker, men også hvilken slags individer indenfor samme art, der er hovedpersonen i den udødelige beretning. Ifølge samme beretning er den "fortabte søn" således udgørende et jordmenneske, der skammer sig over sig selv. Dette vil altså igen sige: et jordmenneske, der er misfornøjet med sin natur, sine vaner og tilbøjeligheder, et væsen, der føler det nedværdigende at "æde sammen med svinene", altså et væsen, der ønsker en langt "højere føde" og en langt fuldkomnere tilværelsesform end den "dyriske".

 

 

Jordmennesker, der ikke kan udtrykke kulminationen af den fortabte søns tilstand

 

970. Hvor finder vi et jordmenneske med ovennævnte symptomer? – Er det det primitive naturmenneske, der er misfornøjet med sin tilværelse? – Nej, tværtimod, det lever i stor harmoni med den fysiske tilværelse, har glubende appetit på den rent "dyriske" føde. At dets måltider er i betænkelig nærhed af svinetruget har endnu ikke forvoldt det nogen særlig lede. Er det da det af stærke religiøse dogmer bundne kulturmenneske, der skriger sin livslede eller væmmelse over sig selv ud? – Nej, dette væsen befinder sig jo foreløbig fuldt lykkeligt.

 

Det lever i troen på sin guddom, ja, lever endog i troen på, som et "frelst" eller "helligt" væsen at være i yndest hos samme guddom. Det mener således selv at være den "hjemkomne fortabte søn". At det her til en vis grad lever i en illusion og endnu ikke er nået frem til at repræsentere dette høje stadium til fuldkommenhed, kommer tydeligt til syne derved, at det kun lever i – "troen".

 

Dette vil altså igen sige, at dets identitet med den "hjemvendte fortabte søn" kun er en stærk "formodning". Men en formodning kan højst kun være en "hypotese". Kun at eje det fuldkomne liv, erkendelsen af sin egen udødelighed og Guddommen som en hypotese eller formodning, kan ikke være noget fuldkomment endemål for eller kulmination af mentalitet. For at repræsentere dette stadium må formodning eller hypoteser afløses af absolut "viden".

 

Sålænge et problem endnu kun udgør tro eller hypotese, er den endnu et mysterium. Og væsener for hvem livet og Guddommen er et mysterium i stedet for konkrete eller absolutte kendsgerninger, kan ikke hundrede procents udtrykke den "hjemvendte fortabte søn". De er på en måde endnu i samme forhold til Guddommen som naturmennesket, om end de ganske vist har været i stand til at give deres tro en højere eller mere forfinet og kultiveret terminologi end dette væsen.

 

Og vi ser da også tvivl, vantro og frafald indenfor disse væseners rækker, ligesom de samme væsener, som tidligere berørt i "Livets Bog", bliver syge og lidende, kommer ud for ulykker og besværligheder ligesåvel som de væsener, der ikke hører med til de "troendes" eller "frelstes" kredse. At de forsøger at bøde herpå ved at forjætte sig selv en bedre tilværelse efter døden i det hinsidige, forandrer ikke princippet. Thi hvorledes skulle sjæle, der ikke kan leve i kontakt med materien eller medvæsenerne på en sådan måde, at de her, kosmisk set, har kunnet gøre deres skæbne lys, bedre kunne komme i kontakt me

 

d materien og medvæsenerne på den anden side af graven? – "Djævlebevidsthed" bliver ikke til "englebevidsthed" blot fordi væsenet dør eller afkaster det fysiske legeme. Døden gør ikke afstanden længere eller kortere mellem den "fortabte søn" og "svinene". Disse væsener dør jo også eller går over i det hinsidige og må her stadig repræsentere deres natur, så den "fortabte søn" kan stadig være i selskab med disse sine organismefrænder. Døden forandrer ikke et væsens midlertidige udviklingsstandard eller trin. Så let sker forvandlingen ikke. I så fald ville den udvikling, det i dag er en kendsgerning, at væsenerne er underkastet, jo være totalt overflødig.

 

Kun ved "anger" bliver "djævlebevidsthed" til "englebevidsthed". Men det sker ligeså godt på det fysiske som på det åndelige plan. Der, hvor individet angrer, har det opdaget ufuldkommenheden i sin væremåde og vender her om for at udløse en bekæmpelse af denne ufuldkommenhed for derved at stile imod en skønnere og saligere tilværelsesmåde. Og var det ikke også netop det, der var kernen i eventyret om den "fortabte søn"? – Var det ikke opdagelsen af sin nedværdigende tilstand og angeren over samme tilstand, der fik ham til at "gå i sig selv", fik ham til at gå tilbage til faderen?

 

 

Den gudløse materialist udtrykker Bibelens fortabte søn eller Guddommens største modsætning

 

971. Hverken i det glade eller lykkelige naturmenneske eller det glade og lykkelige religiøst troende menneske finder vi det jordmenneske, der helt og fuldt ud dækker "Bibelens" "fortabte søn". Tilbage bliver så kun den stærkt intelligensbetonede, gudløse materialist.

 

At han repræsenterer det væsen, der mentalt set er nået længst bort fra Guddommen, afslører hele hans mentale såvel som fysiske fremtræden. Af hjertet at benægte Guddommens eksistens kan jo kun være selve kulminationen af gudsbenægterens gudløse tilværelse. Kun at øjne mål- og vægtfacitter overalt, hvor man er i stand til at sanse, eller kun at se sin egen identitet som en kulmination af døde bevægelser, virkninger af tilfældighed, kan jo kun være livets fattigste, mentale tilstand, selv om den ganske vist er overdækket med intelligensmæssige gyldne blomster.

 

Væsenet kan jo i denne tilstand repræsentere overordentlig stor dygtighed i materiel frembringelse eller skabelse, idet denne skabelse i sig selv kun er en jongleren med eller en vis organisering af "virkninger" (faste, flydende såvel som luftformige materier). Et sådant væsens viden består netop af mål- og vægtfacitter, hvilket igen vil sige, at den udelukkende er det samme som "virkningsfacitter" eller kundskab om virkninger.

 

Nævnte væsen kan derfor, som før nævnt, undertiden være en genial og fremragende ingeniør eller skaber af rent materielle foreteelser, såsom: huse, maskiner eller store anlæg af enhver art, ligesåvel som det kan være en fremragende kemiker og skabe næringsmidler, medicin samt syntetiske eller kunstige erstatningsprodukter på mange områder. Ja, et sådant væsen kan endog være læge, hvilket vil sige: være ekspert på selve den animalske organismes område, være fortrolig med en stor del af de materielle virkninger (faste og flydende stoffer), hvis kombinationer samme organisme jo udgør en hovedkombination af.

 

Det betyder naturligvis ikke, at alle store ingeniører og læger eller andre videnskabsmænd altid er hundrede procents materialister, tværtimod. Der findes mange af nævnte væsener, der allerede forlængst har passeret selve kulminationen af det materielle stadium, og for hvem mål-, vægt- eller virkningsfacitter derfor ikke er nok.

 

Disse væsener kan derfor godt være åndeligt søgende. Den materielle viden, mål- og vægtfacitterne eller "frugterne" fra "kundskabens træ" gør således individet til – "materieekspert", hvilket vil sige: en modsætning til Guddommen, der jo er – "livsekspert". Vi skal om lidt komme tilbage til denne sidste bevidsthedstilstand

 © Martinus Institut 1981

 

 

Læs videre i:

Livets Bog Bind 3 - online

 

eller køb bogen:

Livets Bog bind 3