Påske

 

Martinus:

"Vi vil nu - ikke med det fysiske syn, men med åndens øjne - se ned gennem to årtusinder.

Vi vil trække Golgathabegivenheden nærmere, således at de afgørende detailler i verdensgenløserens psyke eller mentalitet kommer mere frem i lyset.

Vi vil, uden hensyn til hvad "der står skrevet", placere Jesu udødelige sætninger på deres rette plads, nemlig midt i kulminationen af de mørke tilstande eller lidelser, for hvilke de skulle være lægemiddel, og derved føre dem frem til deres retmæssige relief, deres retmæssige lysværdi....."

 "Nærværende bogs opgave er derfor ikke at påvise, om de bibelske traditioner eller overleveringer er korrekte eller ukorrekte....."

uddrag fra kap. 5 af

Martinus:

Påske

(se nedenfor)


-----

 

3. KAPITEL

 

 Jesu mission.

 Jesus af Nazaret blev altså den verdensgenløser, der skulle få lov til at blive Jordens største udøver af Den Hellige Ånd i rent fysisk handlemåde. Dette betyder naturligvis ikke, at"Kristi genkomst", hvilket vil sige senere verdensgenløsere vil blive af en mindre dybde eller natur, men Kristusmissionen eller verdensgenløsningen har, som jeg senere i nærværende bog skal komme tilbage til, i vore dage en ganske anden opgave at udløse end i hine dage, da Den Hellige Ånds fakkel på ny skulle tændes i Jordens zoner.

 Nazaræerens verdensgenløsning bestod størst udstrækning i at være den model, hvorefter det jordiske menneskes fysiske omskabelse til "gudemenneske" kunne fuldføres.

 Dette vil igen sige, at der igennem nævnte væsen blev vist, hvorledes ethvert jordisk menneske må vænne sig til at tage sin skæbne, eller med hvilken holdning det må møde de for samme væsen her på ]orden forekommende situationer, som fremtræder under begreberne: "fjendskab", "uret", "lidelse", "sorg" og "modgang", for gennem disse realiteter at blive udviklet til at overvinde dødens gru, blive herre over livet og derved opstå i en guddommelig overjordisk forklarelse.

 Den nævnte verdensgenløsers mission var således ikke blot og bar teoretisk undervisning, men også med sit eget liv, sin egen tilværelsesmåde at give en praktisk fysisk demonstration af denne for det jordiske menneske så nødvendige væremåde og dens virkninger.

Og da det jordiske menneskes tilegnelse af denne væremåde i sit daglige praktiske liv udelukkende er basis for samme væsens omskabelse fra dyr til menneske, fra primitiv til en forklaret tilværelse, fra naivitet til højeste viden, er samme væremåde således absolut udelukkende det jordiske menneskes frelse fra mørket, dets frigørelse fra lidelserne, dets adgang til oplevelse af udødelighed og dets væren "eet med Faderen".

 At tro, at Nazaræerens væremåde var for at formilde en vred Gud, var for at fritage menneskene for ansvaret af deres "synder" eller "forbrydelser", at tro, at ødelæggelsen af Jesu legeme og udgydelsen af hans blod var en behagelighed, var en nydelse og dermed et uafviseligt forlangende eller begær af en Guddom, er en ide, der kun kan være udrunden af en hedensk tankegang, af naivitet, af uvidenhed, rent bortset fra, at den jo i betænkelig grad minder om perversitet, sadisme.

At millioner af mennesker ikke desto mindre i århundreder har levet i troen på en sådan Gud, skyldes suggestionens magt og uvidenhed om ideens virkelige analyse.

Og det er åbenlyst, at en sådan ide havde langt lettere ved at finde Vej ind i en primitiv og barbarisk bevidsthed end den virkelige verdensfrelsende ide: "Stik dit sværd i skeden, thi hver den, som ombringer ved sværd, skal selv omkomme ved sværd", eller "Vend den højre kind til, når du bliver slået på den venstre".

 Nævnte ide måtte jo for hævnens undersåtter eller dyrkere se ud som fuldkommen tåbelighed, vanvid. Og det er klart, at den førstnævnte ide om den vrede, hævnlystne Gud, der absolut måtte formildes i det mindste med eet væsens lemlæstelse, ødelæggelse eller blodsudgydelse, ikke var nær så stor en kontrast til det primitive menneskes opfattelse af logik, som ideen om at elske dem, af hvem man bliver forfulgt.

 Og århundreder måtte der hengå, og store strømme af Blod måtte der endnu flyde på religionens alter, inden verdens øjne, intelligens eller fornuft begyndte at rette sig ind på nazaræerens virkelige Gud, kærlighedens Gud.

 Århundreder igennem måtte verdensgenløseren Jesus endnu lade sig korsfæste gennem det i hans egen kirke og i hans navn på grund af overtroen oprettede og beskyttede hedenskab:

"Kætterbål", "heksebrænderi", ,"religionstvang", "dogmer" og "intolerance", før dette kunne begynde at degenerere, skabe tvivl og opløses.

 

 

 4. KAPITEL

 

Menneskehedens tilegnelse af

verdensgenløserens væremåde er det absolut eneste,

der kan være dens "frelse" eller "genløsning"

 

Den sande "verdensfrelse" består således absolut ikke i formildelsen af en "vred" Gud, thi "vreden" er ikke en Guddoms tankeklima.
Den er kun udslag af åndelige "fostre" eller åndeligt ufødte sjæles primitive bevidsthedstendens.

Den nævnte "frelse" er heller ikke en afsoning af menneskehedens "synder", thi en menneskehed kan ikke "synde", ligeså lidt som dyrene kan "synde", planterne kan "synde" eller mineralierne kan manifestere "forbrydelser".

Menneskeheden hestår af levende væsener, levende væsener befinder sig på udviklingstrin, udviklingstrin udgør igen en særlig manifestationsmåde baseret på de særlige erfaringer eller kendsgerninger, individet har tilegnet sig gennem forudgående udviklingstrin.

Individets tilværelse eller manifestation er således nødsaget til at være baseret på dets forudgående viden eller erfaringsoplevelse. Dets fremtidige erfaringer kan jo absolut ikke beherske dets handlemåde i nutiden eller før oplevelsen.


