Pinse

 

fra

 

"Pinseglans over livet"

af

Martinus

 

 

1. kapitel

 

De tre store højtiders fysiske og mentale tilknytning til årstiderne.

 

Ved pinseglans forstår man i almindelighed

strålende sol og sommer over marker, skove og

enge, over byer og landsbyer, over dyr og mennesker.

 

Med begrebet "pinse" forbinder man ikke

nattefrost, kulde, haglbyger, slud og pløre.

Det er rigtigt, at det undertiden kan hænde, at disse udslag

af klimaet også gør sig gældende på pinsedagene,

men her hører de alligevel til undtagelserne,

der bekræfter reglen.

 

Det er netop disse luner af

naturen, der tager glansen af pinsen og får os til

at udbryde, at det ikke er rigtigt pinsevejr.

 

Nævnte luner hos vejret markerer således for os, hvordan

pinsevejret ikke skal være. Vi ønsker altså et helt

andet udslag af vejret, når det er pinse.

Hvorfor ønsker vi nu lige akkurat dette andet udslag, hvorfor

ønsker vi netop, at der skal være strålende sol

og varme? -

 

Fordi pinsen oprindelig er skabt for

at være en fest netop til tak og ære for sommerens

fødsel. Hvis denne fest så skal holdes i gråvejr,

regn, slud, kulde og haglbyger, så er det jo ligesom

at holde fødselsfest for et barn, der endnu ikke

er født. Det er i Virkeligheden noget helt andet med

 

julefesten, der jo på en måde er en særlig vinterens

fest. De allerfleste mennesker har derfor også

svært ved at få den "rigtige julestemning",

hvis julen ikke netop forekommer som en "hvid

jul", hvilket vil sige: en jul med snefog, kaneføre

og bjældeklang.

 

Et juleeventyr fra de varme troper

med palmer, parasoller og badestrande kan aldrig

have den julestemning eller juleglans over sig som

et juleeventyr fra nordens kolde egne.

 

På samme måde er påsken naturligvis festen

for forårets fødsel, fysisk set. I vort sind forbinder

vi slet ikke påsken med sommerdage, ligesom

vi heller ikke forbinder påskedagene med virkelig

kolde vinterdage.

 

Påsken udtrykker mere april med sin

begyndende Forårssol, de tidlige Forårsblomster,

lidt nattefrost, haglbyger og undertiden

lidt snesjap og tøsne.

 

Nu vil De måske her indvende, at denne vor

indstilling til højtiderne blot skyldes den omstændighed,

at vi nu engang er født her, hvor de nævnte

højtider netop falder på de særlige årstider, og

derfor har vænnet os til at gøre dem til eet med den

for hver især pågældende årstid, og det er naturligvis

til en vis grad rigtigt.

 

Hvis vi havde levet lige så mange

liv på de tilsvarende breddegrader

paa jordklodens sydlige halvkugle, hvor årstiderne

er lige modsat vore, som vi nu har levet liv på

breddegraderne nord for ækvator,

 

ville vi rimeligvis

have forbundet julen med sommeren, påsken

med efteråret og pinsen med vinteren. Men her

 

må vi huske på, at stedet, hvor bestemmelserne

for tidspunktet for disse højtiders afholdelse er

blevet til, netop ikke ligger på den sydlige halv-

kugle.

 

Vor kulturs vugge stod hverken i Sydafrika,

Sydamerika eller Australien. Den stod netop på

breddegrader, hvor man har de samme årstider

som vi. At man netop lagde hver højtid på en for

den særlig bestemte årstid, kan kun skyldes, at det

netop var denne specielle årstid, man med samme

højtid vilde hylde eller fejre.

 

Men det var jo ikke blot den

rent fysiske årstid, man ville ære og ihukomme

med en fest, det var jo også de i jordmenneskets

mentalitet forekommende tilsvarende årstider,

man ville erindre sig, ære og højtideligholde.

 

Med Julefesten erindrede man sig således den mentale

vinters mørke og kulde, som menneskeheden

befandt sig i, og den guddommelige hjælp i form

af mentalt lys og varme, man igennem Verdensgenløserens

fødsel blev skænket af forsynet.

