redigeret og opdateret 13-09 2021
                                                                               
 
 
 
           
 
      Velkommen til

 

 

       DET EVIGE LIV

 
 

 

 

 Her bliver livets store spørgsmål  belyst:
 

Er der et liv efter livet?

Har vi levet før?

 Er livet evigt?

  red. og opdat. 28-02-2021

 Er der et liv efter livet?

bliver især belyst ved eksempler
på de såkaldte nærdødsoplevelser

Livet efter livet

  red. og opdat. 28-02-2021

 

Har vi levet før?

bliver belyst ved eksempler
på børns og voksnes mulige
erindringer om tidligere liv

Livet før livet

 

Hovedsymbolet

 

Er livet evigt?

 

Døden eksisterer ikke.

Den er kun en tænkt modsætning til livet.

 

Det levende i os er vores evige bevidsthed,

som er vores primære side, 

 hvorimod vores fysiske side

er forgængelig og sekundær.

 

Alle organismer fungerer

som midlertidige redskaber

for bevidstheder under evig udvikling...

 

Det evige liv

 

 
 
 
 
 
Juleevangeliet
 
(og dets betydning for vor tid)
 
 
af
 
Martinus
 
 
 
 
 
Uddrag af bogens overskrifter:

 

I "troens tidsalder" blev den religiøse trang tilfredsstillet og båret oppe af "den guddommelige suggestion"
 
Hvorfor det religiøse princip i vore dage kun er en biting, medens de rent materialistiske analyser, mål og vægt opfattes som hovedtingen i væsenernes liv
 
Den materialistiske opfattelse af juleevangeliet vil selv i bedste tilfælde blot være nogle værdiløse kendsgerninger
 

Juleevangeliet er ikke blot en historisk tildragelse,

men udgør også et symbol over jordmenneskets kosmiske skæbne.

         

 
Uddrag af 5. kapitel:
 
Myten om jomfru Marias undfangelse

At denne fødsel er en historisk begivenhed for alle væsener, der har den dybere kosmiske indsigt i livet og tilværelsen, har ikke nær så stor betydning som den omstændighed, at begivenheden med alle dens detailler er udtryk for eller er et billede af en almengældende begivenhed.

Det er dette, der er evangeliets mystik.

Juleevangeliet er således for den, der har evne til at overse begivenheden fra et kosmisk synspunkt, ikke blot en fysisk eller historisk tildragelse eller kendsgerning, hvad Jesu fødsel og mentale struktur angår, men det udgør også åbenbaringen af eller er et symbol over hvert eneste jordmenneskes kosmiske skæbne.

Jesu skæbne, således som den former sig i evangeliet, er alle menneskers skæbne.

Det er denne beretningens dobbeltside, der gør den til et evangelium. Hvis ikke begivenheden havde netop en sådan form, ville fortællingen om den aldrig kunne være blevet andet end allerhøjest en beretning om en fysisk begivenhed, der engang fandt sted.

 
 
Læs Martinus' fortolkning af Juleevangeliet
 
 
 

 

 

Påske

 

af
 
Martinus

 

 

 

Opstandelse

"Vi vil nu - ikke med det fysiske syn, men med åndens øjne - se ned gennem to årtusinder.

Vi vil trække Golgathabegivenheden nærmere, således at de afgørende detailler i verdensgenløserens psyke eller mentalitet kommer mere frem i lyset.

Vi vil, uden hensyn til hvad "der står skrevet", placere Jesu udødelige sætninger på deres rette plads, nemlig midt i kulminationen af de mørke tilstande eller lidelser, for hvilke de skulle være lægemiddel, og derved føre dem frem til deres retmæssige relief, deres retmæssige lysværdi....."

 

uddrag fra kap. 5 af

Martinus:

Påske - opstandelse

 

......Og se! Da udløstes en højere kontakt mellem den himmelske Fader og den udvalgte søn. Den hellige ånd begyndte at sitre gennem det hårdt belastede, men forfinede nervesystem. Det røde billede opløstes, og gennem en guddommelig klarhed ser han nu sine bødler som åndeligt uerfarne yngre brødre. Og i en sidste stor kærlighedsbølge gennem det udmattede og lemlæstede legeme tager han dem til sit Hjerte.

Men i samme øjeblik rystedes kontinentet i sin grundvold, solen formørkedes, Jorden revnede,og lynet slog ned i selve templet, frigjorde afspærringen til det allerhelligste.

 En dødelig angst udbredte sig blandt den før så selvsikre og ubarmhjertige morderhob, og skælvende krøb mange til korset.

 Men ud over mængden,gennem mørket funklede Guds Ånds hellige, usynlige stråler. Fra Menneskesønnens Læber sitrede det gennem verdensrummet:

 "Fader, forlad dem, thi de ved ikke, hvad de gør".

 Men med dette overjordiske lysvæld drejedes Jordens åndelige kurs ind i en ny fase.

 Et kærlighedens evangelium, en kærlighedens Gud kom til syne der, hvor man før troede vreden, hævnen og straffen havde til huse. Et inderligt forhold mellem et væsen i kød og blod og verdensaltets ophav var demonstreret.

 Den jordiske menneskehed havde fået bud fra sin evige Fader. Men Guds sendebud vendte sit blik mod himlen. Gennem en sagte brises Kølighed mod sit hede legeme udfriedes den guddommelige martyr fra sine sidste lidelser, og den evige sætning,

 

uddrag fra kap. 7 af

Martinus:

Påske - opstandelse

 

 

----------

 

Jordens indvielse

27. Det var ikke blot de store livssandheder og overjordiske alkærlighedsgerninger i form af mirakler, Kristus skulle åbenbare for menneskeheden. Han måtte også manifesteres for den i kød og blod som den totalt fuldkomne model for Guds skabelse af "mennesket i sit billede efter sin lignelse".

Han måtte vise helt til bunds den absolut færdigskabte evne til totalt at tilgive alt dødsfjendskab fra sin næstes side. Det var ikke så mærkeligt, at det var en meget streng nat, Kristus havde i Getsemane Have natten før korsfæstelsen. Han vidste, at timen var kommet, da Gud ved ham ville vise verden alkærlighedens magt.

 Det skulle åbenbares for verden, hvordan det færdige menneske i Guds billede ikke blot kunne tilgive sine dødsfjender og mordere, men han kunne også bede for, at de måtte få tilgivelse for deres onde eller djævleagtige væremåde.

 Og det var denne verdens kulminerende alkærlighedsudfoldelse, livets største tilgivelsesakt, Gud i sin store skabelse af "mennesket i sit billede" ved verdensgenløseren Kristus måtte åbenbare til vejledning for de mennesker, hvis færdigskabelse i "Guds billede" nu begyndte at blive aktuel. Og verden blev da vidne til verdensgenløserens store alkærlighedsmanifestation for menneskeheden. 

 

Martinus:

Påske - Jordens indvielse