Livet mellem livene
 
 
fra
 
Martinus:
 
Vejen til Paradis
 
 

1. KAPITEL
 
Hvorfor jordens mennesker lever i et skæbnemæssigt mørke

I alle jordens mennesker ligger der normalt et håb om en kommende lykke. en lysere fremtid end den skæbnemæssige tilstand, de i øjeblikket lever i.
Hvorfor lever menneskene i et sådant håb?
 
Alle ufærdige mennesker lever i en tilstand. i hvilken de på grund af deres ufærdige kondition kommer til at gøre mange fejltagelser. Disse afføder
igen mere eller mindre bitre erfaringer, alt eftersom disse fejltagelser er i konflikt med opfyldelsen af de love. der betinges opfyldt, for at livet kan opleves som lykke i den givne situation.
 
Det er disse mere eller mindre bitre erfaringer. der i en tilsvarende
grad blænder af for lykken i det daglige liv.
Et sådant dagligt liv bliver derfor ikke en lykke i renkultur. Det bliver en vandring igennem de mere eller mindre bitre virkninger af de fejltagelser, som de pågældende væsener har begået.
Disse bitre virkninger danner i en tilsvarende grad modsætningen til den lykke eller glæde, som den normale livsoplevelse i renkultur i sig selv er.
 
De danner den normale tilværelse om til at blive en skyggetilværelse.
 
Virkningerneaf begåede fejltagelser udløser sig i menneskenes mentalitet som skuffelser, bitterhed, martyriumsfornemmelse , had og hævnfølelse imod medvæsener , som man fejlagtigt mener er ophavet til den ulykkelige
skæbne eller til den eller den ulykkelige tilstand, som man i øjeblikket befinder sig i.
 
Hvis man så igen lader sin bitterhed eller vrede komme til udløsning over for de pågældende medvæsener , begår man dermed en ny fejltagelse, der ligeledes vil kommer tilbage med bitre virkninger og danne skygger for oplevelsen af lykke eller den normale glæde ved livet.
 
Denne fejlagtige væremåde er ikke altid rettet imod omgivelserne. Menneskene udløser meget ofte et fejlagtigt forhold til deres egen organisme.
 
I en sådan situation bliver virkningerne heraf til de undermineringer og livsoplevelser, vi kender som sygdomme, såvel mentale som legemlige og de heraf følgende sorger og bekymringer.

I samme grad som et væsens tilværelse således overskygges af virkningerne
af dets begåede fejltagelser, dels imod sig selv og dels imod medvæsenerne, bliver denne således til et liv i mørke.
 
Væsenets livsoplevelse bliver derved i en tilsvarende grad en modsætning til det, der er livets mening, nemlig en total oplevelse af mentalt og legemligt lys eller sand urokkelig lykke.
 
2. KAPITEL

Væsenernes ulykkelige skæbner
er ikke en "straf" for begåede "synder"
 
Al ulykkelig skæbne er således udelukkende virkninger af de pågældende væseners forud begåede fejlagtige viljeudløsninger eller livsførelse.
 
Men da væsenernes nuværendeskæbne ikke udelukkende består af virkninger
af fejltagelser, begået i deres nuværende liv, men derimod også består af virkninger af de fejltagelser, de har begået i tidligere tilværelser eller fortidige liv, forstår nævnte væsener som regel slet ikke den dybeste årsag til deres egen ulykkelige skæbne.
 
De kan ikke se nogen som helst retfærdighed i den del af deres skæbne, de
oplever som ulykke oglidelse. De betragter derfor i værste tilfælde deres skæbne, deres ulykke og lidelse som virkninger af tilfældige kræfter og i bedste tilfælde som straf fra Gud, fordi de har levet et "syndigt" liv.
 
Medens den første opfattelse naturligvis er totalt absurd, er den anden opfattelse mere i kontakt med sandheden, når vi fjerner ordet "straf". Den ubehagelige skæbne er ikke en straf for synder, men er derimod, som før nævnt, udelukkende virkninger af begåede fejlagtige handlinger. Men da disse handlinger i realiteten er en følge af deres ophavs kosmiske uvidenhed, kan
disse ophav heller ikke være syndige på den måde, at de er strafskyldige. Den viden, væsenet ikke har, kan det ikke handle efter.