 

Med påskefesten erindrede man sig kampen mellem

den mentale vinter og sommer eller kampen

mellem det mentale lys og mørke, som påskeevangeliet

udtrykker, medens man med pinsen udtrykker

lysets totale sejr over mørket og Guds Ånds

totale overskygning af alt og alle.

 

Som De ser, er tidspunktet

for de nævnte højtider genialt valgt.

Festerne passer ikke blot på de mentale, men også

på de rent fysiske årstider , til hvilke de er knyttede.

At fæstne dem til andre Tidspunkter eller

årstider ville straks forringe deres udtryksevne

eller symbolværdi. Denne ville i virkeligheden kun

blive en skygge af den genialitet, den nu udviser.

 

Når vi derfor her på denne årstid holder pinse,

så er det udelukkende, fordi denne årstid repræsenterer

fødslen af det fysiske livs kulmination.

 

Vinterens golde og øde marker, bladløse træer,

gustne og sumpede enge har fået farve og liv.

 

Hvor der før var øde, trist og tilsyneladende livløst,

vælder i dag livet strålende og brusende frem under

et væld af toner, farver og lys.

 

Tusinder af struber jubler

imod himlen af livsglæde over dette

ocean af guddommeligt skabevælde eller udløsninger

af behag for de levende væsener.

 

Ja, er det ikke således,

at sommeren er kulminationen af naturens

kærtegnen af de levende væsener? - Altså

er sommeren det samme som "kærlighed", og kærlighed

er igen det samme som "den hellige Ånd".

 

Kærlighed kan umuligt

eksistere uden at være kulminationen

af Guds mentalitet indeni og udenfor os

og derved på alle måder være det allerhøjeste

udtryk for Guds ånd.

 

"Den hellige Ånd" kan således ikke være til

uden at være kærlighed, og kærlighed kan ikke

eksistere uden at være "sommer".

 

Da pinsen er vor højtidsfest

for Guds Ånd, maa den også være vor

højtidsfest for sommeren, såvel fysisk som mentalt

set. Sommer, pinse, "den hellige Ånd" og kærlighed

er een og samme Ting.

 

"Pinseglans over livet"

er saaledes det samme som "kærlighed".

 

 2. kapitel

 

Hvad pinsen betyder for os.

 

I henhold til foranstående er pinsefesten altså

i virkeligheden udelukkende en fest til kærlighedens

ære.

 

At den netop bliver holdt på en årstid,

hvor naturen selv kulminerer i at udstråle behagsskabelse

for de levende væsener, er derfor selvfølgeligt.

 

Med Hensyn til at "holde pinse" har det et

særligt indtrængende budskab til alle de mennesker,

der studerer åndsvidenskab, hvilket jo er intet

mindre end studiet af "den hellige Ånd", der igen

er det samme som studiet af kærligheden.

 

For alle, der lever i dette studium,

betyder pinsen således noget meget mere

end blot og bar erindring eller

ihukommelse af "den hellige Ånd"s udgydelse

over apostlene.

 

At kærlighedens fest må betyde

noget meget indtrængende for dem, der har gjort

selve kærligheden til et levende studium, siger sig selv.

 

Hvad betyder da "pinsen" for os? - Den betyder,

at vi i særlig grad må rette vort blik på

selve naturens egen levende kulminationsudfoldelse,

hvilket igen vil sige, at vi må rette vort blik ind

på selve sommeren.

 

Sommeren er kulminationen af

livets eller Guddommens egen skabelse af pinsefest

for de levende væsener. Alle væsener indenfor

sommerens zone er således gæster ved Guddommens

egen pinsefest.

 

Men da vi er gæster i Guddommens eget hus, er

vidne til ham selv som vært for os, har vi her lejlighed

til at studere denne vor guddommelige værts

væsen på nært hold.

 

Hvorledes har da Gud arrangeret

denne store fest for os? - Ja, er det ikke således,

at naturen i al sin kulmination af sommerudfoldelse

eller behagsskabelse udgør selve Guddommens

eget store festudsmykkede tempel? -

 

Er nævnte "tempel"

ikke udstyret med de pragtfuldeste

ægte og levende tæppearrangementer, fontæner

og blomsterdekorationer, prangende orgier af alt,

hvad der overhovedet findes af dekorative farver?