Men når dets nuværende handlemåde således må være begrænset af dets til dato oplevede erfaringer og den af disse igen udledede erkendelse, må samme handlemåde naturligvis blive tilsvarende mangelfuld eller primitiv i forhold til samme individs fremtidige handlemåde.

Men i denne mangelfuldhed er individet således uden skyld. Men når indidivet er uden skyld i sin handlemådes kvalitet, dens fremtræden som primitiv eller fejlagtig,  kan samme handlemåde absolut ikke stemples som "Synd" eller "forbrydelse" ganske uafhængigt af, hvor mørk, brutal og grusom den så end måtte tage sig ud.

Enhver handling kan kun eksistere som udtryk for et trin, som individet må passere på sin vækst fra en lavere til en højere væsensstandard på samme måde, som det må passere forskellige trin i fysisk størrelse i sin opvækst fra barn til voksen.

Når der således i kosmisk forstand absolut ikke eksisterer forbrydelser eller synder, er der jo i samme forstand absolut heller ikke noget at afsone. Men enhver handling har sin eftervirkning.

Men denne eftervirkning er, ganske uafhængig af, om den er lys eller mørk, om den er glæde eller sorg, en nødvendighed for individets udvikling eller bevidsthedsdannelse.

Al absolut viden og erkendelse er jo identisk med eftervirkningen af handlinger. At fritage individet for disse ville være den største form for kontrast til kærlighed, thi denne befrielse vil standse dets videre udvikling og dermed lade det blive stående på et primitivt bevidsthedsniveau.

Men et forsyn, der på denne måde befordrede individets standsning i udvikling og derved lukkede det ude fra en højere og mere forklaret tilværelse end dets nuværende, dømte det til en evig fortsat tilværelse i fejltrin og ukendskab til livets virkelige store og ophøjede analyser, vilde jo være identisk med kulminationen af brutalitet.

Men således fremtræder den virkelige Guddom ikke. En Guddom kan kun være kulminationen af kærlighed. Og derfor er universet, verdensaltet i alle dets detailler, dets styrelse, dets love, udtryk for den mest ophøjede kærlighed til individerne.

Alt er baseret på disses opnåelse af den størst mulige bevidsthedsudfoldelse, den størst mulige viden, den mest ophøjede kunstneriske begavelse eller kort sagt det levende væsens fuldstændige skabelse i Guds billede efter hans lignelse. Der kan således ikke være tale om nogen "forsoning". Der er intet at "forsone".

Det udviklede væsen råber derfor heller ikke til Gud om fritagelse for ansvaret eller eftervirkningerne af dets handlinger, ligemeget hvor smertelige disse så end måtte forekomme, thi det kender disses nødvendighed. Det ønsker kun: "Ske ikke min, men din villie".

Kun det primitive væsen gør modstand mod denne forsynets kærlighed, på samme måde som det lille barn undertiden gør modstand imod den del af forældrenes kærlighed, der består i opdragelse,renligholdelse og undervisning.

Verdens "frelse" består således ikke i at udfri menneskene fra virkningerne af deres dårlige og kun lade dem beholde resultaterne af deres gode handlemåder. En sådan manifestationsmåde ville jo i henhold til det førnævnte ikke være deres "frelse", men deres absolutte "fortabelse".

En befrielse fra mørket kan absolut kun finde sted gennem afståelse fra de realiteter eller årsager, af hvilke mørket er virkninger. Med sit eget Liv at påvise, hvorledes en sådan afståelse manifesteres, med sin praktiske væremåde at udtrykke en sådan kærlighed til alt og alle, at Guds nærhed føles ikke alene i lyset, men også gennem mørket, at påvise, at dem, som hader og forfølger en, også er en åbenbaring af Gud, at afsløre sit væsen som værende eet med Faderens og manifestere sin udødelighed, kosmiske bevidsthed eller "Den Hellige Ånd", er den basis, på hvilken en verdensgenløser genløser verden.

Menneskehedens tilegnelse eller udvikling af denne verdensgenløserens væremåde er dens "frelse", og absolut kun den alene.

Der findes ganske vist noget, der hedder "Syndernes Forladelse", men denne træder absolut udelukkende kun i kraft i sådanne tilfælde, hvor eftervirkningen af et fejlgreb eller en ,,synd" bliver ganske overflødig for individet.

Dette vil altså sige i et sådant tilfælde, hvor individet ad anden vej, inden eftervirkningerne endnu er bleven udløst eller er kommen tilbage, har opnået den erfaring eller bevidsthedsudvidelse, som resultatet af den nævnte eftervirkning ellers skulle have bibragt det.

Verdens "frelse" består således ikke i menneskehedens flugt fra eftervirkningerne af dens handlinger ved at lade en verdensgenløser lide for disse, men derimod absolut udelukkende kun i den fulde ansvarsbevidsthed, den fulde erkendelse af sine fejlgreb og udviklingen af praktiseringen af den deraf opståede modenhed til at gøre alt godt, hvor den før gjorde ondt, til at handle rigtigt, hvor den før handlede forkert.

Kun alene gennem dette vil den blive indhyllet i den sande lykke, den guddommelige bevidsthed eller en forklaret tilværelse.

 

5. KAPITEL

 

Hvorfor vi her dvæler ved verdensgenløserens 

væremåde og lidelser

Da menneskehedens tilegnelse af verdensgenløserens væremåde, således som nævnt før, er dens frelse, må den undervises i denne, ikke alene teoretisk, men også i allerhøjeste grad praktisk. Men en sådan undervisning kan naturligvis kun manifesteres af et væsen, der selv er blevet "frelst", hvilket vil sige et væsen, der er nået så vidt, at det er blevet "Eet med Faderen" eller bevidst i verdensaltets Liv, dets loves ufejlbarlige guddommelighed, et væsen med den ophøjethed over materien, over lidelserne, i besiddelse af den uberørthed af mørket, som denne Den Hellige Ånds udødelighedsbevidsthed giver individet.

Menneskehedens udvikling bliver derfor ført eller ledet af væsener med en sådan bevidsthed.