Kunne det det, ville der aldrig nogen sindekunne opstå fejltagelser. Men fejltagelserne er fundamentet for al jordmenneskelig udvikling.
 
Med  fejltagelsernes virkninger lærer mennesket at handle rigtigt. De afføder visdommen, der i sin højeste fremtræden er det samme som "kosmisk bevidsthed" , der igen er fundamentet for den allerhøjeste form for livsoplevelse og den heraf følgende kulminerende oplevelse af livsglæde.
 
 
3. KAPITEL

Hvad der får menneskene til at
danne sig forestillinger om
"Paradis" og "Helvede"

Vi har her fået et koncentreret overblik over de jordiske menneskers
skæbnesituation.
 
Vi har set, at væsenernes ulykkelige skæbner udelukkende er virkninger af uvidenhed, hvilket igen vil sige, at mennesket, så længe det er besværet med en skæbne, der udløser sig i lidelse, er et ufærdigt væsen.
 
Det vil altså igen sige: et væsen, der endnu ikke er færdigskabt i Guds billede efter hans lignelse.
 
At der i væsenet under denne ufærdige tilstand opstår en længsel efter at komme ind i en lysere og lykkeligere tilværelse er ikke så mærkeligt. Denne længsel efter en lysere fremtid er det samme som det, vi kalder "håbet". Og det er denne længsel eller dette håb, der i menneskene afføder de mange forestillinger om en kommende idealtilværelse , der udgør opfyldelsen af
dette deres fremtidshåb.
 
Det er opfyldelsen af denne væsenernes ønskedrøm om fremtiden, altså hinsides døden, der udgør det, vi kalder "Paradiset" , medens til gengæld
de mørke skæbner med deres lidelser og sorger har affødt de forskellige forestillinger om den hinsidige tilværelse, der udtrykkes som "Helvede".

 

 
 
4. KAPITEL
 

Menneskenes passive og negative tro på livet efter døden
 
Rent bortset fra den lidelsestilstand eller mørke skæbne, der kan overgå menneskene her på det fysiske plan, danner de sig altså en tænkt mørketilstand efter døden.
De ufærdige, men religiøst troende mennesker lever i troen på et liv efter døden.
 
I den kristne verdensreligion , hvor man ikke kender til reinkarnation, tror man, at dette kommende liv efter døden udelukkende er et åndeligt liv, altså en uafbrudt og derfor på en måde en evig tilværelse i den åndelige verden.

I andre religioner, hvor man er vænnet til at tro på reinkarnationen eller dette,
at man atter og atter genfødes på det fysiske tilværelsesplan, har man tilsvarende andre forestillinger om livet hinsides det nuværende liv.
 
Her forstår man  at skæbnen, hvad enten den er ond eller god, er et resultat
af væsenernes fortidige liv eller tilværelser.
 
Men foruden disse to kategorier af troende væsener eksisterer der også en
tredie kategori. Den består af de væsener, der selv mener, at de slet ikke kan tro på noget religiøst eller noget, de ikke kan få intelligensmæssigt bevist.
 
Disse mennesker lever i den forestilling, at døden er en total afslutning på liv eller tilværelse. Da denne forestilling heller ikke kan intelligensmæssigt
bevises, kan dens tilhængere kun være knyttet til den i kraft af tro.
 
Disse væsener er således i virkeligheden lige så troende som dem, der er tilhængere af religiøse sekter og tror på et liv efter døden.
Her på jorden fremtræder menneskeheden således for os i form af de nævnte tre kategorier, nemlig
 
den, hvis væsener tror på et uafbrudt åndeligt liv efter døden,
 
og den, hvis væsener tror på reinkarnation eller genfødelse på det fysiske plan,
 
samt den kategori, hvis væsener tror, at der slet ikkeer noget liv efter døden.
 
Medens de to førstnævnte kategorier tror på noget positivt, tror den sidstnævnte kategori kun på noget negativt.
 

-----

 

24. KAPITEL


Væsenets forandrede tilværelse efter døden
 
Når væsenet efter døden er befriet for sit fysiske legeme, forandres naturligvis dets tilværelse eller livsoplevelse. Det kan således ikke mere direkte opleve eller skabe på det fysiske tilværelsesplan. Det er blevet befriet for at skulle jonglere med den tunge fysiske materie og organisme.
 