 

- Frem igennem det hele fosser livets kilde sin

umådelige strøm paa millioner og atter millioner

af kilowatt, skabende passende lys, luft og varme

i de umådelige festsale med deres overdådige arrangementer

af de herligste sundhedsgivende spise og drikkevarer.

 

Samtidig med, at der således er sørget for vor

ernæring og vort velvære, underholdes vi yderligere

med kolossale scenerier, skabte ved den guddommelige

værts umådelige kunnen i frembringelser af

variationer for udfoldelse af hans kærlighed.

 

Skal vi se store scenerier udenfor

det ophøjede tempel, i hvilket vi således er gæster,

afblændes dagens stærke og strålende lys,

og ud igennem nattens mørke

ser vi vældige panoramaer, fjerne stjerneverdener,

solbyer, mælkeveje, kloder og planeter svæve

forbi udelukkende båret af vor høje værts guddommelige

tanke og vilje.

 

Samtidigt lyder der til os igennem rummet:

 

"Se, også der er jeg til stede,

også der har jeg pragtfulde templer, fyldte med

indbudte væsener, også der er jeg travlt beskæftiget

med at skabe lys og glæde eller pinsefest for

mine elskelige og evige børn.

 

Tusinder og atter tusinder

af lysår ude i rummet, ude i evigheden

funkler og stråler gyldne boliger i deres tilblivelse

og forberedelse til at modtage endnu myriader af

gæster ved min altomfattende pinsefest. «

 

3. kapitel

 

Indvielse eller mødet med Guddommen.

 

Men det er ikke blot i nattens mørke,

at Guddommen lader så megen visdom og kærlighed

bryde frem til vor bevidsthed.

 

En endnu langt større

kundskab, visdom og kærlighed lader han tilflyde

vor bevidsthed i det fulde og klare dagslys, naar

dagens strålende stjerne mangfoldiggør sit lys i

millioner af øjne og stiller os ansigt til ansigt

med vor "Næste".

 

I levende Farver, Lys og Charme er

vor "næste" stedet for vort blik, ligesom vi selv

paa samme måde er stedet for denne vor næstes

åsyn, altsaa genstanden for vor tilkommende

kærlighed, den "næste", vi skal elske for at opfylde

 

alle love. Tænk, midt i dette guddommelige panorama,

midt i Guddommens eget hus, møder vi det

væsen, som vi efterhånden skal komme til at elske

saa uselvisk og ophøjet, at vi i kraft af denne kærlighed

bliver eet med Guddommen og dermed eet

med alt levende.

 

Og denne store pinsefest hos

Guddommen viser sig således at være en indvielse.

Igennem kærligheden til vor "næste" bliver "Guds

billede" synligt.

 

Og en lydløs himmelsk røst vibrerer

fra dette billede ind i vort indre:

 

"Jeg er din evige Fader,

som du i årtusinder har søgt og ledt

efter, og hvis ringe tjener du har bedt om at blive.

 

Hvad du gør imod denne næste, gør du imod mig.

 

Elsker du mig, da skal min ånd lyse og funkle omkring

dig til velbehag og glæde for alt,

hvad du rører ved.

 

Hvor du går hen over jorden, vil velsignelse,

skønhed og glæde funkle og lyse i dine fodspor.

 

Og jeg vil da føre dig videre hen over andre verdener,

kloder og mælkeveje, vise dig andre menneskeheder,

dyr og planter.

 

Gennem nye himle og himles himle går vor evige vej.

Jeg vil vise dig fysiske og åndelige herligheder,

du endnu aldrig har drømt om

eller har kunnet ane eksisterede.

 

Jeg vil åbenbare for dig kærlighedsgaver,

jeg allerede har planlagt for dig,

inden den nuværende jord overhovedet

blev synlig på det fysiske Plan.

 

Som identisk med evigheden skal du,

som mit udtrykte billede, værende eet med mig,

evigt gå frem igennem tiden og rummet.