Disse Væsener bliver derfor med visse tilpassede mellemrum født på det fysiske plan, inkarneret i jordisk materie. Af disse Væsener var Jesus af Nazaret altså den, der kom til at vise den guddommelige eller kosmiske bevidsthed i størst eller mest omfattende praktisk fysisk udfoldelse, blev det mest skinnende eller lysende udtryk for den væremåde, som så ubetinget er "verdens frelse". Og vi skal derfor her dvæle en liden Stund ved foden af denne det Godes mest lysende model på Jordkloden.

 

Vi vil nu - ikke med det fysiske syn, men med åndens Øjne - se ned gennem to årtusinder.


Vi vil trække Golgathabegivenheden nærmere, således at de afgørende detailler i verdensgenløserens psyke eller mentalitet kommer mere frem i lyset.

Vi vil, uden hensyn til hvad "der står skrevet", placere Jesu udødelige sætninger på deres rette plads, nemlig midt i kulminationen af de mørke tilstande eller lidelser, for hvilke de skulde være lægemiddel, og derved føre dem frem til deres retmæssige relief, deres retmæssige lysværdi.

Ligesom en læge ikke kan komme til sin fulde ret eller anerkendelse, sålænge han kun omgås sunde og raske Mennesker, således kan verdensgenløserens væremåde, hans tilgivelsesevne, hans kærligheds storhed, ligeledes heller ikke komme til sin ret eller fulde anerkendelse i sådanne tilfælde, hvor vi kun ser ham i hans forhold til de mere eller mindre lykkelige zoner, i hans forhold til sine venner.

Det retmæssige og fulde udtryk for hans verdensfrelsende bevidsthedsnatur får vi kun i hans møde med sine dødsfjender, i hans handlemåde overfor sine bødler, forrædere, bagtalere og spottere, idet der her kommer bekræftelser på hans ånds storhed til syne i en udstrækning, som ikke tilnærmelsesvis ville kunne åbenhares i nogen som helst anden form for situationer.

Nærværende bogs opgave er derfor ikke at påvise, om de bibelske traditioner eller overleveringer er korrekte eller ukorrekte,  men derimod en kosmisk analyse af den verdensfrelsende bevidsthedstilstands absolut sande udslag i de her i det efterfølgende påviste situationer.

Og i den absolutte kontakt med denne analyse, vil vi nu gå over til at følge Guds udsending gennem kulminationen af de lidelser, i hvilken de udødelige sætninger og den ligeså udødelige handlemåde blev til, der gjorde ham til en guddoms model for menneskehedens omskabelse fra dyr til menneske.

 

6. KAPITEL

 

Hvad vi så i verdensgenløserens stråleglans

 Ovennævnte model blev altså et menneskehedens forbillede, et stort lys, en Sol, hvis stråler kom til at bane sig vej ud til alverdens folk. I disse Strålers første og svage lysskær tegner sig for os silhuetterne af Jerusalems tårne og kupler, Oliebjærgets bløde linier. Lysskæret rykker os nærmere. Tiden forsvinder.

 Vi mærker idyllen i Gethsemane Have, vi hører den sagte mumlen fra Kedrons Bæk, vi  fornemmer en mild brise fra Genezaret Sø.

Hen over Markerne ved bjærgets fod kommer en lille Skare af mænd. I midten går en mand i sin bedste alder. Han er klædt i en rød toga, har sandaler på fødderne, men ikke noget på hovedet. Kun de sorte krøllede lokker indrammer det smukke ansigt, hvis funklende øjnes klarhed i forbindelse med hans tales renhed og ophøjede visdom er det eneste, der eventuelt kan røbe, at man her er stedet for millioner af menneskers opadgående mentale sol, den vordende verdensgenløser Jesus af Nazaret........

Læs resten af kapitlet her

 


7. KAPITEL

 Et "gudemenneske" drejer ]ordens åndelige
kurs mod lyset og kærligheden.

 Efter således at have overværet den store gudstjeneste på Zion, dette altomfattende verdensdrama, i hvilket modellen til skabelsen af det fuldkomne menneske, Planen til Jordens kommende historie blev forevist for to årtusinders generationers forundrede blikke, vil vi nu i erindringen tilbagekalde os de nærmere detailler i de store ting, således at disse kan komme til at stå os mere klart i bevidstheden.

 I den overjordiske gudstjenestes første begyndende lysskær ser vi et lille barn vokse op i fattige omgivelser, men med et enestående intimt forhold til sin himmelske Fader og med en så intens modtagelighed for den hellige ånds natur og kraft, at han ved sin manddoms indtræden af sine omgivelser begyndte at føles som en varmende kilde, hvis "levende Vand" rensede for "spedalskhed",

en strålende Sol, hvis Lys trængte gennem "blinde" øjne, et stimulerende kærlighedsophav, der levede i glæden over at "forlade synder", tilgive sine medmennesker,

 en åbenbaring af en så altgennemtrængende nærhedsfølelse af Gud, at "onde ånder", slette tendenser "uddrives", Mørket må vige, ulykkelige genvinder deres førlighed, en så overjordisk guddommelig villie, at den "stiller stormen" på de menneskelige lidenskabers store tankeocean, fremkalder stilheden, og gennem et fredens vidunderlige havblik føres "båden", Jorden, kulturen med kærlighedens trofaste disciple over i lysets store, frelsende havn, et væsen, der ligesom Faderen var dus med alle, rige og fattige, store og små, onde og gode, havde omgang med "syndere" og "toldere", mødte sig selv eller så Gud i alle levende væsener.

 Men denne strålende væremåde var endnu ikke den store gudstjenestes kulmination, den var kun staffage om den egentlige kærne i det underfulde, der skulle ske. Den var kun den friske søluft, der uundgåeligt mærkes i havets nærhed, og var da heller ikke stærk nok til at ville være trængt igennem den blæksorte atmosfære af barbari og hævnmoralitet, den da gængse opfattelse af storhed, af majestæt, af guddommelighed. Stemplet som en gal eller sindssyg mand ville nazaræeren uigenkaldelig være gået over i glemselens store grav.