Det skal nu kun manifestere sine tanker i den åndelige materie, der er tusinder af gange lettere end den fysiske og rent automatisk former sig efter væsenets vilje. Derfor bliver væsenets passage igennem den fysiske dødsproces i virkeligheden en passage fra et stort og meget tungt arbejdsfelt til et oplevelsesfelt, der i sig selv i forhold til det fysiske i en meget stor udstrækning må betragtes som et hvilefelt.
 
Det behøver ikke her at forme sine tanker i ord for derved at gøre sig forståelig for medvæsenerne , idet tankerne allerede fremtræder for dem som synlige detaljer i den åndelige materie omkring væsenet.
 
Allerede inden det får formet dem i ord. Der findes derfor ikke sprogvanskeligheder på det åndelige tilværelsesplan, thi alle væsener, der befinder sig på samme udviklings stadium , kan her forstå hverandres tanker eller tankeopbygninger.

På dette plan opleves tankefunktionen som en ydre foreteelse omkring væsenet og kan ses af alle, der kan opfatte i det pågældende væsens bølgelængde.
 
Væsenerne kan således ikke skjule deres karakter. Deres ærlighed eller uærlighed er her blottet for medvæsenerne.
 
Det er derfor ikke ethvert væsen, der på det fysiske tilværelsesplan har en stor position, bliver æret og agtet som et "højt udviklet" væsen, hovedsageligt fordi det her hører til den såkaldte "overklasse" og  har kunnet blænde sine medvæsener med sin rigdom og luksus og fremragende ordenstitler, luksuspalæ og tjenerskab med mere, der er virkelig stort.
 
 
Disse fysiske luksusforeteelser tæller ikke på det åndelige plan, idet der bag dem godt karakterrmæssigt kan skjule sig en åndelig proletar.
 
Og det er denne eventuelle side ved luksusmennesket, der er hjælpeløst blottet for medvæsenerne på det åndelige plan.
 
Her kan den ikke tilsløres af fysisk luksus, guld og glimmere. Men for at forstå den åndelige tilværelse efter døden må vi først se lidt på det levende væsens livsoplevelse i sin helhed.
 
Dens udløsning opleves i sin inderste instans som tænkning. Denne er igen det samme som udformning og billeddannelse af tankens objekt.

Denne billeddannelse foregår i sin første instans som tidligere nævnt i åndelig materie og udløses rent automatisk af individets åndelige struktur, ligesom væsenet igen gennem samme strukturs åndelige sanseorganer oplever billeddannelsen.
 
Det er denne åndelige tankeproces , der udgør væsenets primære livsoplevelse ,og som forekommer i åndelig renkultur i de situationer, hvor væsenet er befriet for sin fysiske organisme og ikke skal befordre sin tankeopbygning i fysisk materie.
 
Da denne åndelige livsoplevelse er begrænset til kun at kunne bygges op af lykke- og glædesbefordrende tankearter , bliver den åndelige tilværelse således absolut paradisisk for ethvert levende væsen hinsides dets fysiske død.
 

25. KAPITEL
 
Skærsild og paradis

Idet væsenernes eventuelle primitive tilbøjeligheder eller afsporinger på det åndelige plan er blottet for omgivelserne og således ikke kan skjules for medvæsenerne , vil overgangen til det åndelige plan for disse væsener være pinlig.
 
Det er denne ubehagelige overgang til nævnte psykiske plan, der i mit hovedværk udtrykkes som "skærsilden".(Livets Bog, jd)
 
Hvis mennesker nærer had eller bitterhed imod et medvæsen , eller hvis det har samvittighedskvaler , og det dør eller udfries fra den fysiske tilværelse i denne sindstilstand, bliver denne ligeledes til en skærsildsoplevelse på det åndelige plan.

Hele denne mørke tanketilstand fremtræder nu på det åndelige plan som en ydre tilstand.
 
Og væsenet kan ikke komme på bølgelængde med andre tankearter end netop dem, der er af samme slags som dets egne.
 
Det møder således her kun bitre og vrede væsener i samme sindstilstand som den, det selv befinder sig i.
 