 

Og overalt, hvor du går hen igennem universet,

skal sommerens lysvæld, jubel og livsglæde

stige op imod min evige trone.

 

Der, hvor du elsker din næste som dig selv, skal der

være pinseglans over livet.

 

Og der, hvor der er

pinseglans over livet, må nattens skygger vige,

thi der er jeg selv lyslevende til stede,

thi - jeg er din næste."

 

4. kapitel

 

Det evige liv.

 

Tænk en så overjordisk, paradisisk tale og dog

så realistisk, fysisk fremtrædende og overskyggende

det "levende væsen" er den årstid, vi kalder "sommer".

 

Hvor viser Guddommen en større udfoldelse

og levendegørelse af sit altomfattende skabervælde

end netop igennem "sommeren"? -

 

Repræsenterer

de øvrige årstider ikke netop en mindre Grad af

udfoldelse? -

 

Er vinteren her paa vore nordiske

breddegrader ikke netop i stor udstrækning en

"sovetilstand"? -

 

Er den frosne jord, de bladløse

træer, de blomsterløse enge og de store snemarker

i sig selv ikke repræsenterende en "stilhed", der må

betragtes som "hvile" eller "søvn"?

 

For det udviklede menneske, der hungrer efter

oplysning, der hungrer efter sandheden, er "sommeren"

kulminationen af Guds eget absolutte og

korrekte svar på det store

"hvorfra", "hvorfor"

og "hvorhen".

 

Vi ser at sommeren udrinder af foråret,

der igen fremstår af den kolde og isnende

vinter.

 

Kan selve "døden" være mere kold og livløs

end vinteren? -

 

Og dog fremstår der til sidst af

vinteren den farvestrålende, pragtfulde sommer.

 

Men hvad er det, Gud her siger til os

igennem den forvandlingsproces, der således

foregår lige for vore øjne i et jordliv, ikke een gang,

ikke to gange, men indtil halvfjerdsindstyvehundrede

gange? -

 

Siger han ikke netop her, at den koldeste

og mest isnende form for "død" i realiteten

ikke er nogen "død"? -

 

Viser han ikke, at den

"frosne" jord, de "visne" enge og "bladløse" træer

ikke udgør nogen absolut "død"? -

 

Den "frosne"jord kan tø op,

de "visne" enge blive til et myldrende blomsterflor,

de "bladløse" træer blive til løvduftende grønne skove.

 

Hvor før isnende snestorme

jog hen over terrænerne og begravede alt i

sit hvide liglagen, jubler nu tusinder af struber et

væld af harmonier, toner og klange frem imod en

lysende og varmende sommerhimmel.

 

"Døden" er forvandlet til lyst, glæde

og lovsange til livets pris.

 

Kan "livet" i nogen situation være mere "levende",

fornemmes i en højere kulmination end netop der,

hvor det giver sig udslag i jubel eller salighed?

 

Men når det "frosne" og "visne" Liv, den "isnende

død" kan forvandle sig således, er den ikke

nogen "død", thi en "absolut død" kan ikke

afføde noget som helst.

 

For at "noget" kan afføde "noget",

må der være "bevægelse". Der, hvor der ikke er

"bevægelse", er der absolut "stilhed".

 

Men en absolut

"stilhed" er et "dødpunkt", der aldrig nogen

sinde vil kunne komme i gang, thi hvad skulle bevirke

denne igangsætning andet end "bevægelse"?

 

- Kun "Bevægelse" kan afføde "Bevægelse".

"Stilhed" vil jo umuligt kunne afføde en sådan.

Det vil altså igen sige, at der findes ingen absolut

"død" indenfor" vinterens" område.

 

"Vinteren" er "bevægelse", er "energi".

Men så udgør "vinteren" og "sommeren", "døden" og "livet",

jo een og samme ting, nemlig "energi" eller "bevægelse".

 

Men når "livet"s og "dødens” energi således

er identiske, kan der jo ikke findes nogen virkelig

eller absolut energistandsning og dermed heller

ikke noget virkeligt eller absolut ophør af "liv" sted.