 Hans væremåde ville umuligt være nået ud til århundredernes fjerne generationer, hvis ikke den hellige ånd i en endnu stærkere grad var blevet manifesteret igennem ham. Men selv om den her nævnte del af hans væremåde ikke var stærk nok til at trænge igennem, var den stærk nok til at skabe en så fremtrædende reaktion, at samme reaktion kunde blive en så altgennemtrængende mørk baggrund, at den store gudstjeneste med den som kontrast kunne blive så skarpt aftegnet i sine detailler, at disse i årtusinders afstand kunne opfattes eller læses med strålende klarhed af millioner af mennesker.

 Ja, den dag i dag har dens udløste evige ord jo forlængst overfløjet kontinenterne, vibreret fra pol til pol.

 På denne mørke baggrund ser vi det lysende gudemenneskes bevidsthed blive skarpt og strålende aftegnet i alle sine forskellige afskygninger. Det jordiske menneske kan her studere modellen til sin kommende forklarelse, til sin kommende væren "eet med Faderen". Et tilbageblik mod Golgathas kors åbenharer "vejen, sandheden og livet". Her bliver man vidne til den eneste væremåde overfor lidelsen, der kan afføde "opstandelsen" fra dyr til menneske.

 Enhver tænkelig grad af lidelse, som det jordiske menneske mere eller mindre i det daglige liv kommer ud for, ser vi her på Golgatha fremtrædende i raffineret koncentration. Den mest udsøgte udløsning af menneskelig misforståelse, misundelse, ringeagt, bagtalelse, hævn, hån og spot kulminerer i en tornekronet nøgen mands fastspigring til et trækors højt over den ubarmhjertige Hobs hoveder.

I sine hænders og fødders fastsømning til korset bliver enhver nok så lille bevægelse til en yderligere opflænsning af hans kød og nerver, bliver til umådelige lidelser. Fra hans feberhede legeme perler sveden frem. Ude af stand til at forhindre afløbet af bloddråberne fra tornekronen får nogle af disse passage ned i den korsfæstedes Øjne.

Og gennem sit eget blod ser verdensgenløseren i nogle sekunder det sidste billede af sine bødler. Gennem dette røde panorama fornemmer han sine kærlighedshandlinger, sin kamp for sandheden vurderet og ligestillet med røveres og morderes manifestationer. Gennem  den brændende ild i hans årer, gennem en nagende tørst hvisker hans tørre tunge:

 

 "Min Gud, min Gud hvorfor har du forladt mig".

 

 Og se! Da udløstes en højere kontakt mellem den himmelske Fader og den udvalgte søn. Den hellige ånd begyndte at sitre gennem det hårdt belastede, men forfinede nervesystem. Det røde billede opløstes, og gennem en guddommelig klarhed ser han nu sine bødler som åndeligt uerfarne yngre brødre. Og i en sidste stor kærlighedsbølge gennem det udmattede og lemlæstede legeme tager han dem til sit Hjerte.

Men i samme øjeblik rystedes kontinentet i sin grundvold, solen formørkedes, Jorden revnede,og lynet slog ned i selve templet, frigjorde afspærringen til det allerhelligste.

 En dødelig angst udbredte sig blandt den før så selvsikre og ubarmhjertige morderhob, og skælvende krøb mange til korset.

 Men ud over mængden,gennem mørket funklede Guds Ånds hellige, usynlige stråler. Fra Menneskesønnens Læber sitrede det gennem verdensrummet:

 "Fader, forlad dem, thi de ved ikke, hvad de gør".

 Men med dette overjordiske lysvæld drejedes Jordens åndelige kurs ind i en ny fase.

 Et kærlighedens evangelium, en kærlighedens Gud kom til syne der, hvor man før troede vreden, hævnen og straffen havde til huse. Et inderligt forhold mellem et væsen i kød og blod og verdensaltets ophav var demonstreret.

 Den jordiske menneskehed havde fået bud fra sin evige Fader. Men Guds sendebud vendte sit blik mod himlen. Gennem en sagte brises Kølighed mod sit hede legeme udfriedes den guddommelige martyr fra sine sidste lidelser, og den evige sætning,

 

 "Det er fuldbragt",

 

 vibrerede som en ny lysglorie ud over verden. I sin allersidste kraftanstrengelse åbnede den  tornekronede gudesøn endnu engang sine trætte øjne for at se den elskede menneskehed ved korsets fod. Og med dette billede i sit bristende blik forlod Guds udsending den fysiske verden.

Gennem de blege læbers sidste hendøende vibrationer:

 

"Fader i dine hænder befaler jeg min ånd",

 

fik man angivet, at gudesønnens kurs nu var mod lysets riger. Men korset var blevet lysets symbol for alle tider.

 

8. KAPITEL


En anvisning på hvorledes menneskene
bør tage deres skæbne

Medens den her omtalte del af den store gudstjeneste i Palæstinas hovedstad blev manifesteret direkte på det fysiske plan og efterhånden blev til store åndelige lysbølger, der bredte sig ud over Jorden og ned gennem århundrederne, så blev den sidste store lysudsendelse fra nævnte sted manifesteret fra det åndelige plan, var åndelige lysbølger, der blev til fysisk manifestation, blev til fysisk synlighed.

Vi har således været vidne til, at den første del af den store lysudsendelse blev udløst derved, at en tilsyneladende almindelig mand, der levede et rent liv, udstrålede visdom og kærlighed til alle sider, men  på grund heraf blev tyranniseret af sine medmennesker, kom ud for frygtelig tortur, Hån, spot og lemlæstelse for til sidst helt at blive myrdet.

Med andre ord, vi ser i den store gudstjeneste demonstreret koncentrationen af alle de lidelser, som det jordiske menneske i sit daglige Liv kæmper med eller kan komme ud for, kun med den forskel, at medens disse for nævnte væsen er resultater af dets forudgående væremåde, dels i dets nuværende og dels i dets tidligere jordliv, så var disse for Jesu vedkommende ikke noget resultat af hans tidligere liv, idet han i disse allerede forlængst var nået frem til fuldkommenheden.

Når han derfor kom til at lide, var det af egen fri vilje. Han tilhørte et højere plan. hans rige var jo ikke af denne verden. Han var således en missionær fra en højere Verden, fra en sådan bevidsthedszone, som han netop skulle demonstrere på Jorden.