Og da det ikke mere har den fysiske organisme at kunne sanse igennem, kan det ikke se den fysiske himmel, det fysiske solskin, de smukke fysiske terræner, grønne skove og blomsterenge eller andre af de mange guddommelige goder, som naturen kan oplive den mørke sjæl med, befinder det sig således her i en verden af mere eller mindre natsorte skygger.
 
Her er der ikke anden ydre natur end den, dets egen og ligesindede væseners tankesfære kan skabe eller forestille sig. Og så længe bitterheden eller vreden dominerer, kan dets egen såvel som de ligesindede medvæseners forestillinger kun være gråt i gråt.

Og de kan umuligt komme ud af denne triste bølgelængdetilstand , så længe de føler sigbitre og vrede på nogen eller noget.
 
Men dette, at væsenerne således er blevet åndeligt isoleret fra alt mentalt lys, bringer dem hurtigst muligt til at føle sig ulykkelige.
 
Og med denne følelse kommer automatisk ønsket om hjælp.
 
I samme øjeblik denne følelse eller tankeart opstår i væsenets psyke, udgør den en bølgelængde, som skytsenglene kan komme i kontakt med og derved
befri væsenet fra den nævnte mørke tanke eller fra hele dette mørke bevidsthedskompleks.

Væsenet kan da komme ind i den bevidsthedstilstand eller livsoplevelsesform, der udgør det allerhøjeste af, hvad det kan begribe af idealtilværelse eller kulminerende livslykke.
 
Det er denne epoke i kulminerende livslykke på det åndelige plan, der i  L i ve t s B o g udtrykkes under begrebet" paradiset ".
 
Absolut alle eksisterende levende væsener får en sådan paradisoplevelse på det åndelige plan i den fritagelse fra den fysiske tilværelse, de oplever, indtil
de atter skal fødes på det materielle plan og have en ny fysisk organisme.
 
Men det er absolut ikke alle væsener, der kommer til at opleve skærsilden. Mennesker, der lever deres jordliv ud i kontakt med deres inderste opfattelse af livet og ikke befinder sig i nogen som helst tankemæssig konflikt med andre væsener eller sig selv, kommer ikke til at opleve skærsilden.
 

26. KAPITEL

Døden som en guddommelig befrielse
 
fra alderdom, sygdom,sorg og lidelse

I kraft afvæsenets alderdom kommer det til at opleve døden som en strålende guddommelig befrielse fra den fysiske organisme med dens affældighed og mere eller mindre uduelighed som fysisk livsoplevelsesredskab.
 
For et væsen med en uhelbredelig sygdoms- og lidelsesbefængt organisme kommer døden eller befrielsen fra denneorganisme ligeledes som en meget stor guddommeligvelsignelse. Døden er også en stor guddommelig velsignelse for de væsener, hvis organisme er dødeligt læderet ved ulykkestilfælde. Denne befrielse vil i alle situationer være en total befrielse fra fysiske smerter. Det er rigtigt, at der mentalt set kan opstå lidt skærsildsproces for de væsener, der dør pludseligt ved ulykkestilfælde.
 
Sådanne væseners bevidsthed er indstillet på fremtidsplaner og livsoplevelser på det fysiske plan, som de nu brat bliver afskåret fra at opleve. Dette kan naturligvis afføde skuffelser og sorg.
 
Men også her bliver væsenerne hurtigt indstillet på at søge hjælp i deres ulykke, hvorved de straks kommer ind under skytsenglenes varetægt og bliver befriet fra alt det, der kan virke som fysisk mørke i deres bevidsthed.
 
Herefter kan de så opleve det for deres opfattelsesevne fremtrædende paradis.
 
 
27. KAPITEL
 
Det åndelige tilværelsesplan er en kulminerende lysverden foralt levende.
 
Medens den fysiske verden udgør et tilværelsesplan, hvor væsenerne kan opleve virkningerne af deres fejltagelser, hvilke virkninger kulminerer i lidelse og smerte, er det åndelige plan derimod en diametral modsætning hertil.
 
Dette plan er absolut kun beregnet til at være et tilværelsesplan , hvor væsenerne kan opleve virkningerne af deres højeste grad af fuldkommenhed.
 
Det er derfor det absolutte glædens og lykkens tilværelsesplan.
 
Det er en kulminerende lysverden for alt levende.
 
Her kan ingen mørke skygger blande sig i væsenernes idealtilværelse.

