redigeret og opdateret 03-11-2021

 

Pinse

 

 

"Pinseglans over livet"

af

Martinus

 

 

1. kapitel

 

De tre store højtiders fysiske og mentale tilknytning til årstiderne.

 

Ved pinseglans forstår man i almindelighed

strålende sol og sommer over marker, skove og

enge, over byer og landsbyer, over dyr og mennesker.

 

Med begrebet "pinse" forbinder man ikke

nattefrost, kulde, haglbyger, slud og pløre.

Det er rigtigt, at det undertiden kan hænde, at disse udslag

af klimaet også gør sig gældende på pinsedagene,

men her hører de alligevel til undtagelserne,

der bekræfter reglen.

 

Det er netop disse luner af

naturen, der tager glansen af pinsen og får os til

at udbryde, at det ikke er rigtigt pinsevejr.

 

Nævnte luner hos vejret markerer således for os, hvordan

pinsevejret ikke skal være. Vi ønsker altså et helt

andet udslag af vejret, når det er pinse.

Hvorfor ønsker vi nu lige akkurat dette andet udslag, hvorfor

ønsker vi netop, at der skal være strålende sol

og varme? -

 

Fordi pinsen oprindelig er skabt for

at være en fest netop til tak og ære for sommerens

fødsel. Hvis denne fest så skal holdes i gråvejr,

regn, slud, kulde og haglbyger, så er det jo ligesom

at holde fødselsfest for et barn, der endnu ikke

er født. Det er i Virkeligheden noget helt andet med

 

julefesten, der jo på en måde er en særlig vinterens

fest. De allerfleste mennesker har derfor også

svært ved at få den "rigtige julestemning",

hvis julen ikke netop forekommer som en "hvid

jul", hvilket vil sige: en jul med snefog, kaneføre

og bjældeklang.

 

Et juleeventyr fra de varme troper

med palmer, parasoller og badestrande kan aldrig

have den julestemning eller juleglans over sig som

et juleeventyr fra nordens kolde egne.

 

På samme måde er påsken naturligvis festen

for forårets fødsel, fysisk set. I vort sind forbinder

vi slet ikke påsken med sommerdage, ligesom

vi heller ikke forbinder påskedagene med virkelig

kolde vinterdage.

 

Påsken udtrykker mere april med sin

begyndende Forårssol, de tidlige Forårsblomster,

lidt nattefrost, haglbyger og undertiden

lidt snesjap og tøsne.

 

Nu vil De måske her indvende, at denne vor

indstilling til højtiderne blot skyldes den omstændighed,

at vi nu engang er født her, hvor de nævnte

højtider netop falder på de særlige årstider, og

derfor har vænnet os til at gøre dem til eet med den

for hver især pågældende årstid, og det er naturligvis

til en vis grad rigtigt.

 

Hvis vi havde levet lige så mange

liv på de tilsvarende breddegrader

paa jordklodens sydlige halvkugle, hvor årstiderne

er lige modsat vore, som vi nu har levet liv på

breddegraderne nord for ækvator,

 

ville vi rimeligvis

have forbundet julen med sommeren, påsken

med efteråret og pinsen med vinteren. Men her

 

må vi huske på, at stedet, hvor bestemmelserne

for tidspunktet for disse højtiders afholdelse er

blevet til, netop ikke ligger på den sydlige halv-

kugle.

 

Vor kulturs vugge stod hverken i Sydafrika,

Sydamerika eller Australien. Den stod netop på

breddegrader, hvor man har de samme årstider

som vi. At man netop lagde hver højtid på en for

den særlig bestemte årstid, kan kun skyldes, at det

netop var denne specielle årstid, man med samme

højtid vilde hylde eller fejre.

 

Men det var jo ikke blot den

rent fysiske årstid, man ville ære og ihukomme

med en fest, det var jo også de i jordmenneskets

mentalitet forekommende tilsvarende årstider,

man ville erindre sig, ære og højtideligholde.

 

Med Julefesten erindrede man sig således den mentale

vinters mørke og kulde, som menneskeheden

befandt sig i, og den guddommelige hjælp i form

af mentalt lys og varme, man igennem Verdensgenløserens

fødsel blev skænket af forsynet.

 

Med påskefesten erindrede man sig kampen mellem

den mentale vinter og sommer eller kampen

mellem det mentale lys og mørke, som påskeevangeliet

udtrykker, medens man med pinsen udtrykker

lysets totale sejr over mørket og Guds Ånds

totale overskygning af alt og alle.

 

Som De ser, er tidspunktet

for de nævnte højtider genialt valgt.

Festerne passer ikke blot på de mentale, men også

på de rent fysiske årstider , til hvilke de er knyttede.

At fæstne dem til andre Tidspunkter eller

årstider ville straks forringe deres udtryksevne

eller symbolværdi. Denne ville i virkeligheden kun

blive en skygge af den genialitet, den nu udviser.

 

Når vi derfor her på denne årstid holder pinse,

så er det udelukkende, fordi denne årstid repræsenterer

fødslen af det fysiske livs kulmination.

 

Vinterens golde og øde marker, bladløse træer,

gustne og sumpede enge har fået farve og liv.

 

Hvor der før var øde, trist og tilsyneladende livløst,

vælder i dag livet strålende og brusende frem under

et væld af toner, farver og lys.

 

Tusinder af struber jubler

imod himlen af livsglæde over dette

ocean af guddommeligt skabevælde eller udløsninger

af behag for de levende væsener.

 

Ja, er det ikke således,

at sommeren er kulminationen af naturens

kærtegnen af de levende væsener? - Altså

er sommeren det samme som "kærlighed", og kærlighed

er igen det samme som "den hellige Ånd".

 

Kærlighed kan umuligt

eksistere uden at være kulminationen

af Guds mentalitet indeni og udenfor os

og derved på alle måder være det allerhøjeste

udtryk for Guds ånd.

 

"Den hellige Ånd" kan således ikke være til

uden at være kærlighed, og kærlighed kan ikke

eksistere uden at være "sommer".

 

Da pinsen er vor højtidsfest

for Guds Ånd, maa den også være vor

højtidsfest for sommeren, såvel fysisk som mentalt

set. Sommer, pinse, "den hellige Ånd" og kærlighed

er een og samme Ting.

 

"Pinseglans over livet"

er saaledes det samme som "kærlighed".

 

 © Martinus Institut 1981

 

 

Læs hele artiklen her:

Pinseglans over livet

 

eller køb bogen:

Blade af Guds billedbog

der også indeholder hele artiklen:

"Pinseglans over livet"