 

Og da der ikke eksisterer noget ophør af

"liv", ikke findes nogen absolut "død", bliver "livet"

hermed synligt som en: "evig tilværelse", samtidig

med at "Bibelen"s beretning om et "evigt liv"

her også bliver til virkelighed.

 

 5. kapitel

 

Det store spørgsmål: "Hvorfra- hvorhen?"

 

Det store spørgsmål "hvorfra" og "hvorhen"

er dermed ikke længere noget uopklaret problem.

15

"Livet" kommer ikke "herfra" eller "derfra" og

går ikke "hertil" eller "dertil". Det kommer ikke

fra noget "sted" eller går til noget "sted".

 

Noget, der er "evigt",

kan ikke komme fra noget "terræn"

eller "rum", lige så lidt som det kan komme fra

eller gå til nogen "tid".

 

Det "evige" kan kun være "ubegrænset".

Og det "ubegrænsede" kan kun udgøre

eller være nærværende i alle "rum"

og alle "tider".

 

Svaret paa det store spørgsmål "hvorfra"

og "hvorhen" udgør således ikke nogen som

helst "tids-" og "rumbetegnelse" , det kan udelukkende

kun være dette ene, at "Livet er".

 

6. Kapitel.

 

Uden udødelighed ingen som helst logik i individets tilværelse.

 

Nu vil man måske her indvende, at menneskene,

dyrene, planterne eller kort sagt alle kendte former

for liv "dør".

 

Vore forældre bliver gamle, svagelige og "dør".

Masser af træer, blomster eller planter "går ud"

for ikke mere at vise sig på det fysiske plan.

 

Normalt "dør" vi altså efter tur.

At vi alle skal "dø", hvilket i dette tilfælde altså vil

sige: totalt skal ophøre med at være til, må da antages

at være en af de mest fastslåede og dermed

urokkelige kendsgerninger.

 

Hvis "livet" var "evigt", måtte vi jo se "de døde" blive "levende"

igen og fremtræde i fysisk kød og blod.

 

Men hvem har set det? -

Hvem har set sine "afdøde" forældre,

venner og bekendte blive "fødte" igen? -

 

Hvem har set efterårets "visne" blade blive til

ungt, friskt og grønt "løv" igen? -

 

At "sommeren"

vender tilbage efter hver "vinter" kan ikke

være noget udtryk for, at de "levende væseners”

"Død" kun er en midlertidig "Vinter", efter hvilken

de igen skal "vågne op" og fremtræde som de "levende

væsener", de før har været.

 

Ja, man vil måske endog yderligere pointere det modsatte,

f. eks. at "nyfødte" væsener uden undtagelse er "nye

væsener", hvilket vil sige: Væsener, hvoraf ingen

kan identificeres som væsener, der tidligere har eksisteret

eller levet paa jorden.

 

Man vil derfor påberåbe

sig, at "livet” "evighed" ikke kan gælde det

enkelte individ. Et sådant væsen er nemlig et produkt

eller et barn af forudgående "forældre".

 

"Livets Evighed" forplanter sig derfor udelukkende kun

fra forældre til børn og fra disse igen til deres børn

og således fremdeles.

 

Men er et sådant liv "evigt"? -

 

Når det enkelte individ ikke har noget

"evigt liv", hvem har så "oplevet" dette "evige

liv"? -

 

Hvis livet kun eksisterer i et "levende

væsen" så længe, det har sin fysiske organisme, vil

intet som helst levende væsen nogen sinde blive i

stand til at "opleve" noget "evigt Liv"

som en realitet.

 

Ethvert væsen måtte nøjes med kun at

"opleve livet" i den lille korte periode, som udgør

organismens levetid eller dets såkaldte "jordliv".

 

Men til hvad nytte denne lille lokale tilværelse?

- Til hvad nytte "udviklingen"? -

 

Hvorfor ligger

der i væsenet en vældig trang til at "udvikle"

sig? -

 

Hvorfor opsamler mange væsener lige til

deres dødsdag en kolossal bunke af kundskaber og

viden? -

 

Hvorfor må de "levende væsener"s daglige

liv udløse sig i erfaringer og oplevelser lige til

deres dødsdag? -

 

Hvem skal de erfaringer og

kundskaber gavne? -

 

Selv får de jo ingen som

helst gavn eller glæde af disse, da de efter deres

"dødsstund" jo ikke mere er blandt "de levende".