Her er der kun mentalt lys, lys og atter lys.
 
 
28. KAPITEL

Den åndelige og den fysiske verdens
gensidigetankekopier

For væsenets fysiske sanser er dets åndelige struktur og tænkning ikke tilgængelig.
 
Disse to foreteelser kan derfor hverken ses eller iagttages på det fysiske plan, hvis ikke væsenet blev udstyret med en fysisk organisme, med hvilken det kan forme tænkningen i ren fysisk materie og dermed gøre dens billeddannelse synlig for fysiske sanser.
 
Den fysiske organisme er således i sig selv kun et tankebilleddannelsens forlængeIsesorgan.

Når vi ser bygninger, huse, maskiner, redskaber, befordringsmidler o. s. v. , udgør de, som jeg tidligere har nævnt , kun nogle i fysisk materie
fremstillede kopier af deres ophavs indre tankebilleder.
 
Hvis de ikke netop først eksisterede således, ville deres fremkomst på det fysiske plan have været en absolut umulighed.
 
I kraft af den fysiske organisme får de levende væsener således evnen til at kopiere deres på det åndelige plan fremtrædende tankebilleder i fysisk materie.
Derved bliver det her en kendsgerning , at den fysiske verdens detaljer helt igennem er en kopi af den åndelige verdens detaljer, billeddannelser,
former, farver og lyde.
 
Men da det levende væsen også igennem sin fysiske organisme kan sanse medvæsenernes i fysisk materie kopierede eller åbenbarede tankeopbygninger eller billeddanneIser, bliver disse således også til tankebilleder i nævnte væsensbevidsthed.
 
Derved kommer den åndelige verden også i en vis grad til at bestå af kopier af de igennem den fysiske sansning oplevede skabte fysiske foreteelser eller tankeropbygninger.
 
29. KAPITEL
 
Det levende væsens
bevidsthed og tankebilleder
 
Som foran nævnt bygger det levende væsen sin bevidsthed op af de oplevelser, det får igennem sin fysiske sansning.
 
Disse oplevelser overføres igennem væsenets fysiske sanser til dets åndelige struktur og bliver her til åndelige tankebilleder.
 
Det er af sådanne åndelige tankebilleder , væsenets bevidsthed består. I kraft af disse tankebilleder, der netop udgør erfaringer og viden, kan væsenet igen danne nye tankebilleder, som ikke blot kan opleves på det åndelige plan, men også igennem den fysiske organisme kan overføres til det fysiske plan og her udformes i fysisk materie i ren billeddannelse eller i skrift og tale, i lyd og farver.

Et væsens bevidsthed består således dels af tankebilleder, der er kopier af væsenets ydre omgivelser, og dels af tankebilleder, der er væsenets egne originale.
 
Det er ud fra disse originale tankeopbygninger ogde fra den fysiske verden i tankeformer kopierede tankebilleder, at væsenets bevidsthedudfolder sig, ligesom de også danner grundlaget for væsenets livssyn og den heraf følgende moralopfattelse , begær og viljeudløsning, sympatier og antipatier.
 
30. KAPITEL

Det levende væsens to sansehorisonter:
den fysiske og den åndelige

Som vi allerede er blevet bekendt med, har det levende væsen to sansehorisonter: en åndelig og en fysisk.
 
Medens den åndelige horisont er permanent, er den fysiske kun periodevis, idet det fysiske legeme, som er en skabt foreteelse og derfor ligesom alle andre skabte foreteelser, må forgå.
 
Derfor har væsenet perioder i sin livsoplevelse, i hvilken det kun oplever og skaber med de åndelige sanser.
Disse perioder indtræder ved væsenets befrielse fra sin fysiske organisme ved den såkaldte "død" og fortsætter, indtil væsenet atter er modnet til at kunne tilknyttes en ny fysisk organisme.
 
I denne periode kan væsenet ikke direkte opleve noget på det fysiske tilværelsesplan.

Det er således i virkeligheden totalt forsvundet fra nævnte plan.
Tilbage er kun den udskilte fysiske organisme, som hurtigt går i opløsning.
 
Og da væsenerne endnu er meget ufærdige med hensyn til at sanse kosmisk, ja, er ubevidste på det kosmiske plan, kan de kun dømme efter, hvad de fysisk bliver vidne til. Mange tror derfor, som før nævnt, at det levende væsen står og falder med sin fysiske organisme, og at det pågældende væsen, hvis fysiske organisme er blevet til et lig, totalt er ophørt med at eksistere.
 