Og det var i kraft heraf, at han kunne bevare denne sin høje guddommelige væremåde midt i sine lidelser, midt i sin uskyldighed, således at han ikke blev mørk, bitter og hadefuld, melankolsk og irreligiøs, således som det undertiden sker med det jordiske menneske under dets lidelser, men bevarede sin kærlighed, sin ophøjede og forklarede tilværelse.

Og det var jo netop i kraft heraf, at han blev modellen eller anvisningen på, hvorledes det jordiske menneske må vænne sig til at modtage sine lidelser, navnlig da dette væsen, som før påpeget, ikke kan betegnes som uskyldigt. Men dette forandrer naturligvis ikke det samme væsens bevidsthedsindstilling, thi i dets uvidenhed eller primitive bevidsthedstilstand tror det netop at være uskyldigt.

De allerfleste jordmennesker, der er syge og lidende, fattige og subsistensløse, er ikke vidende om de af dem selv udløste usynlige årsager til deres skæbne og kan derfor umuligt se deres egen skyldighed. Men netop derved bliver Kristus en så meget desto større model for disse mennesker.

At disse netop er skyldige gør jo ikke efterlignelsen af hans væremåde mindre nødvendig.

Vi har altså gennem de første store stråler fra verdensgenløserens kors set, hvorledes menneskene derigennem har fået anvisning på, hvorledes de bør tage deres skæbne, og hvorledes efterfølgelsen af samme anvisning giver individet sjælsstyrke til at tage denne skæbne,lader det opleve sit liv som fuldbragt, skaber et inderligt forhold til Guddommen, gør denne til en Fader, til hvem det er dejligt at overgive eller "befale" sin ånd, og hvorved enhver frygt for døden opløses.

Vi har altså set, hvorledes den virkelige eller fuldkomne gudesøn lever og dør i den højeste harmoni og kontakt med Faderen.

Men verdensgenløsningen var ikke dermed færdig. Det var også gavnligt at antyde eller demonstrere, at individet eller det levende væsen er noget mere end en blot og bar fysisk realitet, at der bag det fysiske legeme eksisterer et andet legeme, som er i stand til at bære bevidstheden, når det førstnævnte legeme er gået under, et overjordisk eller forklaret legeme, i hvilket det hinsides graven kan opstå og ubunden af al fysisk materie kan åbenbare sin evige tilværelse. Vi vil derfor nu atter rette vort blik ind i det store strålebundt fra den altomspændende verdensgudstjeneste.

 

9. KAPITEL

 

Verdensgenløseren og Judas i dødsriget

Det er nat over Jerusalem. Solen er forlængst gået ned over den første store langfredag. Kun en enlig stjerne kaster sit spinkle skær gennem et hul i de mørke skyer, der endnu ruger over Golgatha. Men den tornekronede konge er jo ikke mere her.

Hans lysende ånd genfinder vi nu i "forgården" til hans eget rige, hvilket vil sige en zone, der grænser umiddelbart op til den fysiske Verden, en sfære som alle levende væsener må passere på deres vej fra fysisk til åndelig tilværelse, og hvorfra man endnu ved særlige betingelser kan åbenbare sig for den fysiske verden, kan vise sig for de efterlevende på det materielle plan.

Her i denne sfære bliver alle levende væsener efter døden tvættet og midlertidigt udrenset og forberedt til det efterfølgende besøg i de højere guddommelige sfærer eller verdener, som alle uden undtagelse må opleve, inden de igen inkarnerer i den fysiske verden. I dette guddommelige ,,forværelse" til de højeste ,,boliger" i "faderens hus" finder vi verdensgenløseren meget stærkt optaget med at oplyse og hjælpe "ånder som vare i forvaring". I hans kærligheds store stråleglans blev mange forpinte sjæle, som her på Jorden var druknet i tilfredsstillelsen af ødelæggende eller livsnedbrydende materielle begær og laster, midlertidigt frigjorte og ført til Faderens zone.

Her i denne skyggernes sfære var der en ungdommelig selvmorder, der var umådelig forpint. Det var Judas, en af Jesu egne disciple, som i entusiastisk iver og utålmodighed havde misforstået sin mester, ja ligefrem havde hjulpet Jesu fjender med at tage ham til fange, havde endog med et kys forrådt verdensgenløseren.

Men da dette var sket, og han på afstand havde fulgt begivenhedernes udvikling og så Jesu holdning overfor sine bødler, faldt der ligesom et skæl fra hans øjne. Og for første gang "så" han verdensgenløseren". Men at "se" "Verdensgenløseren" er det samme som at se "Den Hellige Ånd", og at se et så blændende syn uden at være ren er farligt, thi reaktionen mellem individets primitive tankeenergi og de ophøjede kosmiske stråler eller kærlighedsenergier er da alt for voldsom, og kan undertiden i værste tilfælde resultere i sindssyge, der hvor den ikke udløser sig i selvmord for det pågældende væsen.

Med hensyn til Judas gik det altså således, at han i Den Hellige Ånds guddommelige stråler så sin egen åndelige nøgenhed, sin ufuldkommenhed og lave natur i en sådan kontrast til sin fordums mester, hvis martyrium han endog selv havde været med til at udløse, at han væmmedes ved sig selv, ja komendog til at hade sig selv.

Ude af stand til at blive det forfærdelige syn af sig selv kvit, ude af stand til at forhindre virkningerne af sit forræderi, ude af stand til at mildne Jesu lidelser, ja, han havde endog ved sit forræderiske kys omgivet ham med et panser af bevæbnede stridsfolk, råhed og brutalitet, åbenharede der sig for ham kun Håbløshed.

Han, der før hver dag til overflod kunne svælge i mesterens kærlighed og visdom, havde ved sit fejltrin sat et uoverstigeligt svælg mellem sig og sin guddommelige velynder. Under præsternes og mængdens Hån og de bevæbnede stridsfolks rå tilbagevisning af hans bøn om at nærme sig korset modnedes hans sidste forfærdelige beslutning på det fysiske plan.

I fortvivlelsen over, at han ikke engang ved korsets fod kunne få Lov til at komme til den eneste, der kunne mildne hans kvaler, få lov til i støvet for hans åsyn at græde sin anger ud, få lov til at trygle om hans tilgivelse, hans velsignelse, gik han hen og aflivede sig. Men hans udødelige ånd gik derved over dødens tærskel til "forgården" til lysets riger, den samme forgård, hvortil også Jesu ånd begav sig fra Udfrielsen af sit fysiske Legeme på korset.