 

Det er rigtigt, at nævnte erfaringer og oplevelser

kan gavne efterlevende generationer, men hvorfor

skal de efterlevende generationer have den gavn

og glæde? -

 

Hvorfor skal de ikke lige så godt i

deres jordliv selv tilegne sig de samme erfaringer

ved "selvoplevelse"? -

 

Hvorfor skal de forudgående

generationer have lidelserne og besværet ved

erfaringernes oplevelse, medens de efterfølgende

generationer kan leve højt på disse væseners efterladte

erfaringer og kundskaber og derved undgå

de besværligheder, som mangel paa erfaringer eller

kundskaber giver? -

 

Hvorfor skal de forudgående

generationer have besværet med at "så" og

"avle" kundskaber og viden, når de aldrig selv

nogen sinde skal kunne "høste" frugten af denne

udfoldelse, men at den derimod skal overlades til

de efterlevende væsener, der derved fritages for den

"selvoplevelse" af det ubehag, som mange af erfaringernes

tilblivelse har kostet de forudgående

generationer? -

 

Hvorfor skal et væsen, der i dag

fødes indenfor den moderne kultur, nyde alle de

behageligheder, som denne kultur kan yde, såsom:

varme og bløde klæder, gode senge, fritagelse fra

groft arbejde i kraft af maskiner, gode rejseforhold,

jernbaner, dampskibe, automobiler og flyvemaskiner,

samt alle de andre goder: Elektricitet,

telefon, levende billeder, radio o. s. v.  o. s. v.? -

 

Hvorfor skal et nutidsmenneskes "eneste eksisterende"

jordliv være beriget med disse goder? -

 

Og

hvorfor skulle fortidsmennesket, neanderthaleren

eller cromagnon-mennesket ikke have sit "eneste eksisterende"

jordliv velsignet med de samme fordele?

 

- Hvis hans tilværelse fuldt ud kunde tilfredsstilles

ved denne dens primitive fremtræden og skabe

hans fuldstændige lykke, hvorfor kunne den så

ikke lige så godt være fyldestgørende for nutidsmennesket?

 

- Og hvis levevilkårene ikke var tilfredsstillende

for fortidsgenerationerne, hvad gavner

det så dem, at de efterfølgende generationer

får deres "forbedrede"? -

 

Hvem får i det hele

taget "glæde" af "udviklingen" eller "forbedringen"

af "livsvilkårene"? -

 

De "levende væsener", der ønsker

"forbedringen", "dør" jo og kommer

således aldrig til at opleve denne, men må leve i

"savnet".

 

De efterfølgende generationer får tildelt

"forbedringen" allerede ved fødslen, men har aldrig

følt nævnte savn og kan derfor heller aldrig

have ønsket "forbedringen".

 

Hvis et væsen kun lever et enkelt jordliv, vil

”udviklingen", hvilket igen vil sige: livets love,

således betyde, at ingen som helst generation er

lykkelig.

 

Hver enkelt generation får nemlig i

kraft af »udviklingen" tildelt en hel serie fordele,

som den aldrig kan have ønsket, da den jo aldrig

har levet før og derfor aldrig kan have følt savnet

af disse, medens den samtidig må opleve en

hel serie af savn og de heraf følgende ønsker,

som den aldrig vil kunne få tilfredsstillet, idet den

jo uundgåeligt ”dør" forinden.

 

Dette vil altså sige,

at de væsener, der fornemmer savnet og de heraf

affødte ønsker, aldrig nogen sinde kan få disse

ønsker tilfredsstillet eller opfyldt,

 

medens de derimod

er tildelt en masse fordele, som de aldrig kan

have ønsket.

 

Hvor er logikken i "udviklingen" eller

"livets love", hvis hvert enkelt individ og dermed

livet bag enhver generation ikke er "evigt"?

 

Læs hele artiklen her:

Pinseglans over livet

 

eller køb bogen:

Blade af Guds billedbog

der også indeholder hele artiklen:

"Pinseglans over livet"