 
31. KAPITEL

Der hvor Bibelens "forbandelser"
over "Synden"  finder sted,
og hvor den ikke finder sted



Vi har her set, at væsenet i kraft af sin åndelige
og evige struktur eksisterer lige såvel efter døden, som det netop eksisterer, før det blev født. At det nu ikke mere kan opleve eller skabe på det fysiske plan betyder ikke, at det ikke kan opleve og skabe på det åndelige plan.
 
Det kan blot ikke mere direkte overføre sine tanker eller tankebilleder til det fysiske plan, ligesom det heller ikke mere direkte kan opleve de på det fysiske plan eller i fysisk materie manifesterede tanker eller tankebilleder .
 
Men derved er det blevet befriet fra den ikke ringe byrde, det er at skulle jonglere med en organisme skabt i en materie, der er tusinder af gange mere fortættet og dermed tilsvarende tungere end den åndelige materie.
 
Det er her, at den bibelske forbandelse ,,1 dit ansigts sved skal du æde dit brød" samt de øvrige forbandelser over "synden" finder sted.
 
Det er her, at kvinden skal føde sine børn med smerte. Det er her,der må kæmpes med slangen, hvis hoved skal knuses af kvindens sæd, medens denne skal knuse menneskets hæl.
 
Det er her, at fejltagelserne og deres ubehagelige virkninger: krigene, sygdommene og lidelserne manifesteres.

Det er her, som før nævnt, at kulminationen af mørkekontrasten har sit hjemsted.
 
Sligt kan ikke forekomme på det åndelige plan. Det er der, at lyskontrasten manifesteres.
 
Det er der, vi er i al kulminerende lykkes og saligheds hjemstavn. Herer der ikke nogen, der skal arbejde i sit ansigts sved for at kunne opretholde sin tilværelse.

Og her finder ingen smertefulde fødsler sted. Her i denne vidunderlige, åndelige verden lystrer materien automatisk tanken, ønsket og viljen. Det behøver kun at tænke, så sker det, det behøver kun at byde, så står det der.
 
Tanken lystrer således automatisk væsenets ønske og vilje eller udløsende energiimpulser. Og da væsenet i den fysiske tilværelse lærer at tænke logisk, vil dets tankemanifestation på det åndelige plan således være logisk eller ulogisk, være fuldkommen eller ufuldkommen alt efter den grad af fuldkommenhed, som det i dets forudgående fysiskejordliv har tilegnet sig.
 
 

32. KAPITEL

Skærsilden er en forberedelsesepoke
til oplevelsen af paradiset
 

Fundamentet for væsenets liv på det åndelige tilværelsesplan efter døden er således dets absolutte ønskedrøm eller længslen efter oplevelsen af det højeste, det kan forestille sig af en idealtilværelse .Og det er oplevelsen af denne idealtilværelse eller ønskedrøm, der udgør det levende væsens absolutte sande paradis.
 
Men før væsenet efter døden kan opleve denne idealtilværelse eller komme ind i dette paradis og her opleve den synligt manifesteret, må det igennem
dødsprocessen og den eventuelle skærsild.

Som før nævnt er skærsilden kun en forberedelsesepoke, i hvilken de sanser, igennem hvilke væsenet oplever skuffelser, sorger, bekymringer, bitterhed, vrede og had, sættes ud af funktion. Væsenet kan herefter kun sanse lyse og glædelige tankearter .
 
Detkan således ikke komme i mentale eller bevidsthedsmæssige kortslutninger med andre væseners tankearter eller væremåde, ligesom det også nu kun kan komme på bølgelængde med væsener i den samme tilstand eller det samme paradis.
 
Væsenets bevidsthedsmæssige bølgelængdeområde vil således ligge over alle bevidsthedsmæssige bølgelængdeområder, der kan skabe fjendskab, antipati, vrede, jalousi, misundelse, sorger, savn og skuffelser.
 
Idet dets sanser i paradiset ikke kan registrere disse eller beslægtede tankearter, kan paradiset således kun blive en kulminationsoplevelse af lykke og glæde i renkultur. I modsat fald ville det aldrig komme til at opleve noget paradis eller nogen ønsketilværelse i renkultur.