Her i denne forgård eller sfære vågner alle væsener op efter deres fysiske Død. Og vi genfinder dem her med de samme tendenser, de samme tankearter, de samme fornemmelser af lidelse og velvære, som de var knyttede til, umiddelbart før de døde. Mennesker med en lys samvittighed, med en fremragende kærlighed til sine medvæsener og omgivelser vågner her op til den samme lykkelige tilstand. Men mennesker med dårlig samvittighed, sjælekvaler og sortsyn vågner her op besværede med disse realiteter i stadig virksomhed.

Vi genfinder også Judas her mellem dem, som er mest ulykkelige. Men hans ædle anger og ønske om tilgivelse i forbindelse med alle de andre ulykkeliges kvaler skulle snart blive observeret af den utrættelige mester.


Gennem samvittighedens mørke kvaler,  gennem melankoliens og sorgens grå tungsind, uden udsigt til nogen sinde at få fred i sit sind, midt i en ørken af ulykkelige sjæle, stirrer Judas ud over dette håbløshedens øde.

Men hvad var det? - Pludseligt stivner hans blik.
Det var ligesom han i det fjerne øjnede et lille lysende punkt. Det kom nærmere og nærmere.
Nu antog det mægtige dimensioner, blev synligt som en stor glorie, bølgede hid og did. En vidunderlig dejlig fornemmelse, som han ikke før havde følt mage til, betog ham.

Han mærkede, at noget guddommeligt, uudsigeligt nærmede sig. Og nu - som en opadgående sols lyse morgendæmring vibrerede det hen over denne de ulykkelige sjæles håbløse nat:

"Kommer hid til mig alle I som er besværede, og jeg skal give jer hvile".

Judas stod som fastnaglet til stedet. Det var jo hans mesters stemme. Var det virkelig muligt, at denne lysende skikkelse midt i den strålende kæmpeglorie var håndværkeren fra Nazaret, var den mand man på Jorden havde anset for at være gal, være en fanatiker, en falsk profet, en oprører, en lovbryder, et individ, mere værdig til dødsstraffen end de almindelige røvere og mordere? - Jo! - Her var ingen fejltagelse mulig. De kendte træk lyste med usigelig klarhed, ja endog hænderne kunne Judas genkende, men de har mærker af - korsfæstelsen.

Og som et lyn dukkede erindringen om hans egen andel i dramaet frem. Påny formørkedes hans sind. Og i fornemmelsen af hans egen uværdighed til at være i mesterens nærhed forsøgte han at flygte. Men da var det for sent.

Mesteren var kommen for nær. Hans kærlighed afskar ethvert flugtforsøg, ethvert tilbagetog.
I næste øjeblik knugede verdensgenløseren sin ulykkelige discipel til sit bryst. Og gennem rummet lød: "Jeg er kommen for at søge og frelse de fortabte."


10. KAPITEL

 

Præsterne bliver bange  og  fordobler vagten ved Jesu grav

I Jerusalem herskede der stor forvirring.
Korsfæstelsen af nazaræeren blev ikke den sukces, man havde ventet. De indtrufne rystende begivenheder, solformørkelse, jordskælv, lyn og torden, der akkompagnerede den gudesønlige begivenhed, havde lagt en trykkende stemning over "Guds udvalgte Folk". Jerusalem var indhyllet i tvivlens tåger. Guds Hellige Ånd var allerede begyndt at vibrere i mange hjerner. Og Anelser om, at det vist alligevel var den forjættede messias, der var blevet åbenbaret, begyndte at rodfæste sig hist og her.

Jesu bødler led de samme kvaler som andre mordere, nemlig frygten for opdagelse af begivenhedens virkelige analyse, frygten for folkestemningens omslag til gunst for menneskesønnen, frygten for deres egen præstelige positions tilintetgørelse. Ja, de frygtede endog det gudesønlige afsjælede legeme, satte fordoblet vagt ved graven. Gudesønnens jordiske rester var indhyllet i et alentykt panser af sten suppleret med et bælte af romerske stridsfolk iklædt stål og jem.

Men hinsides alt dette forberedte verdensgenløseren sig på endnu en gang at vise sig på det fysiske plan. En sidste stor lysbølge fra Judæa, fra den store gudstjeneste skulle nu bringes til at vibrere ud over den materielle verden.

For hans trofaste venner skulle livets udødelighed endog på det fysiske plan åbenbares.

 

 l l. KAPITEL


"Jeg er opstandelsen og livet"

Det er Nat efter den jødiske sabbat. Det stunder mod morgen, den morgen, der skulle blive Jordens største. Men endnu hvilede mørket over Jerusalem og omegn. Ved Jesu grav var vagten, som før nævnt, fordoblet. Under særlige ufravigelige instruktioner bevogtedes den af et udvalg af Roms bedste soldater i Jerusalem.

Disse dødens fagfolk, disse specialister i at myrde og dræbe dannede en værdig livgarde om overtroens og uvidenhedens vedligeholdelse.


Denne gravens vagtparade, skærpende instrueret og velsignet af Guds egne præster, skulle nok vide at anstrenge sig til det yderste for, om end ubevidst, at holde døden og hedenskabet i ære.

Intet håb om udødelighed, intet bevis for livets fortsættelse, intet indblik i denne det levende væsens ukrænkelighed skulle slippe igennem denne gravklippe af primitivitet, sten og stål, sværd og spyd.

Men den evige fader ville det anderledes.


Endnu før solen stod op, vibrerede usynlige ukendte kræfter i gravens nærhed. De virkede efterhånden så stærkt, at de ellers så uforfærdede og modige krigsfolk begyndte at føle sig utilpas. De stirrede alle mod graven, det dyrebare klenodie de var sat til at vogte.

Men da blev deres ansigter som forstenede, thi fra gravens indre begyndte der at udstråle et stærkt lys. Det gjorde de tykke stenvægge gennemsigtige som glas.

Det vibrerede efterhånden i svingninger, der ikke kunne tåles af jordiske sanser.

Dødens livvagt sank afmægtig til jorden. Intet jordisk øje blev derfor vidne til den himmelske handling, der her foregik.

