Livets evige natur

 

Slutter livet virkelig ved den fysiske død?

Er der en dybere mening med vores liv her på jorden?


Mennesker har til alle tider stillet disse eksistentielle spørgsmål. Men nu kan vi i kraft af åndsvidenskaben begynde at finde dækkende og logisk underbyggede svar. Alene spørgsmålet antyder, at vi dybest set ved mere om os selv, end vi er klar over. Og sådan er det netop, siger Martinus: Vi er meget klogere på livet, end vi selv tror, og vi har i virkeligheden en medfødt forestilling om, at livet har en evig dimension.

Men hvordan kan tanken om evigt liv kombineres med det, vi direkte oplever overalt i naturen, hvor alting er underkastet begyndelse, forandring og afslutning? Denne sammenhæng beskriver Martinus i sit verdensbillede så logisk og enkelt, at vi kan forholde os til den med vores intellekt. Livsoplevelsen kan kun fastholdes gennem forandring og fornyelse – ellers ville den degenerere.

Hermed er vi på sporet af et mønster i tilværelsen, som vi alle i virkeligheden er fortrolige med. Vi ved nemlig, at al oplevelse består i at skelne mellem kontraster og at føle og opleve forskelle i velkendte kredsløb. Det kender vi fra dag og nat, vinter og sommer, ungdom og alderdom, behag og ubehag, sult og mættelse osv. Via disse kontraster mellem de ”lyse” og ”mørke” tilstande får vi hele tiden en fornyelse af vores livsoplevelse.

Den manglende brik: reinkarnation

Ved hjælp af åndsvidenskaben får vi forklaret dette mønster, så vi forstår, at når den fysiske krop ældes og dør, – er der ikke tale om en absolut død. Vi forstår, at vi i stedet overgår til et åndeligt tilværelsesplan, og her lever vi videre i bedste velgående, indtil vi igen er modne til at fødes i en ny fysisk krop.

Åndsvidenskaben giver os således en vigtig "logisk brik" til vores livsforståelse. Vores medfødte evner og talenter er noget, vi har med os fra tidligere liv. Det er forklaringen på, at børn kan fødes med helt andre egenskaber end forældrenes – lige fra de såkaldte "vidunderbørn" til børn med fysiske og psykiske handikap. Og de erfaringer, vi får i dette liv, vil på samme måde indgå i den bagage, vi har med os, når vi fødes igen i kommende liv.

Fra dyr til rigtige mennesker

Men oplevelsen af lys- og mørkekontraster stopper ikke her. Vi genfinder den også i livets store kredsløb – det Martinus betegner som livets kosmiske ”spiralkredsløb”. Lige nu lever vi mennesker stadig i "dyreriget", men ved godt, at vi har lagt afstand til de primitive abelignende stadier, som vi mennesker befandt os på engang. Og vi ser, at vores menneskelige egenskaber vokser i os.

Som Martinus påpeger, så er der ingen grund til at tro, at udviklingen vil stoppe på det stadium, vi har nu. Gennem tilværelsens stærke påvirkninger og vores lidelseserfaringer bliver vi gradvis mindre og mindre dyr og mere og mere menneske. Vi får udviklet vores humane evner og vores medfølelse med andre levende væsener. Og dette er just meningen med vort liv her på jorden.

Tager vi de store "briller" på, kan vi allerede nu overskue et umådeligt langt udviklingsforløb. Det baner sig vej hele vejen gennem mineralriget, planteriget, de egentlige dyrestadier, jordmenneskestadier med dyrisk bevidsthed – og så frem til det "rigtige menneskerige", hvor beboerne vil have en altomfattende kærlighedsevne og en fuldkommen logisk og intellektuel tænkeevne. Gennem studiet af Martinus Verdensbillede kan vi således møde ikke blot fortiden, men også vores egen fremtid.

 

Livets mening

Martinus' enkle svar, når han blev spurgt om meningen med livet, var gerne –

"Meningen med livet er at opleve."

 

© Martinus Institut

 

Læs hele artiklen her:

Et nyt verdensbillede