Den åndelige verden ville være lige så præget af krig, ulykker og lidelser, sorger og bekymringer, som den fysiske. Vi må således forstå, at den åndelige verden
udgør et bølgelængdeområde t der er ganske hævet over den fysiske verdens bølgelængdeområde.

Den førstnævnte verdens bølgelængdeområde er kærlighedens og visdommens, medens den fysiske verdens bølgelængdeområde er hadets og vredens.
 
Det bliver måske lettere at forstå, når man bliver fortrolig med, at den åndelige verden i virkeligheden er en elektrisk verden i renkultur, ja, er selve elektricitetens hjemstavn.
 
Ifølge kosmiske analyser er elektriciteten hele universets livskraft, den er selve Guds ånd.
 
Men i den åndelige verden, hvor denne ånd eller livskraft ikke skal gennemtrænge nogen fysisk materie og derfor her ikke kan benyttes af væsenet i de felter, det ikke har færdigudviklet , kan de mange kortslutninger i form af de førnævnte tankearter : fjendskab, antipati, vrede o. s. v. umuligt finde sted.

De udgør det dyriske bevidsthedsmateriale og bliver derfor mere og mere uegnet som bevidsthedsmateriale for det levende væsen, jo mere det vokser eller udvikler sig i human eller menneskelig retning.
 
Det ufærdige menneske har således to bevidsthedsmæssige områder: det dyriske, som er dets medfødte arv fra dets tilstand som dyr i renkultur, og dets begyndende menneskelige område, som vokser eller udvikler sig igennem
de mange kortslutninger, som opstår imellem disse to områder i dets psyke ellermentalitet.
 
Da disse kortslutninger igen har indflydelse på væsenets fysiske væremåde, bringer de også undertiden denne i kortslutning med medvæsenernes væremåde og krigen opstår og forplanter sig imellem væsenerne. Og de ulykkelige skæbner medmyrderi og lemlæstelse og de hermed forbundne sorger og bekymringer, der endog kan ende med selvmord, opstår.
 
Det er væsenets evne til at skabe og opleve disse ulykkelige tilstande, det bliver befriet fra i skærsilden, ved at det pågældende sansesæt bliver sat ud af funktion.
 
Derved er væsenet garanteret, at dets åndelige tilværelse imellem dets fysiske liv, dets paradis, bliver en hundrede procent mental lysoplevelse, en glædes- og lykketilstand , det som ufærdigt menneske umuligt kan opleve i renkultur
på det fysiske tilværelsesplan.
 
Men væsenets udfrielse af sin fysiske organisme og dets herefter følgende passage igennem skærsilden , hvor det som nævnt får en vis del af sit sanseområde sat ud af funktion, bliver dets livsoplevelses - og skabelseskapacitet betydeligt nedsat.
 
 
Men det område af dets bevidsthed, det således i paradiset er befriet fra, er jo hele dets fysiske skæbneområde , hvor det havde adgang til at gøre fejl og derved komme i ulykke og modgang og blive belastet med de heraffølgende genvordigheder, bekymringer og lidelser.
 
Væsenet er således blevet befriet fra hele sit ufærdige bevidsthedsfelt, som absolut kun kan gøres færdigt på det fysiske plan. Herefter rummer dets bevidsthed kun de felter, der er færdigudviklet til en sådan grad, at det igennem disse udelukkende kan opleve og skabe lys og glæde, såvel for andre som for sig selv.
 
 
33. KAPITEL

Hvor reinkarnationen bliver
overflødig og ophører

Vi begynder her at se det virkelige guddommelige princip, der garanterer alle levende væsener en paradistilværelse hinsides det jordiske, fysiske liv. Når de levende væsener ikke kan blive i dette paradis, men atter må genfødes på det fysiske plan, skyldes det udelukkende, at de ikke er færdigudviklede , ikke har nået den højde i livsoplevelse og skabeevne ,der er Guddommens plan med nævnte væsener.
 
Ved atter at genfødes på det fysiske plan får væsenerne lejlighed til at udvikle sig videre og gøre nye fejltagelser og opleve disse fejltagelsers virkninger og den heraf affødte visdom og tilsvarende høje begavelse, hvorved væremåden
bliver tilsvarende fuldkomnere og dermed kvalificerer dem til at opleve et endnu tilsvarende fuldkomnere og mere strålende lysvæld i form af paradisoplevelsen.