Men i den opadstigende sols første Stråler så man, at graven var tom. Og over hele Jorden vibrerer det den dag i dag: "Jeg er opstandelsen og livet, hver den som tror på mig, om han endog dør, skal han dog leve."

 


12. KAPITEL

 

Hvad der skete ved graven påskemorgen

For den, som var indviet, hvilket vil sige, den som var udviklet til at se i kraft af Guds Hellige Ånd, var den nys overståede begivenhed intet mysterium. En tilskuer, der kunne tåle at se ind i nævnte guddommelige ånds stærke lys, ville have set, at der her foregik en ,,materialisation", hvilket vil sige, en manifestation med så stærkt koncentrerede åndelige energier, at de helt gennemstrålede de fysiske materier og blev endog så stærkt synlige eller vibrerende på det materielle plan, at dette plans specielle beboere altså blev blændede, blev afmægtige i disse kosmiske Strålers nærhed.

Den samme tilskuer ville endvidere have set, at denne materialisation var intet mindre end Guds sendebuds tilbagevenden til den jordiske sfære for i sin faders forherligelse på det rent materielle plan overfor dødens garde, hedenskabets vogtere, overtroens apostle, dødens præster at demonstrere livets evige uforgængelighed, dets, trods band og Bål, trods krig og lemlæstelse,

trods sværd og spyd, trods guillotine og galge, trods korsfæstelse og "død", evige overlevelse af sine bødler, sine fjender, sine spottere, sine "nedbrydere". ja, endog hans døde fysiske legeme var i det stærke lys blevet "dematerialiseret" og lagt til hvile på et sted, hvor det i dette endnu levende liv ikke mere kunne forstyrres af jordiske hænder.

Men denne verdensgenløserens forklarede tilbagevenden var ikke udløst for, at han overfor sine modstandere kunne prale med denne sin forherligelse, men udelukkende udløst af kærlighed.

Guds sendebud kunne ikke vende tilbage til sin faders zone uden endnu engang overfor den forhærdede og uvidende hob at have gjort et forsøg på at overbevise den om overjordiske eller himmelske kræfters eksistens. Det var en sidste stor kraftanstrengelse for at skabe tvivl på Hævnens gud og derigennem føre menneskeheden bort fra myrderiernes og sorgens mørke veje.

Men der var også en anden årsag til denne Jesu ekstra fysiske nærværelse. Trods disciplenes treårige undervisning af deres mester, havde de endnu ikke rigtig forstået ham. Hele hans lidelseshistorie kom derfor noget overraskende eller uventet over dem. De blev grebet af angst og sorg, flygtede for alle vinde.

Men Mesterens kærlighed udeblev ikke. De kunne fra det fysiske Plan ikke komme til ham, men han kunne komme til dem. Og efter først at have gjort alt, hvad der stod i hans magt for at tilgive og mildne sine korsfæsteres, sine fjenders skæbne, begyndte han vandringen til sine venner.

 

13. KAPITEL


Mesteren og hans disciple

I Jerusalems omegn finder vi, i stor angst for forfølgelse og i dyb sorg over tabet af deres elskede mester, spredt for alle vinde som en flok Får, der har mistet deres hyrde, Jesu trofaste venner og disciple. Men en verdensgenløsers trofasthed og kærlighed er stor. Han glemmer aldrig sine disciple og hjælpere. Der kan undertiden være tilfælde, hvor enkelte af disse i deres daglige samvær med mesteren, der er hjertelig og kammeratlig i sin væremåde og således ganske blottet for al ceremoniel etikette, glemmer hans åndelige storhed og ufejlbarlighed.

I sådanne tilfælde kan det hænde, at de pågældende disciple ikke kan forstå mesteren, idet han jo ikke handler ud fra jordiske motiver eller midlertidige lokale tilstande.

Hans Planer er på langt sigt, for århundrederne, ja stundom for årtusinderne. Mesterens dispositioner kommer derfor ikke altid til logisk eller intelligensmæssigt at passe ind i de rent midlertidige aktuelle lokale forhold og gængse opfattelser af moralitet, men passer  naturligvis ufejlbarligt ind i forsynets store guddommelige plan med menneskeheden, som han udelukkende er indviet til at følge, uafhængigt af, hvad det så end måtte koste, ja selv i sådanne tilfælde, hvor det eventuelt kan føre ham  til tabet af sine venner, føre ham til Golgatha, føre ham til korsfæstelse.

De af disciplene, der i deres fysiske kortsynethed ikke kan følge mesterens vidtskuende Blik og glemmer, hvem de har for sig, ser kun hans Dispositioners eventuelle upasselighed i de rent midlertidige og øjeblikkelige forhold og tror derfor, at han handler forkert.

De søger da i deres blinde nidkærhed at ville "vejlede" ham og kan endog blive forargede, når Mesteren ikke kan tage deres "vejledning" til følge, og de derved ikke kan få deres illusoriske forhåbninger opfyldte.

Men en verdensgenløser er ikke kommen for at skulle undervises af sine disciple.


I hans nærhed gælder den okkulte lov: "Når eleven taler, tier mesteren", mere end noget andet sted eller i noget andet tilfælde. Og uden at de pågældende disciple egentlig ved af det, er de trods deres fysiske samvær med mesteren på retur, på vej bort fra hans åndelige nærhed. ,,Synet af mesteren" fordunkles mere og mere af deres tankers kredsen om deres skuffede forventninger, Mesterens, efter deres opfattelse, fejlagtige dispositioner o. s. v. Og tilsidst ser de ligesom den store hob ikke "mesteren", men derimod i ham kun et almindeligt, formentligt "ufuldkomment" jordisk Menneske.

I kraft af den gene eller forstyrrelse sådanne disciple bliver for verdensgenløserens mission, må han, der naturligvis kun kan følge sin egen guddommelige inspiration og være trofast mod den ham allerede ved hans indvielse anviste vej, tage afstand fra sådanne i fejlagtig iver og nidkærhed fremtrædende disciple og tilhængere.

Men livet vil selv bringe dem tilbage. De vil alle trods alt tilsidst komme til at hvile i verdensgenløserens favntag, "og hver tunge skal bekende, at han var en herre til Gud Faders ære."


