Mary Sutton - Jenny Cockell

 

(red. og opdat. nov. 2019)

 

 

 

 

 

Jenny Cockell, født 1953, var en mor med 2 børn, der boede i Northhamptonshire i England.

 

Men Jenny var ikke nogen helt almindelig husmor. Hun troede nemlig, at hun havde levet før, nemlig som en irsk kvinde, Mary Sutton, som var født i 1897 og død i 1932.

 

Men ikke blot det! Hun hævdede også, at hun havde fundet sine daværende børn, der stadig boede i Irland.

 

 

Jennys barndom

 Fra ca. 4 års alderen drømte Jenny mange gange om, at hun som Mary lå i et stort værelse med hvide vægge og et stort vindue med flere ruder næsten over for hende, hvor lyset strømmede ind. 

Hun vidste, at hun havde været syg et stykke tid, men hun havde ikke de store fysiske smerter. Hun havde svært ved at trække vejret, hvilket gjorde hende panisk. 

 

Hun havde desuden feber, der førte til forstyrrelser i tankerne og fornemmelsen af tid.
Det eneste sikre var, at hun ikke var hjemme hos sig selv, at hun var alene og snart skulle dø.

 

Ved tanken om, at Hun skulle rives væk fra sine børn, kæmpede hun imod det uundgåelige. Men døden kom altid som afslutning på drømmen.


Jenny vågnede hver gang i tårer, hulkende af vrede. Men da hun var et indadvendt og nervøst barn, græd hun stille og alene. For bange til at kalde på moren for at blive trøstet og for at faren skulle straffe hende.

 

I løbet af dagen kunne Jenny så nogle gange fortælle moren om sin drøm. Men hun kunne ikke slippe fri fra den rædsel, som hun følte inden i sig. Det var ikke en frygt for selve døden, men det tab, der fulgte efter.Det var for sent at forlade børnene.

 

Hun følte også på en måde, at det var hendes fejl. Noget hun havde megen skyldfølelse over.

 

Jenny vidste, at hun havde undsluppet en slem situation ved at dø og ladet børnene blive tilbage. Det var ikke noget hun havde søgt, men noget hun var påtvunget. Alligevel var følelsen af skyld og ansvar dominerende.

 

De natlige drømme var slemme, men på andre tidspunkter havde Jenny mere behagelige oplevelser. De fleste var at hun var sammen med børnene.

 

 Den ældste dreng var omkring 13 år - selvsikker, blid og ligefrem og en god bedømmer af situationer.
 
Den ældste af pigerne var til tider ret stille havde langt hår med pandehår. Hun var meget tålmodig og villig til at hjælpe.

 

Jenny kunne huske at pigen hentede vand fra en brønd eller kilde og var meget dygtig i skolen. Jenny følte sig særlig skyldig i forhold til hende, da det altid var pigerne, der skulle se efter de andre. hun var i øvrigt stille af sind og lidt hemmelighedsfuld.

 

En yngre pige, som ikke var mere end 5, var meget feminin, lyshåret og køn med blå øjne.

 

Derudover kunne Jenny huske en lille dreng og en lille lyshåret pige. I alt var der 7 eller 8 søskende.

 Jenny kunne  huske det lille hus de boede i. Det var det første på venstre side af gaden. Huset stod på tværs og var adskilt fra vejen af en stenmur.


Hun kunne desuden huske adskillige detaljer om huset udvendig og indvendig og muren m.v.. Yderligere kunne hun beskrive Marys daglige arbejde med at gøre rent, lave mad o.s.v., hvoraf nogle blev efterlignet af Jenny som lille.

 

Ligeledes kunne Jenny beskrive gaden , omgivelserne og landsbyen med bl.a. kirken og stationen.

 Jenny tegnede i sin barndom også ofte kort over området med gader, huset hvor hun boede, forretninger og stationen.

 

 Allerede som barn vidste Jenny, at det var i Irland Mary havde boet og når hun i sit skoleatlas så på et kort over Irland, var det altid et område nord for Dublin.

 

 

Jenny opsøger en hypnotisør

 

Jenny voksede op og minderne fra livet som Mary trådte i baggrunden.

 

Jenny blev gift og fik børn, men så begyndte erindringerne igen at dominere.

 

Hun ville nu prøve at finde stedet, hvor Mary havde levet i Irland og måske endda opspore Marys børn, som jo nu måtte være en del ældre end hende selv.

 Jenny opsøgte en hypnoterapist, der førte hende tilbage til livet som Mary og fik hermed yderligere detaljer om dette.

 

 Jenny anvendte nu den gamle og den nye viden i sine undersøgelser og fandt frem til at byen Mary havde boet i måtte være Malahide, en mindre by nord for Dublin.

 

 Jenny fandt sine gamle tegninger frem og fandt i et atlas over Irland, at kortet over Malahide og disse tegnninger svarede godt til hinanden.

 

Jenny besluttede at tage til til Malahide og forhåbentlig finde, hvor Mary og hendes famlie havde boet og evt. opspore Marys ”børn”.

 

 Jenny forenes med sine "børn"

 

Jenny tog så til Malihide. Her fandt hun i de gamle kirkebøger en Mary Sutton, der havde levet i Malahide og at nogle af Marys 8 børn efter hendes død var blevet anbragt hos slægtninge og andre på børnehjem.

 

Jenny besluttede nu at kontakte de lokale aviser og breve til kirker, fosterhjem og historiske selskaber for på den måde at finde Mary Suttons børn. Det lykkedes at finde Marys søn Sonny.

 

Jenny ringede Sonny op og han lyttede derefter til den mest forbløffende historie, han nogen sinde havde hørt.

 

Da han til sidst lagde røret, sagde hans kone:”Du ligner en, der har set et spøgelse!”

 

Sonny vendte sig mod hende og sagde:” Jeg har lige talt med min mor!”



Marys børn var opdraget som katolikker og da Jenny efterhånden opsporede resten af disse, troede nogle efter at have hørt Jennys historie,

at det enten var deres mor, der via Jenny på den måde havde kontaktet dem, eller også at det virkelig var Mary, der var genfødt.

 

 De var dog enige om, at det Jenny havde fortalt om deres barndom var sandt.

 

Dette er et kort resume af Jenny Cockells oplevelser.

 

-----

 

Læs bogen på 153 sider, som hun selv har skrevet:

 

Jenny Cockell: Across Time and Death

 


Artikler:

Wikepedia

Past regression - Jenny Cockell



Video:

Strange But True - Jenny Cockell - Yesterday's Children

 

 
Film:

Yesterday's Children