Og således fortsætter de levende væsener igennem genfødelserne på det fysiske plan at udvikle sig fuldkomnere og fuldkomnere og får en hertil svarende og mere strålende paradistilværelse efter hvert jordliv.

Hermed opnår væsenet til sidst at komme igennem alle de ubehagelige fejltagelsers zoner og sfærer og opnår dermed det indeværende spiralkredsløbs kulmination i visdom og kærlighed.
 
Det kan derfor ikke lære mere på det fysiske plan i dette kredsløb, hvorved reinkarnationen eller genfødelserne ophører.
 
Og herefter fortsætter væsenet således, som vi senere skal komme tilbage til, med hele sin kosmiske bevidstheds kapacitet i guddommelig åbenbaring af kærlighedens manifestation i visdom og højintellektuel skabelse i den åndelige materies strålevæld.
 
Igennem denne skabelse udformes de åndelige verdeners detaljer i funklende og lysende materier.
 
I denne gyldne materie fremtræder alt i en kulmination af kærlighed, visdom, skønhed og glæde. Her er det daglige liv åbenbaringen og oplevelsen af Guds primære bevidsthed i renkultur.
 

34. KAPITEL

Hvorfor alle væsener oplever et
for hver især tilpasset paradis

Da de levende væsener pc1 det fysiske plan ikke er lige langt fremme i udviklingen og således står på højst forskellige mentale trin med højst forskellige evner og anlæg, bliver deres evne til at tænke og opleve således tilsvarende højst forskellig.
 
Medens alle de væsener, der er nået igennem reinkarnationens eller genfødelsernes epoke og dermed nået frem til at opleve den sande
virkelighed, den absolut sande løsning på livets mysterium, og de derfor alle kan nyde nævnte sande virkeligheds primære og absolutte paradis, kan de væsener, der endnu er mere eller mindre ufærdige, ikke opfatte det virkelige paradis som en guddommelig, kulminerende lysoplevelse.
 
Derfor kan de kun komme til at opleve paradiset i den opfattelse, der for dem er det højeste og lykkeligste ideal af livsoplevelse. Tænk hvor guddommelig denne verdensorden er.

Hvis ikke den netop var således, måtte alle væsener vente, til de havde gennemgc1et hele den mørke del af spiralkredsløbet indtil den store fødsels epoke, før de overhovedet kunne opleve noget paradis eller en virkelig lysets tilværelse. Livet eksisterer altså efter så guddommelige love, at alle levende væsener uden undtagelse opnår en absolut lysende paradisoplevelse mellem hvert fysisk jordliv .
 
Dette gælder absolut mennesker af alle racer, alle folkeslag, alle tilhængere af enhver religion, enhver religiøs sekt lige så vel som mennesker, der slet ikke tror på noget liv efter døden.

Det gælder således mennesker af alle livsopfattelser, det gælder alle de såkaldte "forbrydere" og selvmordere såvel som helgener. Intet som helst væsen undgår en paradisoplevelse imellem dets fysiske jordliv, idet de bølgelængder, igennem hvilke de forestillinger eller tankeopbygninger , der kolliderer med dets opfattelse af dets højeste ideal- eller ønsketilværelse , ikke kan komme til udløsning på det åndelige plan.
 
Derfor kan der ikke her opstå mentale kortslutninger, hvilket vil sige tankearter, der udløser sig som vrede, bitterhed, misundelse, skinsyge, jalousi, ulykkelig kærlighed, had eller hævnfølelse , intolerance eller lignende. Sådanne tankeopbygninger eller sindstilstande er af et så lavt bølgelængdeområde , at de umuligt kan komme til udløsning i noget væsens paradisoplevelse.

Det er den side ved væsenernes psykiske natur,der bliver sat ud af funktion igennem skærsildsoplevelserne.
 
© Martinus Institut 1958
 
  Kapitel 5 - 23  og kapitel 35 - 56 kan læses her:
 

 

 

eller/og køb bogen:

Vejen til Paradis

 

-----

 

Læs mere om Martinus og hans lære her:

Det evige liv

 

Martinus Kosmologi