14. KAPITEL


Guds sendebud mødes med sine venner
og vender tilbage til sin Fader

Blandt Jesu venner og disciple var sorgen over tabet af deres mester altså stor. Men det bødede jo noget herpå, at han havde forklaret dem, at han på den tredie dag igen ville opstå.

Den som var mest trofast og forventningsfuld med hensyn til denne forjættelse, og som derfor først skulle komme til at møde den opstandne messias, var en af Jesu kvindelige disciple "Maria Magdalene", en forhenværende- skøge, - som han, "synderes" og lidendes ven, med sin visdoms kærligheds rene dom "Hvem der er ren, han kaste den første sten", havde frelst fra stenedøden, fra fuldbyrdelsen af denne de urene menneskers urene dom over deres medsyndere.

Men hun glemte det aldrig.

Fra det øjeblik, da hendes bødler, afkræftet af Jesu dom, en efter en var forsvundet uden at dømme hende, og hans kærlige stemme,

- "jeg dømmer dig heller ikke",

havde lydt i hendes øren, var "verdensgenløseren" åbenbaret for hende. Og hun fulgte ham trofast siden.

I sin sorg og forventning søgte hun i den tidlige morgenstund efter sabbaten ud til graven.

Men det gik hende, som det går alle efterladte, der vender tilbage til en afdøds grav, hun fandt graven tom.

De "døde" er ikke i deres grave. De har et langt lysere opholdssted. De er i "Forgården" til Guds rige. De er i "himlen".

Der var derfor heller ingen, der fandt Jesus i graven. Han havde ganske vist gjort en undtagelse og en liden stund i forvejen "passeret" graven, men det var jo kun for, overfor dødens vogtere, at vise livets udødelighed, åndens evighed.

Og i de få sekunder, denne åbenbaring stod på, var graven ingen grav, den var en sol, et blændende lys, en dør ind til "himlen", der blev åbnet, for at Guds sendebud kunne komme ud, kunde komme tilbage til den fysiske Jord.

Den første verdensgenløseren mødte efter denne sin, i ordets virkelige forstand, lysende færd gennem graven tilbage til den fysiske Jord, var altså Maria Magdalene. I sin sorg og skuffelse over gravens tomhed så hun ikke op og anede derfor ikke straks, hvem hun havde for sig.

Men da hun hørte sit navn "Maria" blive udtalt med den kendte elskede  stemme, som i hendes sind og tanker havde slået så dybe rødder, fo'r hendes blik som et lyn mod den opstandne frelser. Og uden at ane, at det legeme, i hvilket verdensgenløseren nu viste sig, ikke var hans tidligere fysiske legeme, men en under hans viljes kontrol midlertidig i åndelig materie materialiseret Kopi af dette,

og  ligeledes uden at ane, at denne kopi endnu efter den nylig stedfundne begivenhed i graven var så stærkt vibrerende, at den ville betyde livsfare ved enhver fysisk berøring, greb hun efter hans hånd, ville kysse hans klædebon.

Men mesteren gjorde hende opmærksom på faren og advarede hende mod at røre ved sig.

Samtidigt forklarede han hende, at han endnu ikke var opfaren til sin Fader og Menneskehedens Fader, til sin Gud og menneskehedens Gud, og at han derfor endnu en kort tid befandt sig i en zone eller sfære, hvorfra han kunne gøre sig materielt synlig for fysiske sanser.

Med mesterens løfte om, at vennerne og disciplene alle uden undtagelse på et nærmere angivet sted i Galilæa skulle få lov til endnu engang at se ham, ilede Maria glædestrålende bort til "brødrene" med det glade budskab.

Men Jesus viste sig efterhånden for adskillige andre af sine venner for tilsidst at mødes med dem alle samlet.

En aften, medens de alle var samlede på det af Jesus opgivne sted, og "dørene var lukkede af frygt for jøderne", hændte der det, at der midt i salen begyndte ligesom at stråle et hvidt lys med mærkelige blå fortoninger.

Disse blå Fortoninger antog efterhånden mere og mere faste former. Og for de forsamledes stærkt spændte blikke og til deres usigelige glæde blev de blå fortoninger lidt efter lidt til Jesu kendte konturer, detailler og udtryk. Glæden blev endnu mere overvældende, da det hvide lys havde fortaget sig, og deres mesters elskede skikkelse nu lyslevende og med opløftede arme som til en omfavnelse trådte frem imod dem, og den kendte stemme vibrerede for deres Øren:

"Fred være med eder".

Efter denne ophøjede hilsen, og efter at have overbevist de mest vantroende om sin fortsatte tilværelse, forklarede han dem sin mission, sin lidelse og død, sin opstandelse, sine materialisationer, stimulerede dem yderligere i kærlighedens store bud og pålagde dem at drage ud i verden og forkynde hans Liv og væremåde for

"alle folkeslag, for al skabningen".

Og efter endnu engang at have taget sig af deres spørgsmål, trøstet og opmuntret dem i deres rent personlige anliggender og bekymringer, trykkede han for sidste gang på det fysiske plan hver enkelt af sine trofaste venner og disciple til sin kind. Det hvide lys begyndte atter at vibrere. Og i dets tiltagende glans så hele forsamlingen for sidste gang verdensgenløseren.


Hans elskede skikkelse fortonede sig og blev til eet med lyset.

 

Guds Sendebud var vendt tilbage til sin Fader. Men ud over forsamlingen, ud over verden, ud over kontinenter og oceaner, ud over skove og sletter, ud over oaser og ørkener, ud over lande og byer, ud over fremtiden, helt ind i vore dage, ud over fabrikker, skyskrabere og funkishuse, ud over krigszoner, revolutioner og valpladser, igennem krig og fred bar det hvide lys menneskesønnenssidste kærlige hilsen til de jordiske mennesker

"Se jeg er med eder alle dage indtil verdens ende."

 © Martinus Institut 1942

 
Læs hele bogen online:
 
 
 Martinus:
 
 
 
 eller køb bogen:
 
 

 

 Eller køb bogen fra Martinus institut 

her

 

eller fra Bog & Mystik

her

 

eller fra Saxo.com

her

 
 
 
Læs evt. også:
 
Martinus
 
 
 

Bibelen i Bibelen